17.04.2024

RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Krig og fred er ikke modsætninger, men hinandens forudsætninger i vore dages verden. Skal vi forstå krigens årsager, må vi derfor stille os selv spørgsmålet: Hvorfor fører fredstid til krig?

Kommentar af Klaus Krogsbæk

Ukraine og Gaza har for alvor sat krig på dagsordenen. Alligevel er det, som om de blot er præludier til endnu flere og farligere krige, og alverdens lande har da også kastet sig ud i en historisk stor oprustning. Men hvorfor er krige en del af vores verdensorden?

Krig er et resultat af staters relationer i fredstid. Den nuværende fredsorden bygger på konkurrerende stater, som via verdensmarkedet forsøger at tilegne sig hinandens rigdom med henblik på at styrke deres egen økonomi – for igen at kunne styrke deres egen statsmagt, herunder militæret. Der er således tale om en konfliktfyldt fredsorden med en latent trussel om brug af vold.

Verdens stater interagerer med hinanden diplomatisk, politisk og økonomisk i et forsøg på at forfølge deres egne interesser og øge deres egen nationale rigdom. Den rigdom er i dag helt afhængig af, hvordan staten og dens private virksomheder klarer sig i konkurrencen på et verdensmarked, der især er vokset efter Murens fald – med færre handelshindringer, globalisering af produktionskæder, teknologiudvikling inden for transport, kommunikation og logistik m.v.

Succes på markederne forudsætter en politisk villig og økonomisk konkurrencedygtig lønarbejderklasse samt adgang til den nødvendige kapital på de internationale finansmarkeder. Og det forudsætter igen, at virksomhederne har en stærk og velfungerende stat i ryggen, der sikrer solide og pålidelige rammer for investeringer, produktion og marked. Omvendt er virksomhedernes succes på verdensmarkedet nødvendig for den nationale rigdom, herunder for skattebetalingerne, og bidrager således til at styrke staten og dens suverænitet.

Virksomhederne konkurrerer i ly af deres stater, som er verdensmarkedets hovedaktører. Statens accept er en forudsætning for virksomhedernes deltagelse på verdensmarkedet, altså for en hver grænseoverskridende udveksling af varer, tjenesteydelser og kapital. Og udvekslingen sker på betingelser, der er resultat af staternes indbyrdes tovtrækning – om importtariffer, eksportsubsidier, sektorbeskyttelse, reguleringsstandarder, investeringsregler m.v. Den ene stat vil beskytte sit eget marked og samtidig åbne den andens op på gunstige betingelser for sig selv.

Virksomheders konkurrence om markedsandele er altså også en kamp imellem stater (fx USA og Kina) og grupper af stater (eks. EU og Mercosur). Staterne anerkender ganske vist hinandens suverænitet, men erkender også, at det er en barriere for deres egen berigelse, fordi aktiviteter på andres markeder jo foregår på de pågældende staters betingelser. I konkurrencen på verdensmarkedet er staterne således hinandens modstandere.

På trods af de modstridende interesser indgår staterne selvfølgelig aftaler med hinanden. Indholdet vil imidlertid afhænge af styrkeforholdet imellem dem – af asymmetrier i magt, ressourcer og ulige muligheder for politisk og økonomisk pres og tvang; eksempelvis er EU blevet kritiseret for at kræve åbning af afrikanske markeder for europæiske varer, men samtidig lægge hindringer i vejen for afrikanske varer på de europæiske markeder. Aftalerne ophæver ikke staternes indbyrdes modsætninger, men er kompromisser, som ofte genforhandles eller opsiges, fordi parterne konstant arbejder på at forbedre deres egen position, som også EU og USA har gjort det i deres indbyrdes forhandlinger (fx om TTIP).

 

Stater er suveræne, og som sådan kræver en stat anerkendelse og respekt svarende til dens placering i magtbalancen. Hvis staten derimod føler sig undervurderet af andre stater, vil den reagere, og det kan ende med krig
_______

 

Verdensmarkedet bidrager således til at øge den nationale rigdom i det omfang, staten kan sætte sig igennem over for andre stater. Konkurrencen på verdensmarkedet er derfor principielt konfliktfyldt og har også i tidens løb ført til krige. Anvendelse af vold er et permanent iboende potentiale og en mulighed, som stater ikke kan tillade sig at udelukke, men heller ikke kan anvende uden risiko for sanktioner – medmindre den nødvendige accept er indhentet fra FN eller USA.

