Lars Bangert Struwe: Når vestlige ledere påstår, at Rusland ikke kan besejres, bør de få deres skolepenge tilbage
10.09.2024
Der er sneget sig en forestilling ind om, at Rusland er så stort og magtfuldt, at mindre stater ikke kan slå det. Men det er faktuelt forkert. For historien viser, at mindre magter godt kan få Rusland til at trække sig tilbage og endda bryde sammen.
RÆSONS KOMMENTARSERIE er vores debatformat og udenfor betalingsmuren – takket være vores abonnenter. RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge samt rabatter, fordele og fribilletter til udvalgte arrangementer). Klik her og se mere
Kommentar af Lars Bangert Struwe
I Europa (og nok også i Rusland) er der i nogle kredse en forestilling om, at Rusland ikke kan tabe militært. Det er bl.a. det, som den tyske udenrigspolitiske ordfører, Ralf Stegner fra SPD, for nyligt har udtrykt. I Tyskland synes socialdemokratiet præget af en defaitistisk tilgang til muligheden for sejr og håbet om en hurtig fred. Det præger også kansler Scholtzs politik og udtalelser. Tanken kan også findes bl.a. i Rusland, hvor man taler om, at ’general vinter’ slår modstanderne.
Det er klart, at hvis vi ikke støtter Ukraine, så kan de ikke vinde, men den bagvedliggende forståelse er den, man bør se på: Rusland er så stort og magtfuldt, at mindre stater ikke kan slå det. Men det er faktuelt forkert. Historien viser, at mindre magter godt kan få Rusland til at trække sig tilbage og endda bryde sammen.
Den russiske sejrsforståelse bygger særligt på to krige: Anden Verdenskrig og Napoleons felttog i 1812. I begge krige gik store hære til i den russiske vinter. Men der er andre eksempler på, at Rusland led nederlag og brød sammen. Intet er givet på forhånd.
I tre tilfælde inden for de seneste 120 år har krige påført Rusland så meget skade, at det enten måtte trække sig ud af konflikten, at der opstod revolte eller at Rusland brød helt sammen.
Og jo, Rusland har også sejret – men det er et broget billede. I 2. Verdenskrig sejrede Sovjetunionen over Nazityskland, men med hjælp fra de vestlige allierede. Her brugte man umådelige ressourcer, og det lykkedes at vinde. Det drejede sig bl.a. om 400.000 jeeps og lastbiler, 14.000 fly, 8.000 traktorer, 13.000 kampvogne, 15 millioner par militærstøvler og 4,5 millioner tons mad. Så det var ikke Sovjetunionen alene, der sejrede. Senere havde Sovjetunionen en række militære operationer ind i deres vasalstater som Tjekkoslovakiet. Også her sejrede man, men det var ikke reel krig.
Skruer man tiden længere tilbage udbrød der krig imellem Rusland og det fremadstormende Japan i 1904, der handlede om kontrollen med Manchuriet og Korea. Japan satte et overraskelsesangreb ind imod den russiske flåde, og efter et års belejring lykkedes det Japan at indtage den russiske flådebase Port Arthur. Krigen kostede Rusland dets flåde både i Asien og Østersøen.
Historien viser, at mindre magter godt kan få Rusland til at trække sig tilbage og endda bryde sammen
_______
Regeringer eller regenter kan blive styrket eller falde på grund af krigslykken. Arbejderuro og den dårligt førte krig imod Japan var udløsende faktorer for uro i Rusland i 1905, hvilket blev forløberen for revolutionen i 1917. Krig og sociale transformationer har altid gået hånd i hånd.
Da Rusland kastede sig ind i Første Verdenskrig, lykkedes det for de russiske styrker at presse de østrig-ungarske styrker. Til gengæld led man nederlag til de tyske. I sommeren 1916 igangsatte Rusland den velforberedte Brusilov-offensiven – opkaldt efter offensivens leder general Aleksei Alekseyevich Brusilov. Den var koordineret med Ruslands allierede i Vesteuropa og betød, at Tyskland trak styrker fra deres angreb på de franske styrker ved Verdun til Østfronten.
Da offensiven stoppede i september 1916 havde Rusland nået målet med at afbøde trykket på Frankrig ved Verdun, men samtidigt havde de russiske styrker nået deres kulminationspunkt. Der var ikke mere kampkraft tilbage i de russiske styrker og ønsket om fred spirede frem. Nu mistede Rusland sin kraft og tusinder deserterede. Og netop de utilfredse soldater og matroser var en del af rygraden i den russiske revolution. Det var fra krydseren Aurora, at signalet til de revolutionære blev affyret. Det blev også tegnet til, at Ruslands krigsindsats brød sammen, hvorefter de måtte underskrive den hårde Brest-Litovsk-freden med Tyskland i marts 1918.
Og senere, da det kommunisten parti i Afghanistan greb magten ved et kup i 1978, og Sovjetunionen året efter rykkede ind over den afghanske grænse, blev det starten på 10 års krig. Og da Sovjetunionen erkendte sit nederlag og trak sig ud af i 1989, var det med til at destabilisere landet. Historiske dokumenter viser, at CIA fulgte nøje med, hvordan krigen afledte protester i Rusland.
I nyere tid har Rusland været involveret i en række krige siden 1991, men disse har ikke været ført på russisk territorium. Ukrainernes angreb ind i Kursk viser, at krigen er den første, der nu rammer russisk territorium med andet end terror. Hvordan vil det påvirke Rusland internt? Både den amerikanske og britiske efterretningsvæsen, CIA og MI6, har i Financial Times fortalt om stigende usikkerhed i ledende kredse. CIA-direktør William Burns sagde i interviewet, at Kursk var en signifikant taktisk sejr, der havde boostet ukrainernes moral og samtidigt udstillet Ruslands svaghed. Han fortsatte: “rejser spørgsmål … I den russiske elite om, hvor det her er på vej hen”. Det er et tegn på, at krigen nu rykker ved Putins position.
Kan krigen værre med til at underminere det russiske styre? Vi ved det endnu ikke. Til gengæld må vi i Vesten huske, at Rusland ikke altid vinder. Og ikke mindst at Rusland flere gange er blevet alvorligt ramt af deres krige, og at det har medført sammenbrud. Det er ikke hver gang, at Rusland har kunnet påføre dets fjender et nederlag som i 1812 eller i 1945. ■
Det er ikke hver gang, at Rusland har kunnet påføre dets fjender et nederlag som i 1812 eller i 1945
_______
Lars Bangert Struwe (f. 1968) er generalsekretær i den sikkerhedspolitiske tænketank Atlantsammenslutningen. Han er ph.d. og har bl.a. været forsker og fungerende kontorchef i Forsvarsministeriet.
ILLUSTRATION: Moskva, 9. maj 2024: Putin overværer militærparaden ved sejrsdagen, der markerer Sovjetunionens besejring af Nazityskland [FOTO: Maxim Blinov/AP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
