29.08.2024

Hvad forener paven, J.K. Rowling og nationalistiske, afrikanske politikere? Ifølge Judith Butler er de alle del af den globale anti-gender-bølge, som har stukket sit grimme ansigt frem i løbet af de sidste år. Butlers seneste bog er en god kritik af de skøreste – men ikke de stærkeste – argumenter mod venstrefløjens kønstænkning, og den risikerer at gøre en i forvejen skinger debat mere splittende.

RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Joachim Johansen

Judith Butlers nye bog, Who is Afraid of Gender, er udkommet på dansk denne sommer på Forlaget Klim. I bogen forsøger Butler at forstå og argumentere imod den såkaldte ’anti-gender-ideologi’, som de lokaliserer hos så forskellige repræsentanter som paven, J.K. Rowling og nationalistiske, afrikanske politikere. Denne bølge gør, ifølge Butler, modstand mod den politik og tænkning, som sammenkædes med begrebet gender – i den danske oversættelse ‘sociokøn’ – og som groft sagt kan forstås som den progressive venstrefløjs politiske kønsprojekt. Det er et projekt, som taler for rettigheder til seksuelle minoriteter, alternative familieformer og frie kønsudtryk, samtidig med at disse minoriteter ses som grundlæggende undertrykte i det, man forstår som et kapitalistisk, sexistisk og patriarkalsk samfund. Butler, der må betegnes som en af de mest indflydelsesrige tænkere i vor tid, søger i bogen at forstå denne modreaktion og gå til angreb på dens bannerførere. Hvor Butlers mest kendte værker, såsom Gender Troubles og Bodies That Matter, behandler gender i en teoretisk kontekst, særligt gennem læsninger af franske psykoanalytikere og filosoffer som fx Lacan, Foucault og Derrida, udgør Hvem er bange for køn? et langt mere politisk værk.

Bogen er bygget op som en verdensturné, der blandt andet tager os til Vatikanet med dets frygt for, at sociokønnet opløser kernefamilien, Trumps USA med dets diskussioner om den juridiske status af sociokøn, og til Storbritannien, hvor transkønnedes rettigheder debatteres. Butlers hovedpåstand er, at sociokøn er blevet en såkaldt “fantasmatisk” størrelse for dets modstandere – og at netop dette forklarer anti-sociokønsbevægelsens globale succes. I fantasmen ligger, at de farer som sociokønnets modstandere advarer imod, faktisk slet ikke har bund i virkeligheden, men i stedet er udtryk for en politisk organiseret indbildning, motiveret af angst og vrede. Fordi modstanden mod sociokønnet bunder i en slags kollektiv vildfarelse, argumenterer Butler, kan begrebet tillægges alle mulige – også modstridende – betydninger af dets modstandere; det fremlægges som uhæmmet liberalisme og individualisme, en form for moderne marxisme, et opgør med den sociale orden og et forsøg på at påtvinge folket en elites dagsorden. Derved kan sociokønnet benyttes af autoritære og fascistiske kræfter til at galvanisere folk; agitatorer mod sociokønnet kan spinne det således, at det repræsenterer hvad end folk i forvejen mener er galt med verden. Det er blevet det tomme kar, hvori al angst for verdens onder såsom klimakrisen, geopolitisk ustabilitet, usikre økonomiske kår, social usikkerhed mv., kan indeholdes.  

 

At der findes modstand mod sociokønnet, som er irrationel og overdreven, virker overbevisende ud fra en række af de eksempler, som Butler folder ud
_______

 

Butler behandler altså ikke modstanden mod sociokønnet som noget, der kan forstås rationelt; i stedet må vi ty til en psykoanalytisk og sociologisk forståelse af, hvorfor folk kan have modstand mod de ideer, som sociokønnet er kommet til at repræsentere. Den katolske kirkes modstand mod sociokønnet og bekymringen for, at børn lider overlast, hvis ikke den traditionelle families privilegerede position bevares, er således en projicering, argumenterer Butler, af den katolske kirkes egen problematiske fortid med misbrug af børn. J.K. Rowlings og andre såkaldt ’transekskluderende radikale femisters’ modstand mod, at transkvinder må benytte sig af kvindetoiletter og tilhørende angst for overgreb er grundet i et fantasmatisk og traumatisk forhold til penissen, som de tillægger en irrationel kraft som voldtægters mulighedsbetingelse og årsag, siden, argumenterer Butlers, voldtægter jo kan ske med alle stumme objekter og i øvrigt ikke er drevet af biologi. Skepsis om, hvorvidt transkvinder bør deltage i kvindesport, er et symptom på institutionaliseret grusomhed, konkluderer Butler, siden forskningen viser, at testosteronniveauet mellem biologiske mænd og kvinder kan overlappe, og at biologiske cis-kvinder således kan have et højere testosteronniveau end transkvinder. 

At der findes modstand mod sociokønnet, som er irrationel og overdreven, virker overbevisende ud fra en række af de eksempler, som Butler folder ud. Som når Pave Frans benævner sociokønnet på samme trusselsniveau som atomkrig, eller når bøger om kønsidentitet fjernes og seksualundervisning nedlægges på amerikanske universiteter af frygt for, at den indoktrinerer unge. Eller forestillingen om, at tilladelse af ikke-heteroægteskaber er en glidebane mod pædofili, fremført af den indflydelsesrige katolske kritiker, Jorge Scala. Bogen giver en interessant forklaring på, hvordan sådanne overbevisninger spreder sig og styrkes af inkonsistens og mangel på hold i virkeligheden, da de derved kan appellere til de modsatrettede ængstelser, der kan være i befolkningen. Desuden tegner Butler et interessant billede af det netværk af aktører, som spreder disse budskaber, som blandt andet spænder over den katolske kirke, evangeliske grupper i USA og nationalistiske bevægelser i Uganda.

 

Behøver skepsis omkring transkvinders brug af kvindetoiletter eller placering i kvindefængsler at være drevet af et neurotisk og fantasmatisk forhold til penissen?
_______

 

Butlers argumentation er dog langt mindre overbevisende i de tilfælde, hvor det ikke er klart, at modstanden mod den progressive venstrefløjs kønsprojekt er drevet af en kollektiv psykose eller af fascistoide tendenser. Hvis folk opfatter det som unfair, at transkvinder konkurrerer i kvinde-divisioner i sport, er det så nødvendigvis et udtryk for institutionaliseret grusomhed? Behøver skepsis omkring transkvinders brug af kvindetoiletter eller placering i kvindefængsler at være drevet af et neurotisk og fantasmatisk forhold til penissen? Her virker Butlers argumentation tynd. De argumenterer fx imod, at der er øget risiko for voldtægt, hvis transkvinder får plads i kvindefængsler ved at hævde, at biologi ikke spiller en rolle ift. voldtægter, og at det snarere er det “mandlige herredømme” der gør, at folk voldtager – og at transkvinder qua deres status ikke ønsker at være bannerførere for mandligt overherredømme. Er det virkelig sådan, at man nødvendigvis er en penis-gal neurotiker, hvis man sætter spørgsmålstegn ved sådanne ræsonnementer?

Dertil kommer de mange årsager til modstanden mod sociokønnet, som Butler ikke nævner, men som er vigtige og ikke kan slås hen som fantasier uden hold i virkeligheden. Det virker for eksempel belejligt ikke at kommentere på de meget omdiskuterede problemer med forsknings- og ytringsfriheden på amerikanske og britiske universiteter, hvor ikke kun den konservative højrefløj men også den progressive venstrefløjs kønspolitik har spillet en trist rolle. Ytringsfriheds-NGO’en FIRE har fx dokumenteret en kraftig stigning i forsøg på at sanktionere forskere i USA for deres ytringer over de sidste to årtier – herunder sanktioner for fx at kritisere ‘woke’ regler på universiteterne. Bekymringer for denne udvikling kan næppe slås hen som fantasifuld paranoia, og det kan meget vel være en del af forklaringen på modstanden mod den politiske bevægelse, som sociokønnet er kommet til at repræsentere.

Man får i det hele taget fornemmelsen af, at Butler er startet med ideen om, at modstanden mod sociokønnet må bygge på irrationelle fantasier, og derefter har valgt forskellige eksempler, som mere eller mindre passer på denne hypotese, hvorfor man er blevet præsenteret for de skøreste snarere end stærkeste argumenter imod den progressive venstrefløjs synspunkter. Den mistanke forstærkes af, at Butler ikke forholder sig kritisk til en eneste af den progressive venstrefløjs synspunkter i bogen. Forfatteren og deres fæller repræsenterer friheden, individets rettigheder og det omsorgsfulde samfund, mens modstanderne er drevet af illusioner, fascistoide og autoritære tendenser og “moralsk sadisme”.

Ved at male med så bred en pensel og overspringe enhver form for selvkritik risikerer bogen at gøre en i forvejen splittende debat mere skinger. Det er trods alt svært at føre en offentlig dialog om et emne, hvis vi udelukkende forstår dem, vi er uenige med, som drevet af et ønske om at oprette et patriarkalsk, racistisk og sexist samfund, eller som ofre for et kollektivt fatamorgana. Der er derfor noget ironisk over, at Butler, som har talt og fortsat taler så varmt for sammenhold på tværs af uenigheder blandt minoriteter og aktivister, tilsyneladende på forhånd har udelukket en forståelse af sine modstandere gennem andet end en diagnose. Hvad indadtil vindes, må åbenbart udadtil tabes. ■

Judith Butler, ’Hvem er bange for køn?’, udkommet d. 26. juni på Forlaget Klim, 341 sider, 259,95 kr.

 

Ved at male med så bred en pensel og overspringe enhver form for selvkritik risikerer bogen at gøre en i forvejen splittende debat mere skinger
_______

 

Joachim Skanderby Johansen (1990) arbejder som chefkonsulent i Danske Bank og er medredaktør på bloggen Unreasonable Doubt. Han er MSc i Philosophy of the Social Sciences fra London School of Economics and Political Science samt MSc i Business Administration and Philosophy fra Copenhagen Business School.

ILLUSTRATION: Judith Butler modtager guldmedaljen fra Círculo de Bellas Artes i Madrid, Spanien, d. 27. oktober 2022 [FOTO: Ricardo Rubio/Zuma/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning

Alberte Bové Rud i RÆSONs nye trykte nummer: Skal Meloni samle Vesten?