Louise Egedal i RÆSON SØNDAG: 30 år efter Apartheid ser demokratiet i Sydafrika endelig dagens lys
08.06.2024
Der har alle dage siden demokratiets indførsel i Sydafrika været en alt for stor sammenhæng mellem regeringspartiet ANC og Sydafrika som stat. Valget har vist, at landet nu skal gøre sig fri af historien og stå sin egentlige prøve som et demokrati.
Af Louise Egedal
Det var ventet, at ANC gik hen og tabte sin majoritet ved det sydafrikanske valg den 29. maj.
Alle andre havde i hvert fald set det komme. På nær partiet selv, som siden de første demokratiske valg i 1994 har siddet alt for mageligt på magten til at gøre noget ved den gennemgribende korruption, der klæber til partiet og misligholdelsen af landet til følge. Og denne gang havde vælgerne ikke bare fået nok – de havde også fået et nyt parti at stemme på med en gammel kending i front, som på mange måder vandt valget.
For første gang siden de kom til magten ved demokratiets fødsel i 1994, sidder Nelson Mandelas parti African National Congress (ANC) dermed ikke længere på regeringsflertallet i Sydafrika. Med 40 pct. af stemmerne er deres popularitet faldet drastisk med hele 17 pct. i forhold til sidste valg. Det betyder, at partiet nu skal afgive magt og indgå i en koalition med øvrige partier.
Sydafrikanerne, som i taknemlighed over ANC’s rolle i opgøret med apartheid ellers altid har givet partiet deres uforbeholdne støtte og tillid, havde tydeligvis fået nok af den omfattende korruption, som intet godt har gjort for at løse landets vedvarende problemer. Et elektricitetssystem, der regelmæssigt forårsager timelange strømafbrydelser, som er med til yderligere at skævvride verdens i forvejen mest ulige land. Et skrantende uddannelsessystem. Arbejdsløsheden og den tårnhøje kriminalitet, der følger håbløsheden og vreden over den fejlslagne kamp for lighed og værdighed. Listen er lang.
Valgets andenstørste stemmesluger med 21.8 pct. af stemmerne blev Democratic Alliance (DA), som sidder på magten i Western Cape Provinsen, hvor også landets andenstørste by, Cape Town, ligger. Et traditionelt hvidt og farvet parti og det hidtil mest seriøse oppositionsparti til ANC. Først længere nede finder man populistiske partier som Inkatha Freedom Party (IFP) og Economic Freedom Fighters (EFF), som taler til de fattigste sorte vælgere, der er parate til et mere håndgribeligt opgør med den hvide fortid.
For første gang siden de kom til magten ved demokratiets fødsel i 1994, sidder Nelson Mandelas parti African National Congress (ANC) dermed ikke længere på regeringsflertallet i Sydafrika
_______
En gammel kending vender tilbage
Af alle de forkerte årsager blev valgets vinder imidlertid Sydafrikas tidligere præsident, Jacob Zuma, som med sit til lejligheden skabte parti, uMkhonto we Sizwe (MK), formåede at indtage en tredjeplads med hele 14 pct. af stemmerne. Altså mere eller mindre den procentandel, som ANC nu har mistet. Dermed har Zuma formået at skabe lige nøjagtig den ravage for sit tidligere parti, som han ønskede ved at forme MK. På den måde har han ikke alene forhindret dem i at beholde deres magt, han har samtidig også sikret sin egen fortsatte indflydelse i sydafrikansk politik. Det er således valgets helt store ironi, at manden der i høj grad har været katalysator for den deroute, der nu har skubbet ANC ned fra tronen, også er ham, der overordnet set er kommet stærkest ud af afstemningen.
For rutsjeturen mod det scenarie, der i sidste uge sendte ANC ned af landets politiske trone, begyndte for alvor under Jacob Zuma, som fra 2007 til 2017 var partiets formand. En post, han fik møvet sig ind på ved at skubbe sin egen kammerat fra modstandsdagene, partiets eksisterende formand, Thabo Mbeki, af pinden. Da det skete, var Zuma lige kommet ud af en retssag, hvor han havde været anklaget for at have voldtaget en kvinde. Noget, han mente at have sin ret til.
Ikke desto mindre gik han hen og blev landets præsident. En niårig periode præget af så ekstrem korruption, at selv ANC måtte sige stop og fjerne ham fra posten. Det skete i 2018, og efterfølgende blev han anklaget for såkaldt ’state capture’; altså korruption af staten på højeste niveau. Da han i 2021 ikke mødte op til afhøring, blev han arresteret og idømt en fængselsdom, som det imidlertid lykkedes ham at komme ud af. Zuma har altså en uovertruffen evne til at skabe problemer, lige så vel som han formår at komme ud af dem igen.
Nu skulle man så tro, at den efterhånden 82-årige Zuma langt om længe ville nyde sit otium i sin private, men statsbetalte landsby, Nkandla, i provinsen KwaZulu Natal, hvor han voksede op, og hvor han som barn arbejdede som hyrde. Men for kun et halvt år siden formede han partiet uMkhonto we Sizwe (MK), Nationens Spyd, med direkte reference til den væbnede afdeling af ANC under kampen mod apartheid, som han engang selv var en del af. Mange vil også forbinde Zumas politiske virke med sangen Umshini wam og dens kontroversielle opfordring til at hente sin maskinpistol. Kamp og konflikt er tydeligvis uløseligt forbundet med politik i Zumas udsyn. MK gik da også ind i valgkampen med det taktiske våben at sprede rygter om fusk ved det kommende valg. Og da valgresultatet efterfølgende skulle offentliggøres, truede han igen med at lave ballade. Med Nationens Spyd puster han altså til den glød, der hele tiden ulmer under ham og hans tilhængere, og som risikerer at gå i brand.
Tankerne går da også tilbage til dengang for 30 år siden, hvor ANC skulle indgå en række store kompromiser i samarbejdet med det hvide mindretal for at finde vej ind i demokratiet. Den evne får de brug for igen
_______
Et nyt Sydafrika?
Nu venter sydafrikanerne så på to ting. De venter på, hvem ANC vil forme en koalition med, hvilket skal afgøres senest 14 dage efter offentliggørelsen af valgresultatet. Og de venter på, hvad Zuma kan finde på indtil da. Og for den sags skyld efter. Alle frygter, at hans tilhængere igen vil forårsage uroligheder, som dem landet oplevede i kølvandet på hans anholdelse i 2021. Dengang bredte en bølge af vold og ødelæggelse sig op gennem hele KwaZulu Natal til millionbyen Johannesburg, hvor flere hundrede mennesker døde.
Forhandlingerne er nu er gået i gang for at skabe en samlingsregering (Government of National Unity), hvilket alt andet lige ligger i tråd med Mandelas vision om et Sydafrika for alle: Regnbuenationen. Tankerne går da også tilbage til dengang for 30 år siden, hvor ANC skulle indgå en række store kompromiser i samarbejdet med det hvide mindretal for at finde vej ind i demokratiet. Den evne får de brug for igen.
Partier som DA, IKP og EFF er især værd at bemærke, fordi de repræsenterer polerne i verdens mest ulige land og trækker det i hver sin retning. DA tiltrækker især den hvide befolkning og personer, som man i Sydafrika betegner som farvede, altså dem af malay-oprindelse. Dem er der mange af i Western Cape, og det er svært at se, hvordan den del af befolkningen kan ekskluderes. Samtidig tækker partiet Vesten og beroliger udenlandske investorer, som landet har så stor brug for. Men IFP og EFF vil ikke have noget med DA at gøre, tværtimod søger de landreformer, der udelukkende tilgodeser den sorte befolkning. Fagforeningen COSATU har ligeledes meldt ud, at de heller ikke vil samarbejde med DA. Og Zumas MKP vil gøre alt, hvad de kan, for at være på tværs overfor ANC.
En sammensat regering vil også udfordre Sydafrikas udenrigspolitiske ageren, idet landet hidtil har handlet udelukkende som ANC med beslutninger truffet ud fra partiets fortid som frihedsbevægelse. Dette var tydeligt, da Sydafrika i 2023 lagde farvand til en fælles militærøvelse med Rusland, som støttede ANC under apartheidtiden, alt imens den vestlige verden så til med forundring og foragt. Det var også et udtryk for sympati med et andet undertrykt folk, da man indgav Israel overfor den Internationale Domstol for folkedrab mod Gaza.
DA har i kraftige vendinger modsat sig ANC’s tætte relation til Rusland. Det er derfor forventeligt, at de vil gøre det samme i en regeringskoalition, hvilket helt sikkert vil påvirke et samarbejde mod øst til fordel for et samarbejde mod Vest. Mere venstreorienterede partier som EFF derimod, der læner sig op af en kommunistiske ideologi, støtter åbenlyst op om Rusland og deres ”anti-imperialistiske program” mod NATO og Vesten. De er pan-afrikanister og arbejder for jordreformer, som skal give jorden tilbage til den sorte befolkning uden kompensation. Noget, der ikke alene vækker minder om Zimbabwe under Robert Mugabe, men også bekymringer for, at det skal gå Sydafrika, som det gjorde nabolandet. Så mens de forskellige partier hiver i forskellige retninger, er det forventeligt, at en ny samlingsregering i kompromisets navn vil være nødt til at finde en mere balanceret holdning til udenrigspolitikken fremover, end hvad der har eksisteret under ANC.
Dertil kommer BRIKS-medlemskabet og indflydelsen på en ny verdensorden, hvor udfaldet af koalitionen ligeledes vil være afgørende for, i hvor stor udstrækning Sydafrika kommer til at orientere sig mod Vesten eller vælger at vende blikket mod Afrika og samarbejdets øvrige vækstøkonomier.
Der har alle dage siden demokratiets indførsel i Sydafrika været en alt for stor sammenhæng mellem regeringspartiet ANC og Sydafrika som stat. Sagen er, at Sydafrika skal til at gøre sig fri af historien. Sydafrika er ikke ANC; ANC er ikke Sydafrika. Sydafrika er sit eget demokrati. Med fremtiden i hele befolkningens hænder, ikke et enkelt partis.
Landet skal derfor nu stå sin egentlige prøve som et demokrati med debat, forhandlinger og kompromiser. Dermed kan ANC, såvel som andre partier, nu for alvor blive holdt ansvarlig for deres handlinger indefra, og det er der stor brug for. Ikke kun for Sydafrikas fortsatte udvikling, men også for befolkningen, som gennem de senere år er blevet mere og mere modløs og har brug for at genfinde tilliden til deres ledere og mærke, at samfundskontrakten opretholdes. At demokratiet virker. ■
Sydafrika er sit eget demokrati. Med fremtiden i hele befolkningens hænder, ikke et enkelt partis
_______
Louise Egedal (f. 1977) er BA i retorik og cand.mag. i afrikastudier (KU). Hun har boet i Sydafrika og Namibia i mere end 17 år, er medstifter af formidlingsplatformen Ubuntu Afrika og skriver fast om Afrika for magasinet Forum Mentum.
ILLUSTRATION: Durban, 24. februar 2024: Et billede af Nelson Mandela holdes frem under et ANC-rally i Moses Mabhida Stadium [FOTO: Rajesh Jantilal/AFP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
