09.11.2024

Alt tyder på, at en ny verdensorden er i gang med at sætte sig. Og nu kan det være Trump, der sætter brikkerne i en ny verdensorden på plads. Betyder det, at Ukraine er solgt til Putin?



Af Jens Worning

Man kan allerede se det bizarre billede for sig. USA’s 46. præsident, Joe Biden, der 20. januar 2025 giver stafetten videre til Donald Trump, der fire år forinden gav samme til Biden. Trump vil fylde 80 midtvejs i den kommende præsidentperiode, Biden er 81 – billedet af et famlende og vaklende gammelmandsvælde i verdens mægtigste land og verdens ældste demokrati lader sig ikke mane væk.

USA er bare også det land, der egenhændigt kan afgøre Ukraines skæbne og selvstændighed – og Europas. Skal Ukraine blive europæisk eller høre til under Moskva?

Trump har kundgjort mange gange, at han vil ende krigen i Ukraine som noget af det første, ja faktisk gerne inden indsættelsen i januar. Ruslands præsident, Vladimir Putin, har ladet meddele, at han ikke vil afvise dialog med Trump inden 20. januar 2025.

Hvad kan Trump gøre?

Han kan tage røret og ringe til Putin, ligesom han kan ringe til Zelenskyj – begge opkald vil blive besvaret. Første problem vil blive at få dem begge til at møde op til en forhandling, og skulle det ske, hvilket lige nu er utænkeligt, så vil næste problem være, hvor de kan mødes. Med arrestordren fra den internationale krigsforbryderdomstol i Haag (ICC) på Putin er der grænser for, hvor man kan invitere Putin hen – for han lader sig naturligvis ikke udlevere, hvilket 104 lande har forpligtet sig til. Istanbul kunne være en option; Tyrkiet har ikke tiltrådt ICC-traktaten og Erdogan kan tale med begge lande – det er dog tvivlsomt, om Trump vil dele scenen med andre end sig selv.

På lidt længere sigt kan Trump med al sandsynlighed tvinge Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, til forhandlingsbordet. Trump kan efter 20. januar blokere for yderligere amerikansk støtte til Ukraine, hvorefter landet er ilde stedt. Den europæiske forsvarsindustris produktionskapacitet kan forsat ikke følge med behovet ved frontlinjen, og selv om Ukraines egen forsvarsindustri er styrket under krigen, er det ikke nok. Rusland gør i disse uger fremskridt ved fronten, og et scenarie, hvor Ukraine som stat, land og nation langsomt forbløder, hører ikke til blandt de usandsynlige scenarier efter valget af Trump som Amerikas 47. præsident.

 

Et scenarie, hvor Ukraine som stat, land og nation langsomt forbløder, hører ikke til blandt de usandsynlige scenarier efter valget af Trump som Amerikas 47. præsident
_______

 

Trumps nye udenrigspolitik

Blandt de største fjender, måske den største, af USA er Iran, som spiller en betydelig rolle i de nuværende krigshandlinger i Mellemøsten. Det begyndte med Hamas’ terror 7. oktober 2023 mod Israel og har siden spredt sig og involverer nu militser i Libanon og Yemen, der støttes af Iran, ligesom Iran selv spiller en rolle.

Rusland, Iran og Nordkorea spiller i tiltagende grad sammen i en uhellig alliance ligesom Kina (USA’s største geopolitiske konkurrent), Iran og Rusland har samarbejde om blandt flådeøvelser. At lave en aftale med Putin, der tilgodeser Rusland, virker i den optik ikke som en konsistent udenrigspolitik – men der er jo heller ingen der siger, at Trump vil gå efter en sådan. En impulsstyret og inkonsistent udenrigspolitik kan jo sagtens være det ulogiske alternativ – for Trump.

Det er spørgsmål, der finder deres første svar, når Trump har udpeget sit team, når det gælder national sikkerhedsrådgiver, forsvarsminister og udenrigsminister. Med republikansk flertal i Senatet og formodet flertal i Repræsentanternes Hus står Trump sjældent parlamentarisk stærkt for en amerikansk præsident – han kan få sin vilje, når han vil. Om han kan etablere en administration, der kan eksekvere en effektfuld udenrigspolitik, er en af flere ubekendte, når det gælder Trump.

Han er også styrket på anden vis. Valgresultatet var hurtigt gjort op. Sejren og vælgernes tale er klar – det er en styrke for det amerikanske demokrati, der ellers anses for at være under pres af polarisering og mistillid i befolkningen til unionens institutioner. Øjebliksbilledet er en ny forfatningsmæssig stabilitet og opbakning til præsidentembedet. Det er noteret i Beijing og Moskva – og i Kyiv, men her med bekymring for landets egen skæbne, der som beskrevet ikke i egne hænder men lige nu i USA’s og dets kommende præsident.

 

Sejren og vælgernes tale er klar – det er en styrke for det amerikanske demokrati, der ellers anses for at være under pres af polarisering og mistillid i befolkningen til unionens institutioner
_______

 

Fra Berlinmurens fald til globaliseringens fald

9. november 1989, for 35 år siden, faldt Berlin-muren og en ny æra begyndte i Europa og i verden. Udviklingen i Centraleuropa i hele 1989 var en gradvis opløsning af Moskva-statens magt. Ungarn, dengang Østblok-land med kommunisme og planøkonomi, åbnede grænsen til Østrig for DDR-borgere, der strømmede mod Vesteuropa. I august 1989 indgik fagforeningen og oprørsbevægelsen, Solidaritet, i den polske regering sammen med kommunistpartiet. Solidaritets leder, Lech Walesa, blev sidenhen det frie Polens præsident. 1989 sluttede med en bizar henrettelse af den rumænske kommunist-diktator, Nicolae Ceausescu. Nu havde Moskva tabt Centraleuropa.

Moskva selv imploderede i 1991 med kupforsøget mod dets sidste leder, Mikhail Gorbatjov. Det russiske imperium, der blev grundlagt af Ivan den Grusomme for ca. 500 siden, havde mødt sit endeligt. Det sovjetiske kommunistparti og planøkonomien ligeså.

Udviklingen satte gang i den tredje globaliseringsbølge siden Napoleonskrigene. Den første begyndte med den industrielle revolution i Storbritannien og var understøttet af det britiske imperiums ekspansion. Den sluttede med første verdenskrigsudbrud. Den anden globaliseringsbølge begyndte efter Anden Verdenskrig og var båret af USA og understøtte af vækst i Vesteuropa. Den sluttede med oliekrisen først i 1970’erne. Sammenbruddet af supermagten, Sovjetunionen, førte som sagt til den tredje globaliseringsbølge, der løb tør for brændstof, da Rusland annekterede Krim i 2014 og gik helt i stå med den russiske invasion af Ukraine i 2022 parallelt med tiltagende kinesisk-amerikansk geopolitisk rivalisering. Parallelt er en ’reglobalisering’ i gang båret af russisk olie, der skal finde nye markeder udenfor Europa – Indien og Kina sælger venligt med her.

Med andre ord: Alt tyder på, at en ny verdensorden er i gang med at sætte sig. Kinas globale opstigen over flere årtier er baggrunden. Det tidligere russiske imperiums revanchisme med invasionen af Ukraine (2014 & 2022) er en udløsende katalysator. Og nu kan det være Trump, der sætter brikkerne i en ny verdensorden på plads.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, har selv i den forløbne uge i det såkaldte Valdai-forum (et format, hvor Kreml-venlige journalister er mikrofonholdere for den russiske politiske elite) sagt, at han med valget af Trump som præsident forventer en ny verdensorden, hvor USA trækker sig fra sin dominerende position og det vi i Vesten kalder ”den regelbaserede verdensorden” går under. Det lyder som en drøm om den orden, der blev grundlagt af Wienerkongressen 1814-15, hvor Storbritannien, Preussen, Østrig og Rusland grundlagde en autoritær stormagtsorden, som småstater blot måtte underlægge sig. Den holdt i knap 100 år indtil de samme europæiske stormagter gik i krig med hinanden i 1914 og under første verdenskrig i varierende grad gik under og tabte global magt.

 

Sammenbruddet af supermagten, Sovjetunionen, førte som sagt til den tredje globaliseringsbølge, der løb tør for brændstof, da Rusland annekterede Krim i 2014 og gik helt i stå med den russiske invasion af Ukraine i 2022
_______

 

Vejen til Ukraines fald

Det værst tænkelige scenarie for Europa lige nu er, at Trump tilbyder Putin en ”deal”, hvor Ukraine de facto mister sin selvstændighed. Den kan begynde med noget så enkelt som en uklar våbenhvile, som kan løbe under hele Trumps anden præsidentperiode. I den tid kan Rusland genopbygge sine militære ressourcer og derefter erobre hele Ukraine – det vil i så fald formodentligt ske under den næste amerikanske præsidentvalgkamp i 2028.

Det kan også – i 2025 – munde ud i en egentlig fredsaftale, hvor Kyiv accepterer en ”land-for-fred” aftale og afgiver Krim, Donbas og de sydlige Ukraine mod øst til Rusland.

I begge tilfælde vil det med al sandsynlighed udløse politisk kaos og opløsning i Ukraine – et politisk kollaps uden yderligere russisk intervention, hvorefter Rusland stilfærdigt kan sætte sig på Ukraine, som man har sat sig på Belarus. Rusland vil herefter have en de facto grænse mod EU fra Østersøen til Sortehavet. Fra Finland, de baltiske lande, over Polen, Slovakiet, Ungarn, Rumænien og Bulgarien vil naboer være Rusland – et militariseret Rusland.

I den situation vil de europæiske medlemslande af Nato og EU stå overfor et meget konkret valg – kollektiv afskrækkelse af stormagten mod Øst eller individuelle strategier overfor Moskva. Geografien er indlysende, og allerede har vi længe set, at Ungarn og Slovakiet er ”soft-on-Russia”, hvilket i lige dele kan tilskrives populistiske ledere såvel som landenes geografiske placering.

Den polske nations geopolitiske DNA gør, at Polen altid vil være anti-russisk. Dermed kan det sikkerhedspolitiske billede for fremtidens Europa mod øst være et eftergivende Europa i sydøst og et konfronterende Europa her i nordøst, når det gælder Rusland. Her kan Østersøregionen blive den kommende konfrontations epicenter.

I det scenarie vil fredens æra fra 1989 være slut og den vestlige verdensorden blot en skygge af sig selv.

 

Det værst tænkelige scenarie for Europa lige nu er, at Trump tilbyder Putin en ”deal”, hvor Ukraine de facto mister sin selvstændighed
_______

 

En ny europæisk genfødsel?

Bretton Woods-systemet blev grundlagt i 1944 med 44 tiltrædende parter i News Hampshire, USA. Det var den økonomiske søjle for en stabil efterkrigstid, hvor man skulle undgå 1930’erne økonomiske og politiske kriser, der ydede deres bidrag til anden verdenskrigs udbrud. Ud af det kom institutionerne den Internationale Monetære Fond (IMF), Verdensbanken og frihandelsorganisationen, WTO. Hertil kom sidenhen den europæiske Kul- og Stålunion, der grundlæggende skulle sikre at Tyskland og Frankrig aldrig igen skulle gå i krig mod hinanden – det er det, vi i dag kender som EU. Under Trumps første præsidentperiode gjorde han sit til at lamme WTO, og den kurs kan han nu forsætte.

På Jalta-konferencen i 1945 mellem USA, Storbritannien og Sovjetunionen sikrede USA’s præsident, Franklin D. Roosevelt, sig den sovjetiske kommunistleder, Josef Stalins, tilsagn til oprettelsen af FN – en institution, der politisk skulle forhindre fremtidige storkrige. Stalin fik Centraleuropa, hvilket blev beseglet ved Potsdam-konferencen et halvt år senere. Ved Anden Verdenskrigs slutning var USA den eneste magt med atomverden. Sovjetunionen fik atomvåben i 1949, hvor Den Kolde Krig og jerntæppet i Europa allerede var en realitet. Det udløste som respons dannelsen af Nato samme år.

Møderne i Bretton Woods i USA, Jalta på Krim og Potsdam i Tyskland 1944-45 er stærkt forenklet sagt fundamentet for det efterkrigs-Europa, vi lever i.

FN, Nato, IMF, Verdensbanken, WTO og EU er bærende institutioner for den vestlige (læs: amerikanske) verdensorden og hertil kom i 1998 ICC, der som nævnt har udstedt arrestordre på Ruslands præsident, Vladimir Putin, for krigsforbrydelser i Ukraine.

Disse organisationer vil bestå, når USA’s 48. præsident skal indtage Det Hvide Hus i 2029. Men de vil komme under voldsomt pres under Trump, de er allerede udfordret af Kina og Rusland, mens de på flere områder savner respekt i Indien og eksempelvis Brasilien. På det afrikanske kontinent og i Asien er den europæiske kolonitid ingenlunde glemt. Den globale tillid til og accept af vestlige værdier og institutioner er aftagende. Den udvikling skal Trump ikke lastes for – i den sammenhæng er han symptom fremfor årsag.

Her er det vigtigt at huske, at Europa har haft flere genfødsler. I nyere tid 1810’erne, efter 1945 og i 1989. Der var også forsøg efter Første Verdenskrig, men det endte med abort og Anden Verdenskrig. Disse vendepunkter kan være et nyttigt spejl for europæerne.

 

De vestlige organisationer vil bestå, når USA’s 48. præsident skal indtage Det Hvide Hus i 2029. Men de vil komme under voldsomt pres under Trump
_______

 

Jens Worning er tidligere generalkonsul i Skt. Petersborg for udenrigsministeriet. Han er udenrigs- og sikkerhedspolitisk kommentator for Kristeligt Dagblad og forfatter til bogen, ”UKRAINE 24.02 – den nye verdensorden”

ILLUSTRATION: New York City, 27. september 2024: Zelenskyj besøger den nu kommende præsident Donald Trump i Trump Tower i forbindelse med hans diplomatiske rejse over Atlanten under den amerikanske valgkamp [FOTO: Abaca/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt

Kirsten Biering: Kan Marine Le Pens martyrium holde til næste præsidentvalg?

Svend Roed Nielsen: Trumps toldhammer er det største tilbageslag for verdensøkonomien siden starten af 30’erne

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister