Lars Harhoff til Emma Holten: Måske er det ikke økonomerne, der skal gøre det bedre, men sociologerne?
10.05.2024
Emma Holtens bog er så fyldt med misforståelser af økonomisk videnskab, at hendes argumenter ikke får flyvehøjde. Det er en skam. Måske er det ikke økonomer, der skal have det røde kort, men sociologerne, der skal gøre sig spilbare?
Af Lars Harhoff Andersen
I hendes nye bog ”Underskud” argumenterer Emma Holten for, at omsorg nedvurderes i vores samfund, og at årsagen skal findes i den rolle, som økonomisk videnskab spiller i samfundsdebatten. Ifølge Holten fører vores økonomiske tænkning til, at vi underinvesterer i omsorg. Dermed rejser Holtens bog nogle vigtige diskussioner om, hvordan økonomisk tænkning bruges i den offentlige samtale og i den politiske proces. Holtens hovedpointe om, hvordan samfundsemner der falder uden for den økonomiske sfære, har tendens til at blive negligeret er vigtig, men desværre er bogen så fyldt med misforståelser af økonomisk videnskab, at hendes argumenter ikke får flyvehøjde. Det er en skam.
Hvad er ”etableret økonomi”?
I interviews givet i forbindelse med udgivelsen af hendes bog, herunder i Deadline, gør Holten det klart, at målet for hendes kritik ikke er den økonomiske videnskab som sådan, men hvordan denne bliver brugt i den offentlige debat. Det udsagn er dog svært at forene med, hvad hun har valgt at skrive i sin bog. For på denne ene side består bogen af en lang kritik af oplysningsfilosofi og de allertidligste økonomer, og på den anden side består den af en miskreditering af basale økonomiske begreber som BNP og udbud/efterspørgsel.
Det er ifølge Holten den ”etablerede økonomi”, hun ønsker at kritisere, men hvad dette begreb indeholder, er så løst defineret, at det antydes at kunne forklare alt fra hekseafbrændinger i 1600-tallet, over hvorfor Britneys Spears blev umyndiggjort, til hvorfor omsorgsarbejde ikke regnes for at øge arbejdsudbuddet i Finansministeriets regnemodeller. Når det omvendt påpeges af kritikere, at Holten tager fejl, når hun siger, at økonomer ikke interesserer sig for kultur (min egen forskning som økonom omhandler kulturens indflydelse på økonomien), eller at de ikke tror, at BNP måler alt, der er vigtigt i samfundet, kan Holten i sin bog forsvare sig med, at ikke alt, som økonomer laver, kan indordnes under den ”etablerede økonomi”. Således falder masser af moderne økonomisk forskning i kultur og køn udgivet i de bedste tidsskrifter øjensynligt uden for den ”etablerede økonomi”, hvorimod liberale tænketanke, oplysningsfilosoffer, BNP, Finansministeriets regnemodeller og artikler fra dr.dk fra forrige årti falder indenfor. I dele af bogen synes selve det at lave empirisk socialvidenskab at stå for skud, da hun kritiserer ”opfindelsen” af ”økonometrik” (sic), hvilket blot henviser til brugen af statistisk data til at undersøge økonomiske sammenhænge.
At de ting, vi ikke kan måle effekten af økonomisk, bliver negligeret politisk er at problem, men fordi Holten ikke læser modellerne på deres egne præmisser, forbliver analysen flad
_______
Et større problem i hendes bog er dog de mange misforståelser af økonomiske begreber og teorier. Således får Holten sagt, at ’udbuds- og efterspørgselsteorien’ ikke ”fungerer”, hvis folk har forskellig kultur, opførsel, eller forudsætninger, hvilket udover at være uklart (hvad vil det sige at en teori ”fungerer”?) er forkert i alle fortolkninger af udsagnet, jeg kunne komme i tanke om. Det er intet i vejen for, at udbud og efterspørgsel skulle kunne bruges til at forklare, hvad der vil ske på et givent marked, blot fordi deltagerne kommer fra forskellige kulturer, eller på andre måder har forskellige forudsætninger. At udbud og efterspørgsel ikke kan bruges – i hvert fald ikke uden en masse tunge antagelser – til at sige noget om, hvor ”godt” et udkom på markedet er, er sandt nok, men det har bare heller ikke så meget med kultur eller forudsætninger at gøre. At analysere verden som udbud og efterspørgsel er en teoretisk forsimpling, og kan sagtens være problematisk, men det forbliver uklart, hvorfor netop kultur- og kønsforskelle skulle udgøre et særligt problem.
Holten får også sagt, at Finansministeriets regnemodeller sætter værdien af offentligt omsorgsarbejde til 0, hvilket er ukorrekt på adskillige måder. Ikke alene er formålet med sådanne modeller ikke er at finde den ”sande værdi” af ting i samfundet – men derudover betyder det ikke, at noget er værdiløst, blot fordi det regnes som en omkostning. Man kunne tværtimod argumentere, at de ting som regnes alene som udgifter, er de ting, vi finder, er værdifulde i sig selv, hvilket om noget er det modsatte af, hvad Holten siger. Når vi eksempelvis bruger penge på folkepension, regnes det som en udgift, men det betyder ikke, at vi finder ældres velfærd for ligegyldigt, men derimod at den er så vigtigt, at vi vil bruge penge på det, uden at vi får en økonomisk fordel af det. At de ting, vi ikke kan måle effekten af økonomisk, bliver negligeret politisk er at problem, men fordi Holten ikke læser modellerne på deres egne præmisser, forbliver analysen flad.
Hvor går grænserne for økonomien?
Holten pointerer i bogen, at man fra 1700-tallet i stigende grad begynder at se den markedsdominerede offentlighed som adskilt fra den omsorgsdefinerede privatsfære. Holten har den interessante pointe, at da Adam Smith lægger grundstenen for moderne økonomisk videnskab, så laver han en adskillelse imellem, hvad der er økonomi (egennyttig udveksling på markedet), og hvad der ikke er (den omsorg og altruisme, der foregår i hjemmet). Dette fortolker Holten som en nedvurdering af, hvad der foregår i hjemmet, selvom Smith faktisk siger det modsatte i hans andet store værk, The Theory of Moral Sentiments, der – i modsætning til hvad Holten siger – af ham selv efter alt at dømme blev anset som et vigtigere værk.
Fordi Holten har et grundlæggende socialkonstruktivistisk udgangspunkt, bliver videnskabelige dilemmaer altid til politiske dilemmaer. Så når BNP ikke medregner uformel økonomi, er det for at beskytte vestlig imperialisme. Og når offentligt forbrug bliver regnet som en udgift, er det fordi økonomer finder det værdiløst. Denne tilgang gør hende blind for at se opdelingen imellem et marked, hvor folk tænker på sig selv, og en privatsfære, hvor folk tænker på hinanden. For måske er det meget rammende for, hvordan verden egentlig ser ud: Man arbejder på fabrikken, fordi de betaler én, men man deler sin løn med familien, fordi man vil dem det godt. I virkelighed er grænsen selvfølgeligt flydende – man arbejder også for at bidrage til samfundet, og man prøver at få kæresten til at tage opvasken. Men en god teori er ikke en uden undtagelser og blinde vinkler; det er en teori, der forklarer et område af verden bedre end andre teorier. Hvordan økonomiske teorier bør ændres, er en vigtig diskussion, men Holten interesserer sig ikke for videnskabelige motivation for deres udformning, og derfor bliver hendes forslag til ændringer uinteressante.
Når alt det er sagt, så er diskussionen vigtig: Hvorfor bliver økonomi taget mere alvorligt blandt magthavere end andre (social)videnskaber? Hvis politikere bruger flere penge end landet har, så falder hammeren fra embedsmænd, forskere og journalister prompte. Hvis uddannelse, sundhedsvæsen eller psykiatri ikke fungerer, fører det bare til evindelige diskussioner. Det betyder i praksis, at problemer som arbejdsløshed, statsgæld og inflation, som økonomer typisk beskæftiger sig med, bliver løst, imens andre samfundsproblemer ikke gør. En underbelyst årsag til økonomiens høje status er efter min mening, at hvor økonomer i større og større grad har fokuseret på at forbedre empiriske metoder og at gøre sig nyttige for politikere, så har fag som sociologi og antropologi begravet sig dybere og dybere i spekulativ filosofi.
Måske er det ikke økonomer, der skal have det røde kort, men sociologerne, der skal gøre sig spilbare.
Hvordan økonomiske teorier bør ændres, er en vigtig diskussion, men Holten interesserer sig ikke for videnskabelige motivation for deres udformning, og derfor bliver hendes forslag til ændringer uinteressante
_______
Lars Harhoff Andersen (f. 1989) er Ph.d.-studerende på Københavns Universitet, hvor han studerer kulturs indflydelse på økonomisk og institutionel udvikling. Herudover er han redaktør og skribent på filosofi, politik – og videnskabssubstacken ”Unreasonable Doubt”, og vært på podcasten ”Historien Fortsætter” såvel som Ræsons egen podcast ”Historien Vender”.
ILLUSTRATION: 2016: Nationalbanken indstillede den interne produktion af sedler og mønter [foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
