12.07.2024

Fra 1990 til 2014 gik Ukraine en usikker balancegang mellem øst og vest. Historien rummer en vigtig lektie for de vestlige regeringsledere i dag.

Denne artikel indgår i RÆSONs nye sommernummer, “Hvad vil Europa egentlig?”, ude nu. Læs mere her.

Af Anne Ingemann Johansen og Sten Rynning 

Ruslands invasion af Ukraine har ikke blot affødt frygt og fordømmelse, men også en ophedet debat om, hvor ansvaret for krigen skal placeres. Mange har rettet blikket mod stormagterne og peget enten på Putins Rusland eller på NATO og NATO’s udvidelser. Færre har fokuseret på landet i midten og dets forsøg på at balancere mellem egne, russiske og vestlige interesser. Det er en skam, for også her er der vigtige spørgsmål og indsigter, der trænger sig på.

Hvad kræver det egentlig af en stat både at opretholde sin egen nyvundne selvstændighed og samtidig balancere på en knivsæg mellem to magtfulde naboer? Hvorfor var Ukraine ikke i stand til at opretholde balancegangen? Og hvilken betydning har det for NATO’s og Europas fremtidige sikkerhedsstruktur?

Vi kan ikke svare på disse spørgsmål ved blot at fokusere på stormagterne og deres interesser. Vi må også dykke ned i Ukraines politiske historie og kaste et kritisk blik på, hvordan den på én gang har været betinget af og samtidig selv har bidraget til at forme de geopolitiske spændinger mellem øst og vest.

Debatten i 2022: Hvorfor udbrød der krig i Ukraine?

Da russiske militærkøretøjer tidligt om morgenen den 24. februar 2022 krydsede grænsen til Ukraine, begyndte det, som Ruslands præsident, Vladimir Putin, indledningsvist karakteriserede som en ’særlig militær operation’. Invasionen affødte en voldsom debat. Hvordan var det kommet så vidt, at Europa nu, 77 år efter Anden Verdenskrig, igen stod med en massiv krig mellem suveræne stater om territorier og kontrol? Hvem havde sovet i timen? Kunne krigen have været undgået?

De mange forklaringer i debatten har overvejende haft tre ting til fælles: 1) De har været optaget af at placere skyld, 2) de har haft fokus på stormagterne, og 3) de har haft en tendens til at fokusere på nyere begivenheder fra november 2013 og frem. Og generelt har forklaringerne delt sig i to lejre: dem, der har vendt pilen mod øst, mod et revanchistisk Rusland, og dem, der har opfordret til vestlig selvransagelse.

I den første lejr finder vi dem, der mener, at den primære forklaring på Ukrainekrigen skal findes i Putins nostalgiske forhold til Ruslands tidligere historie og storhedstid – og de imperiale impulser, der flyder herfra. Her er der især fokus på den stat, som Putin har bygget siden 2000, pumpet op af olie- og gasindkomster og styret af sikkerhedstjenesterne. I takt med at denne (revisionistiske) stat har fundet sine fødder, er den også blevet mere skarp i tonen. Det begyndte med Putins udfald mod Vesten og førte siden til Ruslands invasion af Georgien (2008), annekteringen af Krim (2014) og Ukraine (2022). Skylden ligger altså i den russiske stat og den revisionisme, som Putins regime er et udtryk for.

I den anden lejr finder vi dem, der mener, at Vesten også selv bærer en stor del – hvis ikke den største del – af ansvaret for, at der nu er krig i Europa. Ikke mindst NATO har med sine udvidelser bevæget sig (for) langt ind i den russiske interessesfære, lyder det. En mere fornuftig politik havde været at satse på et privilegeret partnerskab med Rusland og andre mindre vigtige partnerskaber i Østeuropa, herunder med Ukraine. NATO havde i 1994 etableret sit Partnerskab for Fred-program, og det kunne netop have været en trædesten for en sådan mere balanceret politik. Et sådant system ville naturligvis give Rusland privilegier – takket være landets størrelse – men det var samtidig det reelle alternativ til kontinental konfrontation. Kritikere mener, at NATO’s ledere bevidst tilsidesatte hensynet til Rusland, mens andre mere ser vestlig naivitet og et systemisk kollaps, som kommer af utilstrækkelig indsigt og ledelse. Enighed er der om, at det lå inden for Vestens muligheder at vælge en anden kurs.

Endelig er der en mindre, tredje lejr, der i stedet for stormagterne retter blikket mod Ukraine. Også her har spørgsmålet om skyld været fremtrædende. For hvilken rolle har landets dybe regionale splittelse spillet? Og var det da for øvrigt ikke også en farlig kispusleg, Ukraine indgik i, ved skiftevis at orientere sig mod øst og vest? Var det ikke naivt at forvente, at man både kunne gøre sine hoser grønne hos NATO og EU og samtidig efterspørge særlige og gunstige vilkår for lån og gasindkøb hos Rusland?

At placere ansvar er vigtigt, men det kan også blive en snubletråd for den mere komplette analyse. Man kan komme til at søge efter bekræftende elementer og afskrive ting, som går på tværs. Og hvis vi tilsidesætter spørgsmålet om skyld, træder en række andre – og mere interessante – spørgsmål frem.

Hvorfor orienterede Ukraine sig egentlig skiftevis mod øst og vest? Hvorfor lykkedes det aldrig landet hverken at være neutralt eller klart at vælge side? Hvilken andel havde Ukraine selv i dette? I hvilken grad har den ukrainske politiske og økonomiske elite været med til at forme de geopolitiske spændinger, der til sidst førte til krisen i 2014 og krigen i 2022?

For at dykke ned i de spørgsmål må vi tilbage til 1990 – året efter Berlinmurens fald, hvor Ukraine tog de første spæde skridt mod selvstændighed.

 

Hvorfor orienterede Ukraine sig egentlig skiftevis mod øst og vest? Hvorfor lykkedes det aldrig landet hverken at være neutralt eller klart at vælge side?
_______

 

Ukraine 1990-93: Uafhængighed og isolation

I den lejr, der tildeler NATO – og Vesten mere generelt – en stor del af ansvaret for krigen i Ukraine, bliver det ofte påpeget, at konflikten kunne være undgået, hvis blot NATO (og EU) havde udvist større respekt for Ruslands geopolitiske interesser. Man burde have kunnet forudse, at Rusland før eller siden ville slå fra sig. Derfor havde det været fornuftigt at forfølge en strategi, mener man, hvor Ukraine først og fremmest skulle være uafhængigt og neutralt.

Når det råd bliver holdt op imod Ukraines politiske historie, svarer det til at opfordre landet til at gå ned ad den sti, man faktisk betrådte i den første tid efter Sovjetunionens fald, og som dengang førte til international isolation.

Ukraine tog de første varsomme skridt mod uafhængighed 6. juli 1990 – det vil sige inden Sovjetunionens opløsning – hvor det ukrainske parlament vedtog en såkaldt ’suverænitetserklæring’. Dokumentet kan med nutidens øjne bedst betegnes som en lettere udvandet og forsigtig udgave af en egentlig uafhængighedserklæring. Ukraine var endnu ikke klar til officielt at løsrive sig fra Sovjetunionen (med de repressalier, det kunne medføre), men ønskede samtidig at slå et slag for øget autonomi som et første skridt mod selvstændighed.

Fuldt ud bevidst om sin prekære placering mellem øst og vest erklærede Ukraine, at det var republikkens hensigt at blive en ’permanent neutral stat’, der hverken ville indgå i militære blokke eller ’acceptere, producere eller anskaffe’ nukleare våben. Hvordan denne neutrale rolle skulle tolkes og udøves i praksis – og hvorvidt det vedvarende ville være en fornuftig udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi – skulle blive spørgsmål, der ville hjemsøge ukrainsk politik helt frem til 2014. Ikke desto mindre var det den strategi, Ukraines lederskab valgte.

I praksis viste strategien sig svær at udleve. Ikke mindst fordi ingen af stormagterne bakkede op om den. Da Ukraine året efter, i 1991, tog det sidste og fulde skridt mod selvstændighed, foregik det måske nok på fredelig vis – uden nogen modstand eller indgriben fra øst. Ikke desto mindre var der en stor del af den russiske befolkning såvel som det russiske parlament, der begræd tabet af Ukraine, herunder i særdeleshed Krimhalvøen og Sortehavsflåden. Det var da derfor heller ikke overraskende, at Rusland ihærdigt forsøgte at genvinde kontrol over Ukraine (og de øvrige tidligere sovjetiske republikker) ved straks at foreslå et nyt Fællesskab af Uafhængige Stater efter Sovjetunionens opløsning i 1991. Mens Rusland plæderende for, at den nye regionale organisation skulle antage en supranational karakter, der i praksis ville genetablere moderlandets kontrol med de løsrevne udbryderstater, stod Ukraine fast på sin autonomi: Ingen af forpligtelserne i det nye fællesskab skulle være juridisk bindende, og sådan blev det. Til Ruslands store ærgrelse nægtede Ukraine desuden at underskrive alle forslag til en integration på forsvarsområdet.

Også på det økonomiske område skulle det vise sig vanskeligt for Ukraine at rive sig fri af Rusland. Ukraine var stadig underlagt rublen og forsøgte at håndtere sin stigende gæld ved blot at udstede flere pengesedler. Det førte til en massiv inflation, der også smittede af på Rusland. Blind for de politiske implikationer anbefalede Den Internationale Pengefond (IMF), at rublen blev underlagt en fælles centralbank, der kunne styre pengepolitikken på mere ansvarlig vis. Rusland var enigt og mente – ikke overraskende – at den nye centralbank nødvendigvis måtte konstrueres som en supranational institution, der var underlagt russisk ledelse og kontrol. Ukraine nægtede, forlod rubelzonen og etablerede sin egen valuta, der dog hurtigt mistede værdi. Inflationen steg, bruttonationalproduktet faldt, og fattigdommen tog fat. Ukraine havde valgt uafhængighed, og uafhængigheden havde sin pris.

Der var indledningsvist heller ikke megen opbakning at hente på den anden side af Atlanten. USA var selv i recession, nærmede sig et valgår (1992) og havde hverken politisk eller folkelig opbakning til at sende en stor økonomisk hjælpepakke mod øst. Med sin uafhængighed var Ukraine desuden med et trylleslag blevet verdens tredjestørste atommagt, hvilket var en kilde til sikkerhedspolitisk bekymring. Havde det ikke været mere sikkert, hvis Ukraines omfattende nukleare arsenal stadig havde været i russiske hænder, som trods alt var vant til at håndtere masseødelæggelsesvåben? Havde Ukraine i sinde at følge de internationale traktater, som Sovjetunionen havde underskrevet i forhold til våbenkontrol og nedrustning? Og ville et nukleart Ukraine opmuntre andre nye og usikre stater til at skubbe til nuklear spredning?

