Lars Bangert Struwe: Vesten satser på at vinde en hurtig krig mod Rusland. Det er bekymrende og risikabelt
01.03.2024
RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her
Rusland har lært af Ukrainekrigen, og vi har grund til at være bekymret over enhver militær analyse, der baserer sig på, at vi hurtigt kan vinde over dem.
Kommentar af Lars Bangert Struwe
De sidste to år har jeg – som en del af mit arbejde i Atlantsammenslutningen – haft en række drøftelser om Ukrainekrigen med officerer fra Danmark og resten af NATO. De har gjort mig dybt bekymret. For der eksisterer en forestilling om, at NATO – i tilfælde af krig med Rusland – meget hurtigt vil skabe en luftoverlegenhed, og at vi på få dage eller få uger kan nedkæmpe russerne. En yngre general undrede sig således over, at man overhovedet kunne være bekymret, når vi nu i Norden alene har mere end 200 jagerfly. Andre har peget på, at en amerikansk Arleigh Burke-destroyer i dansk farvand ville beherske luften over Østersøen.
Jeg bliver bekymret, når jeg møder disse typer af analyser og teknologifascination. Ideen om teknologisk overlegenhed er på mange måder blot en drøm, man kan håbe går i opfyldelse, hvis det værste sker. Men at basere sin strategi på håb er som bekendt ikke en strategi.
Vestens hurtige og asymmetriske krige
Strategi som moderne fag er i høj grad formet af de diskussioner, der var fra slutningen af 1800-tallet og frem. I den periode havde det preussiske Tyskland gennemført en række hurtige og sejrrige krige imod Danmark, Østrig og Frankrig, hvilket skabte en vestlig strategisk forestilling om hurtige krige med voldsomme afslutninger. Ved udbruddet af Første Verdenskrig troede de militære eksperter for manges vedkommende, at krigen ville være hurtigt overstået og tropperne hjemme til jul.
Ser vi på nyere eksempler, vandt Israel ganske vist overbevisende – og hurtigt – Seksdageskrigen i 1967 med bl.a. teknologisk overlegenhed, men allerede seks år senere oplevede israelerne i Yom Kippur-krigen i 1973, at deres teknologiske overlegenhed ikke længere slog til, og at egypterne kunne lægge en skærm af luftforsvar ud over deres styrker. Denne krig blev ikke kun afgjort af bedre våben, men i højere grad pga. væsentlig bedre føring af tropperne.
Vesten har siden 1990 kun kæmpet imod mindre modstandere, der på ingen måde har kunnet matche de vestlige styrker. Det så man i Irak, Afghanistan og Libyen, hvor de militære operationer hurtigt var vundet, og hvorimod det var de efterfølgende oprør, som man ikke kunne kontrollere. Faktisk har Vesten ikke siden Koreakrigen kæmpet imod en modstander, der kunne sende divisioner og armekorps på slagmarken. Derfor har Vesten siden 1990’erne i høj grad fokuseret på, hvad der har virket i kampen imod irregulære styrker – med prioritering af specialoperationsstyrker, efterretninger og droner til at dræbe terrorister.
Ideen om teknologisk overlegenhed er på mange måder blot en drøm, man kan håbe går i opfyldelse, hvis det værste sker. Men at basere sin strategi på håb er som bekendt ikke en strategi
_______
Masse, rum og tid
Ukrainekrigen er anderledes. Det er en krig i industriel skala, hvor tre strategiske begreber er i spil: masse, rum og tid. Moderne krig viser, at masse igen er vigtigt; at man har meget store mængder af tropper, militært isenkram, ressourcer, uddannelseskapacitet og produktionsapparat. Teknologisk overlegenhed er altså ikke nok.
I krig er ikke kun selve slagmarken det rum, man opererer i. Det er også de distancer, man skal tilbagelægge for at nå frem til slagmarken – fx rækkevidden af fly og missiler. Ukraine har meget territorium at give af, og det betyder, at Ukraine i de kommende måneder vil kunne opgive territorium uden at tabe sit land. Det betyder til gengæld også, at Rusland skal flytte sine operationslinjer fremad og derved gøre dem sårbare. Endelig har rummet de sidste to år, man har kæmpet i, også udvidet sig. Rummet udgør ikke kun fronten, hvor tropperne har kontakt med hinanden, men indbefatter også den infrastruktur og de byer, der er blevet bombet og ramt med missiler.
Tid er den tredje faktor, som er afgørende. På slagmarken er tid afgørende; ramme fjendens bombardement på det rette tidspunkt, samtidigt med, at man rykker frem, inden man kommer for sent og ens fremrykkende styrker bliver ramt. Tid kan også være afgørende som en udholdenhedsfaktor. Ser man russiske krigsfilm som The Final Stand, så kan man se, hvordan styrker kan sættes til at optage kamp og forsinke fjendens fremrykning, imens andre styrker kan opstilles og gøre forsvarsværker klar.
Franske styrker i 1940 kæmpede, så de britiske styrker ved Dunkirk kunne vinde tid og blive evakueret. Udholdenhed og forberedelse er også tidsfaktorer i selve samfundet. Kan man nå at omstille sig fra fred over krise til krig, og hvor lang tid kan man holde ud? Kan man holde ud som samfund, indtil ens allierede når en til undsætning – eller for Ukraines vedkommende – til at Europa når at omstille sin forsvarsindustri eller USA’s Kongres får vedtaget hjælpepakker?
Ser vi på disse tre faktorer masse, rum og tid og kombinerer det med, at Rusland har kæmpet denne krig i nu to år – og har lært af krigen – så har vi grund til at være bekymret over enhver militær analyse, der baserer sig på, at vi hurtigt kan vinde over russerne. Krigen, som ukrainerne og russerne har kæmpet – og kommer til at kæmpe i fremtiden – er bare end anden, end den NATOs styrker hidtil har kæmpet og forberedt sig på.
Vestens teknologi og kvalitet er ikke nok
Rusland har lært af krigen på to måder: Man har lært, hvordan man skal agere på en moderne slagmark, hvor modstanderen er udrustet med vestligt materiel, og man har lært, at man skal omstille sig til krigstidsproduktion. Missiler og droner er nu sat i krigstidsproduktion i Rusland, og man øger ligeledes fx produktionen af artillerigranater og SU-35-fly. Derfor er Rusland samlet set langt bedre forberedt end os på, hvad der muligvis kan komme.
Når vestlige militæranalytikere taler om, at Vesten hurtigt vil vinde luftherredømmet, så kan det virke fornuftigt, nu det ikke lykkedes Rusland at vinde luftherredømme i Ukraine – men russerne har heller ikke indsat sit samlede flyvevåben i Ukraine. Så hvordan luftherredømmet i Ukraine vil udspille sig er meget svært at spå om. Men både Rusland og Ukraine har lært en masse om jord-til-luftforsvar, og det bør Vesten studerer, så vores tilgang til luftherredømme ikke kun er drømmeri, men bestræber sig på rent faktisk at etablere det
Tanken om den hurtige krig, hvor vi i Vesten hurtigt vinder over Rusland, risikerer at blive en drøm, der underdimensionerer vores forsvar – også i Danmark. Rusland sætter ind med både masse, rum og tid til sin rådighed. Vestens svar med kvalitet og teknologi bliver ikke nok. ■
Krigen, som ukrainerne og russerne har kæmpet – og kommer til at kæmpe i fremtiden – er bare end anden, end den NATOs styrker hidtil har kæmpet og forberedt sig på
_______
Lars Bangert Struwe (f. 1968) er generalsekretær i den sikkerhedspolitiske tænketank Atlantsammenslutningen. Han er ph.d. og har bl.a. været forsker og fungerende kontorchef i Forsvarsministeriet.
ILLUSTRATION: Finske jægerfly flyver – sammen med en tysk Air Force Airbus – over Baltikum, 29. marts 2023 [FOTO: NATO]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
