Jesper Olsen til Rasmus Stoklund: Det er hele ideen med den Europæiske Menneskerettighedskonvention, at den skal sætte grænser for Folketinget. Ellers var den ligegyldig

19.08.2024

Politikerne har flere helt legitime muligheder for at handle, hvis de for alvor er uenige med den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. At undergrave den er ikke en af dem.

RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter. RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge samt rabatter, fordele og fribilletter til udvalgte arrangementer). Klik her og se mere

Af Jesper Olsen

MED STADIGT KORTERE lufter danske politikere utilfredshed med den Europæiske Menneskerettighedsdomstol: Den er aktivistisk. Den politiserer.

Da Danmark skal overholde konventionen sådan som den fortolkes af Domstolen, er det helt rigtigt – sådan som Rasmus Stoklund (MF, S) fremfører i en ny bog, at den sætter begrænsninger for den lovgivende magt i Danmark. Det er sådan set hele meningen med konventionen. Den blev netop skrevet for at beskytte grundlæggende rettigheder og mindretal mod de politiske vinde, som demokratiske valg fra tid til anden giver magt i medlemslandene.

Hvis danske politikere er utilfredse med domstolens praksis er der fire muligheder:

For det første kan man undlade at følge dommen. Det er et konventionsbrud. Det har vi som et lille land ingen interesse i. Danmarks sikkerhedspolitik bygger på respekt om den internationale retsorden. Hvis Danmark undlader at følge en dom, vil det ikke bare vække opsigt, det vil også blive brugt af lande og politiske kræfter, vi normalt ikke sammenligner os med, til at legitimere krænkelser af menneskerettigheder.

Vi kan som mulighed nummer to søge at finde opbakning til at ændre konventionen. Det er forsøgt før, senest da Danmark havde formandskabet for Europarådet. Der vedtog man den såkaldte Københavnererklæring om at Domstolen ville være tilbageholdende med at tilsidesætte nationale domstole, hvis de var grundige i deres arbejde med at vurdere menneskerettigheder. Men at få landene til at gøre deres hjemmearbejde godt er ligesom hele formålet. Med andre ord, Danmark sparkede en åben dør ind.

Men decideret at ændre konventionen er der ikke appetit på. Alle lande ved godt, at hvis man først åbner for den diskussion så vil konventionen – og dermed det fundament vores samfundsorden bygger på – smuldre. I Europa anno 2024 vinder man ikke valg på at garantere individet grundlæggende menneskerettigheder.

For det tredje kan man stille forslag om, at Danmark skal melde sig ud. Hvis det, der foregår i Strasbourg, er så urimeligt som det fremstilles må dét vel være konsekvensen – med alt hvad deraf følger. Det synspunkt har jeg endnu ikke hørt regeringsduelige partier udtrykke. Dét, man i givet fald vil melde sig ud af, er præcis det, som de ukrainske soldater kæmper for at blive en del af – og som nogle af dem betaler for med livet.

Endelig er der den fjerde mulighed, som der ofte er endnu mindre appetit på. Nemlig at prøve at tage ansvar for at formidle, hvorfor logikken i Strasbourg ikke er så uforståelig, som men nemt kan få det til at se ud til. På daglig basis afsiges der udvisningsdomme ved danske domstole, fordi det er i overensstemmelse med loven, fordi det er nødvendigt i et demokratisk samfund og fordi det i den enkelte, konkrete sag ikke er uproportionalt. Det følger af en række stramninger, hvor man bevidst er gået til kanten eller har taget en ’procesrisiko’ som det udtrykkes i lovbemærkningerne,. Det vækker bare ikke opsigt i medierne og dermed kan man ikke fortænke, hvis der er borgere med stærke holdninger til udlændingepolitik, der sidder med et skævt indtryk – altså: Med opfattelsen af, at der aldrig udvises nogen.

Her er vi ved konventionens kerne. Den giver mulighed for, at der kan gøres ret vidtgående indgreb i en række menneskerettigheder, forudsat at der er foretaget en konkret individuel vurdering som ikke fører til et andet resultat. Og ja, det sker fra tid til anden. Og ja, det er hele meningen. En del af meningen er også at fx udvisningsdomme ikke skal være op til politikere og folkestemningen, men til dommere bundet af selve loven og af grundsætningen om lighed for loven. Og selv den hårdeste linje kommer ikke uden om, at der skal være et land at udvise til.

 

Det er netop den tilfældige administration beroende på kongens personlige præferencer, vi gjorde op med da vi fik grundloven i 1849
_______

 

Det er nøjagtig de samme regler som politikere indimellem slår sig på, når de stramme danske udlændingeregler betyder, at velintegrerede udlændinge, med uddannelser som f.eks. sygeplejerske og social- og sundhedsassistent – nogle af dem, vi mangler i den offentlige sektor – udvises under stor mediebevågenhed og tårevædet afsked i lufthavnen. Lokalsamfund er i oprør. Nogle politikere betegner ligefrem sagerne som skøre. Den til enhver tid siddende minister ville gerne gøre undtagelsen i denne konkrete situation. Men hvis loven ikke tillader det, så ville det blive tilfældigt. Det er netop den tilfældige administration beroende på kongens personlige præferencer, vi gjorde op med da vi fik grundloven i 1849.

Og kan man sige: ’Det er når Højesteret eller den Europæiske menneskerettighedsdomstol træffer en afgørelse du er uenig i, at du skal elske den allermest’. For her viser den, at den sætter sig op imod magten når det er nødvendigt. At retten sker fyldest. Du kan selv en dag få brug for den upartiske uafhængige domstol.

Helt anderledes er det, når Folketinget vedtager en lov, du er lodret uenig i. Så skal du netop være sur og vred. Her har du selv som dansk vælger været med til at sammensætte parlamentet – det er selve kernen i demokratiet.

Er alt hvad der sker ved Menneskerettighedsdomstolen godt? Ikke hvis du spørger mig. Jeg er selv ret skeptisk overfor den linje, der er blevet lagt omkring de såkaldte klimadomme. Hvis man gør alting til menneskerettigheder – altså også klima – risikerer man, at kernen mister sin brede folkelige opbakning. Og der er nogle spørgsmål, der skal løses politisk og ikke af domstole. Med andre ord skal indholdet af dem kunne debatteres. Det er helt legitimt, at domstolen kan have en anden opfattelse – det, jeg appellerer til her, er, at det sker på en klangbund af respekt for hele grundideen i konventionen.

 

Et af problemerne i disse år er, at de politiske institutioner ikke gør deres arbejde. Det handler om de nationale myndigheder med implementeringen af Parisaftalen. Eller om FN’s sikkerhedsråd i situationen i Gaza og de israelske bosættelse. Ved at svigte sin egen opgave efterlader man de internationale domstole med en opgave, der i sin natur er politik
_______

 

ET AF PROBLEMERNE i disse år er, at de politiske institutioner ikke gør deres arbejde. Det handler om de nationale myndigheder med implementeringen af Parisaftalen. Eller om FN’s sikkerhedsråd i situationen i Gaza og de israelske bosættelse. Ved at svigte sin egen opgave efterlader man de internationale domstole med en opgave, der i sin natur er politik. Domstolene skal jo ellers kun træde i funktion, når alt andet svigter.

Det gør de, men det er ikke er uden risici. For dermed kommer domstolene uforskyldt til at blive del i en betændt politisk konflikt, og det er de ikke designet til. De kommunikerer kun via deres domme og kan ikke forsvare sig i den offentlige debat. Og de påkalder sig den vrede, som er politikerne forundt, når de træffer upopulære beslutninger – eller undlader at handle. Netop det ER politikernes jobbeskrivelse – ikke, efter min mening, domstolenes. Og netop dette er blandt grundene til, at jeg ikke har appetit på forfatningsdomstole eller at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol breder menneskerettighederne ud.

Jeg anerkendes Rasmus Stoklunds politiske frustration. Sin kritik af domstolen deler han i øvrigt med rigtig mange andre politikere også på andre områder, eksempelvis dem, der er imod at man anerkender homoseksuelle ægteskaber og adoption. Det er bare en anden politisk dagsorden. Domstolen er født med et princip om, at den skal følge den sociale og teknologiske udvikling. Det som nogen kalder aktivisme. Men er det ikke at foretrække at juraen følger med tiden og vi ikke skal reguleres af sådan som verden så ud i 1953, da konventionen blev skrevet?

Udenfor vores egen kreds af de klassiske rule of law-lande som er tilsluttet den Europæiske Menneskerettighedskonvention, findes der som bekendt stærke kræfter, der ønsker en helt anden samfundsorden end vores. Kræfter, der ikke vil vores samfundsmodel det godt. Vores model er kun robust, hvis vi ikke selv underminerer dens bærende institutioner. Det er sådan set det, der er på spil og som i min optik er meget mere værd end nogle hårde politiske meldinger, der kan være nyttige i en kommende valgkamp. ■

 

Vores model er kun robust, hvis vi ikke selv underminerer dens bærende institutioner
_______

 

RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter. RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge samt rabatter, fordele og fribilletter til udvalgte arrangementer). Klik her og se mere

Jesper Olsen (f. 1970) er cand.jur, formand for Transparency International Danmark og ekstern lektor i offentlig ret på Københavns Universitet. Han har tidligere været sekretariatschef i Region Hovedstaden og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune. ILLUSTRATION: Bogaktuelle Rasmus Stoklund [foto: Andreas Merrald/Scanpix 2024]