Rusland gjorde sit for at puste til denne frygt hos amerikanerne, og det gav pote. Resultatet blev, at USA holdt igen med at anerkende ukrainsk selvstændighed og ved flere lejligheder gik Ruslands ærinde og opfordrede Ukraine til at genoverveje sit ønske om udstrakt autonomi såvel som sin neutrale status. Få uger før Ukraines parlament vedtog den officielle uafhængighedserklæring den 24. august 1991, udtalte USA’s præsident, George H.W. Bush, markant og mindeværdigt, at USA ikke havde i sinde at bakke op om ’selvmorderisk nationalisme’.

Stormagterne gav dermed Ukraine to valgmuligheder: Enten måtte Ukraine give delvist køb på den nyerhvervede autonomi og overdrage kontrollen med sine atomvåben til Rusland, eller også måtte Ukraine frivilligt give afkald på dem. Den tredje mulighed – et stærkt, uafhængigt og neutralt Ukraine, der var i stand til at forsvare sig selv i sidste ende med atomvåben – nød ingen opbakning og ville blive mødt af isolation fra begge sider.

Lettere modvilligt gik Ukraine til sidst med til at afskaffe sine atomvåben. Dog uden at være fuldt overbevist om, at denne kurs ikke også kunne ende med at blive en selvmorderisk strategi – særligt eftersom de tonegivende NATO-lande ikke ville udstede nogen sikkerhedsgaranti som kompensation.

Udsigten til international isolation fik dermed Ukraine til at give afkald på de ultimative våben, som kunne underbygge en egentlig neutralitet – hvor Kyiv selv kunne holde sine naboer stangen. Naturligvis ville et atombevæbnet Ukraine også indebære risici og netop risici, som USA ikke ville løbe. Men det geopolitiske resultat var ikke desto mindre, at Ukraine måtte søge en neutral status uden at have midlerne til at forsvare sig selv. Dermed åbnedes et vanskeligt balancespil mellem øst og vest.


Kyiv, 28. oktober 2004: Ruslands præsident, Vladimir Putin, flankeret af den ukrainske præsident, Leonid Kutjma (tv., 1994-2005), og den ukrainske premierminister, Viktor Janukovitj, der senere skulle blive præsident (th., 2010-14). De deltager i en markering af 60-året for de sovjetiske troppers sejr over Nazityskland, der havde holdt Ukraine besat [FOTO: Alexey Panov/AFP/Ritzau Scanpix]

Ukraine 1994-99: Ude af isolation, men hvad nu?

USA og Rusland var enige om, at Ukraine ikke burde beholde sine atomvåben, men her ophørte enigheden så også. Betydningen af ukrainsk neutralitet forblev uafklaret: Betød det, at landet skulle læne mod øst eller vest, eller kunne man realistisk tro, at det ukrainske lederskab ville være robust nok til at balancere mellem de to af egen kraft? I den vestlige lejr var ikke stærke fortalere for at integrere Ukraine, men der var skepsis over for en politik, hvor Ukraine blev trukket mod øst af Rusland. Og der var nok af emner, som fastholdt Ruslands interesse i landet: Sortehavsflåden, den militære flådebase i Sevastopol og de to landes bilaterale handelsrelationer, særligt på energiområdet.

Mængden af uoverensstemmelser var ikke overraskende. Sovjetunionens opløsning skete uden nogen form for forudgående planlægning. Det efterlod en mængde spørgsmål ubesvarede, ikke kun om Ukraines forhold til øst og vest, men også om Ruslands nye rolle og status i den postsovjetiske verden. Håbet i øst såvel som i vest var, at man over tid ville kunne finde fredelige løsninger og nærme sig hinanden.

Så småt begyndte Ukraine at bevæge sig ud af sin internationale isolation. NATO havde ikke været villig til at udstede en sikkerhedsgaranti, ej heller at ophøje Ukraine til en ’særlig partner’ på lige fod med Rusland, men alliancen havde anerkendt, at Ukraine burde belønnes med en eller anden form for tilknytning. Løsningen blev en invitation til at deltage i NATO’s nyetablerede Partnerskab for Fred, der gav alle tidligere Warszawapagt-lande en mulighed for at knytte sig til NATO som ’partner’. Målet var ikke kollektivt forsvar, men fælles indsats for at forebygge kriser og etablere tillid på tværs af kontinentet. Ukraine blev således officielt NATO-partner den 8. februar 1994. Mens det nye partnerskab gav indtryk af, at NATO havde fundet på et partnerskabsdesign for orden på kontinentet, var det i virkeligheden et kompromis – og mest af alt: et udtryk for, at NATO’s ledere havde brug for tid. Tid til at følge udviklingen i Rusland. Tid til at overveje, hvad man skulle stille op med de forespørgsler om medlemskab og tilknytning, der strømmede ind fra de tidligere Warszawapagt-lande: Og tid til at finde sig selv.

Samme år indgik Ukraine også en partnerskabs- og samarbejdsaftale med EU. Dét var en beslutning, som førte til optøjer i det østlige Ukraine, hvor mange hellere så, at man arbejdede for at etablere en toldunion med Rusland i det Fællesskab af Uafhængige Stater, man som nævnt havde oprettet efter Sovjetunionens fald. De første år som et uafhængigt, men isoleret, land havde været økonomisk hårde, og risikoen for et omfattende økonomisk kollaps fik da også fremrykket det ukrainske præsidentvalg i 1994. Vinderen blev den prorussiske Leonid Kutjma, der under sin valgkamp havde plæderet for økonomisk genopretning netop gennem tilnærmelse til Rusland. I praksis havde aftalen med EU ikke åbnet op for øget samhandel, hvorfor Ukraine forblev stærkt afhængigt af sine økonomiske relationer til Rusland.

Den nyvalgte Kutjma fik hurtigt at mærke, at russerne havde de fleste kort på hånden. Rusland tilbød mere favorable handelsvilkår end EU (som i øvrigt også var fodslæbende med at ratificere den nye aftale), men samtidig stod Ukraine sårbart i de øvrige bilaterale forhandlinger med Rusland. Ukrainerne måtte derfor acceptere en mere ulige fordeling af Sortehavsflåden end oprindelig aftalt, og de måtte også gå med til en fortsat russisk tilstedeværelse på flådebasen i Sevastopol.

Kutjma, der ellers var trådt ind i præsidentembedet med en prorussisk tilgang, orienterede sig derfor mere og mere mod vest. Ukraine forholdt sig således ikke neutralt til NATO’s forestående østudvidelse, men begyndte at bakke aktivt op om Polens, Tjekkiets og Ungarns kommende medlemskaber. Kutjma luftede desuden tanken om, at Ukraine måske en dag ville genoverveje sin neutrale status.

Den vestlige orientering i denne periode skal dog ikke overdrives. For Kutjma var også fuldt ud bevidst om behovet for at balancere mellem øst og vest. Ukraine gik derfor også Ruslands ærinde og advarede NATO mod at placere atomvåben i de nye medlemsstater, ligesom ukrainerne i 1997 også underskrev en ny, mellemstatslig venskabstraktat med Rusland. Som en del af traktaten anerkendte Rusland Ukraines territoriale integritet, mod at Rusland til gengæld fik lov til at leje en del af flådebasen i Sevastopol 20 år frem (til 2017).

Ved udgangen af 1999 var Ukraine derfor ved at finde sin egen selvstændige rolle i regionen, som frem for alt byggede på en aktiv – dynamisk og tvetydig – balancegang mellem øst og vest. Balancegangen gjaldt også i forhold til det ydre pres, der kunne være, når det gjaldt en oprydning i – eller modernisering af – landets politiske institutioner. Det kom frem både i forbindelse med partnerskabs- og samarbejdsaftalen med EU og Fællesskabet af Uafhængige Stater med Rusland.

I begge tilfælde forsøgte Ukraine at høste de politiske og økonomiske frugter ved samarbejdet, men at modstå kravene til politisk forandring. Kravet fra EU var en styrket retsstat og mindre korruption; kravet fra Rusland var en anerkendelse af russisk lederskab.

Ukraine var ikke villigt til at levere på nogen af fronterne. Det fik med tiden EU til at miste interessen, mens Rusland var anderledes tålmodigt.

 

Kravet fra EU var en styrket retsstat og mindre korruption; kravet fra Rusland var en anerkendelse af russisk lederskab
 

Ukraine var ikke villigt til at levere på nogen af fronterne. Det fik med tiden EU til at miste interessen, mens Rusland var anderledes tålmodigt
_______

 

Ukraine 2000-04: En svag stat kan ikke balancere

Da Leonid Kutjma i november 1999 tiltrådte sin anden embedsperiode som præsident, var det med et klart mål om at konsolidere sin magt. Politiske modstandere blev undertrykt og retsforfulgt, oligarkerne lokket med politisk indflydelse og økonomiske gevinster, og den frie presse blev jaget vildt. I september 2000 forsvandt den kritiske journalist Georgiy Gondadze, og to måneder senere dukkede hans halshuggede lig op uden for Kyiv. En lækket lydoptagelse trak tråde tilbage til Kutjma og indenrigsministeriets sikkerhedsstyrker.

Den skandale var dog slet ikke nok til at vælte den tiltagende magtfulde Kutjma. Nok var den folkelige opbakning på tilbagetog, men Kutjma nød stadig opbakning i parlamentet—hvilket reelt ville sige fra de kræfter, som købte sig adgang til det politiske system. I modsætning til Putin var han dog ikke i stand til at konsolidere sin magtbase. Derimod var han helt afhængig af det prorussiske Regionspartiet bestående af oligarker fra det østlige Ukraine, som havde stærke økonomiske interesser i handlen med Rusland.

Hvor Putin lykkedes med at opbygge en stærk stat og tvinge de russiske oligarker til at underlægge sig dens magt og kontrol, var det samme altså ikke tilfældet for Kutjma i Ukraine. I stedet blev den ukrainske stat svagere og svagere – og penetreret af korruption og udenlandsk indflydelse. Det hjalp da heller ikke, at Den Internationale Valutafond – helt teknisk korrekt, men igen politisk naivt – insisterede på, at Ukraine åbnede op for udenlandske investeringer og øget privatisering. Reelt betød det, at Ukraine åbnede døren for russiske opkøb og russisk indflydelse.

Summen af dette var en slags kollaps i statens styrke. Kutjmas popularitet faldt, den regionale balance i regeringen (og blandt oligarkerne) rykkede mod øst, store dele af den vestlige befolkning blev fremmedgjort, og Vesten trak sig.

Situationen blev ikke bedre af, at USA – midt under forberedelserne til Irakkrigen – fandt ud af, at Kutjma havde godkendt salget af et ukrainsk produceret radarsystem til det iranske luftforsvar. En rasende præsident George W. Bush satte i 2002 USA’s økonomiske støtteprogram til Ukraine på pause, og NATO lagde Ukraine på is.

Ikke desto mindre fastholdt Kutjma, at det fortsat var regeringens officielle målsætning at tilnærme sig Vesten og opnå medlemskab af både NATO og EU. Ukraine begyndte at lægge en plan for, hvordan landet kunne nå i mål med at leve op til EU’s optagelseskriterier inden 2011, og Ukraines nationale sikkerheds- og forsvarsråd påbegyndte drøftelse af vejen mod et potentielt NATO-medlemskab.

Men det var luftkasteller. Interessen var nemlig ikke gensidig: Hverken NATO eller EU havde lyst til at nærme sig en stat, der udviste tiltagende autokratiske tendenser. NATO’s generalsekretær, Jaap de Hoop Scheffer, lagde da heller ikke fingre imellem, da han offentligt kritiserede Kutjma og hans regering for manglende demokrati og frie valg forud for det ukrainske præsidentvalg i 2004.

Anderledes forholdt det sig med Rusland, hvor døren stadig stod åben på vid gab. Putin erkendte tidligt i sin embedsperiode, at Fællesskabet af Uafhængige Stater havde slået fejl som et russisk instrument til at genvinde kontrollen over Ukraine. Han foreslog derfor i 2002 et nyt integrationsinitiativ: Den Euroasiatiske Økonomiske Union. En supranational konstruktion a la EU, der både skulle have sin egen domstol og sit eget parlament – og hvor stemmereglerne i det centrale beslutningsorgan ville gøre Rusland i stand til at bestemme og kontrollere organisationen. Herved ville enkelte lande ikke kunne blokere for øget integration, som det havde været tilfældet med Ukraine i Fællesskabet af Uafhængige Stater.

En presset Kutjma gav indledningsvist udtryk for, at Ukraine ville træde ind i den nye union, men kom efterfølgende på retræte, da interesser i det ukrainske parlament gjorde modstand. Kompromiset blev en ukrainsk deltagelse i et mere udvandet økonomisk integrationsinitiativ, der også inkluderede Belarus og Kasakhstan.

Præsidentvalget i 2004 fremstod derfor som en skelsættende begivenhed, der enten ville cementere eller omvælte Ukraines overgang til autokrati – hvilket, hvis det skete, ville trække Ukraine længere mod øst. Kutjma kunne af forfatningsmæssige årsager ikke genopstille en tredje gang og udpegede derfor Viktor Janukovitj som sin efterfølger. Janukovitj var en tidligere dømt kriminel uden den store karisma og stærkt populær i Donbas-regionen, som han var upopulær i resten af landet. Samtidig var han leder af Regionspartiet, der havde været en trædesten for Kutjmas vej til magten.

Janukovitj vandt i første omgang præsidentvalget – dog kun takket være massiv støtte fra Rusland og udbredt valgsvindel. Det medførte omfattende demonstrationer og protester, der kulminerede med Orange-revolutionen. Mange ukrainere ønskede et ægte demokrati og bedre levevilkår, og samtidig havde de ukrainske oligarker – ved at se til Putins Rusland – fået øjnene op for faren ved at underlægge sig en (alt for) stærk præsident.

Dette aparte interessesammenfald mellem befolkningens ønske om demokrati og oligarkernes knap så demokratiske ønske om at fastholde deres korrupte greb om den svage stat skabte en stærk koalition, der også fik vestlig opbakning. EU nægtede at anerkende valgresultatet, og det ukrainske parlament erklærede valget for ugyldigt. Et nyt præsidentvalg blev stablet på benene, hvor oppositionspartierne formåede at overkomme deres interne stridigheder og danne en samlet alliance. Strategien lykkedes, og oppositionens spidskandidat, Viktor Jusjtjenko, blev udnævnt som vinderen af præsidentvalget. I samme ombæring vedtog parlamentet en revision af landets forfatning, hvor præsidentens magt blev indskrænket.

Det var nu op til dette reformerede lederskab i Ukraine at balancere mellem øst og vest. Rusland var forsmået og havde mistet indflydelse. Samtidig bevægede NATO og EU sig tættere på. NATO’s seneste udvidelse bød Bulgarien, Estland, Letland, Litauen, Rumænien, Slovakiet og Slovenien velkommen som nye medlemmer, alt imens EU lancerede både sin østudvidelse og sin naboskabspolitik. Orange-revolutionen var dermed ikke blot et forsøg på at modernisere Ukraines politiske institutioner, men et forsøg på at skabe afstand til Rusland i et geopolitisk fortættet Europa.


Kyiv, 27. december 2004: Præsident Viktor Jusjtjenko (2005-10) og premierminister Julija Tymosjenko (2005, 2007-10) betragter demonstrationerne på Uafhængighedspladsen [FOTO: Genya Savilov/AFP/Ritzau Scanpix]

Ukraine 2005-10: Skuffelser og tomme løfter

Viktor Jusjtjenko blev indledningsvist hyldet som demokratiets sejrherre, og mange havde derfor store forventninger til, at han kunne få vendt udviklingen i Ukraine og få landet rettet ind på en mere demokratisk og vestligt orienteret kurs. Hensigterne var der da også, men Jusjtjenko løb ind i det samme problem som forgængeren Kutjma. Det var ikke tilstrækkeligt blot at have de bedste intentioner, når det kom til integrationen med Vesten. Det krævede også omfattende indenrigspolitiske reformer, der var vanskelige at gennemføre i en svag stat, der var fanget i et netværk af stærke private og udenlandske kræfter.

På visse områder blev Ukraine dog et mere konsolideret demokrati, særligt hvad angik reglerne for pluralisme og politisk konkurrence. Det haltede dog stadig, når det kom til vanskelige, men nødvendige, økonomiske reformer og opgøret med den omfattende korruption i landet. Indenrigspolitisk fik Jusjtjenko da også kappet vingerne kort efter sin tiltrædelse som præsident.

Under Orange-revolutionen havde oppositionspartierne indset, at det ville kræve en fælles front at slå Janukovitj og Regionspartiet. Jusjtjenko, som var leder af partiet Vores Ukraine, indgik derfor i en alliance med lederen af Fædrelandspartiet, Julija Tymosjenko. De to kandidater havde begge været en del af regeringen under Kutjma, henholdsvis som premierminister og vicepremierminister, men de var endt på hver sin side i opgøret med deres tidligere chef. For en kort stund formåede de dog med succes at lægge uenighederne bag sig. Jusjtjenko blev præsident, og Tymosjenko premierminister. Men underliggende spændinger brød derefter tilbage til overfladen, og deres samarbejde kollapsede. Deres rivalisering blev intensiveret af den nye forfatning – der egentlig var tænkt som et værn mod en ny magtærgerrig politiker (jf. Kutjma), men som havde skabt flere politiske magtcentre, der nu blev aktiveret af præsidenten og premierministeren. Alt dette bremsede naturligvis opbygningen af en stærk retsstat fokuseret på at mindske korruption og åbne sig mod Vesten.

Tymosjenko nåede ikke at sidde på premierministerposten i mere end ni måneder, før hun blev afsat, hvorefter alles fokus rettede sig mod det kommende parlamentsvalg som en kilde til at (gen)vinde magten over flertallet i parlamentet og premierministerposten. De interne magtkampe mellem Vores Ukraine og Fædrelandspartiet havde deres pris. Ved valget 26. marts 2006 kom Janukovitjs prorussiske Regionspartiet ind på førstepladsen med 32,1 pct. af stemmerne og 186 af de 450 sæder i parlamentet. Den alliance, der havde stået bag Jusjtjenko under Orange-revolutionen, kunne i teorien dog godt have skabt et flertal – men de sprækker, der var opstået, var for store. Efter måneders tovtrækkerier kunne Regionspartiet derfor danne en ny alliance med Kommunisterne, og den prorussiske Janukovitj kom dermed tilbage i magtens centrum som premierminister. Nu var Ukraine fanget i et kaos med to magthavere, der trak i hver sin retning – Janukovitj som regeringsleder, Jusjtjenko som præsident – og nu skulle den ene indenrigspolitiske krise afløse den anden.

Jusjtjenko kæmpede stadig en brav kamp for at rykke Ukraine tættere mod Vesten. I 2005 anmodede han officielt EU om en formel associeringsaftale med et klart medlemskabsperspektiv, mens det to år senere blev NATO’s tur til at modtage en officiel anmodning om en klar handleplan for vejen mod medlemskab for Ukraine. Ukraines manglende reformer og indenrigspolitiske kaos gjorde det dog vanskeligt for både EU og NATO at imødekomme ansøgningerne. Særligt i en tid hvor forholdet til Rusland var anstrengt.

De NATO-allierede var dog stærkt splittede. Skulle de belønne forsøget på modernisering og anerkende ønsket om demokrati og fuld selvstændighed, eller skulle de mere realistisk og pragmatisk se tiden an og fastholde Ukraine som ’partner’? USA var i disse år under ledelse af præsident George W. Bush jr., og selvom hans rådgivere var splittede, endte Bush med at anbefale en klar omfavnelse af Ukraine ikke bare fra USA, men også NATO. Frankrig og Tyskland var stærkt imod, og egentlig burde spørgsmålet om NATO-medlemskabet være sendt til hjørnespark (i en nedsat kommission). Men drevet af amerikansk pres besluttede NATO, at spørgsmålet skulle op på topmødet i Bukarest i 2008 og afgøres dér. Det førte til et ilde set kompromis: Ukraine blev lovet, at landet ’en dag’ ville blive NATO-medlem, men NATO tilbød ingen konkret vej eller handlingsanvisning. USA fik vedtaget perspektivet; Frankrig og Tyskland fik blokeret for praktikken; og tilbage stod NATO med et tomt løfte, som gjorde skade på foretagendets geopolitiske troværdighed. Alliancen mente jo ikke det, den sagde.

Rusland var ikke imponeret af NATO’s beslutningskraft og udsyn og så en mulighed heri. I Moskva var man heller ikke imponeret over Ukraines modernisator Viktor Jusjtjenko. Han havde insisteret på, at ansatte fra den russiske sikkerhedstjeneste ikke længere måtte opholde sig på flådebasen i Sevastopol, og gjort det klart, at Ukraine ikke havde nogen hensigt om at forlænge leasingaftalen, efter at den udløb i 2017.Jusjtjenko bakkede samtidig op om Georgien, som havde fået samme (tomme) løfte fra NATO om medlemskab – og som snart, i august 2008, befandt sig under russisk angreb.

Da Ukraine nærmede sig præsidentvalget i 2010, stod det klart, at Orange-revolutionen og Jusjtjenko havde spillet fallit: Reformerne var udeblevet, økonomien hang i laser efter finanskrisen i 2008, og korruptionen var mindst lige så omfattende, som da Jusjtjenko tiltrådte som præsident i 2004. Tilbage stod Janukovitj og Regionspartiet, som nu i 2010 helt reelt vandt magten ved et valg, der af observatørerne blev set som frit og fair. Men Ukraines slingrende balancekurs fortsatte, godt hjulpet af mangel på klarhed i vestlig politik og en vedvarende mangel på lederskab og konsensus i Kyiv.


Kyiv, 1. december 2013: En demonstrant kaster et nødblus mod det ukrainske indenrigsministerium under de provestlige demonstrationer, der fulgte efter valget af den prorussiske præsident Viktor Janukovijt [FOTO: Gleb Garanich/Reuters/Ritzau Scanpix]

Ukraine 2011-14: Balancegangens kollaps

Janukovitj gik egentlig til valg på et poleret image. Han foregav at være ked af hele miseren med valgsvindlen i 2004 og at have konverteret til demokratiske dyder. Han søgte med andre ord om syndsforladelse, og han fik det. Det skulle dog vise sig at være et spil for galleriet Hvis der var én ting, som Janukovitj havde lært af Orange-revolutionen, så var det, at autokrati ikke måtte vige, men tværtimod at autokrati måtte overleve ved en mere hårdhændet kurs, som han slog ind på nu.

I denne ånd formåede Janukovitj at gøre det, som ingen ukrainsk præsident tidligere havde været i stand til: at danne en samlet regering, hvor præsidenten var i stærk alliance med både parlamentet og premierministeren. Vejen dertil var hverken lovlig eller demokratisk: Politiske modstandere (herunder Julija Tymosjenko) blev fængslet, parlamentsmedlemmer blev bestukket, grundloven blev overtrådt, den frie presse blev stækket, sikkerhedsstyrkerne blev udskiftet, og en lille håndfuld oligarker (også kendt som ’familien’) blev betalt for deres loyalitet. Tilsammen gjorde det Janukovitj i stand til at overkomme den indenrigspolitiske splittelse, der så ofte havde lammet ukrainsk politik. Formålet var at cementere og fastholde magten, ikke at modernisere eller reformere de politiske institutioner.

Udenrigspolitisk forsøgte Janukovitj at spille på to heste – at få støtte i form af ressourcer og anerkendelse fra både øst og vest. Ukraine opnåede favorable rabatter på gas og energi ved at forlænge Ruslands leasingaftale vedrørende flådebasen i Sevastopol med yderligere 25 år og sagde ja tak til at få tildelt en observatørstatus i Ruslands modsvar til associeringsaftalen med EU: Den Euroasiatiske Toldunion. Dette nærede Putins ønske og forventning om, at Ukraine ville indgå i en fælles toldunion med Rusland frem for EU, hvorfor skuffelsen var til at tage og føle på, da Janukovitj samtidig satte strøm til de afsluttende forhandlinger med EU. EU trak dog selv tingene i langdrag ved at nægte at underskrive aftalen, så længe Tymosjenko var fængslet. Derfor var det først i efteråret 2013, at EU-associeringsaftalen lå klar til underskrivelse.

Uden overblik og vision havde Janukovitj bakket Ukraine ind i et nulsumsspil: Ukraine kunne kun vælge at indgå i én toldunion, og den valgte toldunion – Rusland eller EU, øst eller vest – ville i stigende grad præge landets handelsrelationer, økonomi og samfund. Bevidst herom lokkede Putin med 50 pct. rabat på gas og et stort statslån på 15 mia. dollars til den økonomisk pressede Janukovitj, der ellers stod på tærsklen til at skulle optage et nyt lån fra Den Internationale Valutafond i bestræbelserne på at undgå et økonomisk kollaps.

Fra dette punkt begyndte historien at gentage sig, om end kun i forstørrede træk. Janukovitj forsøgte at spille på begge heste, men kunne ikke, og da det stod ham klart, at EU ikke var til at presse, gav han op på EU-aftalen. Dermed var der kun én hest tilbage, den russiske, hvilket betød, at Janukovitj måtte vælge side én gang for alle.

Beslutningen blev mødt af omfattende protester i Kyiv. I første omgang vedtog regeringen flere forfatningsstridige love for at forbyde yderligere demonstrationer. Men det bidrog kun til ilden – demonstrationerne tog til, nu med det sigte at vælte Janukovitjs regime. Som seks år forinden, under Orange-revolutionen i 2004, opstod der en aparte koalition af sammenfaldende interesser mod regimet. Store dele af befolkningen ønskede mere demokrati og ansvarlighed i det politiske system, og en række oligarker, som ikke var med i Janukovitjs inderkreds, og som i øvrigt ikke var demokratiske, mobiliserede også modstand mod regimet af frygt for at tabe på drejningen mod øst. Det var en aparte koalition, men den væltede til sidst Janukovitj, som i februar i al hast flygtede til Rusland. Få dage senere invaderede Rusland Krimhalvøen og annekterede denne.

Ukraines balancegang mellem øst og vest var hermed endegyldigt ophørt. Fra februar 2014 var Ukraines politiske orientering et spørgsmål om øst eller vest.


Lviv, 25. november 2013: I snevejret har provestlige demonstranter fundet paraplyerne frem [FOTO: Yuriy Dyachyshyn/AFP/Ritzau Scanpix]

Lektier af 1990-2014

Denne ukrainske historie fra 1990 til 2014 er instruktiv i flere henseender. For det første er det klart, at Ukraine har været både velsignet og forbandet på grund af sin svage stat. Den svage stat har været forbandet, fordi den var korrupt og ude af stand til reelt at forfølge landets nationale interesser – i modsætning til at varetage private (korrupte) interesser. En sådan svag stat kan ikke forfølge en dynamisk neutralitetspolitik, men svinger – som vi har set – mellem politiske ekstremer, med revolution og modrevolution til følge.

Men den svage stat har på sin vis også været en velsignelse, for svagheden har skabt grobund for en form for politisk pluralisme, hvor magthavere har kunnet væltes, når utilfredsheden blev for stor.

For et land som Rusland har Ukraines svage stat været svær at købe eller kapre, fordi den ikke havde styr på hjemmefronten. I 2004 og igen i 2014 kollapsede det projekt, som russerne havde investeret i, og til sidst greb de direkte ind, med annekteringen af Krim. For Rusland var det på sin vis et nederlag, fordi det lukkede for muligheden af at spille på geopolitisk tvetydighed: Putins revanchisme måtte vise sine kort.

For det andet er det en historie om en grad af vestlig naivitet, i den forstand at vestlige ledere aldrig for alvor fik greb om de betingelser, der skulle opfyldes, for at Ukraine kunne være en neutral bufferstat. Reelt set må en sådan stat selv drive værket – være politisk afklaret og sikre sig midlerne til at opretholde sin egen neutralitet. Det var aldrig tilfældet i Ukraine. Alternativet er så, at de omkringliggende lande etablerer en forståelse af, hvordan bufferstaten (Ukraine) skal indrammes i fælles spilleregler. Og det var her, at naiviteten i en vis grad trivedes:

Vestlige ledere tog det ikke alvorligt nok, at de ikke havde en klar aftale med Rusland om Ukraine – en situation, som givetvis var opstået, fordi Ukraine simpelthen ikke betød nok i de vestlige politiske kalkulationer. Det var en tilsidesættelse af geopolitisk vision eller indsigt, som vestlige ledere senere måtte betale dyrt for.

Slutteligt er det en historie om Europas fremtid. Hverken dengang eller nu har NATO-landene på den ene side og Rusland på den anden haft tilstrækkelige fælles visioner til at opretholde en neutral zone mellem sig. Det gik kun godt, indtil Ukraines svage stat opgav at balancere. Derefter blev det et nulsumsspil.

Dengang som nu må NATO-landene drage konsekvensen: Falder Ukraine mod øst, fordi Rusland har held med at føre krigen til sin politiske ende, vil Rusland også have sat en grænse for NATO. Det vil være en russisk streg, som går på tværs af NATO’s beslutning fra 1990 om, at kontinentet skal være ’helt og frit’. Den vil således også gå på tværs af beslutninger fra 1995-1997 – forhandlet dels mellem NATO-landene, dels med Rusland – om, at NATO’s udvidelse er både mulig og ønskelig. Og den vil gå på tværs af NATO-traktatens løfte (i Artikel 10) om, at NATO i enighed kan invitere ethvert europæisk land ind i alliancen.

I dag er det for sent for NATO-landene at gøre sig forestillinger om et neutralt Ukraine. Denne ide døde som nævnt i 2014. NATO står med et projekt om selvbestemmelse i Europa, som enten vinder eller taber i Ukraine. Taber Ukraine, taber NATO.

Og vinder Ukraine på slagmarken? Tiden må vise, om en ukrainsk sejr er mulig, eller om ’sejr’ i dette tilfælde mere vil være en slags uafgjort på slagmarken med efterfølgende politisk forhandling. I alle tilfælde må de vestlige lande opgive tanken om ukrainsk neutralitet og i stedet bane vejen for Ukraines vestlige forankring.

Og en sådan forankring vil nødvendigvis involvere store militære investeringer i Ukraines evne til at forsvare sig selv. Landet skal have midlerne til at vælge selv og forsvare sit valg, og midlerne i form af militært grej og træning og rådgivning må komme fra de vestlige lande. Om det også vil føre til NATO-medlemskab, må tiden vise. Slagmarken vil være afgørende. De vestlige lande kan påvirke situationen og bane vejen ind i NATO, men deres samlede vilje og evne er omgivet af politisk usikkerhed. Alternativet er som sagt at kanalisere militær bistand ind i Ukraine på et niveau, hvor Ukraine kan selv.

Herudover er det klart, at Ukraine skal inviteres ind i det økonomiske og politiske fællesskab, som EU udgør. Et EU-medlemskab vil være afgørende for moderniseringen af Ukraines institutioner og økonomi og bør være en langsigtet prioritet for vestlige lande såvel som Ukraine.

Sikkerhed for og modernisering af Ukraine – det er udfordringerne. Der er mange ubekendte faktorer, men sikkert er det, at neutralitet ikke er en option. At trækket mod vest – og mod opbygningen af en sikker og stærk retsstat og et pluralistisk styre i Ukraine – bliver langt og sejt. USA vil bede sine europæiske allierede om at bære byrden. Men måske det kan give europæerne en mulighed for at udvise sikkerhedspolitisk lederskab. ■

 

Vinder Ukraine på slagmarken? Tiden må vise, om en ukrainsk sejr er mulig, eller om ’sejr’ i dette tilfælde mere vil være en slags uafgjort på slagmarken med efterfølgende politisk forhandling
_______

 

Anne Ingemann Johansen (1988) er adjunkt ved Center for War Studies, Syddansk Universitet. Hun forsker i europæisk sikkerhedspolitik med særligt fokus på EU, NATO og Ukraine. Hun arbejder p.t. på et større forskningsprojekt om NATO og Ukraine.

Sten Rynning (1967) er professor på Syddansk Universitet. Han forsker i geopolitik og europæisk sikkerhed og har netop udgivet den anmelderroste bog NATO: From Cold War to Ukraine, A History of the World’s Most Powerful Alliance (Yale University Press).

ILLUSTRATION: Washington D.C., 21. december 2022: Før han skal holde tale i Kongressen, bliver Volodymyr Zelenskyj modtaget af præsident Biden i Det Hvide Hus [FOTO: Olivier Douliery/AFP/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt