Lars Bangert Struwe: De røde linjer, der forsvinder i Ukraine
15.05.2024
Der sker en voldsom udvikling i disse uger i Europa. Politikere overvejer nu seriøst at sende styrker til Ukraine, og at skabe et luftforsvar fra NATO-lande, der dækker dele af Ukraine. I NATO gælder det nu om at samle trådene og finde en vej for alle allierede.
RÆSON Opinion f Lars Bangert Struwe, generalsekretær, ph.d. Atlantsammenslutningen
Da russiske kampvogne rullede ind i Ukraine, pålagde europæiske og amerikanske politikere sig selv en række restriktioner. Man vil ikke lave en no-flight zone, man ville kun levere lette forsvarsvåben, man ville ikke levere fly, osv. Alle disse forbehold er nu under forandring, og der tales åbent om både luftforsvar og soldater til Ukraine.
På slagmarken lider Ukraine lige nu nederlag og trækker sig langsomt tilbage. Samtidigt har europæiske politikere og NATO’s generalsekretær gentagne gange sagt, at Ukraine kamp for frihed er vores kamp for frihed. Senest gentog statsminister Mette Frederiksen dette på Copenhagen Democracy Summit i går den 14. maj.
Vestens politikere har således bundet sig tættere og tætter til en ukrainsk succes – eller i hvert fald, at Ukraine ikke må tabe og blive løbet over ende. Det giver en ny dynamik i hele det sikkerhedspolitiske spil, hvor Europa agerer langt mere aggressivt end USA. USA er ved at være lammet på grund af det amerikanske præsidentvalg. Derfor var den amerikanske støttepakke til Ukraine efter al sandsynlighed den sidste i år.
”Boots on the ground” – soldater på jorden – er hidtil blevet udelukket, men en række nye meldinger rokker ved denne position. For det første er der faktisk allerede styrker på jorden i Ukraine. Siden 2023 har der været rygter om specialoperationsstyrker og andre styrker på jorden i Ukraine, og i februar 2024 bekræftede Storbritannien, at en mindre britisk styrke er til stede i Ukraine for at støtte det ukrainske forsvar. Dengang afviste man at indsætte større styrker på jorden, men ikke desto mindre er styrkerne til stede.
”Boots on the ground” – soldater på jorden – er hidtil blevet udelukket, men en række nye meldinger rokker ved denne position
_______
Præsident Macron meddelte i februar 2024, at han ikke ville afvise tanken om franske soldater i Ukraine. Det gav en voldsom tysk reaktion, hvor kansler Scholtz afviste tanken om at sende soldater til Ukraine.
Scholtz er imidlertid nu ved at blive udfordret på sin position. Tyske politikere på tværs af partierne – fra De Grønne og CDU – overvejer i disse dage, om man kan skabe et europæisk luftforsvar af den vestlige del af Ukraine. Tanken er at placere luftforsvarssystemer i Polen, Slovakiet, Ungarn og Rumænien tæt på grænsen til Ukraine. Disse ville kunne bruges til at nedskyde russiske missiler og droner. Derved kunne Ukraine flytte dele af sit luftforsvar, og samlet få et langt stærkere dække over den østlige del af Ukraine. Og det er der brug for. Ukraines succesrate med nedskydning af missiler er faldet fra 73 pct. til nu kun 30 pct.
Også i Baltikum ses en ny udvikling. I Estland overvejer politikerne seriøst, som det skrives, om de kan sende tropper til Ukraine, hvor de kan operere i baglandet og ikke ved fronten. På tilsvarende vis er Litauen i gang med overvejelser om, om man skal sende tropper på træningsmissioner til Ukraine.
I USA afviser Biden-administration at sende tropper til Ukraine. Man vil gerne støtte Ukraine med militære forsyninger, men ikke med tropper. Denne position er lige nu også NATO’s. Her afviser man at sende tropper til Ukraine, og nogen arbejder for, at det bliver en del af udmeldinger på det kommende NATO-topmøde i Washington.
Imidlertid så er der en gruppe af stater, der presser på for, at NATO overvejer alle muligheder for at ændre sin position og støtte Ukraine endnu mere.
Således kan den italienske avis Corriera della Serra rapportere, at man i NATO arbejder med en plan med navnet ”Mission Ukraine”. Det er næppe tilfældigt, at planen er faldet i italienske hænder, idet den skitserer en løsning, der udelukker NATO-styrker i Ukraine. Løsningen til NATO-topmødet synes lige nu at være, at NATO påtager sig en mere central rolle. Der skal skabes en række strukturelle mekanismer, der kan fungere på mellemlang og lang sigt – og dermed sikre støtten til Ukraine også efter et eventuelt valg af Donald Trump som præsident.
Planen har tre elementer: For det første vil NATO etablere en fond, der skal sikre en forud etableret og konstant strøm af penge til at investere i våben og ammunition til Ukraine. For det andet skal støtten, der før var koordineret via Ramstein-kontaktgruppen, afløses af en NATO-koordination. Endeligt for det tredje så skal lederen af NATO’s centrale militære kommando i Europa – SHAPE – have langt mere kontrol. Derved flyttes en del af opgaverne fra Pentagon og til den amerikanske øverstbefalende i Europa.
Der er lige nu en tendens til såkaldt mission-creep, hvor indsatsen over for Ukraine langsomt udvikler sig. Det skete bl.a. for USA i Vietnam, hvor man startede med få militære rådgivere, og endte med mere end 500.000 mand deployeret. I Europa ønsker nogen langt mere handling end hidtil, imens andre kæmper imod. Der er en kamp om de røde linjer. Der er allerede mindre enheder af soldater fra NATO-stater i Ukraine allerede, og lige nu udgøres den røde linje af indsættelsen af større militære styrker i Ukraine. Spørgsmålet er, hvor lang tid holder denne røde linje? ■
Lige nu udgøres den røde linje af indsættelsen af større militære styrker i Ukraine. Spørgsmålet er, hvor lang tid holder denne røde linje?
_______
Lars Bangert Struwe (f. 1968) er generalsekretær i den sikkerhedspolitiske tænketank Atlantsammenslutningen. Han er ph.d. og har bl.a. været forsker og fungerende kontorchef i Forsvarsministeriet.
ILLUSTRATION: Det Baltiske Hav, 8. juni 2022: Det amerikanske amfibieskib USS Kearsarge under en NATO-øvelse [FOTO: Stoyan Nenov/Reuters/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
