Kevin Eienstrand: Vesten er mere interesseret i at nedtone alvorligheden af forbrydelserne i Gaza end den israelske magtelite selv
04.06.2024
RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her
I mere end et halvt år har medier og magthavere i Europa og USA forsøgt at sælge fortællingen om det israelske selvforsvar og det moralsk overlegne demokrati mod de primitive islamister. Men både i handling og i ord fortæller de israelske magthavere selv en anden historie.
Kommentar af Kevin Loumann Eienstrand
DET ER SVÆRT at sætte ord på det moralske forfald, hele verden er vidne til i Gaza. Titusindvis er dræbt. De fleste civile. Tusindvis af børn. Hele familier udryddet. Stamtræer for evigt visnede. Hospitaler er blevet bombet til ruiner. Skolerne er væk. Drikkevandet rinder ikke længere, og nødhjælpen er uden for rækkevidde. Tilbageholdt af den israelske stat eller ødelagt af ulovlige bosættere.
Sygdomme og sult hærger civilbefolkningen, mens de forsøger at flygte fra den næste regn af amerikanske bomber smidt i Israels navn. Men tilflugtsstederne er væk. Det sidste håb var Rafah i syd, hvor mere end en million desperate palæstinensere er flygtet til siden oktober. Men på trods af advarsler fra både Den Internationale Domstol og selv USA regner de israelske bomber nu over de civile i Rafah. Det sidste, der er tilbage af Gaza.
Massakre. Terrorisme. Forbrydelser mod menneskeheden. Etnisk udrensning. Folkedrab. Faktisk har vi fra bl.a. juridiske eksperter rigeligt med ord, der beskriver det mørke kapitel i menneskets historie, vi befinder os i. Alligevel bliver de ikke brugt i mediernes forsigtige beskrivelser af de seneste angreb på civilbefolkningen i Gaza. Heller ikke af vores regering eller folkevalgte, når de modvilligt kommenterer på den historiske katastrofe. Tværtimod synes både mediers og politikeres tilgang at være at mane til besindighed, når tusinder af demonstranter på gaden eller eksperter via egne sociale mediekanaler protesterer mod de israelske forbrydelser.
Støtten til det israelske regime stikker dybere end bare diplomatiske vendinger
_______
Omend den danske regering endelig har udtalt bekymring og direkte afstandstagen til Israels brutalitet – et kærkomment lys i en ellers særdeles mørk tid for global retfærdighed – lægges der fortsat klart tryk på “Israels ret til selvforsvar” og Hamas’ andel af ansvaret for situationen. Danmarks udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M), har tidligere kaldt det “en pligt på det internationale samfunds vegne”, at Israel bekæmper Hamas. Vel at mærke alt imens kampen mod Hamas allerede på det tidspunkt havde vist sig at materialisere sig som en kamp mod det palæstinensiske civilsamfund og dets fremtid – bogstaveligt talt. Statsminister, Mette Frederiksen (S), har ligeledes flere gange udtrykt klart og tydeligt, at hun støtter Israel og deres ret til at “forsvare sig”.
Men støtten til det israelske regime stikker dybere end bare diplomatiske vendinger og at mane til besindighed. Det er desværre ikke helt ude i hampen at påstå, at de danskere, der hver eneste uge går på gaden i protest mod Israels angreb, har mødt hårdere kritik fra folketingspolitikere, end de massevis af dokumenterede brud på international ret og krigens love, som Israel har begået siden 7. oktober sidste år. Demonstranterne kaldes upassende, beskyldes for at være terrorsympatisører og ligefrem antisemitiske.
Særligt beskyldningerne om antisemitisme er et godt billede på maskefaldet i magtens korridorer. Tusinder af jøder går med i lignende demonstrationer verden over og bekræfter hver eneste dag med deres tilstedeværelse, at protesterne intet har med antisemitisme at gøre, men derimod – som italesat gang på gang – handler om palæstinensernes ret til frihed og modstand mod den zionistiske ideologi, der har drevet de israelske overgreb på palæstinenserne i årtier.
Alligevel bliver det israelsk-skabte narrativ om “antizionisme lig antisemitisme” glædeligt brugt mod vores egen befolkning, selvom israelske aktører tidligere har erkendt, at det ikke er andet end en taktik til at afbøje kritik.
Tidligere minister og medlem af Knesset, Shulamit Aloni, siger i et interview i 2002: “Det er et trick, vi altid bruger. Når nogen fra Europa kritiserer Israel, bringer vi Holocaust op. Når det er i det her land (USA), at folk kritiserer Israel, er de antisemitiske.”
Endnu mere absurd bliver vores politikere og mediers forsvar for de israelske forbrydelser, når man hører, hvad israelske politikere og tidligere embedsfolk selv udtaler
_______
I det hele taget virker magthaverne i vores vestlige demokratier mere interesserede i at undskylde og nedtone alvorligheden af forbrydelserne, end den israelske magtelite selv. Regeringspolitikere, deres kolleger i Folketinget og redaktørerne på de store dagblade synes aktivt at kæmpe imod brugen af begreber som krigsforbrydelser og folkedrab Som når Tom Jensen fra Berlingske på X skriver, at “Politiet må lære demonstranterne at høre efter”, eller når han i avisen kalder protesterne ved Københavns Universitet for gidseltagning. Et lignende skræmmebillede er blevet malet af Socialdemokratiets uddannelses- og forskningsordfører, som – ligesom flere af hans kolleger i Folketinget – fejlagtigt har kaldt demonstrationerne “pro-Hamas”. Lars Løkke har hæftet sig ved, ”at Den Internationale Domstol den 26. januar ikke statuerede noget israelsk brud på Folkeretten”, selvom dette slet ikke var domstolens opdrag. Til gengæld vurderede domstolen, at palæstinenserne i Gaza ikke bare har ret til men også behov for beskyttelse mod folkedrab.
