Jesper Olsen: ”Folkets tillid, Danmarks styrke” bør blive kong Frederik X’s valgsprog

14.01.2024

RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Det er ikke et problem, at rollen som statsoverhoved ikke bliver valgt demokratisk. Det er tværtimod en fordel, for monarkiet er med til at give de demokratisk valgte institutioner det bedst mulige legitime afsæt til at bruge magten i overensstemmelse med det mandat, de har fået af befolkningen.

Af Jesper Olsen

Efter dronning Margrethe nytårsaften meddelte, at hun overlader tronen til kronprinsen den 14. januar, har debatten om monarkiet helt naturligt fået en renæssance. Republikanerne ser nye muligheder, nu de ikke længere skal forholde sig til en konkret person, hvorom der står meget stor respekt, men en institution uden et demokratisk mandat. Royalisterne har gentaget argumenterne om fædreland og historie. I den mere kuriøse ende er der også stillet forslag om salving, hvor kronregalierne indgår.   

Her efter et par ugers intens debat kan jeg godt ærgre mig. For er vi egentlig blevet klogere, eller står debatten det samme sted som op til folkeafstemningen om den seneste ændring af tronfølgeloven i 2009, der cementerede ligestillingen i arvefølgen.

Argumenter for monarkiet

Et af de bærende argumenter imod monarkiet er, at det ikke er demokratisk. Hvis man som præmis for definitionen af demokrati lægger til grund, at betroede poster er nogle man vælges til, og at alle skal stå retligt til ansvar, så er det utvivlsomt rigtigt. Men kan man reducere et demokrati til det? Mange gange har vi efter en international konflikt stået med den opfattelse, at bare der bliver afholdt valg, så er alt godt, for så efterfølgende at konstatere, at de demokratiske mekanismer ikke var stærke nok til at stå imod misbrug af den magt, man er demokratisk valgt til.

Jeg vil derfor tillade mig at stille spørgsmålet på en anden måde. Kan der ud fra et demokratisk perspektiv argumenteres for, at rollen som statsoverhoved besiddes af en person, der netop ikke er kendetegnet ved disse to egenskaber. Mit svar er ja. Det vil jeg folde ud i det følgende.

To af de centrale spørgsmål i enhver demokratisk forfatning er: Hvem giver de nye love gyldighed? Og hvem overvåger, at regeringsdannelse foregår efter forfatningens regler?

Det er der mange forskellige løsninger på i de respektive forfatninger. De kan så være placeret hos forskellige institutioner og embeder. I nogle forfatninger er det en præsident, formanden for parlamentet eller som i USA et sindrigt system med valgmænd og en vicepræsident som sidste skanse for blot at nævne nogle eksempler.

 

To af de centrale spørgsmål i enhver demokratisk forfatning er: Hvem giver de nye love gyldighed? Og hvem overvåger, at regeringsdannelse foregår efter forfatningens regler?

_______

 

Fordelene ved en neutral instans

Fælles for disse systemer er, at det udføres af personer og institutioner, der ikke er uafhængige. Jeg plejer gerne at formulere det på den måde: Ingen er uafhængige. Fuldstændig uafhængighed eksisterer kun som et teoretisk begreb. Spørgsmålet er derfor, hvem man er afhængig af?

Det er her, det efter min opfattelse bliver interessant at se på monarkiet i den danske version. For kongehuset har den egenskab af netop at være uafhængigt, fordi det ikke er valgt, ikke skal genvælges og ikke skal stå til ansvar. Man kan mene, at det er paradoksalt, at det er en ikke demokratisk valgt institution, der sikrer demokratiets legitimitet.

I oktober var jeg til en konference i Montenegro sammen med en række kolleger fra Transparency International fra klassiske rule of law-lande. Dagen forinden havde der både været valg i Polen, og prins Christian fyldte 18 år. Jeg sad ved morgenmaden bl.a. sammen med min kollega fra Polen, og rundt om bordet spurgte vi nysgerrigt til, hvad der nu skulle ske. Han kunne berette om forventningerne til, at den polske præsident ville trække regeringsdannelsen i langdrag, da han var partifælle med den tabende PiS-regering. Der røg det ud af mig: ”That’s why we have the Queen.” Mine kolleger kiggede noget undrende på mig, hvorefter jeg forklarede de fordele, der i min optik kan være ved en partipolitisk neutral instans.

Kongehuset har ikke mange opgaver efter grundloven. Og skal heller ikke have det. Udover de to opgaver, der udspringer af statsrådet og regeringsdannelsen, så har kongehuset vel ultimativt rollen som grundlovens beskytter. At det går rigtigt til. Påskekrisen er det eksempel som oftest drages frem af modstanderne af Monarkiet. For det første er det en grundlovsændring siden, og så er der det kendte eksempel, hvor hoffet satte foden ned, da man prøvede at fastholde regeringsmagten, efter at Poul Schlüter var gået af. Efter dansk statsretlig praksis har en statsminister, der er gået af alene kompetence til at foretage det fornødne til forretningernes uforstyrrede førelse. At udnævne en ny statsminister eller udskrive valg indgår ikke heri.

Rigtig mange – jeg selv inklusive – har siden nytår fundet en kongehusvinkel på forskellige pointer. I P1-programmet Slotsholmen havde værterne inviteret nogle tidligere ministre, bl.a. Uffe Elbæk og Simon Emil Ammitzbøl-Bille, ind for at berette om, hvad der sker i statsrådet. De kunne bekræfte, at det er en ganske formel begivenhed, hvor dronningen underskriver love. Der er ikke meget tant og fjas her. Lytterne fik næsten indtrykket af, at tiden stod stille i statsrådet. Og jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det er lige præcis det, der skal til, og hvis man synes, det tager for lang tid, kan regeringen måske overveje, om den skulle skære ned på mængden af love.

Hvis man ser på andre systemer, så er underskrivelsen af love anderledes. Fx i USA, hvor det foregår som en kommunikationsmæssig affære. Det er en stor ceremoni med præsidenten, der stolt viser sin underskrift frem, og kuglepenne bruges som souvenir. Jeg tør ikke tænke på, hvad det kunne føre til, hvis det kom ud af det rum, hvor kun dronningen, kronprinsen, ministrene og statsrådssekretæren har adgang. Det giver en værdighed og alvor, som hører sig til.

Regenten som den samlende figur

Regenten har en vigtig rolle mere, som ikke fremgår af grundloven. I USA bruger man begrebet ’Consoler-In-Chief’ om den, der samler nationen, i nationale kriser og sorg. Det skete fx, da dronningen holdt sin ekstraordinære tale under Coronakrisen, eller når hun holdt nytårstaler. Der er situationer, hvor der er behov for en figur til at samle befolkningen. Men kan statsministeren ikke lige så godt gøre det? De prøver i hvert fald gang på gang. Problemet er bare, at hver gang det sker, så sidder en relativt stor del af befolkningen og tænker, at ministeren nu prøver at slå politisk mønt af en begivenhed. Jeg havde det selv under Coronapandemien sådan, at jeg var tyndslidt, når der var statsministerielle pressemøder. Magten føltes meget voldsom. Men når det var dronningen, der sagde det samme, så var det ligesom hævet over politik.

Jeg har set dette formuleret på den måde, at kongehuset samler, så politikerne kan dele med henblik på at forandre. En god og sund arbejdsdeling. Mit argument er, at monarkiet er med til at give de demokratisk valgte institutioner det bedst mulige legitime afsæt til at bruge magten i overensstemmelse med det mandat, de er givet.

 

Mit argument er, at monarkiet er med til at give de demokratisk valgte institutioner det bedst mulige legitime afsæt til at bruge magten i overensstemmelse med det mandat, de er givet
_______

 

Vigtige reformer i sigte

Det, jeg kan have det principielt sværest ved, er det med, at kongen er ansvarsfri. For kan kongen ikke også misbruge sin magt. Svaret er ja. I den nuværende praksis er der nogle handlinger, som vi aldrig ville have accepteret af en minister. Her tænker jeg fx på kongehusets gavepolitik, ordningen med prædikatet ”Kongelig Hofleverandør”, tildelingen af ordner og titler samt den lave grad af åbenhed. Disse dele er nogle af de sidste rester af enevælden.

Her mener jeg, at kongehuset har nogle vigtige reformer at gøre, som skal fastholde deres uafhængighed. Lige så vel som Kongehuset ikke skal være afhængig af politiske interesser skal de heller ikke have økonomiske interesser eller afhængigheder af private virksomheder og fonde. De skal ikke genindføre prædikatet Kgl. Hofleverandør, når de nuværende udløber et år efter tronskiftet. De skal ikke modtage gaver hvis vi ser bort fra børnetegninger eller hvis en god borger broderer en te-hætte til Dronningen. Der må ikke kunne opstå interessekonflikter, og derfor skal de afholde sig fra nogen andre økonomiske relationer end statskassen eller en meget konservativ formueforvaltning af deres private formue.

Vi skal ikke høre om dem hele tiden

Dette stiller store krav til de kongelige som personer. Det fine er, at de ikke skal vælges. De kan derfor også gøre det upopulære. Jeg vil mene, at når tronskiftet er gennemført den 14. januar, gør det ikke noget, at der går et godt stykke tid, før vi hører noget igen. De er ikke dovne, men de skal netop ikke være synligt på arbejde hele tiden. For så træder de ind på den bane, som er politikernes, og som de skal have lov til at have for sig selv. Det er også det fine i tronfølgen. Vi ved, hvem den næste bliver og den efterfølgende, ja, selv inden de er født.

En af Danmarks store styrker er, at vi er et samfund baseret på tillid. Tillid til myndigheder – tillid til at kongen står vagt om forfatningen og sikrer, at det hele går rigtigt til. Tillid kommer af robuste procedurer, som vi kender og som opleves om retfærdige. Vi behøver ikke livetransmissioner fra statsrådet for at føle os sikre på, at alt foregår, som det skal. Skal kongehuset fortsat nyde den tillid, er det vigtigt, at medlemmerne netop i handlinger viser sig i stand til at håndtere dette. Det er opgaven. Derfor ville et oplagt valgsprog for den kommende kongevære ”Folkets tillid, Danmarks styrke.” ■

 

Vi behøver ikke livetransmissioner fra statsrådet for at føle os sikre på, at alt foregår, som det skal. Skal kongehuset fortsat nyde den tillid, er det vigtigt, at medlemmerne netop i handlinger viser sig i stand til at håndtere dette. Det er opgaven
_______

 

Jesper Olsen (f. 1970) er cand.jur, formand for Transparency International Danmark og ekstern lektor i offentlig ret på Københavns Universitet. Han har tidligere været sekretariatschef i Region Hovedstaden og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune.

ILLUSTRATION: Westminster Abbey i London, 6. maj 2023: Kronprins Frederik og konprinsesse Mary deltager i kroningen af Kong Charles III [FOTO: Andrew Matthews/PA Images/Ritzau Scanpix]