Mads Dalgaard Madsen i RÆSON SØNDAG: Hypen omkring Kamala Harris kan blive hendes største udfordring
25.08.2024
Meget har ændret sig med Kamala Harris som præsidentkandidat – bare ikke det faktum, at valget bliver afgjort af ca. 50.000-100.000 arbejderklassevælgere i svingstaterne.
Af Mads Dalgaard Madsen
De seneste måneder i amerikansk politik er uden fortilfælde i nyere amerikansk historie. Med Bidens forfærdelige debatpræstation, Højesteretsdommen om præsidentiel immunitet, attentatforsøget på Trump, Bidens krise og pensionering, samt Kamala Harris’ kroning som ny Demokratisk dronning må de amerikanske medier snart løbe tør for den gule ‘breaking’-farve. Resultat er, at her 71 dage før valget, er alt vendt på hovedet og banen må kridtes op på ny.
Mange amerikanere væmmedes ved tanken om en gentagelse af gammelmandsduellen mellem de enormt upopulære Joe Biden og Donald Trump. Og bedst som valget synes afgjort med Bidens debatkollaps, har vicepræsident Kamala Harris nulstillet scoreboardet, så resultatet synes mere uforudsigeligt end nogensinde.
Nu står vælgerne ved en skillevej, hvor Donald Trumps nostalgiske “Make America Great Again” ramler direkte sammen med Kamala Harris’ næsten fysiske manifestation af et USA i forandring. “We are not going back”, som hun proklamerede under sit første valgmøde som nykronet præsidentkandidat.
De to muligheder kan næsten ikke blive mere kontrastfyldt.
‘Kamalamentum’ direkte ud af startboksen, men den store test venter forude
For blot uger siden snakkede vi om et Demokratisk Parti i opløsning og et valg, der synes afgjort, til et begejstret og kamplystent parti, der slog ring om dets nye leder. Og selvom Harris appellerede til en demokratisk valgproces til topposten, så var der ingen seriøs udfordrer, der turde melde sig på banen.
Det er svært at forestille sig en bedre start for Kamala Harris’ valgkampagne. Glemt er den enorme skepsis, Demokraterne i årevis har haft til deres vicepræsident – provokeret af hendes elendige meningsmålinger, der gav hende titlen, som den mest upopulære vicepræsident i nyere amerikansk historie. Nu vælter pengene ind i kampagnekassen, partiets græsrødder er motiverede og partilederskabet fejrer hendes kandidatur.
Hendes rejse fra totalt forfejlet primærvalgskandidat i 2020 til potentielt at blive den første kvindelige præsident i 2024, er et vidnesbyrd om, hvordan succes i amerikansk politik er lige dele held, timing og positionering. Man er ikke præsidentmateriale, før man er det.
Men selvom Harris er kommet godt for start, er den største test stadig forude. Welcome to the rodeo.
Nu står vælgerne ved en skillevej, hvor Donald Trumps nostalgiske “Make America Great Again” ramler direkte sammen med Kamala Harris’ næsten fysiske manifestation af et USA i forandring
_______
Yes, she can?
Hypen omkring Harris tydeliggøre i virkeligheden hendes største udfordring. Harris skal navigere gennem den mest kaotiske valgkamp i mands minde mod en uforudsigelig modkandidat, mens hendes kandidatur inkarnerer Det Demokratiske Partis bredere problem: At balancere Demokraternes højlydte progressiv base, der i disse uger råber, med de benhårde pragmatiske realiteter i de afgørende svingstater i Midtvesten.
Allerede nu kan vi se, hvordan Harris bliver omfavnet af den amerikansk kulturelite – fra Beyoncé til George Clooney til Barack Obama (allerede nu hører vi Kamala Harris fans råbe “Yes, she can! Yes, she can!” i et forsøg på at gøre Kamala til vor tids Obama).
Hendes første valgkampsreklame er da også fyldt med rødt identitetspolitisk kød til den Demokratiske base i form af referencer til smadrede kønsglaslofter og pride-flag til lyden af superstjernen Beyoncés ”Freedom”. Alt sammen noget den Demokratiske base elsker.
Men her efter konventet bliver Kamala Harris opgave at holde øjet på bolden og ikke lade sig rive med af stemningen omkring hendes historiske kandidatur og den totale eufori, der har boblet over i konventsalen i Chicago i denne uge. For megen fokus på hendes identitet og den progressive platform kan måske vinde hende millioner af yderligere stemmer i mørkeblå og progressive stater som Californien og New York, men hun kommer ingen vegne med det i de stater, der betyder noget.
Vejen til Det Hvide Hus går fortsat gennem svingstaterne i Midtvesten, hvor den hvide arbejderklasse dominerer. På de egne vinder man ikke stemmer på de mange progressive Californien-værdier – man risikerer at sende dem direkte i favnen på Trump.
Meget har ændret sig med Harris som kandidat, men præsidentvalget bliver sandsynligvis stadig afgjort af ca. 50.000-100.000 arbejderklassevælgere i svingstaterne.
Af netop den årsag var det også dybt nødvendigt, at Harris skulle ”balancere” sit kandidatur med en vicepræsidentkandidat, der bedre kan appellere til lige præcis denne vælgertype. Valget faldt på Minnesotas guvernør, tidligere gymnasielærer og footballtræner, Tim Walz.
Selvom han politisk er lige så progressiv som Harris, udstråler han den perfekte ”all American Dad”-energi, som Harris-kampagnen håber, kan dæmpe bekymringerne for hendes kandidatur i netop Midtvesten.
For megen fokus på Kamalas identitet og den progressive platform kan måske vinde hende millioner af yderligere stemmer i mørkeblå og progressive stater som Californien og New York, men hun kommer ingen vegne med det i de stater, der betyder noget
_______
Trump må tilbage til tegnebrættet
Drabsforsøget på Trump mislykkedes heldigvis d. 13. juli, da Trump på mirakuløst vis drejede hovedet i det øjeblik, drabsmanden Matthew Crooks trykkede på aftrækkerne og blot ramte ekspræsidentens øreflip. Man gruer ved tanken om det kaos, der ville have udspillet sig i USA, hvis attentatmanden var lykkes med sit foretagende.
Attentatforsøget har tilføjet en uventet drejning til den allerede ustabile valgkamp. Showmanden Trump formåede at vende episoden til et mytisk kampråb.
Billedet af ham, der løfter knyttede næver og råber “kæmp, kæmp, kæmp,” med et blafrende Stars–and-Stripes i baggrunden er allerede nu historisk. Det galvaniserede hans base og fysisk manifesterede hans egen personfortælling, som den stærke mand, der kæmper på vegne af det ‘rigtige Amerika’.
Efter attentatforsøget fandt Trump sig selv et sted i amerikansk politik, han aldrig har været før: Med AL sympati i ryggen. En hel nation så pludselig med mildere øjne på den ellers så kontroversielle og polariserende ekspræsident.
Lige så forfærdeligt attentatforsøget var, lige så stor en politisk mulighed var det derfor for Trump. I den stort anlagte tale til det Republikanske konvent kunne Trump have udnyttet øjeblikket til at sætte en ny og mildere tone og fremstille sig selv som en samlende figur.
Det ville på én og samme tid dæmpe midtervælgernes bekymring for at stemme på Trump, og samtidig effektivt modbevise Demokraternes skræmmebillede af ham som en uegnet og antidemokratisk charlatan.
Demokraterne var skrækslagen for, at Trump ville indtage den nye forsonende positur. I dagene efter attentatet var der en opgivende stemning i partiet – hvordan slår man nu en superpatriotisk Trump, der synes at have selveste Vorherre på sin side?
Men Trump viste endnu engang at være uforbederlig. Til konventtalen holdt det tydeligt overinstruerede forsøg på en ny og samlende Trump i ca. 15 minutter før det krakelerede for ham. Herefter klikkede han tilbage i sin sædvanlige uredigerede stil med øgenavne, snak om stjålne valg og dystopiske beskrivelse af et USA i forfald.
Selvom kampagnen tydeligvis har prøvet at disciplinere Trump i de efterfølgende pressemøder – ved at give ham favorable temaer som inflation og immigration, har intet hjulpet. Trump synes gået i hak og bliver ved og ved med at klikke tilbage i de gamle traver og synes nu ude af stand til at omstille sig til, at det nu er Harris og ikke Biden, han fører valgkamp imod.
Den Republikanske base elsker ”MAGA-Trump”, men Republikanerne tabte netop nationale valg i 2018, 2020 og 2022 netop pga. afvisningen af denne ustyrlige og ukontrollerede udgave af Trump.
Demokraterne så talen og genvandt motivationen og troen på, at Trump kan slås, hvis de stiller med en stærk kandidat. Derfor så vi også, at den intern kampagne for at skifte Biden ud genopblussede efter det Republikanske konvent. Man fik kampgejsten tilbage.
Trumps manglende evne til at spinde guld på en ulykkelig situation og holde sig til de favorable politiske ’talking points’ kan stå tilbage som årtiers forspildt politisk mulighed.
Trump-kampagnen og fundamentalt set designet til at føre valgkamp mod Joe Biden. Den skal nu reorientere sig mod Harris og formulere en ny strategi. Det fundamentale problem er, at det nu er Trump, der er den gamle hvide mand, der nogle gange vrøvler sig gennem taler.
Harris’ køn og etnicitet skaber også udfordringer, da forkerte ordvalg kan risikere at sende minoriteter tilbage i favnen på Demokraterne. Kort efter Harris’s udnævnelse som præsidentkandidat begik Trump en fejl, ved at så tvivl om hendes etniske ophav. Harris er ikke sort, fik han sagt.
Den ellers så desillusionerede Demokratiske base under Biden kan meget vel være på vej hjem under Harris – og Trump gør intet for at stoppe den udvikling. Tværtimod.
Trumps manglende evne til at spinde guld på en ulykkelig situation kan stå tilbage som årtiers forspildt politisk mulighed
_______
Samme emner, nye aktører
Som Bidens vicepræsident har Kamala Harris den samme politiske bagage. Hun ‘ejer’ Bidens platform – på godt og ondt. Demokraterne er fortsat svagest på immigration og økonomi, hvor den amerikanske befolkning i måneder har udvist større tiltro til, at Republikanerne kan håndtere dem bedre.
Især den høje inflation vil give Harris-kampagnen hovedpine, da det høje udgiftsniveau giver den almindelige amerikaner en fornemmelse af, at de var økonomisk bedre stillet før Demokraterne overtog Det Hvide Hus i 2020.
Med Harris er der også ekstra eksponering ift. Immigration, da hendes første opgave som i Biden-administrationen var at adressere immigrationskrisen ved den sydlige grænse.
Den uriaspost gav hende titlen som “Border Czar” i Washington D.C., som Republikanerne i dag bruger flittigt til at give Harris skylden for, hvad de mener, er Biden administrationens katastrofale håndtering af grænseproblematikken.
Abortdebatten var under alle omstændigheder blevet et hovedtema i debatten pga. 2022’s kontroversielle Højesteretsdom, der fjernede den føderalt garanteret adgang til abort. Joe Biden var aldrig den bedste bannerfører for ‘Pro-choice’-bevægelsen. Selvfølgelig pga. den åbenlyse årsag, at han er mand, men også fordi katolske Biden i sin politiske karriere har udvist skepsis for, om abort skal være fri, og talt for, at abortlovgivning er et delstatsanliggende.
Harris kan tale med en helt anden styrke og troværdighed om abort og har derfor en bedre mulighed for at føre argumentet imod Trump.
Harris åbner valgkortet på ny
Der går fortsat nogle uger, før meningsmålingerne kan give et retmæssigt billede af styrkeforholdet mellem Trump og Harris. Støvet har ikke lagt sig endnu fra julis historiske begivenheder, hvilket støjer i data. Det Demokratiske konvent forventes også at give et kortvarigt løft til Harris’ målinger.
Det er typisk først omkring Labor Day (2. september) vi begynder at få et retmæssigt billede at det reelle styrkeforhold mellem kandidaterne.
Men én ting er sikkert: Harris har åbnet spillepladen på ny.
Med Biden i spidsen havde Demokraterne kun én vej til sejr og den gik gennem de såkaldte “Blue Wall” stater Wisconsin, Michigan og Pennsylvania, der udgør store dele af det såkaldte “Rustbælte”.
Det har stået klart i nogle måneder, at Biden ikke kunne konkurrere i de sydlige “Sunbelt States” Nevada og Arizona, hvilket gav Trump-kampagnen en stor fordel, idet de kunne koncentrere alle ressourcer i Rustbæltet. Det er også i det lys, valget af Rustbæltestaten Ohios senator, Sen. J.D. Vance, som Trumps vicepræsidentkandidat skal ses.
Det har Harris ændret på. De seneste meningsmålinger peger på, at hun er konkurrencedygtig i de mere diverse sydlige stater. Selvom hendes vej stadig er tydeligst i nord, så skal Trump-kampagnen nu også bruge kræfter på at forsvare sig i syd. Der er simpelthen flere kombinationer af Svingstater, der kan give den endelig sejr.
På trods af det, så skal Harriskampagnen kigge meget til Pennsylvania. Det er staten, man skal holde øje med. “The Keystone State”’s størrelse giver den flest af de afgørende valgmænd af alle svingstaterne og for Harris er Pennsylvania afgørende. Hvis hun ikke vinder her, skal hun næsten vinde alle andre svingstater for at ramme de nødvendige 270 valgmænd.
Omvendt kan Trump stadig vinde uden Pennsylvania, så længe han vinder Solbæltet skal han kun vinde én rustbæltestat for at få yderligere fire år i Det Hvide Hus.
Den seneste måned har tydeligt vist, at vi står midt et af de mest uforudsigelige præsidentvalg nogensinde. Med Biden ude af billedet og Harris som Demokraternes nye bannerfører, er vi vidne til en nulstilling af valgkampen – alt er pludseligt i spil igen. ■
Én ting er sikkert: Harris har åbnet spillepladen på ny
_______
Mads Dalgaard Madsen (f.1992) er Msc. International Business and Politics, Copenhagen Business School. Seniorrådgiver med fokus på USA og tidl. indenrigspolitisk rådgiver ved den danske ambassade i Washington DC.
ILLUSTRATION: Eau Claire i Wisconsin, 7. august 2024: Kamala Harris til et rally med vicepræsidentkandidat og guvernør fra Minnesota Tim Walz [FOTO: Kamil Krzaczynski/AFP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