En alvorlig udtalelse fra en domstol, som man kunne tro det måske i højere grad var værd at hæfte sig ved som udenrigsminister i en demokratisk retsstat, som sædvanligvis hylder overholdelsen af international ret som noget afgørende.
Eksperter i international har ret brugt begrebet folkedrab til at beskrive omstændighederne i Gaza. Det samme har FN’s særlige rapportør fra de besatte palæstinensiske områder, Franceska Albanese. Og endnu mere absurd bliver vores politikere og mediers forsvar for de israelske forbrydelser, når man hører, hvad israelske politikere og tidligere embedsfolk selv udtaler.
“Hvis der var 100-200.000 arabere i Gaza i stedet for 2 millioner, ville snakken om ’dagen derpå’ være en anden.”, siger den israelske finansminister, Bezalel Smotrich, i en opfordring til at rydde Gaza for palæstinensere for at sikre israelernes sikkerhed.
En anden minister i regeringen, Amichai Eliyahu, har sagt, at Israel skal finde en skæbne fra palæstinenserne i Gaza, “der er en større smerte end døden ”, inden han foreslår at bruge atomvåben i Gaza. Mens deres premierminister, Benjamin Netanyahu, selv har kaldt konflikten for en kamp mellem “børn af lyset og børn af mørket” og insisteret på, at kampen ikke er slut, “før lyset har overvundet mørket helt”.
Det er svært at se den danske befolknings interesse i at skulle holde hånden over en israelsk regering af krigsforbrydere
_______
Intentionen er lige så nem at få øje på som forbrydelserne mod palæstinenserne de seneste syv måneder. Og med invasionen af Rafah og dermed frarøvelsen af palæstinenserne i Gazas sidste mulighed for en fremtid, er slutspillet i gang.
Det er svært at se den danske befolknings interesse i at skulle holde hånden over en israelsk regering af krigsforbrydere. Og det er endnu sværere at se den danske befolknings interesse i at slå hårdt ned på de helt almindelige danskere, der i mere end et halvt år har dedikeret en del af deres tid og energi til at protestere mod ødelæggelsen af Gaza ved at sætte lighedstegn mellem deres støtte til det palæstinensiske folk og terrorsympati eller antisemitisme. To voldsomme beskyldninger at sluge, alene fordi man tillader sig at bruge sin demokratiske ret til at gå på gaden for en sag, der ikke passer ind i magthavernes interesser.
Tværtimod er der kun én interesse, der bliver plejet ved at holde hånden over Israel, og den er politisk. I USA er Joe Biden selv i gang med at slå mere end hårdt ned på de titusindvis af studerende, der, ligesom de danske demonstranter, protesterer mod angrebene på Gaza. Men hvor de danske studerende “trods alt” blot mødes med udskamning, voldsomme beskyldninger og chefredaktørernes fantasier om at sætte politiet ind mod demonstrationerne, er sidstnævnte blevet virkelighed for amerikanske studerende på mange universiteter, hvor flere universiteter har tilkaldt politiet for at rømme protesterne, hvilket blot understreger dét, som amerikanske politikere ofte har udtalt; nemlig at Israel er en altafgørende strategisk interesse i Mellemøsten.
Men når vores politikere bruger deres magt på at pleje politiske venners – som man vel godt kan tillade sig at kalde vores tætteste sikkerhedspolitiske allierede, USA, og den israelske premierminister, som vores statsminister stod og trykkede hånd med for et år siden og fortsat i dag leverer våben til – interesser på bekostning af demokratiske værdier, international ret, menneskerettigheder og basal medmenneskelighed, har demokratiet tabt. Den israelske brutalitet har fået maskerne til at falde og i sandhed vist, at det regelbaserede internationale samfund kun gælder for nogle. Og alene hvis det ikke er i modstrid med vores geopolitiske interesser. I en verden, hvor det var omvendt, ville den demokratiske retsstat Danmark naturligvis gå forrest i retsforfølgelsen af folkene bag massakren på det palæstinensiske folk i Gaza.
Civilbefolkningen er ikke ansvarlig for Hamas’ forbrydelser den 7. oktober, og som et medlem af den sydafrikanske delegation, som fører sagen om folkedrab mod Israel ved Den Internationale Domstol, understregede under hastehøringen den 16. maj, har en besættelsesmagt ikke ret til selvforsvar imod det område, den ulovligt besætter.
Hvis vi agter at fortælle os selv, at “aldrig igen” faktisk betyder noget, er det nu, det internationale samfund skal træde til. Folkemordet på palæstinenserne skal stoppes. ■
Hvis vi agter at fortælle os selv, at “aldrig igen” faktisk betyder noget, er det nu, det internationale samfund skal træde til
_______
Kevin Loumann Eienstrand (f. 1990) er freelancejournalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole med en fortid på Dagbladet Børsen og Watch Medier. Ved seneste folketingsvalg var han særlig rådgiver i partiet Frie Grønne.
ILLUSTRATION: Gaza, 2. juni 2024: En palæstinensisk mand går i den centrale del af Gazastriben [FOTO: Eyad Baba/AFP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
