Kirsten Biering i RÆSONs nye trykte nummer: Har Le Pen vundet kampen om Europas fremtid?

13.10.2024


Den 18. juli 2024 blev en særlig dag. Republikanernes konvent valgte Donald Trump som præsidentkandidat. Det nye Europa-Parlament genudpegede Ursula von der Leyen som EU-Kommissionens formand. Og den franske Nationalforsamling samledes i en ny og broget udgave efter Emmanuel Macrons lynvalg.

Denne artikel indgår i RÆSONs nye efterårsnummer, “Om USA’s valg og demokratiets fremtid”, ude nu. Læs mere her.

Af Kirsten Biering

I USA en kandidat, som i sin takketale filosoferede over, om mon ikke Nordkoreas Kim Jong Un savnede ham, og som ikke har villet give et klart svar på, om han denne gang vil acceptere udfaldet af det amerikanske præsidentvalg til november. I Europa demokratiet i al sin undertiden rodede udfoldelse. Men også en stigende bekymring hos både en von der Leyen og en Macron over det, de ser som voksende populisme og et angreb på det liberale demokrati selv inden for den europæiske ramme.

Macrons første begejstrede forsvar for Europa i 2017 var en optimistisk byge af initiativer, der skulle gøre EU og Europa stærkere. Hans Europa-tale fra april 2024 beskriver en stadig vanskeligere kamp om og for Europa og et demokrati, der ikke kan tages for givet. Da von der Leyen først blev valgt i 2019, talte hun længe om sine politiske initiativer og om Europa i verden. I hendes erklæring ved Europa-Parlamentets plenarforsamling denne juli måned var udgangspunktet selve demokratiet som det fælles dyrebare eje, “så afgørende vigtigt, som det er skrøbeligt”.

Gennemslag af politisk populisme i henholdsvis den europæiske og den nationalt europæiske sammenhæng behøver dog ikke nødvendigvis at følges ad. Valget til Europa-Parlamentet viste en bevægelse mod højre, der nok var mere markant end den hidtidige tendens. Men det blev ikke det jordskred, som nogle havde håbet, andre havde frygtet. Franskmanden Pascal Lamy, tidligere generaldirektør for Verdenshandelsorganisationen WTO og EU’s handelskommissær, sammenligner det med et rutefly, der skal fri af den nationale turbulens, før det når marchhøjde i roligere luftlag. Europa-Parlamentet er tilstrækkelig meget af en hybrid størrelse til at sænke hastigheden af voldsomme politiske forandringer.

Tre tegn på ’europæiseringen’ af politik

Lamy er i øvrigt enig med dem, der mener, at national politik omvendt bliver stadig mere ’europæiseret’ – set som en voksende indflydelse af det europæiske samarbejde på lokale politiske handlingsmønstre.

Det er i hvert fald tilfældet i Frankrig, hvor Macron tog konsekvensen af sin politiske families dårlige valg til Europa-Parlamentet og udskrev nationalt nyvalg. Bevis nr. 1.

Præsident Macrons store tale i april om Europa og betydningen for Frankrig af Europa havde ingen effekt ved valget til Europa-Parlamentet i juni måned – og da slet ikke ved de nationale valg et par uger senere. Vælgerne er som de politiske yderfløje mere optaget af den indenrigspolitiske dagsorden, men kun til et vist punkt. Yderfløjene har efterhånden måttet forlade deres mest radikale synspunkter på det europæiske samarbejde. Marine Le Pen og hendes Rassemblement National vil ikke længere ud af euroen og den monetære union, hvilket i sin konsekvens kunne komme tæt på et farvel til EU. Det perspektiv skræmte den almindelige franske vælger for meget. Det er denne stadige opblødning af holdningen til EU, som banede vejen for Rassemblement Nationals overvejende sejr ved valget til Europa-Parlamentet. Bevis nr. 2.

Fra Viktor Orbán over Geert Wilders, Giorgia Meloni og til Marine Le Pen er det besluttet at gå efter magten inden for og ikke uden for den europæiske ramme. “Gør Europa stort igen” er Orbáns EU-motto. Det kunne være bevis nr. 3.

Viktor Orbán er så også skoleeksemplet på, at en sådan ’europæisering’ ikke er ensbetydende med, at liberalt demokrati samtidig konsolideres som rammen om den nationale identitet.

Den franske forsker Olivier Roy mener, at EU blevet ’et værdifællesskab uden politisk fællesskab’. De værdier, der er skrevet ind i Unionens grundlæggende tekster, og som spejles i det, man kunne kalde hele det europæiske fællesskabs normative funktion, udmøntes i regler og retspleje. Men værdiernes faktiske implementering overlades til det nationale niveau og er ikke forankret i en fælles opfattelse af europæisk kultur i allerbredeste forstand. Derfor kan europæiseringen i al sin teknokratiske, juridiske, normative vælde godt vinde frem, uden at der samtidig skabes et egentligt fælles politisk rum.

Netop den manglende forbindelse mellem de to giver plads til, at højrekræfter kan bygge en national politik på bl.a. frygten for tabet af den nationale identitet, der lægger et universelt europæisk værdisæt til side. Eller plukker det, der individuelt passer bedst. Man deler en grundlæggende skepsis over for immigration og islam, men ikke nødvendigvis værdier. Orbáns vision om det illiberale demokrati, med en fremhævelse af kristne frihedsværdier og modstand mod bl.a. seksuelle minoriteter, er fx ikke Marine Le Pens.

 

Fra Viktor Orbán over Geert Wilders, Giorgia Meloni og til Marine Le Pen er det besluttet at gå efter magten inden for og ikke uden for den europæiske ramme
_______

 

Almindeliggørelse

Der var engang, hvor Rassemblement National ville tilbagekalde den meget omdiskuterede tilladelse til ægteskab mellem personer af samme køn, mariage pour tous, der blev indført i 2013. Sådan er det ikke længere. I modsætning til de traditionelle højrekræfter i fransk politik havde Le Pen tidligere på året heller ikke ’noget problem’ med at forankre retten til abort i den franske forfatning.

Partiet har gradvist gjort sig fri sig af de kristen-katolske rødder, som bærer andre dele af det franske politiske højre. Den franske stats sekulære karakter er det faste udgangspunkt, når man fremlægger sin hårde modstand mod immigration og islam. Herfra trækkes trådene videre  til partiets identitetsmarkører: respekt for den (etnisk) franske borger, for det traditionelle franske landbrug (og alle dets oste), den franske provins. Kort sagt: Hele den franske måde at leve på, der ses truet af alt fra indvandring og globalisering til den parisiske elites arrogance og Bruxelles-bureaukraternes overregulering af liv og arbejde.

Når Rassemblement National går i rette med Macrons reformdagsorden og hans liberalistiske politik som roden til ulighed og uretfærdighed i det franske samfund, er det et genkendeligt økonomisk-socialt oprør. Her deler Le Pen platform med det yderste franske venstre, som hun ellers møder med den største foragt. Marine Le Pens parti står da heller ikke stærkest i de områder, hvor der er flest fremmede, omkring de store byer. Det blev endnu en gang bekræftet ved det netop overståede parlamentsvalg. Tilslutningen vokser derimod i yderområderne, hvor busserne og lægerne bliver færre, skolen er i forfald, og fabrikken for længst er lukket. Hvor tabet af livet, som det var, stirrer folk i øjnene. Det er i koblingen mellem denne generelle, ofte diffuse utilfredshed og den fokuserede modstand mod immigration og islam, at partiet har sin tiltrækningskraft.

Marine Le Pen har også her stået i spidsen for en almindeliggørelse af Rassemblement National, der bl.a. denne sommer har set hende tale imod antisemitisme og tage voldsomt afstand fra de mere kulørte overvejelser hos Alternative für Deutschland om deportation af indvandrere (“re-migration”). Mens Alternative für Deutschland har fulgt en stadig mere radikal ideologisk kurs, er Le Pen gået i modsat retning. Temmelig langt fra partiets egne tvivlsomme rødder og fra Le Pens affejning af holocaust som en ’detalje i historien’.

Jo flere stemmer partiet har fået – og jo tættere på magten det er kommet – jo tydeligere har man set denne forskydning af synspunkter mod midten.

Den bredere accept og legitimering af partiet støttes af den generelle udvikling mod en hårdere politisk kurs i forhold til parallelsamfund, meget specifikt de muslimske grupper, der er kommet til at præge også det franske centrum-højre. Macrons sidste store lovkompleks om asyl, immigration og integration fra januar 2024 blev set som så stramt, at flere repræsentanter for venstrefløjen i hans parti forlod regeringen. Almindeliggørelsen går også den anden vej.

Hvad vil Le Pen?

Forvaltningen af en sådan politisk dagsorden i Frankrig er til gengæld der, hvor vejen deler sig, og Le Pen kunne nærme sig Orbán.

Tager man Rassemblement National på ordet, er partiet villigt til at afvige fra sættet af almene demokratiske rettigheder til fordel for en nationalisme, der giver muligheder for nogle og opsætter forhindringer for andre. Et fransk samfund, hvor flertallet får forrang for mindretallet – ’de fremmede’ – når det gælder boliger, sociale ydelser, arbejde. Under denne sommers valgkamp valgte partiets formand, Jordan Bardella, fx at insistere på, at franske statsborgere med dobbelt statsborgerskab ikke skulle have adgang til visse offentlige stillinger. Det rækker ud over den aktuelle immigration og kunne ramme også 1960’ernes første store bølge i Frankrig af muslimske indvandrere fra Nordafrika og deres efterkommere. Tidligere undervisningsminister Najat Vallaud-Belkacem, opvokset i Frankrig og med dobbelt marokkansk og fransk statsborgerskab, måtte i et åbent brev i Le Monde spørge, hvornår man dog blev fransk nok.

Både Orbán og Le Pen har vist en fascination af folk som Trump og Putin, der hver især har demonstreret et noget løst forhold til liberale frihedsværdier og en liberal retsorden. Annekteringen af Krim var ikke – og er fortsat ikke – et emne, der udløser fordømmelse i Rassemblement National. Krim er russisk, bekræftede Le Pen under en parlamentshøring i 2023. Hun havde dog læst rummet tilstrækkeligt til, at hun med en lille forsinkelse fik taget afstand fra den russiske invasion af Ukraine. Le Pen kalder Zelenskyj  ’en patriot’, men vil have fred her og nu og afviser i øvrigt donationer af forsvarsmateriel, der kan nå russisk jord. Med denne politiske tilpasning var det temmelig ubekvemt, at Andrej Nastasin, det russiske udenrigsministeriums talsmand, på sociale medier ønskede hende og partiet hjertelig tillykke med resultatet ved valget til Europa-Parlamentet i juni måned og roste deres afvisning af ’diktater fra Washington og Bruxelles’.

 

Macrons sidste store lovkompleks om asyl, immigration og integration fra januar 2024 blev set som så stramt, at flere repræsentanter for venstrefløjen i hans parti forlod regeringen. Almindeliggørelsen går også den anden vej
_______

 

De fleste havde spået Le Pen et gennembrud i national politik denne sommer på størrelse med den meget store sejr ved valget til Europa-Parlamentet. Det blev ikke tilfældet. Det særlige franske valgsystem og valgalliancer mellem de to valgrunder reducerede et simpelt flertal af vælgerstemmer for Rassemblement National til blot det tredjestørste antal mandater i den franske Nationalforsamling. Det er nu bare en ’udsat sejr’, siger Marine Le Pen. Den store og stabile vælgertilslutning gør det til kun et spørgsmål om tid, mener hun.

Det udestår derfor at finde ud af, hvor grænserne går for Le Pens almindeliggørelse af Rassemblement National. Partiets udlændingepolitik bidrog i hvert fald nok til at koste partiet den endelige sejr. Nogle af partiets kandidater udtalte sig i kontante vendinger om ’de fremmede’ i Frankrig og over for ’de fremmede’ i Frankrig, andre i antisemitisk retning. En enkelt havde for sjovs skyld optrådt i naziuniform. Partiledelsen beklagede, i hvert fald i de fleste tilfælde, men hvad var – når det kom til stykket – Rassemblement Nationals sande ansigt?

Og hvad ligger bag overskrifterne? Partiet har ikke noget detaljeret partiprogram. Som andre højrepopulistiske grupperinger kritiserer det alt det, som de elitære magthavere gør. Men det har ikke mange selvstændige bud på, hvad der skal træde i stedet – som fx en uddannelsespolitik, en sundhedspolitik, en transportpolitik. Den økonomiske politik har ændret sig løbende. Og i håbet om sejr blev selv dele af Macron-lejrens økonomiske program taget med om bord i den seneste valgkamp.

Desuden er der forskel på partiets profil hjemme og i Europa-Parlamentet, hvor Rassemblement National har lagt en hård kurs, når det gælder alt fra miljø til forholdet til Rusland. Det er ikke i Bruxelles, der lyder nogen klar fordømmelse af de russiske magthavere, snarere tværtimod. Og måske det nye fællesskab med Orbán i parlamentsgruppen Patrioter for Europa er mere betegnende for Rassemblement National end den blødere variant, som ofte er partiets nationale politik. Det er stadig ikke til at vide.

Betyder Le Pens almindeliggørelse af Rassemblement National, at hun – når hun endelig måtte komme til magten – vil gøre som sin italienske kollega Giorgia Meloni? Den italienske premierminister valgte i den første del af sin embedsperiode en pragmatisk kurs, den såkaldte ’melonisering’. Frankrigs konfrontatoriske politiske tradition og Rassemblement Nationals konfrontatoriske historie gør det dog mindre sandsynligt. Hvortil kommer Frankrigs semi-præsidentielle system og stærke centrale styre, der ville give en præsident Le Pen mulighed for en realisering af politiske projekter, som fx Italiens parlamentariske system ikke forærer Meloni.

Macron følger med

Det begynder og ender med det franske vælgerkorps. Her er det tydeligvis kommet bag på en liberal, Europa-begejstret og internationalt orienteret politiker som Emmanuel Macron, at konkrete politiske resultater som lav arbejdsløshed og en begyndende reindustrialisering ikke har haft den store effekt blandt flertallet af franske vælgere. Statistikker over en stigende medianindkomst taber til indtrykket af, at priserne på dagligvarer stiger. Hos mange vokser en følelse af, at Frankrig grundlæggende er under forandring, og at livet er sværere og mere usikkert, end det plejede at være. Islamisk radikalisme, terroranslag, voldelige uroligheder i belastede, indvandrertunge boligkvarterer har givet ansigt til den frygt for fremtiden, som de franske højrepopulister dyrker og nyder godt af. “On est chez nous”, siger Le Pen – “Det er os, der er hjemme her”.

Over for den vælgerstemning har Macron i sin anden præsidentperiode foretaget stadig flere manøvrer mod højre, både i retorik og handling. Udtryk som ’decivilisering’ og ’forråelse’ af samfundet er krydset over fra højre til midten. Det samme gælder løfter om mere autoritet, større fasthed over for kriminelle, mere disciplin i skolen, begrænsning af illegal immigration og statens verdslighed solidt placeret over religiøse krav.

Kort sagt: Den teknokratiske liberalisme har tillagt sig nye identitetspolitiske pejlemærker.

Det er den franske præsident ikke alene om. I sine overvejelser om de europæiske værdier og det fælles politiske rum betegner Olivier Roy det som et paradoks, at den højrepopulisme, der vinder, tilpasser sig nye samfundsnormer, samtidig med at den går stadig længere mod højre i identitetspolitikken. Man ser en liberalisme, der legimiterer sin (illiberale) modstand mod indvandring, mod (muslimske) parallelsamfund og sin støtte til en stram integrationspolitik netop med liberale værdier; forsvar for en liberal social model, forsvar for individuelle rettigheder. Sjældent er det så tydeligt som hos de danske socialdemokrater, argumenterer Roy i et essay i Le Grand Continent dette forår.

Europa stemmer mere og mere mod højre. Spørgsmålet bliver, siger Roy, om europæisk politik vil bryde sammen under presset fra højrepopulismen – eller om der på tværs af grænserne opstår en ny idemæssigt mere konservativ koalition omkring de nye fællesnævnere – indvandring og integration – der kan bane vej for ny konsensus og forankring af liberale europæiske værdier. ■

 

Den teknokratiske liberalisme har tillagt sig nye identitetspolitiske pejlemærker
_______

 

Kirsten Biering er seniorrådgiver ved Tænketanken Europa og ass. seniorrådgiver, DIIS. Hun har tidligere været ambassadør bl.a. i Paris, Stockholm, Haag og Wien (OSCE).

ILLUSTRATION: Paris, 26. august 2024: Marine Le Pen ankommer til Élyséepalæet for at holde møde med de andre partiledere efter sommerens parlamentsvalg [FOTO:  Teresa Suarez/EPA/Ritzau Scanpix]