Lars Bangert Struwe: Putin kan tabe politisk – og stadig vinde militærstrategisk i Ukraine

27.08.2024

Bruger man en adskillelse af af de strategiske begreber, får vi en klarere forståelse af Ukrainekrigen: Putin kan nemlig tabe på det overordnede politisk strategiske niveau og samtidigt vinde på det militærstrategiske niveau.

Af Lars Bangert Struwe

Ukrainekrigens konsekvenser kan svære at gennemskue. En del af forvirringen skyldes, at der rodes rundt i de strategiske begreber.

Der findes nemlig fem niveauer indenfor strategi. Alle har de en oprindelse i det militærteoretiske, men bruges ofte i det civile liv, hvor de nogle gange har en anden betydning end i det militære.

De fem niveauer er: subtaktisk, taktisk, operativt, (militær)strategisk og politisk strategisk. Det politisk strategiske niveau omtales i angelsaksisk litteratur som ’grand strategi’.

Hvis vi starter med det subtaktiske niveau, udgøres det af en mindre enhed. Det kan være sergenten med sin gruppe, der kæmper i en skyttegrav. Her har få beslutninger ikke indflydelse på den helt overordnede krigsførelse, men, og der er et men, deres handlinger kan have en dyb konsekvens. Fx kan de håndtere en konflikt lokalt, der kan have betydning for, hvorvidt den eskalerer eller ej. Det kalder man i US Marine Corps for ’den strategiske korporal’. Dette begreb stammer tilbage fra 1990’ernes indsættelse i FN-operationer, hvor soldaten på gadens ageren kunne få helt afgørende effekt på de borgerkrige, man skulle operere i.

Taktisk niveau er det næste niveau. Det kan fx være en eskadron kampvognes, der rykker frem på slagmarken og bryder igennem en feltbefæstning.

Rigtigt mange af de informationer, som vi får ud fra kampene i Ukraine, foregår på det taktiske og så på det operative niveau. Det operative niveau er sammensætningen af flere taktiske opgaver, der bliver til en operation. Lige nu ser vi fx, hvordan Ukraine har en operation i gang omkring Kursk. Samtidigt har de andre selvstændige operationer i gang i andre dele af krigsteateret som fx i Donetsk.

 

Man skal altså holde sig de forskellige niveauer for øje og erkende, hvilket niveau man taler om eller analyserer. Denne klarhed mangler som oftest i de reportager, vi får fra krigen, hvor begreberne rodes sammen, og derved mister vi alle overblikket
_______

 

Operationsniveauet blev første gang beskrevet af den schweiziske general Antoine de Jomini, der skabte en sammenhængende beskrivelse af taktik, operationer og strategi. I 1800-tallet var han den mest læste strategiske tænker, og i dag har han sat sig spor i form af en række centrale begreber såsom operationer, krigsskueplads og ikke mindst operationslinjer. Jomini havde en meget naturvidenskabelig tilgang til strategi, og det ses bl.a. i, hvordan han nærmest matematisk beskrev operationslinjer.

Jomini kæmpede i Napoleonskrigene og var bl.a. i russisk krigstjeneste, hvilket betyder, at russiske militære operationer den dag i dag bærer præg af hans tanker om operationslinjer. Inden han kom i russisk krigstjeneste, deltog han i Napoleons felttog ind i Rusland. Det gjorde, at Jomini blev meget opmærksom på, hvordan man skulle holde sine styrker forsynet under kamp – om man kunne skabe kortere operationslinjer end modstanderen og derved have bedre forsyninger.

Det strategiske niveau er der, hvor alle de militære tråde samles. I Ukraine vil det være, at man afvejer operationerne i Kursk, operationerne imod russisk infrastruktur eller operationerne i Donbas til en samlet strategi. Her afvejer man de ressourcer og metoder, man har til at nå det mål, som vi går ud fra, at Ukraines militær har; at smide Rusland ud af Ukraine.

Endeligt er der det politisk-strategiske niveau. Her samles statens forskellige strategier fra fx udenrigs-, forsvars-, finans-, transportpolitik etc. til en overordnet politisk strategi, der afvejer de forskellige strategier og de ressourcer, metoder og mål, de hver for sig har.

Og her kommer vi til pointen. For det betyder, at Ukraine godt kan vinde over Rusland politisk-strategisk, fordi man viser, at Rusland ikke er stærkt, men reelt svagt, og presser Rusland til at indtage en ufordelagtig position for Ruslands vedkommende. Lige nu er Putin alt andet lige svækket markant politisk ved, at hans tredages særlige militære operation har varet i mere end 900 dage. Til gengæld kan Ukraine godt tabe eller vinde den samlede militære strategi, og så samtidigt opnå sejre i en militær operation som fx med operationerne i Sortehavet og med operationen i Kursk, samtidig med at man oplever tilbagegang i Donbas. Således vil man på det taktiske og subtaktiske niveauer kunne se alle mulige kombinationer.

Man skal altså holde sig de forskellige niveauer for øje og erkende, hvilket niveau man taler om eller analyserer. Denne klarhed mangler som oftest i de reportager, vi får fra krigen, hvor begreberne rodes sammen, og derved mister vi alle overblikket.

Den enkelte soldat eller civile, som man taler med, har som oftest kun et lokalt begrænset overblik, og derfor vil deres sejre eller nederlag på det subtaktiske, taktiske eller måske endda operative niveau ikke være retvisende for den samlede militær-strategiske eller politisk strategiske analyse.

Rusland har en meget stor militær magt, og omstiller sig til en krigstidsproduktion. Der sker her en politisk-strategisk prioritering i det russiske samfund, hvor det militære og produktionen dertil prioriteres strategisk. Og lige nu har Putin tabt politisk-strategisk og mister magt internationalt, mens han samtidigt godt kan vinde militær-strategisk over Ukraine.

På slagmarken i de forskellige landmilitære krigsskuepladser har Rusland stabiliseret fronten i Kursk og vinder en smule frem i andre krigsskuepladser. I luften kan man bruge missiler og droner, men tilsyneladende ikke fly. Til søs lider russerne store tab til ukrainerne. Det giver samlet set et broget billede.

Ikke desto mindre finder de afgørende kampe sted på landjorden, og Rusland er klar til at tage meget store tab og kæmpe i meget lang tid. Denne udholdenhed gør, at Rusland evne til at tage erfaringerne på slagmarken til sig skal modstilles over for Ukraine, der er langt mindre og langt mere usikker på sine leverancer. Det gør, at Rusland kan vinde over Ukraine på den landmilitære slagmark – altså få en militærstrategisk sejr. Imidlertid svækkes Rusland politisk-strategisk for hver dag, de ikke vinder over Ukraine. ■

 

Rusland kan vinde over Ukraine på den landmilitære slagmark – altså få en militærstrategisk sejr. Imidlertid svækkes Rusland politisk-strategisk for hver dag, de ikke vinder over Ukraine
_______

 

Lars Bangert Struwe (f. 1968) er generalsekretær i den sikkerhedspolitiske tænketank Atlantsammenslutningen. Han er ph.d. og har bl.a. været forsker og fungerende kontorchef i Forsvarsministeriet.

ILLUSTRATION: Moskva, 22. juni 2024: Putin deltager i en fejring af Den Ukendte Solddats Grav nær Kreml [FOTO: Sergei Guneyev/AFP/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland