Jesper Olsen: Derfor er muligheden for partihop livsvigtig for det danske folkestyre
05.08.2024
Uanset, at man skuffer sine vælgere og sine partimedlemmer, er partihop en gennemtænkt del af det danske parlamentariske system. Som Grundloven lærer os er medlemmer af Folketinget til syvende og sidst kun bundet på deres egen samvittighed. Det er godt med en vis portion partidisciplin – men den bliver problematisk, hvis den er ubetinget og undtagelsesfri.
Kommentar af Jesper Olsen, Formand for Transparency International Danmark, ekstern lektor i offentlig ret
SÅ ER DEN HER IGEN. Debatten om partihopperne, aktualiseret af Christian Friis Bachs skifte fra Det Radikale Venstre til Venstre. Alene ordet – partihoppere. Det er ikke positivt ladet. Det bærer på en duft af svigt og illoyalitet overfor et parti, hvor den hårdeste valuta netop er ubetinget loyalitet overfor partiet og partiets leder.
Det er de færreste medlemmer af Folketinget, der får stemmer nok til alene ved egne krydser at komme i Folketinget. Så oplevelsen af svigt skal ses fra vælgernes synspunkt – de vælgere, der har stemt på partiet, de partifæller, der har hængt i lygtepæle for at sætte plakater op. Og selvfølgelig også fra en partileder og folketingskolleger, der kommer til at stå svækket. Det er derfor ikke unaturligt, at der altid i kølvandet på disse partiskift er stemmer fra baglandet, der ytrer opfordringer til at man nedlægger mandatet, så det kan gå over til partiet. Både da Jon Stephensen og Mike Fonseca forlod Moderaterne var det netop opfordringen fra partiets leder, Lars Løkke Rasmussen.
Men det bygger på en logik om, at mandaterne tilhører partierne. Det gør de bare ikke. Grundloven siger, at medlemmerne alene er bundet af deres overbevisning. Uanset jeg umiddelbart godt kan følge vælgerne og partimedlemmerne i deres oplevelse af svigt, så lad os prøve at se på, hvorfor der er en vist klogskab i Grundlovens ordning.
HVAD ER ET MANDAT VÆRD? Det kan anskues økonomisk og politisk. Begge dele er forudsætninger for magt. Med de ret generøse regler for offentlig partistøtte i Danmark har et mandat nemlig en høj økonomisk værdi. Først og fremmest for folketingsgruppen, der får de såkaldte gruppestøttemidler. Så er der individuelle midler til sekretariatsbistand og endelig er der partier, der operer med partiskat af vederlaget. Alt sammen af stor økonomisk værdi. Det kan derfor have klare personalemæssige konsekvenser, når et medlem skifter og tager pengene med sig over i sit nye parti. Især med de mange relativt små partier på Christiansborg, skal man ikke undervurdere den faktor. Læg dertil den politiske værdi. Dels takket være mandaternes logik: Mange kommentatorer har i analyserne af Christian Friis Bachs skifte fra Det Radikale Venstre til Venstre hæftet sig ved, at regeringens indenrigspolitiske flertal hermed blev mere sikkert. Og hvis man sidder på det udslagsgivende mandat, kan det godt veksles til indrømmelser om alt lige fra poster til politik.
Endelig er der det symbolpolitiske værdi, som man aldrig må undervurdere i politik. Aktørerne udlægges i medierne som vindere og tabere. Det er aldrig rart at stå forsmået tilbage, når nogen har forladt dig – ligesom smilene er markant bredere hos dem, der nu bliver styrket mandatmæssigt.
Ansvaret må til syvende og sidst være personligt for hver og en af de folkevalgte. Alternativet ville være, at en ledelse kunne agere i et mere eller mindre ansvarsfrit rum
_______
MEN UDOVER DISSE oplagte dimensioner har mandatet også en demokratisk værdi. Godt nok er det ofte – og også i dette tilfælde – partiets stemmer, der har udløst det, men det kommer også med en ret og måske pligt til at sige fra, hvis partiets ledelse gør noget, man ikke finder er forsvarligt. Det er her, kernen i Grundlovens indretning skal hentes: Ansvaret må til syvende og sidst være personligt for hver og en af de folkevalgte. Alternativet ville være, at en ledelse kunne agere i et mere eller mindre ansvarsfrit rum; både internt i partierne men også i forhold til eksempelvis ministeransvar, for det kræver et flertal i Folketinget for at rejse en rigsretssag.
Lad os se på et eksempel fra netop Det Radikale Venstre, hvor den tidligere leder Morten Østergaard måtte gå efter en sag om upassende adfærd. Udefra set var det ikke nogen nem beslutning for de menige medlemmer af folketingsgruppen. For hvad sker der, når lederen må gå? Alle folketingsmedlemmernes relation til – og adgang til – magten i partiet kommer til diskussion, når der sættes en ny leder ind. Man valgte at gå med den løsning, der ud fra det radikale værdisæt var det rigtige, uanset det udløste en kæmpe politisk krise. Det blev især tydeligt, fordi der efterfølgende opstod et spørgsmål om hvor meget den nye leder – Sofie Carsten Nielsen – havde vidst uden at gribe ind. Etiske dilemmaer om magt udstillet i den mest rå og brutale form.
At mandaterne er personlige bidrager til at sikre at magten kan holdes til ansvar. Men det er ikke en garanti. Det var vel det, vi så i Christian Friis Bachs nye parti – Venstre – da det handlede om den daværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg og instrukssagen. Flere medlemmer af Venstres Folketingsgruppe har givet stået i dilemmaer, for man kender godt konsekvensen af at gøre det, der er i overensstemmelse med sin overbevisning. Hvor svært det var kom frem i det åbne, da der skulle stemmes om tiltalen ved Rigsretten. Den gratis frokost findes ikke.
At mandaterne er personlige bidrager til at sikre at magten kan holdes til ansvar. Men det er ikke en garanti
_______
FOR ALLE MEDLEMMER af Folketinget erd det til syvende og sidst et samvittighedsspørgsmål, hvordan man vil forvalte sit mandat. Nogle partier har en meget stærk partidisciplin. Det skal vi ikke umiddelbart være kede af. Den politiske stabilitet som det giver er netop en af grundene til at Danmark på mange måder er et meget velfungerende land. Men den bliver problematisk, hvis den er ubetinget og undtagelsesfri. Jeg har selv altid stemt personligt. En valgkamp for mig handler først og fremmest om at vurdere hvorvidt det demokratiske kompas står rigtigt hos kandidater fra de partier, jeg overvejer. For jeg må leve med at når jeg har sat mit kryds, så har jeg kun magt igen næste gang jeg står med kuglepennen i hånden bag det blå gardin i forhallen på Københavns Rådhus.
Det er i virkeligheden langt vigtigere at folketingsmedlemmerne har stamina til at bryde ud af partiet om nødvendigt. Det kan lyde absurd – og derfor skal medlemmerne, når de skifter, også bedømmes på deres personlige motivation.
Politik er kampen om magten. I den demokratiske retsstat må vi sætte vores lid til, at nogen er stærkere end noget. Ellers risikerer vi at målet helliger midlet – og at magten ikke kan kontrolleres, fordi ingen føler sig personligt ansvarlig for den. Der hviler et særligt ansvar, når man skifter til et af de afgørende mandater bag en smal flertalsregering. ■
Der hviler et særligt ansvar, når man skifter til et af de afgørende mandater bag en smal flertalsregering
_______
Jesper Olsen (f. 1970) er cand.jur, formand for Transparency International Danmark og ekstern lektor i offentlig ret på Københavns Universitet. Han har tidligere været sekretariatschef i Region Hovedstaden og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune. ILLUSTRATION: Den radikale ledelse under regeringsforhandlingerne på Marienborg, 2022 [foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
