Johannes Andersen er bogaktuel: Den nye elite befinder sig i en verden, som på ingen måde reflekteres i resten af befolkningen
09.12.2024
”Vi risikerer, at der opstår en kløft imellem dem, der sætter dagsordenen for, hvad der er vigtigt, og så dem, som er underlagt den dagsorden. Hvis det spænd bliver for stort, bliver det svært at nå hinanden igen”
Interview af Gustav Thyrri Rostgaard
I serien Bogaktuel interviewer RÆSON førende forskere, eksperter og forfattere om aktuelle bøger. I denne udgave har vi talt med Johannes Andersen, som er lektor emeritus ved Institut for Politik og Samfund på Aalborg Universitet og aktuel med bogen Fra en anden verden – Den nye elites politiske værdier og perspektiver, der udkom 22. november på Forlaget JLA.
RÆSON: Vi skal snakke om din nye bog, Fra en anden verden – Den nye elites politiske værdier og perspektiver, som undersøger den akademiske storbyelites verdenssyn og holdninger. I 2010’erne talte alle om populisme, og mange har forsøgt at kortlægge, hvem de nye populistiske bevægelser bestod af, og hvem der stemte på dem. Det blev helt almindeligt at tale om ”globaliseringens tabere” og analysere en konflikt mellem land og by, som fik folk til at stemme på de her særlige, antielitære partier, som hævdede at tale på vegne af ”folket”. Jeg læser din nye bog som et forsøg på at prøve at forstå den samme tendens, men ud fra et andet perspektiv, nemlig ud fra ”den nye elites” verdenssyn og holdninger. Hvordan vil du selv beskrive projektet med din nye bog?
ANDERSEN: Sidste år udgav jeg en bog om populisme, som også var et forsøg på at vende op og ned på billedet af den måde, man traditionelt arbejder med populisme. Hidtil har man rejst spørgsmålet: Hvordan har politikere ageret som populister og opnået en form for tilslutning fra folk? Jeg har prøvet at vende perspektivet om og se på de mennesker, som føler sig mest afmægtige, og som stemmer på de populistiske partier: Hvilken tankegang har de? Og der fandt jeg blandt andet ud af, at der var nogen blandt de såkaldte ”røde populister”, der gik den røde vej med Enhedslisten som et af de vigtigste partier. Og så havde man den blå vej, som var lidt mere udviklet, men stadigvæk lidt diffus. Den landede meget hurtigt hos Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne osv., hvilket jo ikke er overraskende.
Så var det, at jeg blev kontaktet af en af mine gode venner, der sagde, ”hvordan kan du lave sådan en bog om populister, hvor du bare kaster dem i én kasse? Så er du jo bare én af dem fra den nye elite, som bare gør, hvad de kan for at smide folk i båse.”
Og det satte mig så på sporet af, at det er sgu da rigtigt, det her. I virkeligheden, så er den måde, jeg agerer på, helt efter bogen. Det, vi kan, det er at putte folk i kasser. Og så begyndte jeg at tænke over, hvordan man kunne man gribe det an for at finde ud af mere om os, der putter folk i kasser. Det ledte mig på sporet af den nye bog om den nye elite.
Ideen var for det første: Hvad er det for et privilegie, man har som en del af en ny elite, og findes den overhovedet? Og det mener jeg, at den gør. Og den ressource, som den nye elite har privilegeret adgang til – en rigtig, rigtig vigtig ressource for samfundet i dag – det er viden, det er information, og det er evnen til at sætte en dagsorden. Det brugte jeg som nøglen til at se, hvordan man derfra kan karakterisere de andre grupper. Og giver det anledning til den erkendelse, at der faktisk er nogen, som bliver rigtig irriteret over den nye elite. Og det er der en god grund til, fandt jeg ud af, nemlig at de hele tiden bliver puttet i en kasse, hvor man potentielt overser noget.
Lad os starte med at få styr på, hvem den her nye elite overhovedet er: Hvordan definerer du ”den nye elite”? Og hvordan adskiller den sig fra det, du kalder ”den traditionelle elite”?
For det første definerer jeg ”eliter” som grupper af borgere, der har privilegeret adgang til en given ressource, som er vigtig i en samfundsmæssig sammenhæng.
Historisk havde vi, i 17-1800-tallet, godsejerne, der havde det privilegium at have adgang til jord. Godsejerne blev senere afløst af en ny gruppe med privilegier, nemlig af folk, der havde adgang til kapital, og nogle af dem investerede i industrifabrikker, andre i spekulation, og tjente altså penge ved handel med aktier, guld eller slaver: Der var mange ting, de kunne investere i, og det gjorde de så for at tjene penge. Og på den måde kom de til at fylde rigtig, rigtig meget i samfundet, for uden kapital kunne samfundet jo ikke gøre ret meget. I min bog definerer jeg dem som ”den traditionelle elite”.
Vi får så med opbygningen af velfærdssamfundet i 50’erne, 60’erne og 70’erne en ny gruppe: nogen, der har privilegeret adgang til de regler, der regulerer, hvem der har adgang til velfærd, og hvem der ikke har adgang til velfærd. Det vil sige, det var juristen, som strengt taget kunne beskrives som bureaukraten, eller papirnusseren, som man snakkede om i 70’erne, som sad der med den privilegerede adgang til at finde ud af eller vide, hvad loven siger om, hvad man kan få i social ydelse for eksempel. De fyldte rigtig meget i den offentlige sektor, indtil vi så fra 80’erne og 90’erne begyndte at tænke, at den offentlige sektor skal være meget mere åben, fleksibel, imødekommende, lyttende og spille sammen med borgerne med henblik på at give dem den bedste ydelse. Hertil skulle den offentlige sektor begynde at evaluere de ydelser, vi har. Og så kommer New Public Management på en eller anden måde og åbner døren. Den siger: ”Væk med bureaukraterne, vi skal åbne for nogen, der ved hjælp af viden, indsigt osv. kan finde ud af, hvad det egentlig er, der foregår”. Og det er her, den nye elite opstår.
Den ressource, som den nye elite har privilegeret adgang til – en rigtig, rigtig vigtig ressource for samfundet i dag – det er viden, det er information, og det er evnen til at sætte en dagsorden
_______
Du definerer altså ”den nye elite” som dem, der bor i de større byer og har en videregående uddannelse, og hvis vigtigste aktiv derfor er viden snarere end kapital, som er den ressource, ”den traditionelle elite” har privilegeret adgang til. Og den nye elite er – udover at have en lang videregående uddannelse og bo i København eller en af de større universitetsbyer – defineret ved at tjene mindst 200.000 om året. Og det er faktisk på niveau med ”den lavere middelklasse”, som er defineret ved at have en bruttoindkomst på mellem 200.000 og 450.000 kr. om året. Er man virkelig ”elite”, bare fordi man har en lang videregående uddannelse, hvis man i virkeligheden har færre penge mellem hænderne end den lavere middelklasse?
Jeg lægger det økonomiske snit relativt lavt. Det gør jeg, fordi der er mange håbefulde konsulenter ude i verden. Og du kender garanteret nogle af dem fra dit studie. De bliver så måske ansat i den offentlige sektor i nogle år, og det går godt. Så begynder de at starte en konsulentvirksomhed op, og det er ikke fra starten af, at man tjener kassen – langt fra. Derfor er den økonomiske ramme ret lille.
Og den nye elite bor jo netop også i de større byer, hvilket betyder, at man så også typisk skal betale for en eller anden helt vildt dyr københavnerlejlighed. Så den nye elites rådighedsbeløb kan jo sagtens blive ret småt. Så det er, fordi du arbejder med en forestilling også om fremtidig indkomst eller en slags samlet livstidsindkomst, at du putter for eksempel nyuddannede konsulentspirer uden den bedste økonomi lige nu i ”elite”-kategorien?
Jeg har i hvert fald en forestilling om, at de faktisk meget hurtigt kan blive en del af dem, der kan bære en rigtig indkomst, bære en rigtig god lejlighed og have købt de ressourcer, som egentlig måske også er en del af motivationen for at kaste sig ud i at blive selvstændig erhvervsdrivende indenfor konsulentbranchen. Men det, de jo er hammergode til, er at forsøge hele tiden at finde dagsordenen – den nye, spændende dagsorden, som fortæller, hvilken vej samfundet er på vej hen. Og så kan de leve videre på det. Men man skal jo starte et sted.
