22.10.2024

Hvordan er landets forsvar endt i denne situation? Det er min påstand, at der tilsyneladende opstået en kultur i de militære stabe og i Forsvarsministeriet, der skaber en lang række helt uacceptable sager.

Essay af Lars Bangert Struwe

Siden 00erne har Forsvaret og Forsvarsministeriet været ramt af den ene krise efter den anden, herunder en serie af møgsager. Indenfor få år er to departementschefer og en Forsvarschef blevet hjemsendt – men disse afskedigelser er næppe nok til at løse problemerne.

Dette essay er min personlige beskrivelse af forholdene. Den baserer sig på, at jeg har været ansat i Forsvarskommandoen (for at skrive Forsvarschefens historie) og i Forsvarets Arkiver i Rigsarkivet, ligesom jeg har været forsker på DIMS/CMS, specialkonsulent og fungerende kontorchef i Forsvarsministeriet.

Hvordan er landets forsvar endt i denne situation? Det er min påstand, at der tilsyneladende opstået en kultur i de militære stabe og i Forsvarsministeriet, der skaber en lang række helt uacceptable sager. Der er tale om en række forskellige udfordringer:

– Dårlig økonomistyring
– Politisering af beslutningsprocesser
– Økonomi prioriteres over den sikkerhedspolitiske situation
– Manglende opfyldelse af mål bl.a. i form af, at Danmark ikke lever op til NATO’s styrkemål
– Mangler i materiel eller lagre
– Dårligt forhold imellem politisk ledelse, den civile ledelse i departement og forsvarets ledelse (som bl.a. giver sig udslag i lækkede informationer i pressen)

Gammel hær i nye tider

Hvornår begyndte problemerne? I 1990’erne var Forsvaret indsat særligt i det tidligere Jugoslavien. Her agerede forsvarsminister Hans Hækkerup (S) og forsvarschef Jørgen Lyng sammen. De havde en respekt både for hinanden og for de rammer, de skulle udfylde – og det samme havde Forsvarsministeriets departement. Det stod klart, da forsvarschefen insisterede på at give de danske styrker et robust mandat og udstyre dem med kampvogne – hans opfordring blev fulgt af forsvarsministeren og Folketinget.

Dette ændrede sig langsomt i slutningen af 1990’erne, da general Christian Hvidt blev forsvarschef, og Svend Aage Jensby i 2001 blev forsvarsminister. De kom op at skændes om Forsvarschefens brug af forsvarets fly til USA-rejser – og Hvidt valgte at pege på en anden leder af EU’s militære komité end den, som man ønskede fra politisk hold. Hermed brød Hvidt med den klare præmis i et demokrati, at forsvaret er underlagt den politiske ledelse. Da han fratrådte, blev det til en sag i medierne, om han, som traditionen foreskriver, skulle æres med en afskedsparade.

Samtidigt skulle Forsvaret reduceres – og omstilles fra territorialforsvar til ekspeditionsforsvar.

Det er i denne periode, at man lagde grunden til en række af de problemer, der senere er opstået imellem den politiske og militære ledelse.

Som optakt til forsvarsforliget for 2005 udarbejdede man Bruun-rapporten (2003), der beskrev den sikkerhedspolitiske situation. Ligeledes udarbejdede forsvarschefen det såkaldte K-notat – et klassificeret kapacitetsnotat, som dimensionerede fremtidens forsvar.

 

Det er i denne periode [i 1990’erne, red.], at man lagde grunden til en række af de problemer, der senere er opstået imellem den politiske og militære ledelse
_______

 

Med forliget fik man et mindre forsvar, rettet mod internationale operationer. Her råbte Forsvaret ikke op over for offentligheden, tværtimod – man tilpassede sig situationen, og søgte at bevare, hvad der var muligt. Da ubådene helt blev afskaffet, lærte Forsvaret – for første gang – maksimen om ”use it or lose it”: Hvis ikke politikerne kunne se formålet med noget, stod det svagt.

Under forhandlingerne afskaffede man både de nyindkøbte raketkastersystemer MLRS til artilleriet, og samtidigt aflyste man opdateringen af jord-til-luft-forsvaret. Derved mistede Danmark artilleri og evnen til at forsvare sig imod indkomne luftangreb. MLRS-systemet blev sat til salg, men det lykkedes først i 2013 at få det solgt til Finland. Dén forsinkelse vakte politikernes vrede.

I 2004 lovede Jensby at have fokus på ”yderområder, der er i vanskeligheder, bliver tilgodeset af beskæftigelsesmæssige hensyn”. Derved blev beskæftigelseshensyn sat over militære. Da man i 1960 åbnede Flådestation Korsør og i 1962 åbnede Flådestation Frederikshavn, skete det som en strategisk beslutning om at sprede flåden. Den skulle ikke kunne slås ud ved et enkelt angreb imod Holmen. Efter Den Kolde Krig og lukningen af Holmen og Orlogsværftet stod kampen imellem Frederikshavn og Korsør – en kamp om arbejdspladser og ikke om kamp med militære hensyn. Det var således ikke nyt at prioritere lokale arbejdspladser.

I dag er fx Bjarne Laustsen (S) kendt for at skaffe arbejdspladser til Nordjylland, og som en politiker valgt i området er han stolt af, at en femtedel af Forsvaret ligger i Nordjylland. Om det så giver mening strategisk – militært såvel som rekrutteringsmæssigt – blev ikke det vigtige; det blev lokalpolitikken.

Der opstod en situation, hvor Forsvarets ansatte delte sig i to grupper. Den ene bestod af dem, der mistede deres opgaver – såsom ubåds-folk, Hawk-eskadrille og til dels artillerister. Den anden – langt større – gruppe var dem, der blev operative i den nye sikkerhedspolitik. Denne udvikling er ikke undersøgt forskningsmæssigt, men fortjener en dybdegående undersøgelse. Hvor gik dem, der mistede deres våbenart, hen? Nogle forlod Forsvaret, men hvordan påvirkede udviklingen dem, der blev? Nogle valgte at bibeholde deres identitet – endnu i dag kan man se officerer i Søværnet, der bærer ubådsmærket prydet af springende delfiner.

Et ekko af Irak

I 2003 deltog Danmark i den USA-ledede mission i Irak. En medarbejder i Forsvarets Efterretningstjeneste, Frank Grevil, lækkede i februar 2004 til Berlingske Tidende dokumenter fra FE. Her blev det beskrevet, hvordan FE ikke selv havde haft kilder, der dokumenterede Iraks besiddelse af masseødelæggelsesvåben. De danske vurderinger af truslen baserede sig på amerikanske og britiske kilder. I TV2 forklarede Jensby at: ”Der er ikke nogen af medlemmerne af kontroludvalget, som det jo hedder, der har rejst spørgsmål om at regeringen ikke håndterede informationerne fuldstændig korrekt‟. Derved røbede han oplysninger fra de lukkede møder i Kontroludvalget – også kendt som Udvalget vedrørende Efterretningstjenesterne. Dén udtalelse kostede ham ministerposten.

Irak-krigen gav anledning til flere sager om danske soldaters behandling af fanger – eller viden om hvordan andre fanger blev behandlet. Under Hold 3’s tur opstår i 2004 ”Hommel-sagen”, hvor en række irakiske fanger afhøres, og metoderne vækker opsigt efter klager fra udsendte soldater. Ansvaret for afhøringerne lå hos Annemette Hommel, der som sprogofficer var udsendt til Camp Eden, og hun blev hjemkaldt og undersøgt for torturanklager. Men i Hærens Operative Kommando sletter en officer sin korrespondance om sagen.

Hele sagskomplekset undersøges efterfølgende, og en række officerer trækkes hjem. Alligevel ender det dog med en frifindelse i landsretten i 2006. Imidlertid har det skabt en usikkerhed om, hvorvidt forsvarsminister Søren Gade udviste tilstrækkelig loyalitet og ordentlighed overfor Forsvaret.

En ny sag fulgte, da Operation Green Desert fandt sted 25. november 2004. Her opererede danske, britiske og irakiske styrker sammen – og undervejs udsatte de irakiske styrker civile irakere for tortur, som blev dokumenteret via en lækket video. Afgørelsen faldt dog ikke før 2022, hvor Højesteret endte med at frakende Forsvarsministeriet for ansvaret for de irakiske civiles skæbne.

Men de to fangesager påvirkede i lang tid forholdet imellem Forsvaret og Forsvarsministeriet og trak også spor internt i Forsvaret, hvor der var skabt splittelse. Her delte man sig, når man forholdt sig til, hvem der lækkede, og hvorfor materiale blev lækket.

 

De to fangesager [fra Irak, red.] påvirkede i lang tid forholdet imellem Forsvaret og Forsvarsministeriet og trak også spor internt i Forsvaret, hvor der var skabt splittelse
_______

 

En vingeskudt tårnfalk

Forsvaret erkendte i 1999, at droner var en del af fremtiden. Man indkøbte fra Frankrig otte droner af mærket Tårnfalken, der skulle bruges af artilleriet. De kom til at koste 436,8 mio. kr., men blev aldrig operative, og i 2005 måtte forsvarsminister Søren Gade stoppe projektet. Rigsrevisionen undersøgte sagen, og påtalte at man aldrig havde belyst de risici, projektet indebar. Det blev ikke sidste gang, at Rigsrevisionen så på Forsvarets indkøb og økonomistyring:

I 2001 indkøbte Forsvaret 14 nye EH101-helikoptere fra britiske Augusta Westland. De første blev leveret i 2006, og i 2008 kom det frem, at helikopterne ikke kunne løse de opgaver, som man havde skitseret. Og pressen konkluderede, at de udgjorde en endnu større skandale end Tårnfalken.

De dårlige sager blev ved med at dukke op. I 2008 og 2009 handlede det om to boliger, der tilhørte Forsvarschefen og chefens for Søværnets Operative Kommando, som blev istandsat og udlejet til en pris under markedsvilkår.

I oktober 2009 fulgte den såkaldte og meget omtalte Jægerbogssag, der kostede Tim Sloth Jørgensen posten som forsvarschef. Her prøvede forsvaret forgæves at stoppe en bog, der handlede om jægersoldater i krig og nok indeholdt lidt for meget information om operationerne. En officer i Forsvarskommandoen lagde en maskinoversættelse af bogen på nettet, så det så ud som om, den blev anvendt af arabiske terrorister. Sagen svækkede politikernes tillid til officerskorpset – og dele af forsvarets tillid til særligt departementschefen og politikerne. Under et pressemøde stod departementschef Lars Findsen med et skilt, der sagde: ”Arabisk” så forsvarsministeren huskede at tale om sagen. Det fik folk i Venstre til at ønske Findsen fyret.

Men problemerne fortsatte. I 2012 indkøbte man ni Seahawk-helikoptere, der blev operative i 2017. Men prisen på 11,4 mia. kr, vakte opsigt, fordi Australien tilsyneladende fik flere helikoptere til samme pris (det skyldtes bl.a. forskelle på serviceaftalerne). I øvrigt havde Danmark købt en helikoptertype med ekstra plads i kabinen – men den skaffede man ved at fjerne teknologi, der skulle kunne bruges imod u-både. En kapacitet, man i dag er i gang med anskaffe.

 

En officer i Forsvarskommandoen lagde en maskinoversættelse af Jægerbogen på nettet, så det så ud som om, den blev anvendt af arabiske terrorister. Sagen svækkede politikernes tillid til officerskorpset – og dele af forsvarets tillid til særligt departementschefen og politikerne
_______

 

En helt almindelig styrelse?

Da han blev forsvarsminister, ønskede Nick Hækkerup (S) at ændre Forsvaret herunder ikke mindst: ledelsen. Skandalerne fra 00’erne skulle ikke gentage sig. Hækkerup og departementschefen mente, de havde løsningen: at trække forsvarschefen tættere på departementet.

Hækkerup besluttede, at forsvarschefen skulle søge sin stilling – og derved brød han med den militære tradition. Her havde man haft ’oprykning til kommando’: Det betød, at den kommende forsvarschef var blevet prøvet af som chef for Forsvarsstaben, og dermed i en periode havde forberedt sig på at blive forsvarschef. På den måde var det Forsvaret, der valgte sin egen chef. Mange chefer i Forsvaret brød sig ikke om Hækkerups nye ansøgningsprocedure, og de nægtede at søge stillingen som forsvarschef – hvad der var et oprør ikke alene imod Forsvarsministeren, men også departementschefen.Efter den økonomiske krise i 2008 gennemførte man i 2012 ”Budgetanalyse af forsvarets økonomi”, hvor konsulenthuset McKinsey ledte efter mulige besparelser i samarbejde med et udvalg i Forsvarsministeriet. Man søgte her at høste en række besparelser på både løn, HR, materiel og depoter – og dertil skabe en bedre økonomistyring. Den nytiltrådte forsvarschef Peter Bartram fik til opgave at trimme forsvarets økonomi.

Samtidig med budgetanalysen lavede man et oplæg til forandring af Forsvarets ledelse. I kommissoriet stod der, at ”[ledelsen] skal moderniseres, så den tilpasses fremtidens krav i forhold til en koordineret og effektiv ressourceudnyttelse og opgavevaretagelse. I den forbindelse skal det overvejes om en grundlæggende ændret struktur i forsvarets top vil kunne bidrage til et mere effektivt forsvar [min kursivering].

I 2014 gennemførtes den omfattende omstrukturering. Herved blev forsvarschefen underlagt Forsvarsministeriets departementschef, og man oprettede en række styrelser såsom Forsvarsministeriets Personalestyrelse (FPS) og Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI). Styrelsescheferne var ikke længere underlagt Forsvarschefen, men kom på linje med ham. Derved endte hele ansvaret for Forsvaret i Forsvarsministeriet. Hermed valgte man notatets ’model C’, som var blevet præsenteret med følgende fordele og ulemper:



Læg mærke til, at fokus er på minister, ministerium og Forsvarschef – her står nærmest intet om Forsvaret som militær.

Med denne reform fastlægges tanken om Forsvaret som (endnu en statslig) styrelse, der leverer et produkt, der skal styres af ministeriet. Der skete herved en markant politisering af hele Forsvarets arbejde. I Forsvaret havde man fx meget svært ved at acceptere, at Forsvarschefen blev underlagt departementschefen.

Ændringen ses meget tydeligt i navngivningen. Forsvarets Materieltjeneste blev oprettet i 2006 ved en sammenlægning af de tre værns materielkommandoer, Forsvarskommandoens materielafdeling samt dele af Hjemmeværnets materielfunktioner og Forsvarets Forskningstjeneste. I 2014 ændredes Forsvarets Materieltjeneste til Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, og dette blev en del af en koncernstruktur med styrelser under Forsvarsministeriet. Ændringen var mere end sproglig – for ansvaret blev flyttet fra Forsvarschefen til Forsvarsministeriet.

I den periode, fra 2012-2014, var der en virkelig dårlig stemning mellem ministeren og forsvaret. I et interview i 2013 kritiserede Hækkerup nogle af de øverste chefer, som han – med en reference til den aldrende bulderbasse i Matador – kaldte ”Oberst Hackel-typer”. Men samtidigt beskrev han, hvordan han i Forsvaret havde truffet nogle af de dygtigste chefer, han nogensinde havde mødt.

Forandringerne skete på baggrund af, at den direkte trussel mod Danmark nu havde været væk i mere end 20 år, og at Forsvaret nu konsekvent fokuserede på internationale operationer. På den ene side var både politikere og befolkning over en bred kam stolte af soldaternes indsats. På den anden side var realiteterne, at Forsvaret var blevet forvandlet – fra et være en nødvendighed til at være et redskab. Derved blev Forsvaret i meget høj grad politiseret.

 

Læg mærke til, at fokus er på minister, ministerium og Forsvarschef – her står nærmest intet om Forsvaret som militær
_______

 

Forsvarsforlig 2013: Ingen strategi, kun økonomi

Der har ikke været nedsat en forsvarskommission siden 2008. Til gengæld været en lang række forlig, hvor fokus har været på økonomi.

Med forliget i 2014 skulle man årligt spare mindst 2,5 mia. kr., vel at mærke uden at dette skulle få konsekvenser for løsningen af Forsvarets kerneopgaver. Dette fastholdt man over for NATO og forklarede, at der i Danmark først ville være forligsforhandlinger igen i 2017. På trods af Putins annektering af Krim i marts 2014 – og på trods af NATO’s krav om øgede forsvarsudgifter efter Wales-topmødet i 2014 om øgede forsvarsbudgetter.

I løbet af 2000’erne og 2010’erne kom der fokus på Arktis i den danske sikkerhedspolitiske debat. Her gjorde politikere og embedsværk i særligt Udenrigsministeriet alt for at fremstille Arktis, som et fredeligt område. I 2013 besluttede regeringen at få undersøgt, hvad Forsvaret skulle i fremtiden i Arktis. Rapporten lå færdig i 2014, men blev først frigivet i 2016. Langsommeligheden frustrerede politikere, men gav også mulighed for at trække beslutninger i langdrag. Fx er indkøb af droner til overvågning er fortsat ikke gennemført på trods af, at NATO seneste i 2019 har sat det som et dansk styrkemål.

Det økonomiske fokus gjorde sig gældende i de fleste beslutninger, og kunne bl.a. ses i to centrale indkøb af materiel.

En lang række analyser pegede på, at F-16-flyene skulle udskiftes. Derfor iværksatte man en større analyse af forskellige flytyper og endte med at pege på F-35, hvorefter Forsvaret og Forsvarsministeriet indstillede, at man indkøbte 27 af dem. De Konservative valgte at træde ud af forhandlingerne, idet de mente, at antallet var for lavt og derfor ikke ville kunne løse opgaven. SF mente derimod, at man ville kunne nøjes med 18 fly.

På trods af politikernes fokus på økonomien stillede Rigsrevisionen spørgsmålstegn ved beregningerne – herunder om man kunne nå det antal flyvetimer, som lå bag beregningerne. Man efterlod, mente Rigsrevisionen, generelt ”usikkerheder og risici” der ” ikke er tilstrækkeligt beskrevet”. Her stod det meget klart, at det, der blev prioriteret, ikke var det militærfaglige, men det økonomiske.

Rigsrevisionen mente, at Forsvaret bl.a. overvurderede antallet af flyvetimer per fly, bl.a. sammenlignet med norske og nederlandske beregninger og styrkemål. Derved pegede Rigsrevisionen på, at antallet af fly var for lavt. I dag kræver NATO da også, at Danmark kan stille 30 fly – og det må forventes, at Danmark indkøber flere fly i forbindelse med forsvarsforligsforhandlingerne for 2024 og frem.

I 2013 iværksatte FMI en udbudsproces for nyt artilleri. På det tidspunkt havde man kun fire fungerende haubitsere (kanoner) tilbage i Forsvaret. I december 2014 indstillede man derfor til indkøb af det israelske ATMOS-system fra fabrikanten Elbit. Men en række politiske partier ville gerne undgå at købe våben fra Israel. Derfor undersøgte man – forgæves – om der kunne lejes artilleri andre steder. Da en EH-101-helikopter den 11. oktober 2014 styrtede i Afghanistan, besluttede man, at der ikke var råd til at købe artilleriet i Israel. Det lyder absurd og er det også. Hele sagen gav også anledning til en klage fra ELBIT.

Forløbet efterlod Danmark uden artilleri. Der blev dog sat et nyt udbud i gang, og denne gang vandt det mere politisk brugbare franske artillerisystem CAESAR fra NEXTER. Man ville indkøbe 15 pjecer, altså 15 kanoner, der i form af CAESAR-systemet er monteret på en lastvogn. I 2019 øgede man med det nye forsvarsforlig antallet til 19. Det var en af de første angivelser af, at forsvarspolitikken ikke længer var styret primært af økonomi.

Men i 2020 måtte forsvarsministeren meddele Finansudvalget, at artilleriet var forsinket på grund af problemer med gearkasserne, ”tekniske udfordringer med systemernes kanonrør og forsinkelse på visse materieldele, herunder kabler til artillerisystemerne”.

I 2014 var de danske styrkers engagement i Afghanistan ophørt som en kampindsats. Landet skulle nu selv stå for sin sikkerhed, mens den danske indsats fra 2015 primært skulle være udviklingsorienteret. I de foregående år havde man på lignende vis delvist trukket sig ud af Irak, selvom man i 2014 engagerede sig i det irakiske styres kamp mod den nye trussel fra Islamisk Stat (ISIL). Kampen imod terror var tilbage på dagsordenen, hvilket blev forstærket i 2015, da Danmark selv blev ramt af terror – rettet mod et møde i teatret Krudttønden om ytringsfrihed samt synagogen i Krystalgade. Både politikerne, Forsvarsministeriet og Forsvaret fokuserede nu i høj grad på terror som den mest akutte trussel mod Danmark. Det krævede ikke kampvogne eller artilleri i gaderne, men specialoperationsstyrker, overvågning og bevogtningsstyrker.

Hverken Ruslands angreb på Georgien i 2008 eller Ukraine i 2014 medførte, at man styrkede Forsvaret. Tværtimod: To måneder efter Rusland annektering af Krim gennemførte man en grønthøster-serie af besparelser på statens udgifter – herunder i Forsvaret.

 

Hverken Ruslands angreb på Georgien i 2008 eller Ukraine i 2014 medførte, at man styrkede Forsvaret. Tværtimod: To måneder efter Rusland annektering af Krim gennemførte man en grønthøster-serie af besparelser på statens udgifter – herunder i Forsvaret
_______

 

I NATO erkendte man, at Europa ikke kunne opstille en troværdig afskrækkelse. I 2014 indførte man i topmødeerklæringen fra Wales kravet om, at man skulle øge forsvarsbudgetterne op mod 2 pct. af BNP – eller rettere: At budgetterne skulle ”aim to move towards the 2 pct. guideline within a decade”.

Topmødeteksten blev taget meget bogstaveligt hos danske embedsmænd, der kunne denne sætning udenad. Det betød, at Danmark kun bevægede sig meget langsomt imod dette mål, og – vil jeg påstå – at embedsværket ikke forklarede politikerne, at man rent faktisk skulle nå dette mål.

Der skete her en markant politisering af inputtet til politikerne, hvor embedsmændene valgte en politisk holdning, som var imod NATO’s indstilling, men til gengæld havde støtte i Finansministeriet.

Hvem ser de nye trusler?

I sikkerhedspolitiske kredse talte man efter Ruslands annektering af Krim meget om hybridkrig. Den russiske brug af små styrker – de ’små grønne mænd’ – der kunne erobre Krim nærmest uden kamp, vakte opmærksomhed i hele Vesten herunder i NATO, hvor jeg selv deltog i møder om udviklingen.

Hybridkrig benytter sig af den gråzone, der er imellem fred og krig. Man bruger i koordineret form alle sine midler til at underminerer modstanderen og opnå egne politiske mål. De ’små grønne mænd’ lignede legetøjssoldater – for de var russiske soldater, der på deres uniformer ikke bar de normale distinktioner eller andre markeringer.

I NATO mindede de østeuropæiske stater om, at de i mange år havde været udsat for hybridkrig fra russisk side. Indtil da havde man i Vesteuropa trukket på skuldrene af dét argument – Norge var nærmest den eneste vesteuropæiske stat, der abonnerede på den østeuropæiske bekymring. Østeuropæerne frygtede, at hybridangreb kunne udvikle sig til en konventionel krig. Og i rammen af tænketanken RAND foretog man i 2015 krigsspil, der viste, at Rusland meget hurtigt kunne erobre Baltikum.

I 2015 skabte NATO da også en strategi over for hybridkrig, da man besluttede, at et hybridangreb kan udløse NATO’s artikel 5 – og at man dermed kan svare igen med konventionelle våben imod et ikke-konventionelt angreb.

Men i Vesteuropa ville hverken politikere og forsvaret erkende den nye sikkerhedspolitiske situation. Her blev hybridkrigen i høj grad gjort til et problem for efterretningstjenester og politi.

Samlet set blev hybridkrigsstrategien og NATO’s løfte om at bevæge sig hen imod 2 pct. en sovepude for en række stater – inklusive Danmark. Herhjemme fokuserede vi fortsat mest på terrorisme – ikke på hverken hybridkrigen eller den konventionelle trussel.

Men i 2015 ønskede forsvarsminister Peter Christensen (PC) at tilbagerulle omorganiseringen af Forsvaret. PC ønskede ansvaret tilbage til forsvarschefen, og anså, som jeg kunne forstå dengang, den nye organisation for forkert i forhold til både opgave og ansvarsfordeling.

Hvor ministeren ønskede en tilbagerulning af omorganiseringen, sagde Findsen nej – han undlod ganske enkelt at udarbejde det fornødne notat. Dette var et direkte brud på den parlamentariske styringskæde, hvor embedsmænd skal gøre det, de bliver bedt om af deres minister (medmindre dette er ulovligt).

I december 2015 besluttede PC at fyre sin departementschef Lars Findsen, der dog – med støtte af statsministeriets departementschef – fik sig selv flyttet over som chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE). Ministeren forklarede i 2022 at: ”indsatsen og mængden af timer, der blev lagt i en så ansvarsfuld stilling […] satte sig i kvaliteten”. Og han tilføjede: ”[Findsen] var mere optaget af det udadvendte”. Det kunne virkelig være interessant at få dette forløb uddybet, da der her kan ligge en del af forklaringen på dele af Forsvarsministeriets problemer.

 

Samlet set blev hybridkrigsstrategien og NATO’s løfte om at bevæge sig hen imod 2 pct. en sovepude for en række stater – inklusive Danmark. Herhjemme fokuserede vi fortsat mest på terrorisme – ikke på hverken hybridkrigen eller den konventionelle trussel
_______

 

Da Claus Hjort Frederiksen i november 2016 blev forsvarsminister, skete der en politisk ændring. Uanset at han var tidligere finansminister, drejede han fokus væk fra økonomien. I en kronik i Jyllands-Posten skrev han i januar 2017: ”Nu har jeg snart haft et par måneder som forsvarsminister og ærligt talt, så bliver jeg ret så bekymret efterhånden som jeg har sat mig ind i det hastigt forandrede trusselsbillede. Det gælder særligt Rusland, cybertrusler og terror. Alt sammen kalder det på et substantielt løft af forsvarsudgifterne og et nyt fokus, når vi til efteråret skal lave et nyt forsvarsforlig.”

Hjort kaldte sig selv en ’koldkriger’ – et udtryk, der også blev brugt noget hånligt over for ham. Han erkendte en ændrede sikkerhedspolitiske situation, men endte i en konfrontation med Udenrigsministeriet. Ambassadør Thomas Winkler skrev en kronik om Putins Rusland, der ikke faldt i forsvarsministrenes smag. Winkler søgte til en vis grad at bagatellisere den russiske trussel ved bl.a. at sammenligne militære budgetter. Det var ikke en militær analyse, men en politisk analyse. Ambassadøren ønskede at: ”Rusland ikke efterlades uden for de internationale samarbejdsstrukturer.”

Her kom en ny dimension til syne – en uenighed imellem i hvert fald forsvarsministeren (ikke nødvendigvis hans ministerium) og Udenrigsministeriet, hvor man fastholdt en forhandlingstilgang til Rusland.

Fra 2017 stod det klart, at der var forskellige holdninger til Forsvaret i Finansministeriet, Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet. Finansministeriet ville fortsat spare, Udenrigsministeriet ville gerne høste positive point i NATO/USA, men anså grundlæggende ikke situationen som farlig. Dertil kom et Forsvarsministerium, der reelt set ikke bakkede deres minister op.

Forsvarsforlig 2018 – et vendepunkt

I 2018 indgik en bred vifte af partier et nyt forsvarsforlig – det første efter Krim. I forligsteksten konstateredes det direkte, at ”Det internationale trusselsbillede er mere alvorligt end i nogen anden periode efter Murens fald.”

Forsvaret skulle have et substantielt løft på 4,3 mia. kroner i 2023. Dette var et brud med besparelser, men de reelle tilførelser af midler til Forsvaret kom først sent i den seksårige forligsperiode.

Hjort Frederiksen sørgede for en relativ kort forligstekst, så Forsvaret selv stod med ansvaret for opbygningen af styrkerne. Det var et udtryk for hans tillid til forsvarschef Bjørn Bisserup, der deltog direkte i forligsforhandlingerne, så han kunne svare på de faglige spørgsmål med det samme.

Centralt var etablering af en deployérbar brigade, der skulle leve op til NATO’s krav. Man skulle her opbygge en troppeformation, der kunne indsættes enten samlet eller som mindre enheder. Brigaden skulle indeholde både nye og styrkede kapaciteter – det betød, at der skulle anskaffes bl.a flere operative kampvogne, et jordbaseret luftværn, panserværn til kampbataljonerne, yderligere artilleri, en ekstra opklaringseskadron, yderligere materiel til elektronisk krigsførelse og nye sensorer samt en dronekapacitet. Dertil kom logistik, føringsstøtte, ingeniørmateriel mv., hvor man nu ikke længere skulle være afhængig af allierede. Brigaden skulle være klar i 2024. Og FE’s Center for Cybersikkerhed, der var blevet oprettet i 2012, fik særlig opmærksomhed.

 

Fra 2017 stod det klart, at der var forskellige holdninger til Forsvaret i Finansministeriet, Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet
_______

 

Med forliget tog man et opgør med de ændringer, Forsvaret havde gennemgået fra 2000 og frem. Nu talte man åbent om behovet for en reserve i tilfælde af krig: Til opstillingen af brigaden regnede man med, at hver bataljon skulle have mobiliseringskompagnier med en uddannelsestid på otte måneder og en mobiliseringsforpligtelse på fem år.

Søværnet skulle tilføres missiler, så fregatterne endeligt kunne udfylde deres rolle som områdeluftforsvarsfregatter. Man havde bygget fregatterne, men ikke samtidigt indkøbt de missiler, der gjorde, at de rent faktisk kunne udføre deres opgave med luftforsvar. Det skulle der nu endeligt ændres på. Samtidigt overvejede man at udstyre fregatterne med en strike-kapacitet – dvs. missiler, der (jf. Tomahawk-missilerne) kan ødelægge fjendtlige mål i land.

Men i forsvarskredse var man ikke imponeret over forliget, da det først tilførte midler i sidste del af forliget.

Trine Bramsen siger sandheden

Da Trine Bramsen tiltræder som minister i juni 2019, rammer hun et forsvar og et ministerium med en lang række problemer.

Man stod med en række personelsager blandt de højtstående officerer. Det drejede sig om generalløjtnant Per Ludvigsen, der fik en skriftlig advarsel for grænseoverskridende adfærd. I den såkaldte HC Mathiesen-sag var hærchefen under anklage for at have favoriseret sin kæreste, og have brugt sin sekretær til private formål. Disse sager var med til at underminere forholdet imellem ministeren og forsvarets ledelse.

Men personalesagerne var langtfra det eneste problem. I december 2019 kritiserede Rigsrevisionen Forsvarets Ejendomsstyrelse for bl.a. at opgive urigtige oplysninger, og fremlægge dokumentation for indkøb, der var mangelfuld, misvisende eller ikke-eksisterende. Et af de vigtige punkter i Rigsrevisionens var den manglende funktionsadskillelse, der kunne gøre det muligt at begå bedrageri. I 2023 forklarede en tidligere civil ansat i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, at det i perioden 2014 til 2019 var alment kendt, at man ifbm. indkøb kunne bruge midler på sig selv. Forsvarsministeriet skulle således også kæmpe med bedrageri og korruption.

Fem gange overså departementschefen advarsler om problemer i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse. Det var tæt på at koste departementschef Thomas Ahrenkiel stillingen. Allerede i 2016 havde han haft problemer, da han overfor departementschefen i Statsministeriet ikke havde givet de fulde informationer sin kæreste – hun arbejdede i Forsvarsministeriet, og havde modtaget både en bonus og lønforhøjelsen, som departementschefen var med til at godkende. Kammeradvokaten kritiserede situationen, men fritog Ahrenkiel for en tjenestemandssag.  

Det bør derfor ikke undre nogen, at der fra politisk hold opstod et stigende krav om kontrol og bedre projektstyring i Forsvarsministeriet og dets myndigheder.

Da general Flemming Lentfer tiltrådte som forsvarschef i december 2019, gav han og Trine Bramsen et dobbeltinterview. Heri forklarede Bramsen, at forsvarschefen var en styrelseschef. Senere uddybede hun denne udtalelse på følgende vis overfor OLFI: ”tilbage står, at Forsvaret er en styrelse på lige fod med alle andre styrelser. Det skal gøres klart for alle. Så er der en kultur og en historie, der gør Forsvaret særegent. Men når det handler om administrationen, når det handler om forvaltningen, når det handler om at være en politisk styret organisation, så adskiller ingen af Forsvarsministeriets styrelser sig fra de øvrige styrelser på Slotsholmen”.

Bramsens udtalelse skabte raseri i forsvarskredse, hvor hun blev mødt af massiv kritik. Og hun fastholdt, at Danmark ikke skulle øge tempoet ift. de 2 pct. Som hun udtalte i interviewet: ”Det afhænger fuldstændigt af, hvordan trusselsbilledet ser ud i fremtiden.” Dette var både en udfordring af de ansatte i Forsvaret, men også NATO.

 

Bramsens udtalelse skabte raseri i forsvarskredse, hvor hun blev mødt af massiv kritik. Og hun fastholdt, at Danmark ikke skulle øge tempoet ift. de 2 pct
_______

 

FE-sagen

21. august 2020 oversender Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET) en redegørelse til Forsvarsministeriet. TET meddeler, at man på baggrund af en whistleblower mener, at ”chefen for FE har tilbageholdt centrale og afgørende oplysninger for tilsynet og givet tilsynet urigtige oplysninger om forhold vedrørende tjenestens indhentning og videregivelse af oplysninger.”

Som konsekvens hjemsendes en række medarbejdere i FE – herunder chefen Lars Findsen og den tidligere chef Thomas Ahrenkiel, der ellers var på vej til posten som ambassadør i Berlin.

8. december 2021 anholdes fire personer – ansatte i FE og PET – for at have overtrådt straffelovens §109.7. Tilsyneladende handler sagen om, at der er blevet lækket oplysninger til pressen. På dette tidspunkt har tre lækagesager været offentligt kendt: Sagen om Ahmed Samsam, der efter al sandsynlighed var dansk agent for PET. Han endte i spansk fængsel, hvorefter hans sag blev lækket. Rapporten om Syrien-børnene, som PET ikke anså som farlige, men som børn af IS-krigere var i risiko for at blive hvervet som terrorister. Og samarbejdet i 1990erne mellem FE og USA’s om deling af rådata. Denne sag blev lækket få dage efter, at rapporten fra Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET) blev oversendt til Forsvarsministeriet, og ledelsen i FE blev hjemsendt.

13. december 2021 afgiver FE-kommissionen beretning, der frikender de hjemsendte medarbejdere. De kan derved genindtræde i tjenesten. Men siden den 8. december 2021 har mindst en af dem været anholdt, hvilket offentligheden dog endnu ikke kender til.

Der er efter al sandsynlighed sket det, at de ansatte i FE og Forsvarsministeriet har gjort det rette – dvs. ved at følge fuldt skiftende regeringers politik i forhold til NSA-FE- samarbejdet. Kort efter hjemsendelsen lækkes der oplysninger til pressen – hvad der er en overtrædelse af tavshedspligten. Derved kan der være opstået den situation, at embedsmændene er blevet frikendt, men at en af dem i mellemtiden har begået en forbrydelse ved at have lækket oplysninger til pressen.

Vi finder aldrig helt ud af det, da der ikke er gennemført en retssag. Samtidigt blev det hele endnu mere komplekst, da Claus Hjort Frederiksen i TV2 bekræftede eksistensen af NSA-FE-samarbejdet. Der blev heller ikke gennemført en retssag imod ham.

 

Der er efter al sandsynlighed sket det, at de ansatte i FE og Forsvarsministeriet har gjort det rette – dvs. ved at følge fuldt skiftende regeringers politik i forhold til NSA-FE- samarbejdet
_______

 

Danmark når ikke sine NATO-mål

I oktober 2020 offentliggøres NATO’s Defence Planning Capabilties Review 2019/2020.

Forsvarschef Flemming Lentfer var således ude i november 2021 og meddele, at Forsvaret ikke ville kom på plads og fremhævede fem vigtige brikker i forsvarsforliget. Det skyldtes forsinkelser på materielleverancer og manglende mulighed for at etablere de nødvendige etablissementer. De fem punkter man måtte udskyde var:

– Opbygning af en tredje kampvognseskadron i Holstebro.
– Opbygning af en tredje opklaringseskadron på Bornholm.
– Luftværnskapacitet til brigaden udskydes.
– Opbygning af tredje lette infanterikompagni i Haderslev.
– Øget rådighed over C-130 transportfly.

For den tunge bridagedes vedkommende skred budgettet – med mere end en femdobling fra 4,4 milliarder kroner til 27,4 milliarder. Forsvarschef Flemming Lentfer gik i november 2023 i TV2 og understregede, at han i flere år havde advaret politikerne om, at man ikke kom på plads. Formand for Forsvarsudvalget Rasmus Jarlov gjorde det samtidigt klart, at han ikke var blevet orienteret om, at det ville tage ti år at få brigaden på plads. Han understregede, at han var utilfreds. Men hvem, der holdt på oplysningerne, er usikkert. 

NATO’s Defence Planning Capabilties Review for 2021 og 2022 blev kun frigivet i en meget censureret form. Man valgte fra Forsvarsministeriets side at overstrege vigtige passager i dokumentet. Derved blev det dobbelt pinligt, idet man både censurerede noget, der tidligere havde været offentligt tilgængeligt, og det virkede som om, at man derved ville skjule, at Danmark haltede gevaldigt bagefter, når det kom til de ønskede NATO-styrkemål. Derved skabte man et alvorligt problem: Skatteborgerne skal betale mere i skat til forsvaret af landet, men må ikke få at vide, hvor dårligt det står til. Det kan på sigt udhule tilliden til Forsvaret.

Men da Rusland 24. februar 2022 angreb Ukraine blev hele det sikkerhedspolitiske billede ændret. I Danmark opfatter statsminister Mette Frederiksen meget hurtigt den ændrede situation. Der gennemføres et nationalt kompromis, der skal styrke Forsvaret med en tidshorisonten på ca. ti år. 

Ret hurtigt erkender man i forsvarsforligskredsen, at 2033 er alt for langt ude i horisonten. I løbet af perioden 2022 til 2024 ændres horisonten for en dansk genoprustning markant. Ligeledes tilføres der markant flere midler end oprindeligt skitseret. I skrivende stund er der tale om ca. 200 mia. kr.

Truslen imod Europa blev tydeligere for en lang række politikere, og man ønskede nu meget hurtigt at foretage en genoprustning. Samtidigt ønskede man at kunne levere materiel til Ukraine. Der opstod derved en situation, hvor danske militære lagre blev tømt og hurtigt skulle genforsynes. Forsvarsministeriet og Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse fik således endog meget travlt.

I de første måneder leverede Danmark en række systemer, og i januar 2023 beslutter man sig for at forære Ukraine det danske artilleri. Det var de franske artilleripjecer af typen CAESAR, som nu blev sendt videre til Ukraine, og et hasteindkøb af et nyt artillerisystem skulle foretages.

I løbet af få dage fik FMI en aftale på plads med det israelske selskab ELBIT om levering af ATMOS-artilleri og PULS-raketkastere. Og der igangsættes en meget hurtig anskaffelsesproces. FMI fik opgaven den 4. januar og kunne den 9. januar meddele ministeriet, at man havde en løsning. Det medførte, at man kunne underskrive en aftale den 28. februar 2023. FMI regnede med, at ELBIT kunne levere i løbet af 12 mdr. Herved burde alle være glade. Nu var det ok at købe israelsk.

Men det viste sig, at det hastegennemførte artilleriindkøb ikke hastede så meget, som forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen orienterede Folketinget om. I en senere redegørelse opsummerede ministeren det på følgende vis:

– ”Af aktstykkerne fremgik det fejlagtigt, at kontrakten med leverandøren skulle underskrives inden udgangen af januar af hensyn til tilbuddets gyldighed.

– Folketinget blev ikke fyldestgørende orienteret om, at FMI af tidsmæssige grunde ikke tog fornyet kontakt til alle potentielle leverandører.

– Forligskredsen blev givet et fejlagtigt indtryk af, at Forsvaret ville få stillet et ATMOS-artillerisystem – en såkaldt demonstrator – til rådighed i foråret 2023.

– Folketinget blev ikke orienteret om, at der i begyndelsen af januar blev indgået forlig mellem FMI og Elbit i et sagsanlæg fra 2020.”

En række af fejlene var begået i Forsvarsministeriet. Ikke mindst: Man havde ikke orienteret ministeren ordentligt. Her ligger et centralt problem, da ministeren fuldt ud skal kunne stole på, at han eller hun orienteres fuldt ud af sine embedsmænd.

Den fejlbehæftede ministerbetjening betød, at forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen mistede tilliden til sin departementschef. Han blev ikke fyret, men hjemsendt den 11. august 2023. Derved var der skabt en mistillid imellem forsvarsministeren, hans ministerium og FMI på baggrund af håndteringen af et materielindkøb.

 

Forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen blev ikke fyret, men hjemsendt den 11. august 2023. Derved var der skabt en mistillid imellem forsvarsministeren, hans ministerium og FMI på baggrund af håndteringen af et materielindkøb
_______

 

Nye lækager

Det lykkedes TV2 at få et samarbejde med en eller flere personer i enten Forsvaret eller i Forsvarsministeriet. I hvert fald så rummer TV2’s nyhedsdækning i efteråret 2023 og i foråret 2024 en række dokumenter, der er klassificerede til tjenestebrug eller højere. Det drejer sig om fx Forsvarschefens Militærfaglige Anbefaling. Senere kan man røbe, at Hæren bliver den store vinder i den seneste version af forsvarsaftalen.

Men der ventede også en anden udfordring. I januar 2024 sendte Folketinget en fregat til Rødehavet for at beskytte den internationale skibsfart. Fregatten og dens besætning løste deres opgaver på missionen. Imidlertid havde fregattens systemer en række fejl, og disse fejl orienterede fregattens chef Forsvaret om i et klassificeret NATO-signal. Men forsvarsmediet OLFI fik i april 2024 fat i det klassificerede signal fra fregatchefen ombord på Iver Huitfeldt, og dette kom til at koste forsvarschefen hans job.

Det var ikke lækagen i sig selv, der kostede jobbet, men hvad lækken viste. I Forsvaret havde man fejret den vellykkede operation, men ikke fortalt, at der havde været problemer med forskellige dele af fregattens kampsystemer herunder dens granater, der havde fejl.

Derefter bad Forsvarsministeriet om en redegørelse for forløbet. Den leverede Forsvarskommandoen. Og denne første redegørelse pegede på, at problemerne lå i Forsvarsministeriet: Tilsyneladende var ministeriets embedsmænd orienteret om problemerne, og havde ikke orienteret ministeren. Redegørelsen blev derefter lækket til TV2. Det kunne se ud til, at det var personer i Forsvaret, der lækkede den. Men i Forsvarsministeriet afviste man denne redegørelse, da man ikke kunne genkende forløbet. Det medførte, at man herefter modtog endnu en redegørelse. Denne blev senere oversendt til Folketinget. I denne redegørelse lå fejlen med manglende orientering af forsvarsministeren hos Forsvaret, og ikke i Forsvarsministeriet.

Samlet set var det et mildest talt uskønt forløb. Og dagen efter den første redegørelse – og lækagen til medierne – meddelte forsvarsminister Troels Lund Poulsen den 3. april 2024, at han ikke længere havde tillid til forsvarschefen.

Samtidig kørte Elbit-sagen. Her viste det sig, at det nye artilleri og raketkastere ville være stærkt forsinkede – hvad forsvarsministeren måtte orientere Forsvarsforligskredsen om. Her ligger endnu en problematisk sag, idet ministeriet blev orienteret herom den 18. januar, men først orienterede forsvarsforligskredsen 2. februar. Og hverken forligskreds eller minister blev fuldt ud orienteret.

9. februar orienteres Forsvarsministeriet yderligere af Forsvarskommandoen og fik nu besked om, at artillerisystemet vil være 18 måneder forsinket. Oplysningerne tilgår først ministeren efter seks uger, hvor man i ministeriet har siddet på oplysningerne. Det er ret uhørt, at ministeren ikke orienteres om en sag af denne vigtighed.

 

Det var ikke lækagen i sig selv, der kostede jobbet, men hvad lækken viste: I Forsvaret havde man fejret den vellykkede operation, men ikke fortalt, at der havde været problemer med forskellige dele af fregattens kampsystemer herunder dens granater, der havde fejl
_______

 

Et kæmpe arbejde forude

Jeg kender personligt rigtigt mange af de embedsmænd og officerer, der sidder i ministeriet og i stabene. Det er dygtige og meget arbejdsomme mennesker, men noget er gået galt. Rigsrevisionen har bl.a. i deres rapport om købet af F-35 peget på, at beregningerne ikke virker sandsynlige. Der var en proces, hvor man både ødelagde den militærfaglige vurdering og den økonomiske beregning, fordi man ønskede et særligt resultat, som man anså for politisk muligt.

Der ligger med andre ord et kæmpe arbejde forude for ledelsen både i Forsvaret og i Forsvarsministeriet, hvor man har været ramt af markante forvaltningsmæssige udfordringer. Det går ikke, hvis den eksisterende arbejdsform får lov til at fortsætte.

Grundlaget for et velfungerende bureaukrati er troværdighed og transparens. En vej frem er, at man fra ledelse i både ministerium og kommandoer tydeliggør de beslutninger, hvor ledelsen i de store sager foretager det endelige valg. Politisering skal ske på det politiske niveau – ikke tidligere.

Det er også vigtigt, at man får adskilt faglighederne: Økonomer skal styre økonomi, jurister jura etc. Det lyder indlysende, men det bør fx afspejle sig i organisationernes opgaver. Skal Forsvarsministeriet fx have kontorer eller teams for militære operationer? Eller bør det ligge hos de underliggende myndigheder, hvor der er den nødvendige faglighed? Umiddelbart lyder det tiltalende for forsvarsministeriet at have kontrol med de militære operationer, men det kunne man kun, dengang der var de internationale operationer. I fremtiden risikerer vi alle, at Forsvaret skal indsættes i en fuldskala krig sammen med vores allierede i NATO. Her vil der være brug for en helt anden struktur.

Forsvarsministeren skal i fremtiden rådgives af Forsvarschefen om Forsvaret, Forsvarschefen skal have ansvaret for hele Forsvaret, og det gør, at fx operationer skal underlægges en ny stilling, hvor en person med admiral / generals rang har ansvaret for indsættelsen af Forsvarets operative styrker i en samlet ramme.

Det er helt åbenlyst, at Forsvarsministeriet ikke fangede den sikkerhedspolitiske kursændring, politikerne foretog i 2014 og i årene fremefter.

Der er behov for, at der meget tæt på ministeren er en dedikeret enhed, der analyserer strategi fremadrettet. Indtil for nyligt var strategi en del af ministeriets center for økonomi. I dag synes der ikke at være en dedikeret enhed til strategi – og dét giver ikke ministeren den nødvendige sikkerhedspolitiske horisont.

Igennem mange år har der udviklet sig en kultur, hvor mange lækker oplysninger. Det er med til at skabe en meget dårlig stemning imellem minister, ministerium og underliggende myndigheder. Skal det stoppes, vil det kræve en kulturændring. Og det forudsætter selvfølgelig, at lederne ikke selv bruger det at lække som et redskab i interne eller eksterne magtspil.

Samtidigt med at – i egen interesse – lækker oplysninger, klassificerer/censurerer man andre dokumenter. Det skaber et alvorligt samlet troværdighedsproblem. Borgerne må vide, hvad deres midler bruges på – ellers vil de ikke være med. Det betyder fx, at NATO’s kapacitetsvurdering af Danmark – selvom den er pinlig at få ud – må offentliggøres. Ellers udhuler man tilliden til Forsvaret.

Der er behov for at lave en klar funktionsadskillelse mellem Forsvaret og Forsvarsministeriet. Sidstnævnte skal skabe politik og styre politik – og formulere en strategi for dét. Forsvaret skal gennemføre den politik, som Forsvarsministeriet og Folketinget ønsker. Til gengæld er det her, man skal finde den militærfaglige rådgivning og styringen af de konkrete operationer.

En stor del af problemerne opstod, da truslen mod Danmark forsvandt. Man holdt op med at se Forsvaret som et hele til at fokusere på at udsende mindre enheder – eller indsætte dem i bevogtning af terrormål. Selve de militære opgaver løste man godt, men det var en indsats, der fandt sted på enhedsniveau – hvor det ikke var det samlede forsvar, der skulle agere.

Med Ukrainekrigens start i 2022 blev situationen en helt anden. Nu risikerer vi, at hele Forsvaret skal indsættes på én gang i et forsvar af Danmark og/eller vores allierede. ■

 

I fremtiden risikerer vi alle, at Forsvaret skal indsættes i en fuldskala krig sammen med vores allierede i NATO. Her vil der være brug for en helt anden struktur
_______

 

Lars Bangert Struwe (f. 1968) er generalsekretær i den sikkerhedspolitiske tænketank Atlantsammenslutningen. Han er ph.d. og har bl.a. været forsker og fungerende kontorchef i Forsvarsministeriet.

ILLUSTRATION: Helikopterflyvning mod Al Asad-luftbasen i Irak, 11. april 2022, under forsvarsministeren Morten Bødskovs besøg [FOTO: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland