Jesper Olsen om Julian Assanges løsladelse: Måske er det slet ikke personen, der er det interessante
27.06.2024
Løsladelsen af Julian Assange sætter et slags punktum i en årelang spektakulær sag. Men måske er det netop ikke personen, der er det interessante. Det er mekanismerne.
OPINION af Jesper Olsen, Formand for Transparency International Danmark, Ekstern lektor i offentlig ret
Med løsladelsen af Julian Assange er der sat en slags punktum i en den årelange spektakulære sag, der snart har involveret alverdens myndigheder og organisationer og taget så mange drejninger, at man næsten helt har glemt, hvad sagen drejer sig om. Læg dertil, at der ofte i den slags sager opstår en vis polarisering, hvor der ikke er plads til nuancer. Hvis vi ser bort fra alle de kuriøse elementer med årelange ophold på ambassader, voldtægtsanklager (der er blevet frafaldet) og ægteskab indgået i et britisk fængsel, er det mit håb, at martyriet nu kan afmonteres. At vi nu kan tage en debat om de mange væsentlige problemstillinger, som hele sagen gemmer på.
Den første handler om selve begrebet ’whistleblower’. Assange stiftede whistleblowerorganisationen WikiLeaks, der bl.a. afslørede en række af de handlinger og baggrunde for USA og deres allieredes indsats i Irak og Afghanistan i 2006.
At være whistleblower er ikke en beskyttet titel. De kommer i mange forskellige variationer. Fælles for dem alle er, at de går videre med informationer uden om de formelle kanaler og bryder en tavshedspligt, fordi de mener, at det er af væsentlig offentlig interesse at gøre det, og at denne offentlige interesser retfærdiggør overtrædelse af tavshedspligten. Noget andet, som de har til fælles, er, at de alle har et personligt motiv. Der er en udbredt opfattelse af, at når man er whistleblower, så er man på ”det gode hold”. Det er David mod Goliath, en enkeltperson mod en stærk myndighed eller en virksomhed med stor økonomisk magt.
Men hvad vil det sige at være på ’det gode hold’, og hvorfor gør man det? I forbindelse med dokumentarserien ’Den sorte svane’ udtalte TV2 Nyhedsdirektør Ulla Pors i TV2-magasinet ’Presselogen’, at Amira Smajic var en whistleblower af fineste karat. Whistleblower, ja. Fineste karat, nej. I starten af dokumentarserien var det ønsket om at komme ud af kriminalitet, der efter sigende drev hende. I et efterfølgende interview med Berlingske Tidende siger hun, at hun ville brænde alle broer, men jeg sidder stadig med en tvivl om, at hun knap nok selv er klar på, hvad hendes motiver er, og at hun ikke havde tænkt konsekvenserne klart igennem.
For at være en whistleblower, der kan ændre ting, skal du have viden. Ofte er det en viden, du kun kan have, fordi du selv på et eller andet niveau har været involveret, og nu er så langt over den grænse for, hvad du vil være med til, at du må handle. En del af motivet kan også være moralske skrupler og dårlig samvittighed. Jo større og vigtigere sagen er, jo mere vil du derfor selv have på spil. Det er netop i den mekanisme, at troværdigheden ligger.
Jeg talte for en del år siden med en whistleblower, der havde været med til at afsløre korruption i New Yorks politi. Jeg talte med ham om anonymitet. Hans svar var klart: Havde whistleblowerne siddet som 11 grå skygger i et NBC-dokumentarprogram, havde det været for nemt at affærdige dem som utroværdige, og de ville ikke ændre noget. Man må sætte sig selv på spil med de konsekvenser, det har. En whistleblower som ham, der samtidig møder ind på arbejde dagen efter, se, dét er et eksempel på en whistleblower af fineste karat.
Når man beslutter sig for at være whistleblower, er der to ting, man skal have på plads: God juridisk rådgivning og et stærkt socialt netværk. Juraen er én del. For der er jo nogle handlinger, der skal vurderes og tages stilling til. Og socialt er det vigtigt, fordi der jo ikke nødvendigvis bliver set med milde øjne fra (tidligere) kolleger og samarbejdspartnere. Man bryder måske ikke kun loven, men også en social kontrakt.
Bare fordi man er whistleblower, er man ikke nødvendigvis en helt, der står over loven
_______
I EU er det for en række whistleblowere blevet sikrere, hvis man er omfattet af whistleblower-lovgivningen. De fleste ordninger er gode til det, man kunne kalde de små sager. Der hvor de ikke har vokset sig store endnu. De store spektakulære sager må vi forvente fortsat vil blive afsløret i samarbejde med medier. Derfor påhviler også et stort ansvar på disse medier – både i forhold til beskyttelse og i forhold til at sikre, at de har efterprøvet whistleblowerens motiver. For hvad er det i virkeligheden, medierne bruges til? Bare fordi man er whistleblower, er man ikke nødvendigvis en helt, der står over loven.
Dermed kommer vi til det andet tema, som det er nødvendigt at reflektere over, når det kommer til Assange. En del af materialet var om USA’s krig i Irak og Afghanistan. Med andre ord: højt klassificeret materiale. Når man arbejder for større åbenhed og transparens, bygger det på en samtidig grundlæggende respekt for, at der også er oplysninger, der i sagens natur ikke kan være åbne. Og det gælder netop eksempelvis nationale sikkerhedsinteresser. Vi lever i en verden, hvor de vestlige demokratier er udsat for massive trusler, og hvor der er nogen, der netop vil bruge vores åbenhed imod os. Det skal vi vide at beskytte os imod. Det kan med andre ord i nogen situationer kræve lukkethed at forsvare åbenheden.
Sagen om Assange viser samtidig, at vestlige demokratier som eksempelvis USA ikke er gode til selv at holde magten til ansvar. Der var jo afgørende og væsentlige ting, der ikke var kommet frem uden Assange. Og det er det centrale dilemma, for var der kommet den helt relevante diskussion om krigen i Irak og Afghanistan uden disse læk? Konspirationsteorier næres af muren af tavshed, når ledere med et aktuelt ansvar ikke siger nok til, at vi bliver betrygget i det, der foregår.
Og vi behøver såmænd ikke at bevæge os uden for Slotsholmen i København for at se, at det er ganske vanskeligt for politikere at leve op til deres ansvar, når vi ser på håndteringen af det, vi har diskuteret under overskriften FE-sagen, hvor man har igangsat en undersøgelse der er designet til ikke at undgå de svære spørgsmål om de afvejninger i sagen; hvad var vigtigst, at beskytte statens sikkerhed eller retshåndhæve et brud på tavshedspligt fra en tidligere politisk modstander og en FE chef, hvor der ifølge ham gennem tiden havde været forskellige arbejdsrelaterede konflikter med justitsministeriet. Tilbage står at alle nu ved, hvad sagen drejede sig om: kabelsamarbejdet med USA.
Lærte vi noget af FE-sagen? Ikke i min optik. Der er netop vedtaget en justering af tilsynet med de danske efterretningstjenester, som altså ikke lever op til de grundlæggende kriterier for, hvordan man har tillid til, at det vi i sagens natur ikke skal vide noget om, håndteres ordentligt. Procedurerne virker hverken robuste, transparente eller retfærdige. Politisk kunne man hurtigt blive enige, fordi en bredere kreds af politikere får adgang til informationerne. Men hvor stiller det os andre?
Der er stadig mange forhold omkring Assange, som jeg mangler svar på, herunder hvorfor USA efter et forlig vælger at droppe anklagerne, nu man har haft det helt store juridiske skyts fremme. Det er jo netop det, en åben retssag kan ved at de forskellige påstande bliver prøvet for en dommer. Men måske er det netop ikke personen, der er det interessante. Det er mekanismerne. Nu har vi en anledning til at få dem diskuteret igennem, og hvis der konkluderes og handles, så vi får mere robuste systemer og mekanismer til at holde magten til ansvar – til at vise også de vestlige demokratiers overlegenhed på dette område, så har de mange år trods alt ført noget godt med sig. ■
Sagen om Assange viser samtidig, at vestlige demokratier som eksempelvis USA ikke er gode til selv at holde justits. At holde magten til ansvar
_______
Jesper Olsen (f. 1970) er cand.jur, formand for Transparency International Danmark og ekstern lektor i offentlig ret på Københavns Universitet. Han har tidligere været sekretariatschef i Region Hovedstaden og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune.
ILLUSTRATION: Canberra lufthavn, 26. juni 2024: Julian Assange lander i Australien, efter han er blevet løsladt i Saipan [FOTO: William West/AFP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
