Klaus Krogsbæk: Vi tror, at Putins atomtrusler er bluff. Det er en fejl

Klaus Krogsbæk: Vi tror, at Putins atomtrusler er bluff. Det er en fejl

12.03.2024

.

Atomafskrækkelsen er centralnerven i den russiske selvforståelse som verdensmagt. Den er svækket af krigen og skal derfor genoprettes. Spørgsmålet er, om det kan ske på anden måde end netop ved at anvende atomvåben?

RÆSON Opinion af Klaus Krogsbæk, fhv. konsulent i LO-fagbevægelsen, socialdemokrat og aktiv i Forbyd Atomvåben

Den 3. januar 2022 erklærede USA, Rusland, Frankrig, Storbritannien og Kina i fællesskab, at de ville gøre alt for at undgå en krig imellem atommagter. Sammen bekræftede de Ronald Reagan and Mikhail Gorbatjovs ord fra 1985 om, ”at en atomkrig ikke kan vindes og aldrig må udkæmpes”. Og de lovede at være ”fast besluttet på at føre en konstruktiv dialog med gensidig respekt og anerkendelse af hinandens sikkerhedsinteresser og bekymringer”.[i]

Knap to måneder senere, den 24. februar, gik Rusland ind i Ukraine og dialogen, respekten og anerkendelsen forsvandt som dug for solen – afløst af krig, oprustning og tiltagende spændinger. Og værst af alt blev atomtruslen igen reel.

I løbet af krigen har Rusland flere gange truet med brug af atomvåben. Allerede på dagen for invasionen advarede præsident Putin Vesten mod at blande sig, for så ville reaktionen falde prompte og blive uden historisk sidestykke, slog han fast med slet skjult henvisning til landets store atomarsenal.

Seneste advarsel kom den 29. februar i år i præsidentens årlige tale til den lovgivende forsamling, hvor Putin med reference til Vestens aktuelle engagement i Ukraine konkluderede: ”De må forstå, at vi også har våben […] der er i stand til at ramme mål på deres territorium. Alt, hvad de opfinder nu, skræmmer verden med truslen om en konflikt, der involverer atomvåben, hvilket potentielt betyder enden på civilisationen – indser de ikke dette?”[ii]

Uklarhed som princip

Under hele krigen har der været megen spekulation om den røde linje: Hvornår kunne Rusland finde på at anvende atomvåben? Den russiske atomvåbendoktrin slår fast, at atomvåben kan anvendes i tilfælde af aggression mod Rusland, og hvis statens eksistens er truet. Men præcist hvad, det betyder, er et åbent spørgsmål.[iii]

Uklarhed har alle dage været en del af atomtruslen. Under Den Kolde Krig var atomtrusler et led i NATOs doktrin om ’flexible respons’. Ideen var at gøre det klart, at man i tilfælde af et angreb mod et NATO-land var rede til – om nødvendigt – at anvende atomvåben, men at lade de præcise betingelser for anvendelsen stå hen i det uvisse.

Vi behøver derfor ikke at fokusere på Putins særegenheder for at konkludere, at brug af atomvåben er mulig; det er faktisk en mainstream doktrin blandt atomvåbenmagter. Som professor i international sikkerhed og strategi Patrick Porter understreger: ”Når disse [atomvåbenmagter, red.] står over for udsigten til et konventionelt nederlag, og der står meget på spil, kan de være fristet til at bruge dem.”[iv]

 

Vi behøver ikke at fokusere på Putins særegenheder for at konkludere, at brug af atomvåben er mulig; det er faktisk en mainstream doktrin blandt atomvåbenmagter
_______

 

Taurus-dilemmaet

I dag står Rusland dog ikke til at tabe krigen. Om situationen på slagmarken vil ændre sig, og Ukraine igen kan komme i offensiven, afhænger ikke mindst af den vestlige hjælp. Som bekendt mangler den ukrainske hær først og fremmest ammunition, men også luftforsvar, bevæbnede droner og langtrækkende missiler.


Og især de sidste har i de seneste uger været genstand for stor debat i Tyskland. Man har diskuteret mulig levering af Taurus-missiler, der kunne være med til at styrke Ukraines fortsatte pres på Ruslands sortehavsflåde og på halvøen Krim. De tysk-svenske missiler kan med stor præcision ramme mål op til 500 km væk og ville således kunne ramme Moskva og andre mål dybt inde i Rusland.

Forbundskansler Scholz har dog afvist at levere missilerne med henvisning til, at tyske soldater er nødvendige for at programmere og målindstille dem.[v] Og selv om dette måske kunne ske på tysk jord, og selv om det folkeretligt nok ikke vil gøre Tyskland til krigsdeltager, og selv om Storbritannien i forvejen gør noget lignende – ja, så vil kansleren ikke risikere at vikle Bundeswehr ind i krigen. Så han siger nej.

Vestlige tropper i krig?

Scholz’ nej til at levere missilerne er skidt for den ukrainske krigsførelse, men godt for at kunne holde Tyskland ude af krigen. Taurus-problematikken rejser derfor det helt afgørende spørgsmål: Kan Ukraine vinde krigen, samtidig med at Vesten holder sig ude af den? Ja, siger de fleste vestlige ledere, når bare vi skruer op for leverancerne. Men den militære situation er ikke god, og tvivlen nager.

Ikke mindst hos Frankrigs præsident Macron, som mener, at ”vi helt sikkert nærmer os et øjeblik for Europa, hvor det bliver nødvendigt ikke at være kujon”;[vi] underforstået at vi nærmer os det punkt, hvor Vesten skal træffe beslutning om at sende egne tropper til Ukraine. ”Intet bør udelukkes,” sagde han i en kommentarer, der udløste en mindre tumult blandt de øvrige europæiske regeringschefer.[vii]

Statsminister Mette Frederiksen udelukker da heller ikke denne mulighed. På spørgsmålet om, hvordan hun kan vide, at det ikke ender med, der er brug for danske soldater på landjorden i Ukraine om et år eller to eller tre, svarer hun: “Det kan jeg ikke vide. Jeg håber også, at jeg udtrykker mig på en sådan måde, at tingene er ikke stationære.”[viii]

Scholz vil dog ikke være med. I en ’Kanzler kompakt’-meddelelse på ’X’ slår han fast, at der nu er behov for at forstærke støtten til Ukraine med ammunition og våben. Men også at NATO hverken er eller bliver direkte deltager i krigen – ”keine Kriegspartei”. Som kansleren understreger: ”For at sige det klart og tydeligt: Som tysk forbundskansler vil jeg ikke udsende Bundeswehr-soldater til Ukraine. Det er sikkert. Det kan vores soldater stole på. Og det kan De stole på.”[ix]

Men, vil de mest ivrige alligevel spørge, hvorfor ikke gøre en dyd ud af nødvendigheden? Skal Ukraine have en reel chance i krigen, må Vesten levere avancerede våbensystemer. Disse kræver imidlertid en integreret vestlig ekspertise, som risikerer at gøre os til direkte krigsdeltagere; om ikke i folkeretlig forstand, så i hvert fald i Ruslands øjne. Så hvorfor ikke gå linen ud og sende tropper afsted, spørges der rundt omkring i Vestens hovedstæder?

Atomtruslen vokser

Sender man tropper afsted, vil der selvfølgelig blive tale om en drastisk optrapning; også selv om det ikke vil blive NATO-tropper, men måske snarere en slags ’coalition of the willing’. Risikoen for, at Rusland kan finde på at bruge atomvåben, vil stige – ligesom den vil stige, hvis det for alvor lykkes for Ukraine at trænge russerne i defensiven. Som lektor Peter Viggo Jakobsen har sagt det: ”Selvfølgelig vil de [russerne] benytte atomvåben, hvis det er deres sidste udvej for at undgå at miste Donbas og Krim. Folk, der siger andet, forstår hverken krigens eller russernes logik.”[x] Og ifølge en ny rapport i New York Times forberedte den amerikanske regering sig faktisk på et russisk atomangreb i Ukraine i slutningen af 2022, da det netop gik godt for Ukraines modoffensiv i øst.

En forøget atomtrussel er imidlertid ikke forbeholdt disse scenarier, men er ganske enkelt en del af krigen. Hidtil har Vesten dog kunnet gå stik imod Ruslands eksistentielle interesser og optrappe sit eget engagement i krigen uden at overskride Kremls atomtærskel.

Medlem af Ruslands udenrigs- og forsvarspolitiske råd Dmitri Trenin vurderer det således: ”Faktisk har USA nu stillet sig selv en opgave, som var utænkelig under Den Kolde Krig: At besejre en anden atomsupermagt i en for denne strategisk vigtig region – uden at ty til atomvåben, men kun ved at bevæbne og kontrollere et tredjeland.”[xi]

Med krigen er det altså lykkedes for Vesten at svække nytten af Ruslands atomafskrækkelse. Det står i dag smerteligt klart for russerne. Atomafskrækkelsen er centralnerven i den russiske selvforståelse som verdensmagt. Derfor skal den genoprettes. Spørgsmålet er, om det kan ske på anden måde end netop ved at anvende atomvåben?

Rusland vil have krigen afgjort til sin fordel. For at genoprette sin atomare afskrækkelsesevne og status som verdensmagt. Og fordi landet ikke vil drænes for økonomiske ressourcer og politisk opmærksomhed.

Risikoen for brug af atomvåben fortsætter derfor, så længe krigen fortsætter – og Vesten engagerer sig i den. ■

 

Risikoen for brug af atomvåben fortsætter derfor, så længe krigen fortsætter – og Vesten engagerer sig i den
_______

 

Klaus Krogsbæk (f. 1957) er fhv. konsulent i LO-fagbevægelsen og aktiv i Forbyd Atomvåben. Han er mangeårigt medlem af Socialdemokratiet og desuden medlem af det tyske SPD. Han betegner sig selv som demokratisk socialist og europæisk føderalist.

ILLUSTRATION: Kubinka nær Moskva, 17. 2015: Russiske soldater monterer et Iskander-missilsystem under et træningsøvelse [FOTO: Sergei Karpukhin/Reuters/Ritzau Scanpix]

Fodnoter følger nederst.



[i] https://www.whitehouse.gov/briefing-room/statements-releases/2022/01/03/p5-statement-on-preventing-nuclear-war-and-avoiding-arms-races/
[ii] http://en.kremlin.ru/events/president/news/73585
Se også: https://thebulletin.org/2024/02/putin-threatens-again-an-updated-timeline-of-commentary-on-potential-nuclear-escalation-of-the-russia-ukraine-war/?utm_source=Newsletter&utm_medium=Email&utm_campaign=MondayNewsletter03042024&utm_content=NuclearRisk_UpdatedTimeline_02292024
[iii] Se også: https://www.berlingske.dk/internationalt/medie-laekkede-dokumenter-afsloerer-at-ruslands-taerskel-for-at
[iv] https://www.youtube.com/live/e8RBaT7mxDs?si=W0ohYvcjD4OFNjPH
[v] https://www.vorwaerts.de/international/waffen-fuer-ukraine-warum-scholz-die-lieferung-von-taurus-raketen-ablehnt
[vi] https://www.theguardian.com/world/2024/mar/06/ukraine-war-briefing-macron-says-dont-be-cowards-as-he-digs-in-over-ground-troop-s?CMP=share_btn_url
[vii] https://www.washingtonpost.com/world/2024/02/28/foreign-troops-ukraine-theyre-already-there/
[viii] https://www.dr.dk/nyheder/politik/kan-der-blive-brug-danske-soldater-i-ukraine-hoer-statsministerens-svar-her?utm_term=Autofeed&utm_medium=Social&utm_source=Twitter#Echobox=1708632150
[ix] https://x.com/Bundeskanzler/status/1762895875968245995?s=20
[x] https://www.raeson.dk/2022/peter-viggo-jakobsen-selvfoelgelig-vil-russerne-bruge-atomvaaben-folk-der-siger-andet-forstaar-hverken-krigens-eller-russernes-logik/
[xi] https://de.gegenstandpunkt.com/sites/default/files/artikel/trenin.pdf