Jens Worning i RÆSON SØNDAG: Nu forstår Europa, at Putins krig er vores fremtid
24.02.2024
Ved indgangen til krigens tredje år må de illusioner, vi har slæbt rundt på, manes i jorden: Krigen bliver lang, Europa er alene – og vi har travlt.
Af Jens Worning
For ti år siden overtrådte Rusland første gang sine forpligtelser til at respektere Ukraines suverænitet, da ”små grønne mænd” indtog Krim-halvøen. Og Rusland invaderede hele Ukraine den 24 februar 2022 – nu skriver vi 24 februar 2024.
Lad os begynde med en tur til slagmarken, hvor Ukraine i sidste weekend måttet rømme Avdijivka. Er Rusland ved at vinde krigen? Det svar er nej. Men Ukraine er heller ikke ved at vinde krigen. Avdijivka var en taktisk tilbagetrækning. Ved indgangen til krigens tredje år må de illusioner, vi har slæbt rundt på, manes i jorden.
Konstanten er, at krigen entydigt er en opslidningskrig – og det indså Rusland langt tidligere end Europa. Logistik er nøglen i en sådan krig: Den, der kan sikre den løbende tilførsel af de nødvendige ressourcer til fronten, står sig bedste – her står centralt mobilisering af nye tropper for de faldne og ammunition.
Hvor Rusland indså den kendsgerning tilbage i 2022, er Europa kun nu ved at finde sine ben og erkende, at en massiv oprustning skal til på kontinentet. Europa er Ukraines eneste garant for tilførsel af ammunition – og mangel på ammunition var årsagen til, at de ukrainske tropper måtte rømme Avdijivka. Det var en taktisk retræte, som der sagtens kan komme flere af, indtil Ukraine får ammunition nok. Men krigens grundlæggende karakter vil forblive uændret – en opslidningskrig, hvor udsigt til sejr eller nederlag ligger langt ude i fremtiden.
Rusland har omstillet sig til en krigsøkonomi, det har Europa ikke – endnu. Men en omstilling er på vej. Ikke alle europæiske lande har lige travlt med at komme med og stå ubetinget ved forsvaret af Ukraine, men mange er. Danmark, de baltiske lande, Tyskland, Polen og Holland ligger i top, når det gælder støtte til Ukraine per indbygger. Frankrig og Italien, to gamle europæiske stormagter, er fodslæbende og skal findes langt nede på listen, trods prægtige skåltaler. EU’s økonomi lader sig ikke omdanne til en krigsøkonomi, opgaven er at øge produktionskapaciteten og opruste i et tempo, der afskrækker Rusland fra anslag mod Europa og sikrer Ukraine stabile leverancer.
Initiativerne er på tegnebrættet, men tidshorisonten for den type tiltag er længere, end ønskeligt er – det vil blive et kapløb med tiden.
Hvad har vi lært?
Tilbage til de illusioner, vi har taget afsked med.
Den første var den ukrainske ”forårsoffensiv” – en naiv forhåbning om, at Ukraine i 2023 kunne vende krigens gang. Landets leder, Volodymyr Zelenskyj, blev selv forblændet af de fremskridt, man gjorde mod syd omkring Kherson i slutningen af 2022. Ved Kherson kunne Ukraine sin agilitet til at overrumple den centralt styrede russiske hær.
Initiativerne er på tegnebrættet, men tidshorisonten for den type tiltag er længere, end ønskeligt er – det vil blive et kapløb med tiden
_______
Men alle lærer i en krig, også russerne, og et modsvar var en meget bred forsvarslinje ved fronten, som er svær at passere uden massive tab til følge – tab, som den mindre ukrainske hær ikke kan tåle. Zelenskyjs hærledelse forsøgte at tale ham imod og forklare, at hans ønsker til fremgang var urealistiske, hvilket førte til en intern konflikt og en udskiftning af blandt andet hærchefen i år – nu er indsatsen ved fronten båret af et mere realistisk perspektiv, derfor retræten ved Avdijivka.
For det går ikke kun tilbage for Ukraine. Ved Sortehavet er den engang mægtige russiske Sortehavsflåde decimeret af en nation, der ikke selv har en flåde, men alligevel kunnet ødelægge russiske fartøjer. Samtidig er Rusland forhindret i at supplere med andre fartøjer, da Tyrkiet ikke vil lade disse passere Bosporusstrædet. I den her sammenhæng har droner været Ukraines vigtigste våben – de har her vist sig uset effektive og overlegne. Men en hurtig sejr er som sagt ikke indenfor rækkevidde, hverken for Ukraine eller Rusland.
En anden illusion – hvor et paradigmeskifte dog er på vej – er Europas perception af krigen og dens betydning. Ved krigens begyndelse abonnerede vestlige ledere retorisk på Zelenskyjs narrativ om, at Ukraines krig er Europas krig; at man kæmper for vestlige værdier. Men da krigen inddæmmede sig til øst og syd – efter den russiske offensiv fra nord mod Kyiv kollapsede – så bredte der sig en vis ro: Krigen kommer ikke tæt på EU. Her har paradigmet ændret sig markant det sidste halve år, og der er en erkendelse af, at Rusland har omstillet sig til langvarig krig og opruster i et tempo, hvor EU-landene ikke kan følge med.
Europas erkendelse er nu den, at Rusland er en trussel mod os på langt sigt. At Rusland indenfor få år vil kunne føre angrebskrig i de baltiske lande, og at en større krig på det europæiske kontinent er et scenarie i et tiårigt perspektiv, hvis ikke Rusland står overfor en troværdig afskrækkelse og inddæmmes. Det sætter også krigen i et andet perspektiv. Fokus er ikke længere, at Ukraine skal vinde, selvom det naturligvis er ønskeligt, men at Rusland skal udmattes ved fronten i Ukraine, jo mere, jo bedre – for Europa. I øvrigt et ønske, som de siddende amerikanske præsidenter siden årtusindeskiftet har haft til europæerne.
En tredje illusion er, at Europa kan regne med USA. I de sidste par måneder har en støttepakke i den amerikanske kongres på 60 milliarder dollars stået stille, fordi en lille gruppe republikanere blokerer. Og forude venter – muligvis – tilbagekomsten af Donald Trump i Det Hvide Hus og præsidentembedet. På trods af at ny amerikansk lovgivning vil forhindre Trump i at trække USA ud af NATO, så kan han så tilstrækkelig tvivl om USA’s forpligtigelse til NATO’s artikel 5, musketér-eden, og dermed at et angreb på ét NATO-land, er et angreb mod alle og derfor bliver forsvaret af alle.
Erkendelsen i Europa er derfor tiltagende, at kontinentet skal kunne forsvare sig selv – og forsvare Ukraine. I krigens løb har EU og de europæiske lande overhalet USA i den økonomiske støtte til Ukraine, selvom det amerikanske bidrag forsat er stort, substantielt og afgørende. Skal EU-landene helt erstatte USA’s bidrag i forhold til Ukraine og egen sikkerhed mod truslen fra Rusland, så skal vores nuværende støtte fordobles. Med andre ord: Selvom støtten til Ukraine og egen oprustning i krigens to første år er historisk monumental, så er vi kun lige begyndt at betale en regning, som vokser ekspotentielt, og som vil tage ressourcer fra andre områder i de enkelte EU-lande.
Nye former for krig skaber nye politikere
En del af det nye trusselsbillede er ikke blot frygt for en ny storkrig, men også for alt det, der ligger under tærsklen for at kalde det ”krig”. Det gælder særligt kritisk infrastruktur, som er truet og angribes af Rusland. Det gælder de trusler, som kunstig intelligens kan udgøre, og det gælder herredømmet i rummet, hvor Rusland rasler med sablen og truer med at placere atomvåben. Ikke for at kunne angribe på jorden, men for at kunne udslette satellitter – altså ramme kritisk infrastruktur og kommunikation. På det område, rummet, har Europa hverken forsvar eller afskrækkelse.
De baltiske lande og Ukraine har ofte været scene for ”pilotprojekter” for russisk hybridkrigsførelse. Estland lod i denne uge således vide, at man siden december har tilbageholdt 10 personer, som er under anklage for at forberede en hybridoperation forberedt af de russiske myndigheder for at ramme den estiske indenrigsminister.
Selvom støtten til Ukraine og egen oprustning i krigens to første år er historisk monumental, så er vi kun lige begyndt at betale en regning, som vokser ekspotentielt
_______
Den nye situation, som vi står i nu, ændrer de vestlige stats- og regeringslederes jobbeskrivelse. Ved den netop afholdte Münich Security Conference, MSC, mødtes den danske statsminister, Mette Frederiksen, og forsvarsminister, Troels Lund Poulsen, personligt med Zelenskyj. Samtalen var utrolig lavpraktisk og handlede ikke om deklarationer og slutdokumenter. De danske spørgsmål lød: ”Hvad har du brug for?”, ”hvad kan vi hjælpe med – enten selv eller ved at række ud til vore allierede og lægge pres på dem?”. Zelenskyjs ønskeliste var tilsvarende konkret: ammunition.
Den danske statsminister og forsvarsminister går så langt ned i detaljen, at de med den ukrainske præsident drøfter præcis hvilke granater, der foretrækkes og skal fremskaffes. Det er Ukraines højeste prioritet.
Vejen til fred?
Der er – og har ikke de sidste to år været – fredsforhandlinger med noget som helst seriøst perspektiv for fred, og der er slet ingen dialog nu. Hverken Ukraine eller Rusland ser andet perspektiv end at forsætte opslidningskrigen ved fronten.
Men alle krige ender på et eller andet tidspunkt, så hvilke udløsende scenarier kan man forstille sig?
Ukraine kan uden lyst blive tvunget til forhandlingsbordet, hvis den vestlige støtte viger eller forsætter med at komme med for stor forsinkelse. Ved sådanne forhandlinger vil Rusland kræve land for fred og – for Ukraine – ydmygende indrømmelser. Dette kunne være folkeretligt at afstå territorium, som man aldrig kan kræve tilbage. Et scenarie, der forudsætter, at Ukraine er helt i knæ og Kyiv truet.
Men det vil ikke være en stabil fred. Rusland og de europæiske lande bruger lige nu stort set det samme på forsvaret, men blandt de store forskelle er, at den russiske vilje til at bruge militær magt langt overstiger Europas. Desuden kan Rusland mobilisere i langt større omfang end europæerne. Omvendt er det europæiske forsvar teknologisk foran Rusland, men på mange områder er det hullet og mangler en række kapaciteter og våbensystemer.
En fred på Putins betingelser vil være ustabilt. En pause, som Rusland vil bruge til forsat oprustning, og en fred, der vil være farlig for Europa. I første række er en våbenhvile af en slags mere sandsynligt end fredsforhandlinger – for disse vil være politisk uspiselige for Ukraine, såvel som Rusland og stille Europa i en mere udsat situation.
En våbenhvile kræver en mægler – en mediator – for tilliden mellem Ukraine og Rusland er gensidigt ikke til stede. En mægler skal leve op til flere betingelser, hvor den vigtigste er, at begge parter finder mægleren acceptabel. Det udelukker lande, der opfattes værende på modpartens side. For Rusland udelukker det USA og europæiske lande. For Ukraine udelukker det lande som Kina, Indien og Brasilien, som anses for enten at støtte Rusland eller ikke har udtryk klar nok kritik. Det skal være et land med politisk tyngde, og det er lige nu svært at se andre kandidater end Tyrkiet, som både Ukraine og Rusland kan tale med. En Istanbul-konference med FN med ved bordet vil ikke være det mest overraskende forum.
Men det bliver ikke i 2024. Krigen vil forsætte. Så velkommen til krigens tredje år og den europæiske virkelighed, Putin har skabt: Freden i Europa står ikke for døren. ■
Krigen vil forsætte. Så velkommen til krigens tredje år og den europæiske virkelighed, Putin har skabt: Freden i Europa står ikke for døren
_______
Jens Worning (f. 1965) er partner i kommunikationsbureauet Policy Group A/S, udenrigskommentator i Kristeligt Dagblad og tidligere diplomat, bl.a. som dansk generalkonsul i Skt. Petersborg, Rusland.
ILLUSTRATION: Nizhny Tagil, 15. februar 2023: Vladimir Putin besøger fabrikken Uralvagonzavod, der producerer militært isenkram [FOTO: Sputnik/Reuters/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
