Kristoffer Høyrup Sørensen: Folkeskolen svigter sin opgave, fordi vi svigter folkeskolen

06.09.2024

Inklusion er blevet en tidsel i den danske folkeskole. Et øget fokus på inklusion af de få er sket på bekostning af undervisningskvaliteten og trivslen for de mange. Inklusion bør ikke blot handle om at få børnene ind i klasselokalet, men om at give dem de rette betingelser for at trives og lære i klasselokalet.  

Denne artikel bringes i RÆSONs nye serie om dannelse, uddannelse og demokrati. Se overblikket over artiklerne her.

Kommentar af Kristoffer Høyrup Sørensen

Vi står midt i en tid, hvor forskellene mellem børn og unge bliver større. Samfundets ulige vilkår siver ind i klasseværelserne, og vi oplever en skole, der kæmper for at inkludere alle, men ofte mangler de rette ressourcer. Dertil er kommunerne pressede af stramme budgetter, mens politikerne taler højt om velfærd og lighed i valgkampe. Alle reformer af folkeskolen har haft en ambition om at fremme ligheden i skolen, men trods idealerne og uddannelsesmålsætningerne er uligheden stigende i den danske folkeskole. Men spørgsmålet er, om vi reelt ønsker et lige samfund – og om vi som borgere, politikere og forældre også handler derefter?

Hvis vi virkelig ønsker et samfund, hvor alle børn – uanset baggrund, evner eller udfordringer – kan få lige adgang til uddannelse, så skal vi starte med at sikre, at folkeskolen får de nødvendige betingelser. Det kræver ikke bare penge, men også en ny og udviklende tilgang til inklusion og pædagogik.

Inklusion er blevet en tidsel i den danske folkeskole.

Vi har set ønsket om inklusion vokse over tid. I 2012 vedtog Folketinget en lovændring om øget inklusion i den danske folkeskole. Lovændringen betød, at flere elever med særlige behov skulle inkluderes i folkeskolens almindelige klasser, samtidig med at deres og de andre elevers faglige resultater skulle forbedres, og en høj trivsel skulle sikres. I forbindelse med lovændringen fik kommunerne mere fleksible muligheder for at tilrettelægge undervisningen på måder, der bedre kunne understøtte inklusionsarbejdet. Disse ændringer blev betegnet ”omstilling til øget inklusion”. Men vi mangler som samfund at forholde os til, og at kræve, at vi – folkeskolen – har ressourcerne, rammerne og betingelserne for at inkludere eleverne på en menneskelig og fagligt rimelig måde. Vi har med forsker Lotte Hedegaard Sørensens ord: ”…overladt det, der i virkeligheden er en stor politisk opgave, til skolen og lærerne uden at bakke dem ordentligt op med ressourcer, efteruddannelse og gode arbejdsvilkår.”

Hun påpeger derudover, at der er en tendens til, at målet om faglige resultater og ønsket om styring af folkeskolen har overskygget potentialet og mulighederne i pædagogikken og deltagelsesbetingelserne for eleverne i den undervisning, de præsenteres for. Hvad blev der af pædagogikken og didaktikken? Hvordan sikrer vi, at børn lærer og trives i et fællesskab, hvor alle kan være med? Hvorfor vejer vi ikke pædagogikken tungere og fokuserer på at tilpasse undervisningen, så eleverne rent faktisk kan deltage i fællesskabet? Hvis vi investerede mere i at tænke børnene ind i pædagogiske rammer, der understøtter deres forskelligartede behov, kunne vi reducere problemadfærd, før den vokser sig uhåndterbar. Inklusion bør ikke blot handle om at få børnene ind i klasselokalet, men om at give dem de rette betingelser for at trives og lære i klasselokalet.

Forskerne Thomas Engsig og Mette Molbæk har stillet det vigtige, men lidt modige spørgsmål: Hvorfor har vi som samfund valgt at diagnosticere børn og unge, som har det svært i skolens fællesskab, og placere dem i særlige tilbud? Burde vi ikke i stedet arbejde for, at folkeskolen kan rumme dem? At styrke skolens fællesskab kan og bør være en prioritet – men det kræver vilje, ressourcer og nytænkning. diagnosticerer?

 

Hvis vi investerede mere i at tænke børnene ind i pædagogiske rammer, der understøtter deres forskelligartede behov, kunne vi reducere problemadfærd, før den vokser sig uhåndterbar
_______

 

Privatskolerne kan ikke ignoreres

Tiden i folkeskolen spiller en afgørende rolle i udviklingen af vores børn og unge, men de kommer ikke alle ind i skolen med de samme forudsætninger. En væsentlig del af disse forskelle kan tilskrives deres sociale baggrund. Folkeskolerne opdeles i stigende grad på baggrund af sociale klasser. Dette skyldes blandt andet, at hvert tredje barn fra overklassen og hvert fjerde fra den højere middelklasse vælger privatskole. Folkeskolen har en forpligtelse til at inkludere alle elever, uanset deres sociale, fysiske eller kognitive forudsætninger. Der er særlige krav til inklusion af elever med særlige behov. I privatskoler er der færre krav til inklusion af elever med særlige behov, og privatskoler kan i højere grad vælge, hvilke elever de optager. Ligeledes er der forskel i tilsynskravene, hvor der hersker et mere fleksibelt tilsyn for privatskolerne.

Når privatskoler afviser eller smider elever ud, står folkeskolen tilbage med en sværere opgave, som den skal løse for samfundet. Folkeskolen skal kunne løse dette som folkets skole, men må have rimelige betingelser og levevilkår. Det er nogle af de mest sårbare børn og unge, der bliver tilbage i folkeskolen, og det er her, den sociale ulighed manifesterer sig tydeligst. Privatskolerne mangler i mange tilfælde et strukturelt socialt ansvar. Kræver vi reelt det samme af privatskolerne, som vi gør af folkeskolen? De må også tage del i opgaven med at sikre, at alle børn har lige muligheder for at lykkes. For når folkeskolen svækkes, svækkes hele samfundet, da borgerne får ulige betingelser for at lykkes. I forskningslitteraturen kalder man det for ”Matthæus-effekten”, som stammer fra det bibelske udsagn: ’Den der har, til ham skal der gives’. Vi må som samfund vender denne på hovedet og sigte efter den omvendte ”Matthæus-effekt”, hvor vi har social omfordeling af ressourcerne i skolen, så de, der har mindst, får mere, og de, der har mest, får mindre. Derfor må det være rimeligt at sikre, at folkeskolen har, både i ord og handling, rimelige betingelser for at lykkes med de elever, som ikke kan finde andre tilbud, af forskellige årsager. Det er aldrig elevens skyld, og hvis man stadig vil mindske den sociale ulighed, så må man – fra politisk hold – tage ansvar herfor. Et sted kunne være at kigge på tilskuddet. Jeg tror fortsat de forældre, der ønsker privatskolerne, vil have råd hertil, alt imens forudsætningerne for de hjem, hvor den mulighed ikke findes, forbedres.

Men hvad gør vi så?

Vi kan ikke vente på, at en økonomisk komet ændrer alt. Vi må handle nu. Det kræver, at vi ændrer, hvad vi måler vores skoler og lærere på. I stedet for at fokusere ensidigt på faglige resultater, bør vi måle på, hvordan vi får alle børn med – uanset deres baggrund eller udfordringer. Lærere, der kender til Ross Greenes filosofi, ved, at når børn oplever mestring og motivation, så mindskes problemadfærden, som vil spare samfundet for både moralsk og økonomisk samvittighed.

Regeringen har en målsætning om, at mindst 90 pct. af de 25-årige i 2030 skal have gennemført en ungdomsuddannelse, og at andelen af unge uden tilknytning til uddannelse eller arbejdsmarked skal halveres. Alligevel er der stadig en stor gruppe unge i Danmark, der er uden for uddannelse og beskæftigelse, og som for nogles vedkommende har svære sociale problemer som bl.a. afhængighed af rusmidler, psykisk lidelse og hjemløshed. Vi har brug for flere ressourcer til at støtte op om inklusion og pædagogiske tiltag, der bygger på praksisnære løsninger, og dermed skaber bedst mulige forudsætninger for at disse elever har betingelserne for at undgå problemadfærd, mistrivsel og udsathed. Det kræver også gode betingelser for ungdommens uddannelsesvejledning.

Initiativer, som det hed en gang, og tværfaglige inklusionsteams som PPR, som jeg selv var en del af i Aalborg, der arbejder direkte ude i skolerne med henblik på ændring af de praksisnære rammer og perspektiver på opgaven, er vejen frem. De går ind som praktikere og støtter lærerne og pædagogerne med at skabe et miljø, hvor alle børn trives og lærer. Sådanne tilbud skal der være flere af, hvis vi skal sikre et inkluderende og lige samfund.

Så lad os tage ansvaret på os. Hvis vi ønsker et lige samfund i praksis, skal vi handle. Det kræver, at vi som borgere, forældre og politikere arbejder for at give folkeskolen de rette betingelser for at kunne tilpasse undervisningen til den enkelte elev – uden at det sker på bekostning af fællesskabet. Lighed er ikke kun et ideal – det er en opgave, vi alle må påtage os. ■

 

Lighed er ikke kun et ideal – det er en opgave, vi alle må påtage os
_______

 

Kristoffer Høyrup Sørensen (f. 1987) er uddannet folkeskolelærer og hovedbestyrelsesmedlem i Danmarks Lærerforening. ILLUSTRATION: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)

Apropos denne artikel:

Geopol Live med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Zelenskyj omdanner sin regering. Men forbereder han sig på krig eller fred?

Lykke Friis: Vi er vidner til en splintring af Tysklands partisystem

FOR/IMOD: Atomkraft i Danmark? Med Samira Nawa (B) & Steffen Frølund (LA)

Peter Lautrup-Larsen: Løkke risikerer mere end en vælgerøretæve. Krisen i partiet truer også hans fortsatte betydning i dansk politik

Jens Worning: Er Ukraines vestlige allierede ved at skifte holdning til krigen?

Mads Jedzini: Forandringen, der er på vej i tysk politik, kommer fra venstrefløjen. Det bliver bare ikke den forandring, som venstrefløjen har håbet