Lars Struwe om NATO’s jubilæum: Alliancen er tilbage ved udgangspunktet – at forberede sig på det utænkelige

09.07.2024

I disse dage vender NATO tager tilbage til dér, hvor det hele startede. Efter Anden Verdenskrig stod det i løbet af få år klart, at der var opstået to blokke, der risikerede en militær konfrontation. Nu forbereder man sig på nye konfrontationer – både udadtil og indadtil.

OPINION af Lars Struwe

NATO’S STATSLEDERE, UDENRIGSMINISTRE, FORSVARSMINISTRE OG FORSVARSCHEFER MØDES I WASHINGTON, hvor den oprindelige traktat blev indgået i 1949. Selve topmødet er den 10. til 11. juli, men med en række formøder om bl.a. forsvarsindustri den 9. juli. Topmødet sker midt i en krise og krigstid, hvilket præger hele topmødet. Alliancen selv opregner selv tre hovedemner for topmødet:

1. Afskrækkelse og forsvar
2. Støtte til Ukraine
3. Partnerskaber

Generalsekretær Jens Stoltenberg understregede på pressemødet forleden, at støtten til Ukraine er det vigtigste punkt på dagsordenen. Her ligger også roden til både den interne og eksterne krise, som topmødet skal håndtere.

Internt er der uro over Ukraine. Spørgsmålet, man stiller sig er: Hvor langt skal støtten til Ukraine gå? I den ene ende af spekteret står Ungarn, der nærmest virker som en russisk marionet inde i NATO. På den anden side står stater som Polen eller Estland, der ønsker langt mere støtte til Ukraine. Men samtidig er der uro internt i f.eks. Frankrig, Tyskland og USA over hvor langt man kan gå. Og efter valgene i Storbritannien og Frankrig er der usikkerhed om, hvordan de nye regeringer vil stille sig.

Dertil kommer frygten for, hvad der sker, hvis Donald Trump vælges som amerikansk præsident. Selv har han flere gange lovet at kunne løse krisen på 24 timer og flere af hans folk har talt om at få skabt en forhandling. Dette er med til at accelerere tankerne om at langtidssikre NATO’s støtte til Ukraine, så ingen – Trump eller andre – vil være i stand til bare at stoppe den.

NATO VAR, ER OG FORBLIVER en forsvarsalliance, der skal beskytte medlemsstaterne. Dét var kernen i 1949 og er det i dag. Washington-traktaten – den Nordatlantiske Traktat – blev underskrevet 4. april 1949 af de 12 oprindelige stater: Belgien, Canada, Danmark, Frankrig, Holland, Island, Italien, Luxembourg, Norge, Portugal, Storbritannien og USA. Her understregede man, at man ville sikre medlemsstaternes frihed, deres fælles traditioner og kultur, demokratiets og den personlige friheds grundlag – og lov og ret. Alt dette lovede man med udgangspunkt i FN-traktaten.

I disse dage er der mest fokus på, at medlemsstaterne skal både kunne sikre sig selv (artikel 3) – og ifølge musketéreden (artikel 5) være parate til at komme hinanden til hjælp. Hvis dette skal være troværdigt, kræver det i høj grad en styrkelse af de enkelte stater forsvar. Særligt i Canada og dele af Europa er forsvaret markant nedrustet og ikke klar til en krig med f.eks. Rusland.

 

Samlet set betyder truslen fra Rusland, at NATO skal have en ny kommandostruktur, der kan lede medlemsstaternes styrker i krise og krig. Og det er ikke nok med en kommandostruktur – der skal også være styrker at kommandere med
_______

 

I ANDERS FOGH RASMUSSENS TID som generalsekretær ændrede man på NATO’s kommandostruktur. Dengang troede kun de østeuropæiske stater, at der kunne komme en krig med Rusland. I dag viser krigen i Ukraine, at krig med Rusland ikke kan afskrives. Det er noget, som vi må forberede os på – så vi kan afskrække Rusland fra at angribe. Det var denne erkendelse, der betød, at Finland og Sverige med ét gerne ville indtræde i NATO.

Samlet set betyder truslen fra Rusland, at NATO skal have en ny kommandostruktur, der kan lede medlemsstaternes styrker i krise og krig.

Og det er ikke nok med en kommandostruktur – der skal også være styrker at kommandere med. Til næste år skal der være en ny styrkeplan. Her vil man højst sandsynligt kræve flere styrker, og at de skal kunne rykke ud langt hurtigere. Det bliver en stor opgave for hver enkelt medlemsstat.

Som bekendt måler NATO på, om medlemsstaterne lever op til dette og som lovet bruger 2 pct. af BNP. Imidlertid er NATO’s styrkemål kun en del af den samlede ramme, som et forsvar består af (i Danmark skal vi f.eks. stille en brigade fra Hæren, men hæren består af langt mere) – det betyder, at man meget hurtigt i de næste år vil ende med at bruge mere end 2 pct. af BNP på forsvaret.

SIDEN STIFTELSEN I 1949 har NATO defineret som område som ” det nordatlantiske område nord for Krebsens Vendekreds”. Alligevel har man i dag samarbejde med en række ’partnerskabsstater’ – Australien, Japan, Sydkorea og New Zealand. Dette viser os, hvad man – udover Rusland – bekymrer sig om: Den nye trussel kommer fra Kina (og Nordkorea).

Rusland har nu selv koblet sin krig i Europa med Kina og Nordkorea. Det er sket med Ruslands ”alliance” med Nordkorea, hvor Nordkorea forsyner Rusland med militært udstyr og måske mandskab til krigen i Ukraine. På den anden side betaler Rusland efter al sandsynlighed Nordkorea med avanceret teknologi. Det vil på sigt gøre det langt nemmere for USA og Europa at udvide NATO’s fokus til at rumme både Rusland og Kina.

Eller rettere: Dele af Europa. For Sydeuropa risikerer at føle sig efterladt. Her er man langt mere bekymret over flygtninge- og migrantstrømme hen over Middelhavet og situationen i Nordafrika end over Ukraine eller Asien. Disse divergerende trusselsopfattelser skal NATO kunne reagere på, så alliancen kan holdes sammen. Topmødet skal lede frem til en slutdeklaration, hvor man balancerer mellem disse forskellige trusselsopfattelser – samtidig med at man sikrer Ukraine og styrker de enkelte staters forsvar. ■

 

Sydeuropa risikerer at føle sig efterladt. Her er man langt mere bekymret over flygtninge- og migrantstrømme hen over Middelhavet og situationen i Nordafrika end over Ukraine eller Asien. Disse divergerende trusselsopfattelser skal NATO kunne reagere på, så alliancen kan holdes sammen. Topmødet skal lede frem til en slutdeklaration, hvor man balancerer mellem disse forskellige trusselsopfattelser
_______

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden