Jesper Olsen: Der er dele af retspolitikken, der er for vigtig til, at der går Hjallerup Marked i den
29.04.2024
Det er helt tydeligt, at der er en række partier rundt om SVM-regeringen, der mere og mere er optagede af at være i regering efter et kommende valg. Også i umage konstruktioner. På nogle punkter kunne jeg godt tænke mig, at regeringen var lidt mere regering og oppositionen lidt mere opposition.
RÆSON Opinion af Jesper Olsen, Formand for Transparency International Danmark, Ekstern lektor i offentlig ret
”Det er politik!”
Sådan lød svaret fra SF’s gruppeformand Karina Lorentzen, da hun i Folketinget skulle forsvare, hvorfor SF var løbet fra en aftale med resten af oppositionen om udvidelsen af kommissoriet for undersøgelsen af FE-sagen. Det er samme logik, der ligger bag, at nu også Dansk Folkeparti er løbet fra et tilsvarende fælles beslutningsforslag fra oppositionen om god regeringsførelse. De kunne få noget bedre af regeringen ved at bryde aftalen, lød det. Det ’noget’ var en lovfæstelse af offentligt ansattes ytringsfrihed. Men mon ikke det ’noget bedre’ i lige så høj grad var en ydmygelse af Det Radikale Venstre, der havde sat sig i spidsen for at samle oppositionen med det meget lidt folkelige forslag om, at der skal skrives referater fra koordinationsudvalgsmøder? Det er – uden at fornærme nogen – nok ikke noget, den klassiske DF vælger går specielt meget op i. At løbe fra politiske aftaler er det rene Hjallerup Marked.
Det nye er, at dele af retspolitikken også er blevet en del af den politiske markedsplads, hvor partier i oppositionen får en luns for at stemme imod resten af oppositionen. ”Del og hersk”, som de gamle romere kaldte det. Radikale Venstres håndtering af ansvaret efter Minkundersøgelsen skriver sig ind i samme logik. Partiet ville have et valg, fordi de havde mistet tilliden til statsminister Mette Frederiksen, men kun for på forhånd at pege på selvsamme – fordi de ikke ville risikere, at magten gik til blå blok, hvilket ville sætte dem selv uden for indflydelse.
”Det er politik”. Og på en række områder må det vel være sådan for partier, der gerne vil opnå indflydelse. Man kan ikke få det hele. Når jeg alligevel føler mig kaldet til at skrive om det, så er det, fordi de seneste eksempler handler om emner, der ikke er almindelig varetagelse af de politiske interesser, man er valgt til at repræsentere. Det handler om det simple spørgsmål: Hvem holder magten til ansvar, når de fleste har del i magten?
I et parlamentarisk demokrati som det danske er det op til Folketinget at holde magten til ansvar. Det er bundet op på de særlige regler i grundloven om det politiske og retlige ansvar. I begge tilfælde skal der et flertal til, før det har politiske eller retlige konsekvenser. Lidt populært sagt kan man sammenligne denne modus med de ’tys-tys-penge’, som lige nu er et af omdrejningspunktet i amerikansk politik. Her er den politiske studehandel følgende: Hvilke politiske indrømmelser skal I have for at undlade at stemme for en undersøgelse? Forskellen er, at det i den danske version er helt lovligt og helt efter bogen.
Politik drives i disse år i forligskredse. Det samarbejdende folkestyre, som det kaldes, når vi skal svinge os op i højstemte gloser. Og ja, jeg sætter også helt grundlæggende pris på, at mange store beslutninger træffes af brede flertal. Det er godt for sammenhængskraften, for robustheden i dansk økonomi og for samfundsudviklingen. Men er det entydigt en god ting?
Det nye er, at dele af retspolitikken også er blevet en del af den politiske markedsplads, hvor partier i oppositionen får en luns for at stemme imod resten af oppositionen
_______
Hvad er den politiske interesse i at være med i et forlig? Det oplagte svar er: indflydelse. Ens stemmer skal veksles til resultater, som er synlige for vælgerne. Men interessen er i lige så høj grad, at man så sidder med, når der inviteres til status rundt om ministerens mødebord. Mere og mere af lovarbejdet kører nemlig i lukkede forløb, hvor adgangen for borgere, virksomheder og interesseorganisationer går gennem ordførerne. Det er ofte mest lukrativt at være med i kredsen for det efterfølgende forløb – mere end de måske små aftryk man kan få sat i aftalen, fordi man har adgang til vigtige information ved opfølgende møder og kan bringe spørgsmål og synspunkter fra interesseorganisationer, virksomheder og borgere ind i forhandlingslokalet.
I øjeblikket har vi en bred midterregering. Det er helt tydeligt, at der er en række partier rundt om SVM, der mere og mere er optagede af at være i regering efter et kommende valg. Også i umage konstruktioner. Der er ikke et fast mønster, hvor kernen er regeringens parlamentariske grundlag. Det er nærmest demonstrativt vigtigt for regeringen, at forligene er så brede som muligt – medmindre de skal bruges til del og hersk, som FE-undersøgelsen og spørgsmålet om de offentligt ansattes ytringsfrihed netop er konkrete eksempler på. Spørgsmålet bliver så: Hvad er incitamentet på den lange bane til at give Folketinget alt for gode redskaber til at holde regeringen til ansvar? Man risikerer jo selv blive ramt.
Jeg har i min aktive erhvervskarriere arbejdet centralt i feltet mellem politik i to af de største organisationer i det offentlige Danmark: Københavns Kommune og Region Hovedstaden. Her forvaltes magten på en anden måde og efter nogle andre principper end i staten. Her behøver man ikke at være medlem af en forligskreds for at få informationerne. Dem har alle ret til. Her er der faste valgperioder, og det gør, at det ikke er enhver fejl, uanset om den er bundet i jura eller andre mere forvaltningsmæssige forhold, der kan udløse den yderste konsekvens: borgmesterens eller formandens afgang. Det har den indbyggede fordel, at det alt andet lige bliver nemmere både for administrationen men også de øvrige politikere at holde de ansvarlige til ansvar.
Det har i tidligere tider ikke været nødvendigt på statsligt niveau. Blandt de såkaldte ’regeringsbærende partier’ var der en fælles forståelse af, at man, uanset om man var i regering eller opposition, spillede efter reglerne. Man kan godt drive politik på holdninger til højere straffe, vanvidsbilister, Christiania, bander og flygtningepolitik. Men når det kom til de grundlæggende spørgsmål, var man enige om, at justitsministeren havde en særlig rolle som vogteren for de grundlæggende retsstatsprincipper.
Hen over de seneste 20 år er den praksis blevet udhulet, og man kryber gang på gang i skjul bag juraen. Kun hvis det er klart ulovligt, er man klar til at drage de politiske konsekvenser. Og selvom der altid, når man spørger partierne, er et flertal for bedre regler om offentlighed i forvaltningen, manifesterer det flertal sig aldrig i folketingssalen. Når det netop nedsatte ekspertudvalg om ændringer af offentlighedsloven kommer med sin rapport og anbefalinger – det vides endnu ikke, hvornår udvalget afslutter sit arbejde – så vil det med sikkerhed også blive gjort til genstand for en politisk handel, når man skal vælge, hvilke dele af anbefalingerne der skal blive til lov. Og regeringen vil prøve at inddæmme skaden ved at betale med politiske indrømmelser.
På nogle punkter kunne jeg godt tænke mig, at regeringen var lidt mere regering og oppositionen lidt mere opposition. Og at justitsministeren var lidt mindre taktikker, når det kommer til de grundlæggende retsprincipper. De vil kun gøre hinanden bedre, og dermed gøre Danmark bedre. Det kunne man gøre ved at flytte flere ting ud af forligskredsene, for så at give regeringen mere plads til at gøre det, som den efter grundloven har til opgave at gøre: at være den udøvende magt, der administrerer under ansvar overfor folketinget og ikke overfor en forligskreds. Og hvis vi har udsigt til en fremtid med flertalsregeringer som reglen og ikke undtagelsen, er der behov for, at man ser de politiske ansvars- og spilleregler efter i sømmene. Det kunne eksempelvis være ved at styrke Folketinget med et lovråd skulle have til opgave at være Folketingets juridiske rådgiver, så man ikke er afhængig af regeringen på fortolkning af jura, at man styrker statsrevisorerne samt at sidstnævntes kritiske beretninger får tydeligere konsekvenser. Som det er nu, er det, der er alles ansvar, ingens ansvar. Forsvarsområdet er et godt eksempel, hvor partierne er langt inde i maskinrummet og det har måske været medvirkende til, at der ikke bliver gjort et ansvar gældende for de mange sager, vi har set over årene.
Problemet er, at den slags altid kun kommer op efter store skandalesager. Men det er et dårligt tidspunkt. Her er der altid centrale aktører, der har mere blik for deres egen rolle og mulige ansvar end det principielle. Det kan man sådan set menneskeligt ikke fortænke dem i. Derfor skal den slags drøftelser tages i fredstid. Og de centrale aktører skal se den samlede interesse heri. De politiske partier er mest optaget af, hvad de kan, når de er i regering. Det kan jeg sådan set godt forstå. Men i virkeligheden ville de gøre os alle sammen en tjeneste, hvis de var lige så optaget af, hvordan de som opposition kunne holde en regering op på sit ansvar.
Den opgave kan man selvfølgelig udlicitere til en styrket Ombudsmandsinstitution eller særlige forvaltningsdomstole. Men det tror jeg alligevel, man har mindre appetit på. Og mens tiden går, udhules tilliden til det politiske system. Der skal være forskel på, om vi vælger den ene eller den anden politiske retning for vores land. Men de grundlæggende spilleregler burde være de samme. Alle har en grundlæggende interesse i, at magten kan holdes til ansvar. Også selvom det på den korte bane koster ens egen adgang til den. ■
Alle har en grundlæggende interesse i, at magten kan holdes til ansvar. Også selvom det på den korte bane koster ens egen adgang til den
_______
Jesper Olsen (f. 1970) er cand.jur, formand for Transparency International Danmark og ekstern lektor i offentlig ret på Københavns Universitet. Han har tidligere været sekretariatschef i Region Hovedstaden og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune.
ILLUSTRATION: Christiansborg, 23. april 2024: Alex Vanopslagh (LA) og Pia Olsen Dyhr (SF) under spørgetime med statsministeren i Folketingssalen [FOTO: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
