19.04.2024

.

Modi kan i 2024 fejre sine ti år ved magten. Han styrker på én gang forholdet til USA og sin rolle som talsmand for det globale syd. Alligevel er der grænser for fremgangen.

Denne artikel indgår i RÆSONs nye forårsnummer, “Europas nye hverdag”, der udkom i begyndelsen af april. Læs mere her.

Af Liselotte Odgaard

Lydafspiller

I de senere år har der været meget hype på Indiens voksende politiske og økonomiske indflydelse. Verdens største demokrati – der med sine mere end 1,4 milliarder indbyggere overgik Kinas folketal i 2023 – bliver også set som kandidat til at konkurrere med eller endda ligefrem overtage Kinas position som politisk indflydelsesrig global vækstmotor.

I en tid hvor USA og dets asiatiske og europæiske allierede arbejder på at omlægge strategiske forsyningskæder af højteknologi, medicin og meget andet væk fra Kina og dets strategiske partner Rusland, er Indien blevet en attraktiv partner. Indien knytter tætte sikkerheds- og forsvarspolitiske bånd til USA, men uden at give slip på samarbejdet med andre tungtvejende geopolitiske aktører (som fx netop Rusland). Samtidig er landet er i fuld gang med at positionere sig som leder af det globale syd. Denne artikel argumenterer for, hvorfor Indien alligevel ikke inden for en overskuelig fremtid ser ud til at blive et af verdens førende magtcentre.   

For og imod

Hvorfor er forventningerne til Indien så store? I 2023 har Indiens vækstrate ligget på over 6 pct., hvilket ikke er prangende. Imidlertid forventer Economist Intelligence Unit, at Indien vil være den hurtigst voksende af nye vækstøkonomier i perioden 2023-27. Årsagerne til forventningerne er mange, men noget af det, der taler til Indiens fordel, er, at landet tilbyder et stort arbejdsmarked og har fokus på at forbedre digital og fysisk infrastruktur. Desuden har Modi gennemført liberale reformer, som gør det mere attraktivt at investere i landet. Ikke mindst er Indien hjemsted for mange digitale startup-virksomheder – omkring 70 af disse er mere end 1 mia. dollars værd. Kun USA og Kina har flere digitale startups af den kaliber.

Det er nogle af de forhold, der positionerer Indien som spidskandidat i konkurrencen om at overtage de dele af fremstillingsindustrien, der i disse år flytter væk fra Kina som følge af omlægninger i forsyningskæderne. Indien klarer sig da også godt på områder som fx bilproduktion, hårde hvidevarer, solceller og stål.

Endelig er Indien også et relativt politisk stabilt land. Narendra Modi og hans parti, Bharatiya Janata Party (BJP), der har dannet regering siden 2014, forventes at blive siddende efter valget i april og maj 2024.

Alligevel har Indien indtil videre skuffet som potentiel magnet for fremstillingsindustri sammenlignet med sydøstasiatiske lande som fx Vietnam og Malaysia. Indien har kun kapret cirka 10 pct. af de 150 mia. dollars i markedsandele, som Kina har tabt i arbejdskraftintensiv produktion.

Hvorfor? Én grund er et tungt bureaukrati, der koster meget tid. Dertil kommer, at selvom Indien har en stor pulje af højtuddannet arbejdskraft, forbliver landet stadig et demokrati med særlige privilegier for de rige:

Indien har ikke haft lige så meget succes som Kina, når det gælder fattigdomsbekæmpelse og uddannelse af store dele af befolkningen. Velfærdsreformer har dog på nogle punkter været en succes. Fx har 98 pct. af inderne adgang til elektricitet, 60 pct. har adgang til ren kogegas, og cirka 75 pct. af indiske kvinder har egen bankkonto. Fattigdomsstøtte gives primært i kontanter for at sikre, at pengene når de befolkningsgrupper, de er tiltænkt. Disse forbedringer ændrer imidlertid ikke ved, at den sociale mobilitet opad i det indiske samfund er lav.

Teknologi promoveres som det instrument, der skal styrke indisk demokrati og velfærd. Imidlertid virker det som et slogan uden den store dybde. Utilstrækkeligt fokus på uddannelse af masserne – og at man koncentrerer offentlig støtte på teknologi- og kapitalintensive sektorer i stedet for at sprede landets finansielle ressourcer til den brede befolkning – resulterer i færre jobs, end man kunne forvente.

Men at Indien ikke har indtaget en global økonomisk førerposition, skyldes også, at det fortsat er et protektionistisk land med betydelige handelsrestriktioner. Told- og handelshindringer er en væsentlig forklaring på, at landet – indtil videre – ikke har profiteret så meget som ventet af omlægningen af forsyningskæder i takt med den voksende strategiske konkurrence primært mellem USA, Kina og Rusland.

Og den største barriere mod Indiens bestræbelser på at blive et mekka for fremstillingsindustrien skal formentlig findes i landets fortsatte modvilje mod at gå all in på integration i internationale økonomiske strukturer. Der er i den magtfulde politiske elite stadig en betydelig skepsis mod fx at indgå frihandelsaftaler, af frygt for at Indien bliver taberen, hvis der slækkes på handelsrestriktioner. De mange eksempler på, hvordan Kina er trådt ind på markeder i det globale syd og har fortrængt lokale producenter, har ikke gjort Indiens appetit på at slække på protektionismen større.

 

Så længe Indien fastholder sin modvilje mod at indgå i multilaterale frihandelsaftaler og gøre op med told og andre handelshindringer, vil det næppe kunne positionere sig i den helt tunge ende af globale økonomiske og politiske aktører
_______

 

Det komplekse forhold til Kina

Og apropos: Indien deler i det store og hele USA’s syn på Kina som en strategisk konkurrent, der udgør en økonomisk og sikkerhedsmæssig trussel. Selvom Indien og Kina samarbejder i fora som fx BRICS og Shanghai Cooperation Organisation (SCO), der samler lande i det globale syd om at øge medlemmernes globale økonomiske og politiske indflydelse, så er forholdet mellem de to store nabolande blevet hastigt forværret, mens Xi Jinping (siden 2013) og Modi (siden 2014) har siddet på den politiske magt. Indiens østlige grænse mod Kina har i årtier været en kilde til konflikt, der brød ud i lys lue igen i 2020. Slaget ved Galwan Valley, som blev udkæmpet med kæppe og køller, kostede mindst 20 indere og mindst fire kinesere livet. Inden da havde der ikke været tab af menneskeliv som følge af grænsekonflikten siden 1975, men siden 2020 har der jævnligt været sammenstød med sårede til følge, og der er fortsat risiko for eskalering, da fredsforhandlingerne indtil nu har været resultatløse.

I takt med forværringen af Indiens forhold til Kina er Indien målrettet gået efter at bremse Kinas indtog i indisk økonomi, især med restriktioner rettet mod teknologi og infrastruktur. Ansøgninger fra kinesiske investorer og virksomheder om at lave forretninger på områder som digital infrastruktur og mikrochips samler støv i det indiske bureaukrati. Indien har også forbudt mange kinesiske apps og sociale medier – som fx giganten TikTok. Alligevel forbliver Indien tæt økonomisk forbundet til Kina. Trods handelsrestriktioner er Kina stadig Indiens vigtigste handelspartner på vareområdet – og mange af de produkter, som Indien er storproducent af, fx biler, solceller og lægemidler, kan kun fremstilles takket være import af kinesiske produkter, der indgår i produktionen.

Alt i alt er Indien reelt dybt afhængigt af et økonomisk kredsløb med Kina for at fastholde sin vækstrate.

Samtidig har Indien som antydet vist sig uvilligt til at omfavne de store multilaterale handelsaftaler, der er blevet indgået i de senere år – og selv bilateralt har landet kun indgået ganske få nye aftaler. Indien er hverken med i det kinesisk drevne Regional Comprehensive Economic Partnership eller i det japansk drevne Comprehensive and Progressive Agreement for Trans-Pacific Partnership. Og Indien valgte at stå uden for handelssøjlen i det USA-drevne Indo-Pacific Economic Framework for Prosperity, selvom man gik med ved dannelsen i 2022.

Her står Indien med et paradoks: Man ønsker at bevare sin autonomi, holde sig på afstand af store forpligtende frihandelsaftaler med både økonomiske og politiske bindinger og i stedet arbejde til alle sider uden at udelukke nogen. Men samtidig udgør denne indstilling en stopklods for, at Indien integreres i de væsentligste multilaterale økonomiske og politiske magtstrukturer, der i disse år ser dagens lys i Indien-Stillehavsområdet. Den manglende vilje til at spille en proaktiv rolle på frihandelsområdet er en helt afgørende årsag til, at Indien ikke kan forventes at indtræde i superligaen af globale økonomiske aktører. Mange medlemmer af Indiens politiske elite har bibeholdt en betydelig skepsis over for at åbne op for, at andre lande kan udnytte frihandelsaftaler til egen fordel – en holdning, der bunder i Indiens historie som koloni og udviklingsland.


Nodia i Utter Pradash, 19. november 2023: Kvinder deltager i hindufestivalen Chhath Pujal, der hylder solguden. FLoden Yamun er så forurenet, at der på overfladen dannes en dyne af giftigt skum [FOTO: Rajat Gupta/EPA/Ritzau Scanpix]

Den sikkerhedspolitiske omfavnelse af USA

Indiens forværrede forhold til Kina har været en central drivkraft bag New Delhis historiske sikkerhedspolitiske forbrødring med USA, der i de sidste par år har gjort Indien til en væsentlig brik i Washingtons strategiske konkurrence med Beijing. Den japanske opfindelse Quadrilateral Security Dialogue (QUAD), som siden 2017 har været en central sikkerhedspolitisk dialog i Indien-Stillehavsområdet, omfatter foruden japanerne selv USA, Indien og Australien og udgør et at de vigtigste omdrejningspunkter for Indiens sikkerhedspolitik. I 2024 er Indien vært for QUAD- topmødet og har dermed stor indflydelse på dagsordenen.

USA tillægger Indiens demokrati og relativt stabile politiske system vægt i valget af pålidelige partnere. Og bilateralt har Indien og USA for første gang i historien etableret et samarbejde om at bygge pålidelige og robuste forsyningskæder og digital infrastruktur for at forhindre, at fjendtlige magter kan bruge deres kontrol med den slags strukturer som politiske våben.

Geostrategisk er USA og Indien i dag tæt forbundne. Fx deltager de begge i operationer til forsvar for navigationsfriheden i Det Sydkinesiske Hav og samarbejder om genforsyning af flådefartøjer. Indien leverer desuden ikkemilitær støtte til Taiwan, fx gennem samarbejde om videnskabelig forskning og teknologi. Desuden placerer USA strategisk følsomme produktionsanlæg i Indien. Fx bygger Micron en chipfabrik i delstaten Gujarat, og en rumfartsproduktionsplatform er på vej. Fælles minedrift er også i støbeskeen, da Indien er rigt på mineraler som fx jern, bauxit, krom, zink, grafit med mere, som indgår i energiressourcer og højteknologisk produktion. Amerikanske General Electric har desuden indgået en aftale med det statsligt ejede selskab Hindustan Aeronautics Ltd. om lokalfremstilling af jetflymotorer.

Uenigheder eksisterer dog fortsat mellem USA og Indien, hvilket gør det til en sikkerhedsrisiko for amerikanerne at satse alt for hårdt på samarbejdet. Den hindunationalistiske BJP-regering har bevæget sig langt væk fra minoritetsbeskyttelse og har fået gennemført lovgivning, der diskriminerer mod store befolkningsgrupper, herunder muslimer og sikher. Kastesystemet har længe været en anke mod Indiens demokrati, og undermineringen af minoritetsgruppers rettigheder bærer ved til Indien-kritiske stemmer i USA. Og selvom Indien betragter Kina som en væsentlig trussel, spiller inderne alligevel en aktiv rolle i Kina-dominerede fora som fx BRICS og SCO – sammenslutninger, der ikke nyder megen tillid i Washington.

Indien insisterer på at forblive alliancefrit og ser i Rusland en vigtig modvægt til, at Kina bliver for magtfuldt, og som man derfor bør samarbejde med for at undgå, at Rusland bliver alt for afhængigt af Beijing som følge af den svækkede økonomi efter invasionen af Ukraine i 2022. Efter Indiens opfattelse er NATO gået for langt i at inddæmme Rusland. Desuden arbejder Indien i modsætning til USA på at positionere det globale syd som en global magtfaktor, der kan ændre på økonomiske og politiske dynamikker og beslutninger. Det er ikke en prioritet i Washington, om end USA giver det globale syd indrømmelser ved at justere magtforholdene i fx Verdensbanken og Den Internationale Valutafond. Der er tale om væsentlige forskelle i en række politiske prioriteringer – og det betyder, at det indisk-amerikanske samarbejde er interessebaseret, ikke værdibaseret.

Autonomiens pris

Premierminister Modis opfattelse af de største globale udfordringer er på linje med den generelle holdning i det globale syd. Klimaforandringer, terrorisme og pandemier hører til blandt de væsentligste. Ifølge Modi er verden tæt forbundet i kraft af handel, migration og teknologi som fx internettet. Derfor er samarbejde til alle sider nødvendigt, og det er ikke længere muligt at udnævne enkeltlande til pariaer. Genintroduktionen af geopolitiske konfliktlinjer opfattes som skadelig for løsningen af de væsentligste globale udfordringer.

Der er ikke blot tale om tom snak. Indien forfølger implementeringen af det globale syds dagsorden via både handel og bistand. Fx eksporterer Indien teknologi som fx elektroniske betalingssystemer til andre lande i syd. Under corona etablerede Indien et vaccinevenskabsprogram, der omfattede vaccineleverancer til henved 100 lande. Indien har også grundlagt en international solenergialliance og finansierer overførslen af teknologi og uddannelse, humanitær og katastrofebistand og eksportkreditter til lande i både Sydasien og Afrika.

Premierminister Modis succes med at være bannerfører for det globale syd øger landets indflydelse, der også styrkes af, at USA og dets allierede i Europa og Asien konkurrerer om et tættere økonomisk og politisk samarbejde med Indien. Men som vist ovenfor fastholdes mange af Indiens indbyggere samtidig i strukturel ulighed og diskrimination på områder som uddannelse og arbejde. Det forhold svækker Indiens muligheder for at profitere af sine økonomiske og politiske fortrin i et omfang, der kan positionere landet som en global hovedaktør.

I løbet af Modis ti år ved magten har Indien forbedret befolkningens velfærd. Samtidig har landet altså øget sin globale indflydelse og sin sikkerhedspolitiske tilknytning til USA. Indien er dog næppe en aktør, der kan blive en afgørende økonomisk, politisk og strategisk modvægt til autoritære staters fremmarch – dertil er Indien stadig for fast besluttet på at bevare sin autonomi. Man ønsker at samarbejde til alle sider – og i realiteten er Indien derfor lige så ofte at finde på Ruslands og Kinas hold i globale spørgsmål, selvom New Delhi i sikkerhedspolitisk forstand er tæt koblet op på det amerikanske alliancesystem i Indien-Stillehavsområdet. Fx er Indien fortsat stærkt afhængigt af russiske våbensystemer og reservedele og støtter ikke Vestens bestræbelser på at isolere og straffe Rusland for krigen i Ukraine. Indien opfatter vestlige lande som skyldige i megen voldsanvendelse i det globale syd og ser ingen grund til, at Rusland skal udpeges som en større synder end så mange andre lande. Desuden har Indien brug for billige energiressourcer til sine økonomiske vækstplaner, og dem kan Indien købe af Rusland.

Indien og Kina finder sammen i fora, der arbejder for at øge den økonomiske og politiske indflydelse for det globale syd, selvom relationen mellem de to lande forbliver plaget af mistillid.

Indien bliver næppe heller det økonomiske lokomotiv, der kan udgøre et reelt alternativ til Kina. Dertil er velfærden koncentreret på for få mennesker, der endnu ikke er lykkedes med at sikre masserne den uddannelse og det arbejde, der trækker dem ud af fattigdom.

Og så længe landet fastholder sin modvilje mod at indgå i multilaterale frihandelsaftaler og gøre op med told og andre handelshindringer, vil det næppe kunne positionere sig i den helt tunge ende af globale økonomiske og politiske aktører. ■

 

Indien og Kina finder sammen i fora, der arbejder for at øge den økonomiske og politiske indflydelse for det globale syd, selvom relationen mellem de to lande forbliver plaget af mistillid
_______

 

Liselotte Odgaard (f. 1967) er seniorforsker, Hudson Institute, Washington, D.C. Hun har udgivet adskillige bøger og artikler om sikkerheds- og forsvarspolitik med særligt fokus på Asien-Stillehavsområdet, Arktis og Europas rolle i den amerikansk-kinesiske strategiske konkurrence.

ILLUSTRATION: Varanasi, 25. april 2019: I forbindelse med parlamentsvalget vinker Indiens premierminister – og leder af regeringspartiet Bharatiya Janata Party (BJP) – Narendra Modi, til befolkningen under et roadshow [FOTO: Sanjay Kanojia/AFP/Ritzau Scanpix]