Noget andet, jeg tænkte på, da jeg læste din bog, er den ’prekarisering’ af arbejdsmarkedet, man nogle gange taler om, hvor der vokser en ny klasse af løstansatte arbejdere frem. Akademikere og højtuddannede er i høj grad ramt af den her tendens; rigtig mange universitetsansættelser er løse og enormt usikre, og mange journalister freelancer i lange perioder, og de er vel også en del af dem, som indgår i din definition eliten? Kan man virkelig både være en del af eliten og af prekariatet?
Det er rigtig godt set. Og jeg synes, det er en vigtig nuancering og et vigtigt bidrag til forståelsen af, hvem den nye elite egentlig er. For de lever netop i universitetsverdenen mere og mere under prekære forhold. Det er der slet ingen tvivl om. Det værste sted, man kunne komme i dag, det må være at blive ansat på et universitet – siger jeg!
At være en del af den ny elite er ikke ensbetydende med, at man økonomisk set bare kører derudad. Slet ikke. Man skal kæmpe for at kunne sætte de rigtige dagsordener.
Hvorfor er det et problem, at det mest er de veluddannede, som træffer beslutningerne og sætter den politiske dagsorden? Er det ikke meget naturligt, kunne man polemisk spørge, at de her mennesker har mere at skulle have sagt, fordi de netop i kraft af bedre uddannelse er bedre til at se, hvad der er vigtigt for samfundet, og hvor det bør bevæge sig hen?
Det var Lenin, der sagde, at ”det er kun partiet, der har indsigten i, hvad folket har brug for”, fordi folket endnu ikke er klar til at indse det. Det er en form for centralistisk logik, som var en hovedkilde til, at man fx fik Sovjetunionen. Det er sådan set også det, der på en måde opretholder den kinesiske logik: Det er partiet, der går forrest. Det er dem, der ved, hvad folket virkelig vil have. Det er en tankegang, der i grunden går tilbage til Marx, nemlig at dem, som er bedst til at fortolke, skal være dem, der bestemmer.
I et videnssamfund som vores er risikoen, at der opstår en kløft imellem dem, der sætter dagsordenen for, hvad der er vigtigt, og så dem, som er underlagt den dagsorden. Dem, der sætter dagsordenen, må ikke komme for langt væk fra det liv, som leves i befolkningen. For hvis det spænd bliver for stort, bliver det svært at nå hinanden igen.
At være en del af den ny elite er ikke ensbetydende med, at man økonomisk set bare kører derudad. Slet ikke
_______
Det var så præmissen for denne næste del af min undersøgelse: Tænk sig, hvis den nye elite befinder sig i en helt anden verden! Og det viser sig faktisk, at det gør de på nogle områder. De befinder sig i en verden, som på ingen måde bliver reflekteret i resten af befolkningen.
På hvilken måde ligner den nye elite ikke resten af befolkningen?
Først og fremmest siger de selv, at der slet ikke findes en elite: ”Vi er ingen elite, og der er faktisk ikke eliter i samfundet”. De er bare nogle folk, der ved meget, og som vil gerne gøre det godt for alle. Hvor svært kan det være? Også den traditionelle elite har svært ved at se, den er en elite, hvilket er ret påfaldende, da de elsker at køre rundt i de store biler og bo i de store huse, og de skal altid være endnu større.
Den værdimæssige forskel mellem eliterne og resten af befolkningen bliver tydelig i Figur 3 i min bog, som viser de syv sociale gruppers placering i det aktuelle politiske holdningsunivers.
Illustration fra bogen: Den vandrette akse angiver placering på en fordelingspolitisk højre-venstreskala, og den lodrette akse angiver værdipolitisk ståsted.
Jeg finder en klar værdimæssig og politisk opdeling i Danmark: Den nye elite, som udgør ca. 12 pct. af befolkningen, trives med forandringer og innovation og er venstreorienteret på værdipolitikken, mens de samtidig er relativt ligeglade med velfærdsstaten. Derimod går de 60 pct., som underklassen, den lavere middelklasse og pensionister til sammen udgør, ind for en stærk velfærdsstat; de prioriterer stabilitet og tryghed og er mere højreorienterede værdipolitisk, ofte med fokus på kontrol med indvandring og sikkerhed. Samtidig er den traditionelle elite endnu længere fra resten af befolkningen fordelingspolitisk – med høj prioritering af skattelettelser og markedsstyring. Dermed er der ret markante spændinger mellem eliterne og resten af befolkningen samt mellem de to eliter, der har vidt forskellige grundlæggende prioriteter og værdier.
Men på ét punkt er de to eliter altså ens: De er enige om at mene, at der slet ikke findes en elite. Hvad tror du, det skyldes?
Begge eliter opfatter sig selv som dem, der er produktive for samfundet, at de gør noget godt for samfundet. Den traditionelle elite bruger udtrykket, at ”det er dem, der skaber arbejdspladserne” – uden dem ville der aldrig være arbejdspladser. Og alene det at udgøre et billede af, at det er os, der starter alt det vigtige her i samfundet, gør jo, at så tænker man ikke på sig selv som elite, men som førerhund for resten. Det samme gælder den nye elite, som jo er dem, der kan håndtere forandring og gøre os opmærksomme på fremtidens udfordringer. De opfatter sig ikke som værende i modsætning til resten af samfundet.
Den nye elite, som udgør ca. 12 pct. af befolkningen, trives med forandringer og innovation og er venstreorienteret på værdipolitikken, mens de samtidig er relativt ligeglade med velfærdsstaten
_______
En interessant ting, som fremgår i din bog, er underklassens syn på en del af det, man med et lidt dårligt begreb kan kalde ”identitetspolitik”. Nogle gange får man det indtryk, at den såkaldte ”wokeisme” er et fjendebillede for folk, der kan finde på at stemme på de her antielitære, populistiske bevægelser. Men i din bog kan man se, at underklassen faktisk ikke nødvendigvis er specielt konservativ eller traditionalistisk, når det kommer til sådan noget som juridisk kønsskifte, og hvorvidt man skal være opmærksom på krænkende sprogbrug osv. Hvad tænker du selv om det? Kommer det bag på dig, at det er på den måde?
Det gjorde det helt klart. Jeg begyndte at lede efter, om der var nogle forklaringer på, at den der wokeisme eller opmærksomheden i forhold til de der nye grupper, som ikke må undertrykkes, eller man må ikke diskriminere osv., at den også var udbredt der. Og en af forklaringerne, jeg fandt, var, at de unge er overrepræsenteret i underklassen. Når man kigger i gruppen, der udgør underklassen, så er der rengøringsassistenter, der er lagermænd, der er musikeren, der er påklæderen, der er billedkunstneren osv. Og hvis man kombinerer det arbejde med at være ung, så begynder man jo at se, at der er formodentlig tale om – især i storbyer – nogle mennesker, der bevæger sig i nogle alternative og kreative miljøer. Og for mig gav det så lige pludselig lidt mening. Så kunne vi godt se, aha – at hvis det er unge, og hvis de bevæger sig i sådan nogle relativt løse sammenhænge, så er der ikke nødvendigvis så langt til også at synes, at undertrykkelse ikke er særlig godt, og at vi skal snakke ordentligt og så videre.
Jeg har også en anden potentiel forklaring på det her med synet på juridisk kønsskifte og familiestruktur: Nogle kommer formentlig fra relativt opløste familiebånd og lever derfor med et stort pres og en form for rodløshed i deres familiesituation. De her – ofte unge – mennesker kommer på den måde ofte til selv at udforske selve familierollen, og hvordan de her familier skal udforme sig. I hvert fald, tror jeg, at man kan konstatere, at fænomenet ikke er fremmet for den her gruppe af mennesker.
Det er jo oplagt at sammenligne med USA, hvor Trump lige er blevet valgt for anden gang, og hvor Det Demokratiske Parti af mange bliver opfattet som et parti for netop en veluddannet, globalt orienteret elite på kysterne. Tror du, at de her ting, som du finder i Danmark, vil være et billede, man også kan finde i mange andre vestlige lande? Har du gjort dig nogle tanker om det?
Ja. Jeg tror sådan set, at Europa nok vil komme længere hen imod det samme. De populistiske strømninger eller de højreradikale strømninger er noget stærkere i Europa, fordi vi også har en helt anden politisk kultur. At politiske partier i Europa historisk set er rammesættende for en måde at organisere nogle politiske standpunkter på og give udtryk for dem, synes jeg, foranlediger lignende tendenser i Europa.
Jeg har været meget inspireret af engelske Matthew Goodwin, som har skrevet bogen Values, Voice and Virtue. Goodwin beskriver, hvordan mange i kølvandet på Brexit opfattede EU som systemet, der i den grad åbner dørene for den nye elite, og den måde, de kunne agere på. Netop den tendens har skabt en stærk modstand i England imod den nye elite derovre. Hvis jeg skal forsætte ud ad den tangent, så er der David Goodhart, som i Head, Hand, Heart beskriver, hvordan velfærdsstaten på en eller anden måde baner vejen for noget, der åbner for ”hovedet”. Hjertet er lille i sammenligning og hånden er lidt større, men hovedet fylder mere og mere og står øverst. Så det er Englands historie, som på mange måder reflekterer nogle af de tendenser, vi ser herhjemme.
Kigger man på USA, så er forskellen, at de ikke har så stærk en central stat. Altså det der med, at det er ”forenede stater” er ret vigtigt, for det vil sige, at de enkelte stater har en relativt stor autonomi. Og jeg gætter på, at nogle af staterne vil kunne finde lignende lokale udviklinger, som vi ser her. I det store system er der ingen tvivl om, at det eksisterer. Og at videnssamfundets avantgarde i den grad kan sætte pisset i kog hos nogle lokale stater. Man kan jo bare tage et kig på, hvordan det rammer direkte ned i Texas-bøndernes eller arbejdernes frustrationer over, at arbejdspladser forsvinder for dem.
Og hvad, hvis noget, gør man noget ved de her spændinger politisk? Er man fra politisk hold, fx i Danmark, opmærksom nok på, at eliten måske også bærer noget af skylden for polariseringen?
Det håber jeg egentlig, at vi er. Og hvis man tænker hele klimaområdet igennem ud fra det her perspektiv, så tænker jeg egentlig, at det efterhånden må gå op for flere og flere af de ihærdige klimaforkæmpere i den nye elite, at hvis de virkelig for alvor skal løfte store dele af befolkningen ind i et klimaengagement, som også gør, at de kan se sig selv i omstillingen, så er det nødvendigt, at man også tænker klimapolitiske ambitioner ind i en socialpolitisk kontekst. Befolkningen gør det ikke bare uden videre. De skal have socialpolitisk hjælp til, at det kan lade sig gøre. Den bevidsthed, tror jeg langsomt, men sikkert vil komme.
På den anden side kan jeg jo konstatere, at den nye elite er utålmodig, når det drejer sig om klimaspørgsmålet. Det vil formentlig komme til at betyde, at nogle i den nye elite vil bevæge sig hurtigere frem og kritisere de ”bagstræberiske” borgere endnu mere. Og sige, at ”nu skal I simpelthen lære, at I skal spise ordentligt kød, hvis I overhovedet skal spise noget kød” osv. Man kan høre det for sig, at de vil råbe rigtig højt og være rigtig utålmodige. Der kan jeg se, at der formentlig kommer en større spænding inden for de næste år. Nu har jeg jo skrevet bogen, så det er jo bare at læse.
20 pct. kan opfattes som populister, og som på alle områder er det, undtagen det autoritære element – og det er en vigtig pointe og en vigtig undtagelse, at vi ikke har det der autoritære element i Danmark endnU
_______
Hvad kan man så mere konkret gøre, også fra politisk hold? Du skriver også i slutningen af bogen, at noget af det, som det kræver, er ”bevidste forsøg på at give de tavse bedre muligheder for at gå i dialog og påvirke beslutninger”. Hvordan kan man gøre det mere konkret?
Vi har brug for det, jeg kalder ”folkelige forstyrrelser”. Man kan vælge at opfatte populisme som noget stærkt negativt, som baserer sig på, at man skal have én leder, at vi ikke skal tage hensyn til andre mennesker, eller at vi har brug for den stærke mand, autoritære logikker og løsninger. Men den side af populismen har vi heldigvis ikke fået i Danmark. Spørgsmålet er så, om der virkelig er så mange, der føler sig så frustrerede? I min lille bog om populisme udgjorde den kategori blandt respondenterne, som jeg kalder for ”Langt ude”, ca. 20 pct. Så ca. 20 pct. kan opfattes som populister, og som på alle områder er det, undtagen det autoritære element – og det er en vigtig pointe og en vigtig undtagelse, at vi ikke har det der autoritære element i Danmark endnu.
Men kan populisme så i virkeligheden være en slags sundt korrektiv til den her nye elite? En en kærkommen ”folkelig forstyrrelse”, som kan skabe en udvikling, der kan skabe bedre betingelser for, at alle bliver hørt og føler sig som en del af samfundet, eller hvordan skal man forstå det?
Det er i hvert fald den positive udlægning af det. Lige nu sidder jeg faktisk med den tredje bog, som ligger i forlængelse af den nye elitebog. Og det, som jeg så udfolder som folkelig forstyrrelse der, det er at sige: Måske skulle vi overveje et borgerting? Folketinget skal vedtage vores love. Men hvad hvis vi havde et borgerting, som skulle godkende Folketingets love, og det borgerting bestod af 175 tilfældigt udtrukne borgere i samfundet, der skulle sidde i tre år ad gangen? Og hvis ikke de kunne godkende lovene, så sender de dem tilbage i hovedet på Folketinget, så de kommer til at være i overensstemmelse med, hvad et repræsentativt udsnit af befolkningen har tænkt om det? Det ville for mig at se være at inkorporere en folkelig forstyrrelse, som virkelig ville gøre, at Folketinget skulle være opmærksomme på det. Det nye borgerting skal ikke genvælges, så de skal ikke kæmpe om at være lækre eller alt muligt andet. De skal bare være snusfornuftige. Det ville være en måde at lave en folkelig forstyrrelse, som gør, at tålmodigheden indfinder sig i større udstrækning ens hos en ambitiøs elite, som har alt for travlt med at komme ud over stepperne med den grønne omstilling for eksempel.
Tror du, du vil kunne overbevise politikerne om, at det er en god idé? Eller hvordan er det politiske klima for sådan et forslag lige nu?
Jamen, det vil de nok ikke, fordi de vil jo nok tænke, ”vi er jo valgt til det”, og det skal de jo også tænke. Men man skal ikke tænke ret længe over den mishandling, der foregår af det politiske system, før det går op for en, hvad der er galt. Og det er det, jeg prøver at beskrive i den næste bog.
Situationen er jo den, at det kun er 3 pct. af befolkningen, der er medlem af et politisk parti. Og det bliver mindre og mindre. Vores valgdeltagelse er også svagt faldende. Samtidig er der flere og flere, der oplever politikermistillid. Det er jo strengt taget noget, man bør tænke over.
Folketingspolitikerne bruger i dag ikke ret meget energi på at hylde hinanden, men på at hylde sig selv. Og så bruger de energi på at fortælle, hvad det er for noget idioti, fortidens politikere har foretaget sig, især fra de andre partier. Det er der, de koncentrerer deres opmærksomhed, og så udvikler de en stil, som gør, at de kan virke overbevisende. Hvis man tænker sig om i sådan en politisk kultur, så bliver man nødt til at tænke: Kunne vi finde på noget andet? Vi har jo mulighed for at lave et borgerforslag, så man kunne få et lovforslag hen og lagt frem for Folketinget. Og der må vi konstatere, at det er gået som forventet. Der kommer nogle enkelte borgerforslag, men Folketinget skubber det væk hver gang, med en enkelt undtagelse. Men hvis man nu vendte billedet om og sagde, at vi bliver nødt til at pejle os efter, at der faktisk sidder et borgerting, som kunne kontrollere processen – det kunne da være spændende! ■
Man skal ikke tænke ret længe over den mishandling, der foregår af det politiske system, før det går op for en, hvad der er galt
_______
Johannes Andersen (f. 1950) er lektor emeritus ved Institut for Politik og Samfund, Aalborg Universitet, hvor han har været ansat siden 1977. Forfatter til en lang række bøger om den demokratiske politiske kultur i Danmark, eksempelvis Hvad folket magter (2000) (sammen med J. Goul Andersen og L. Torpe). De omfatter også en stribe analyser af Folketingsvalg, eksempelvis Partiledernes kamp om midten (2024), redigeret af K. Møller Hansen og R. Stubager. Er ligeledes forfatter til en stribe bøger om hverdagsforhold, eksempelvis Hverdagens centrifuge (1997), Rundt om bordet (2014) og Succes … og det der ligner (2024). Udsender næste år en bog om Bob Dylan: Nærvær og fravær (2025).
ILLUSTRATION: Eget pressefoto.
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