Krig er dog ikke en målsætning for stater. De vil foretrække at vinde i konkurrencen på verdensmarkedet uden brug af vold; måske nok ved hjælp af trusler og afpresning, men fredeligt, så kapitalen kan blive brugt produktivt i konkurrencen til at øge den nationale rigdom, frem for at blive ødelagt i krig.

Alligevel er militæroprustning et permanent anliggende for staterne, netop fordi anvendelse af vold ligger latent i deres indbyrdes relationer. Dette skyldes flere grundlæggende forhold:

Der er en modsætning mellem staternes respekt for hinandens suverænitet og deres konstante forsøg på at tilegne sig hinandens rigdom via konkurrencen på verdensmarkedet. Forløber konkurrencen dårligt for den ene stat, kan det føre til mindre respekt for den andens suverænitet, hvilket i sidste instans kan føre til brug af vold.

Når landenes økonomier er afhængige af hinanden, må hver enkelt stat også være et velfungerende voldsmonopol. Hvis dette er skrøbeligt, er det usikkert for personer, betalinger, investeringer osv., og de internationale aftaler er ikke meget værd. Jo mere et lands økonomi afhænger af fremmede lande og regioner, jo mere er statens interesser også afhængige af disse, og desto mere må staten engagere sig i dem. Dette kan indbefatte brug af vold eller trusler herom.

Nationalt står statsmagten over borgerne og kan med sit voldsmonopol sikre lov og orden. Internationalt har stater ikke på samme måde et voldsmonopol over sig. Når stater indgår aftaler med hinanden, optræder de derfor samtidigt som både aftalepart og den myndighed, der skal håndhæve aftalens overholdelse. Det sidste afhænger af, om de kan sætte sig i respekt over for deres aftalepartner; altså om det ene voldsmonopol kan overbevise, presse eller true det andet.

Hvis der udbryder væbnede konflikter, kan USA gribe ind som den de facto øverste myndighed. USA har ofte fungeret som den berømte globale politibetjent og har – med vold – grebet ind i konflikter verden over. Som bekendt er USA’s overordnede rolle dog ikke accepteret af alle.

For stater er suveræne, og som sådan kræver en stat anerkendelse og respekt svarende til dens placering i magtbalancen. Hvis staten derimod føler sig undervurderet af andre stater, vil den reagere, og det kan ende med krig. (Eksempelvis føler Rusland, at dets status som militær verdensmagt ikke respekteres tilstrækkeligt af USA og NATO.)

Krig og fred er således blot to forskellige faser i staternes konkurrence på verdensmarkedet. Når de bruger freden til at opruste til krig, og når krigen føres for at vinde en fred, der på ny vil blive brugt til oprustning og forberedelse af den næste krig – ja, så er og bliver krig og fred i vore dages samfund ikke hinandens modsætninger, men derimod hinandens forudsætninger. ■

 

Krig og fred er således blot to forskellige faser i staternes konkurrence på verdensmarkedet
_______

 

Klaus Krogsbæk (f. 1957) er fhv. konsulent i LO-fagbevægelsen og aktiv i Forbyd Atomvåben. Han er mangeårigt medlem af Socialdemokratiet og desuden medlem af det tyske SPD. Han betegner sig selv som demokratisk socialist og europæisk føderalist.

ILLUSTRATION: Russiske soldater marcherer under den traditionelle “Victory Day” parade på Den Røde Plads i Moskva, Rusland, 7. maj 2019 [FOTO: Yuri Kochetkov/EPA/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Ugen med RÆSON med Vincent Hendricks, Alberte Bové Rud og Niels Byrjalsen: Trumps kulørte kabinet, Europas kamp for fremtiden og Vestens nye vælgervandringer

Jacob Kaarsbo: NATO’s afskrækkelse forsvinder det sekund, Trump træder ind i Det Hvide Hus

Ota Tiefenböck: Skal Europa i krig? Amerikanske missiler er ukrainernes sidste chance for at eskalere krigen

Lars Erslev: Med Trump får verden en radikal anderledes tilgang til diplomati. I Mellemøsten er de arabiske stater måske kyniske nok til at omfavne den

Thomas Aastrup Rømer til Gert Biesta: Mennesket dannes i vekselvirkning med verden. Det er essensen i karakterdannelsen

Mikael Olai Milhøj: Kan Elon Musk skære 30 pct. af det føderale budget i USA?