Leif Lønsmann om fremtidens Public Service: Med eller uden DR?

31.03.2024

I et lille land som Danmark vil det formentlig fortsat være nødvendigt med substantiel offentlig støtte til frembringelse og distribution af originalt dansk medieindhold. Det betyder imidlertid ikke, at staten – i skikkelse af DR – behøver at stå som både producent, redaktør og distributør.


RÆSONs Kronik af Leif Lønsmann

Om ét år (1 april 2025) fylder DR 100 år. Jubilæet markerer samtidig 100-året for det lidt flagrende begreb ”Public Service”, som aldrig har fundet en dansk oversættelse. Begrebet har vi i Danmark lånt fra Storbritannien, som allerede i 1923 havde etableret BBC med henblik på at sikre befolkningen lige adgang til nyheder, oplysning og underholdning. ”To inform, educate and entertain”, som det hed i BBCs første charter. Idéen om en offentlig – hvilket i praksis betød en statslig – radioorganisation spredte sig hurtigt til resten af Europa, som i disse år fejrer 100 års jubilæer på stribe.

I Danmark etablerede man således i 1925 ”Statsradiofonien”, det nuværende DR. Forud var gået en længere debat om hvorvidt staten var bedst til at drive en sådan national tjeneste. Den nye og blomstrende radioindustri mente at det burde være industriens opgave at drive radiofoni. Aviserne fandt det mere naturligt, at netop aviserne skulle stå for radioprogrammerne. Og Socialdemokratiet mente, at staten nok var den bedste til at løse opgaven til folkets bedste. Og sådan har interesserne jo stort set været fordelt lige siden. Ved etableringen af Statsradiofonien forbød man private at sende radio. Al radiospredning udenfor Statsradiofonien blev forbudt, og de efterhånden ret udbredte private sendere blev konfiskeret. En af de sidste private sendere, der blev inddraget og uskadeliggjort, tilhørte lehnsgreve Knuth Knuthenborg på det lollandske gods af samme navn. Greven fik en bøde på 30 kroner.

Ved etableringen af Statsradiofonien havde man ikke en klar definition af institutionens opgaver. Men med udnævnelsen af Kongelig kammersanger Emil Holm som stationens første driftschef lå det i kor-tene, at man betragtede musik og kultur som en væsentlig del af missionen. For udbredelsen af musik og kunst til hele befolkningen, og især „almuen‟ udenfor hovedstaden, lå Emil Holm meget på sinde. I sine erindringer skriver han, at hans vision var ”at der af et fostbroderskab mellem Radiofonien og Kunsten vilde blive skabt en Kulturfaktor, en Kulturspreder af den største og mest vidtrækkende Be-tydning”. Til at gennemføre visionen om at bringe musikken ud til folket etablerede Emil Holm allerede i 1925 et „radioorkester‟, som med årene voksede og udviklede sig til Radiosymfoniorkestret, i dag DR Symfoniorkestret. Det var nødvendigt at have sit eget orkester i en tid, hvor der ikke fandtes grammofonplader.

I sin programerklæring nævnte Holm ikke nyhedsformidling som en væsentlig del af Statsradiofoni-ens opgave. Dagbladene, som allerede i nogle år havde eksperimenteret med at sende nyheder gennem ”æteren” i form af såkaldte ”radioaviser”, pressede imidlertid på for at kunne udnytte det nye medie i nyhedsformidlingens tjeneste. Radioen kunne bringe nyhederne frem hurtigere end avisernes papirud-gaver, der var afhængige af tunge produktions- og udbringningsprocesser. Resultatet blev, at der blev indgået en aftale mellem Statsradiofonien og ”Pressens Telegramudvalg” om at radioen en til to gange om dagen skulle oplæse udvalgte nyheder fra aviserne, under navnet ”Pressens Radioavis”. Fra et rent kulturpolitisk redskab blev radioen derefter også en væsentlig leverandør af nyheder til den danske befolkning.

Med årene tilføjede man nye programgenrer: Foredrag, gudstjenestetransmissioner, radiodramatik, sportsreportager og transmission af store nationale og kulturelle begivenheder. I 1950 kom ”fjernsynet” til. Det nye medie blev set som en slags radio med billeder på, og derfor blev dansk fjernsyn ad-ministrativt en del af Statsradiofonien, placeret i en særlig afdeling med navnet ”Billedradioen”, senere ”Fjernsynsafdelingen”.

I takt med tv’s udbredelse opstod ideen om også at sætte billeder til nyhederne. TV-Avisen var skabt, og Statsradiofonien, som i mellemtiden havde skiftet navn til Danmarks Radio (DR), benyttede lejligheden til at ”hjemtage” nyhedsproduktionen. Aftalen med aviserne om ”Pressens Radioavis” blev op-sagt, og DR etablerede sin egen nyhedsafdeling. Fra 1964 blev også nyhedsproduktionen således og-så en del af DRs ”Public Service”-virksomhed.

 

Internt i DR lykkedes det os aldrig at definere begrebet Public Service præcist. Hver gang, vi prøvede at afgrænse det, fandt vi gode eksempler på, at enhver programgenre kunne squeezes ind under Public Service-paraplyen
_______

 

Hvad er ”public service”?

”Public Service”, som vi kender det i dag, er således opstået gradvis gennem udvidelse af DRs aktivi-teter fremfor gennem en offentlig debat om hvad begrebet indeholder. Public Service var det, DR be-drev – og det, DR bedrev, var ”Public Service”. En politisk ringslutning, som i de sidste 50 år har af-værget ethvert forsøg på at indskrænke DRs virke.

Da statens monopol på radio og tv blev ophævet i 1980’erne, opstod en ny debat om DR og Public Service. De nye konkurrenter, og ikke mindst aviserne, mente, at markedet nu kunne levere både radio og tv, og at DR derfor ikke behøvede lave ”det hele”. DR fastholdt, at Public Service indeholdt både nyheder og kultur, og både skulle rumme snævre nicheprogrammer og brede underholdningsshows.

Internt i DR lykkedes det os aldrig at definere begrebet Public Service præcist. Hver gang, vi prøvede at afgrænse det, fandt vi gode eksempler på, at enhver programgenre kunne squeezes ind under Public Service-paraplyen. På et strategiseminar i midten af 1990’erne insisterede en ekstern konsulent på, at vi i ledelsen skulle prøve at definere hvad der IKKE faldt ind under begrebet og derfor kunne overla-des til markedet. Det lykkedes ikke. Tavlen forblev tom. En leder forsøgte sig med at ”porno” ikke kunne være Public Service, men forsamlingen mente, at også pornografi kunne laves på en særlig etisk og æstetisk ”Public Service”-måde.

Da internettet ramte Danmark i 1990’erne opstod debatten om Public Service igen. Var internettet Public Service? Behøvede DR også sprede sig over det nye medie? I DR mente vi, at Public Service ikke var begrænset til bestemte medier, men tværtimod skulle bruge alle medier for at kunne nå hele befolkningen. Og at vi var nødt til at ramme hele befolkningen: Public Service uden ”public” var ikke Public Service.

I princippet rummer Public Service i 2024 således alle medier og alle genrer. Og efterhånden også fle-re aktører, da staten siden etableringen af TV2 i 1988 har åbnet for, at andre end DR kan lave Public Service-indhold. TV2, Radio4 og Radio 24syv er alle defineret som Public Service, selvom kanalerne ikke drives af DR. Og i den seneste medieaftale udbydes et ”public service lydunivers til børn og un-ge”, hvor DR eksplicit er udelukket fra at søge. I dag kan alle dertil søge offentlige midler i den så-kaldte ”Public Service”-pulje, hvor Public Service i bekendtgørelsen defineres med ordene ”originalitet”, ”betydning” og ”kvalitet”. ”Originalitet” beskrives som at programmerne skal ”bidrage til den kreative udvikling inden for dansk public serviceproduktion”. ”Betydning” beskrives som ”kulturel og samfundsmæssig indvirkning eller bidrag til den almindelige offentlige debat”. Og ”kvalitet” beskrives som ”et højt kulturelt, fortællemæssigt eller produktionsmæssigt ambitionsniveau”.

Mens han var kulturminister, satte Bertel Haarder i 2015 en kasse øl på højkant til den, der kunne fin-de et tidssvarende dansk ord for det upræcise og skamredne engelske begreb. Han tilbød ovenikøbet selv at gå i Netto og hente øllerne. Det bedste bud, han modtog, var ”Folkemedier”, som forslagsstille-ren mente lå fint i tråd med folkeskole, folkebiblioteker, folkeoplysning osv. Men dét udtryk mente Haarder alligevel var for altmodisch.Og i øvrigt kom forslaget fra en DR-chef, som Haarder mente var diskvalificereret til at deltage i konkurrencen. Jeg nævner ikke hvem. Men Haarder slap for at gå i Netto.

 

Disse tre dimensioner af Public Service – den kulturelle, den demokratiske og den nationale – vil formentlig overleve de næste hundrede år. De væsentligste ændringer af ”Public Service” vil handle om hvordan indholdet stilles til rådighed – og af hvem!
_______

 

Tre dimensioner

I praksis består Public Service, i hvert fald med udgangspunkt i DRs virke, af tre dimensioner. En kulturel, hvor DR spejler, støtter og selv skaber dansksproget kultur og stiller den til rådighed for alle. En demokratisk dimension, hvor DR gennem uafhængig oplysning og nyhedsformidling sikrer, at den offentlige og politiske samtale kan foregå på et oplyst grundlag. Og endelig en national dimension, hvor DR på den ene side spejler hele landet, og på den anden side samler nationen om store nationale begivenheder.

Disse tre dimensioner af Public Service – den kulturelle, den demokratiske og den nationale – vil formentlig overleve de næste hundrede år. De væsentligste ændringer af ”Public Service” vil handle om hvordan indholdet stilles til rådighed – og af hvem!

I den analoge tidsalder var de elektroniske medier flygtige fænomener. Programmerne blev sendt gen-nem æteren og skulle fanges i flugten i den rækkefølge, radio- og tv-stationerne slap dem løs. Var man ikke ved et tændt radio- eller tv-apparat, mens udsendelsen blev sendt, gik man glip af den, med-mindre den på et senere tidspunkt blev genudsendt – til gene for dem, der allerede havde set/hørt pro-grammet. Med internet, smartphones og andre digitale medieplatforme har brugerne vænnet sig til at kunne tilgå det ønskede indhold når de selv vil. Rollerne mellem afsender og modtager er ændret. Fra passiv modtagelse af det udsendte materiale (hvor valget er begrænset til at se/lytte eller lade være) til aktivt tilvalg af det ønskede materiale på det ønskede tidspunkt. Der tales om overgangen fra ”push medier”, hvor radio-/tv-stationerne ”skubber” indholdet ud til brugerne, til ”pull medier”, hvor bruger-ne ”trækker” indholdet hos producenterne. Der er tale om et paradigmeskifte, hvor fokus skifter fra kanaler til indhold. Om nogle år vil flow-tv virke lige så uddateret som stumfilm er i dag – selvom radio, især i form af podcast og andre ”pull-tjenester”, vil overleve længere, da man kan lytte mens man foretager sig alt muligt andet.

 

Internt i DR lykkedes det os aldrig at definere begrebet Public Service præcist. Hver gang, vi prøvede at afgrænse det, fandt vi gode eksempler på, at enhver programgenre kunne squeezes ind under Public Service-paraplyen
_______

 

Nye leverandører på vej

Der vil i år 2125 stadig være behov for nyheder, oplysning og underholdning. Men der vil være flere leverandører, flere kanaler og dermed flere valgmuligheder og mere pluralisme. DRs generaldirektør Hans Sølvhøj var faktisk mere spåmand end han selv vidste, da han i 1973 gav sit bud på massemedierne i år 2000: „Uden at være spåmand tør man fastslå, at i den vestlige verden vil individualiserings-mulighederne i forbruget af massemedierne vokse hastigt i den kommende menneskealder. Recepten vil være: Hver mand sit program”.

I et lille sprogområde som det danske, og med en lille befolkning, vil det formentlig fortsat være nød-vendigt med substantiel offentlig støtte til frembringelse og distribution af originalt dansk medieind-hold, fra kunst og kultur til oplysning, journalistik og transmission af sport og store nationale begivenheder. I en fremtid, hvor mængden af digital information, styret af globale tech-giganter, kun vil vokse, vil danske politikere sørge for, at der er en dansksproget modvægt til det udenlandske medie-indhold. Det betyder imidlertid ikke, at staten, i skikkelse af DR, behøver at stå som både producent, redaktør og distributør af den overvejende del af dansk Public Service-indhold. TV2 har, ikke mindst med TV2 News, vist at andre kan lave vedkommende public service. Radio 24syv har, både i den op-rindelige og den nuværende udgave vist, at andre end DR kan lave taleradio. Kulturminister Jakob Engel-Schmidt har netop bebudet at han fortsat ønsker at der skal være et public service alternativ til P1s taleradio. Det nye public service lydunivers for børn, som netop nu er i udbud, må eksplicit ikke produceres af DR. Og public service puljen er blevet udvidet.

Da DR i 1999 bad en række skribenter give deres bud på Public Service i det 21.århundrede var de al-le enige om, at det i fremtiden ville være brugerne, der valgte hvad de så og hørte, i hvilken rækkeføl-ge, fra hvilke kanaler og på hvilke apparater. Det, der undrede os mest, var at flere af skribenterne var i stand til at beskrive et samfund med bred adgang til et mangfoldigt udbud af nyheder, oplysning, kunst og underholdning – uden at nævne DR. ■

 

I en fremtid, hvor mængden af digital information, styret af globale tech-giganter, kun vil vokse, vil danske politikere sørge for, at der er en dansksproget modvægt til det udenlandske medie-indhold. Det betyder imidlertid ikke, at staten, i skikkelse af DR, behøver at stå som både producent, redaktør og distributør af den overvejende del af dansk Public Service-indhold
_______

 

Leif Lønsmann (f.1956) blev ansat i DR i 1979 og arbejdede i virksomheden til 2018, bl.a. som radiodirektør (fra 1998-2008) og musik- og koncerthuschef (2008-2018). ILLUSTRATION: DR Byen på Amager under opførelse i 2007 [foto: Frank Daugaard]

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland