Jens Worning i RÆSON SØNDAG: I dag cementeres Putins nye Rusland
17.03.2024
Efter Putins knap 25 år ved magten og midt i omstillingen til krigsøkonomi, har valget 2024 en vigtig funktion: At lære den unge generation det nye Ruslands ideologi at kende – så de kan acceptere deres skæbne.
Af Jens Worning
I 1984 gik sovjetborgere til valg for at vælge ”Den Øverste Sovjet” – Sovjet-systemets parlament. Man kunne både stemme på kommunistpartiets kandidater, hvoraf der var flest, og på ”uafhængige” kandidater. Men alle i den sidste kategori var godkendt af kommunistpartiet, SUKP (Sovjetunionens Kommunistiske Parti), og de var typisk medlemmer af Komsomol, partiets ungdomsafdeling eller af forskellige organisationer, der af navn, men ingenlunde af gavn, havde NGO-karakter og helt og aldeles styret af den totalitære stat. Om man stemte på en SUKP-kandidat eller en ”uafhængig” var grundlæggende et fedt. Men den sovjetiske vælger havde en anden option: at stemme ”imod alle”. Af de flere end 184 mio., der stemte, var det blot 109,078 (0,06 pct. Af samtlige stemmer), der valgte denne lille protestmulighed. Dét var det laveste tal nogensinde og dermed – for SUKP – det bedste valg nogensinde. Antallet af ugyldige stemmer? 17 (sytten!)
Totalitarismens genkomst
Fareed Zakaria, den prominente amerikanske journalist, tv-vært og politisk kommentator, har sagt at forskellen på valg i et liberalt demokrati og et illiberalt demokrati, er, at det første er faste procedurer med ukendt udfald, og det andet er ukendte procedurer med kendt udfald. Det er ikke svært at afgøre, i hvilken kategori Rusland falder.
Inden 2024-valget havde Vladimir V. Putin vundet fire præsidentvalg – i 2000 (53 pct. af de afgivne stemmer), 2004 (71,3 pct.), 2012 (63,6 pct.) og 2018 (76,7 pct.). Designet i 2024 er, at disse tal vil blive overgået, for Rusland har kun et valg: Putin. Og valgdeltagelsen vil blive den højeste nogensinde ved et russisk præsidentvalg – russerne har skullet vise vise, mens landet er i krig, at man står samlet bag både præsident og system.
I 2024 er der ingen kritisk, for da slet ikke tale om fri, presse i Rusland. De lokale valgformænd kender alle deres opgave og pligt og skulle der være for få stemmer på landets leder, produceres de på valgstedet og lægges til. Valgmaskinen omfatter også de regionale guvernører, der får direkte ordrer om, hvor høj valgdeltagelsen skal være i deres region, så folket mobiliseres til at gå til stemmeurnerne eller afgive sin stemme elektronisk hjemmefra, hvilket har været en mulighed siden 15. marts – valghandlingen denne gang forløber over tre dage. Virksomheder og offentlige institutioner fortæller også deres ansatte, at de skal huske stemme, og hvem de skal stemme på – nogle opfordres til at tage et foto af den afgivne stemme, hvilket kan udløse en kontant dusør fra arbejdsgiveren. I det besatte områder i Ukraine har der været veldokumenterede eksempler på, at folk er blevet tvunget til valgstederne af de russiske invasionsstyrker.
Den totalitære stat er tilbage. Og en kort tur rundt i det allermest centrale Moskva får beskueren til at forstå, hvordan fortiden institutionelt er genopstået blot uden kommunisme, men med fuldblods-totalitarisme. Magtens centrum er Kreml, hvor lederne siden Stalin har haft det samme kontor – bortset fra Sovjetunionens sidste leder, Mikhail Gorbatjov, der afstod fra den tradition. Da Sovjet blev opløst – udløst af kuppet mod samme Gorbatjov i august 1991 – opstod det nye Rusland. Men landets nye folkevalgte præsident, Boris Jeltsin, satte sig ind på Stalins kontor, hvor Putin sidder i dag. Men er det manden, der styrer systemet, eller er det kontoret, der styrer manden?
Ikke langt derfra, på Lubjanka-pladsen, ligger FSB, hvorfra man har udsigt til Kreml, og dermed dét magtens centrum, som man er sat i verden for at tjene. Fra Lubjanka-bygningen, der i sin kælder har fængselsceller, hvor det ikke er rart at ende, kan man også se til præsidentadministrationen, der ligger udenfor Kremls mure op ad ”Kitaj-gorod”, Kineserbyen, der har sit navn fra tsartiden og blevet givet som ”safe zone” til kinesiske handlende, når de var i Moskva.
Præsidentadministrationens kontorer rummede i Sovjettiden SUKP’s Centralkomité’s administration. Jeltsin forbød SUKP, men overtog gladeligt Centralkomiteens administration – både medarbejderne og bygningen.
Man kan ændre navneskiltene, men ikke fjerne disse institutioners sans for deres formål.
Sikkerhedsstyrkernes rolle er blevet styrket og – i modsætning til Sovjettiden – bragt direkte under Kremls kontrol. Da Putin kom til i 2000 bragte han ret hurtigt FSB ind under Kremls kommandostruktur. En række sikkerhedsstyrker blev i 2016 samlet i Nationalgarden og i stedet for at referere til Indenrigsministeriet flyttet til at referere direkte til Putin og sekretæren for det Nationale Sikkerhedsråd, i dag Nikolaj Patrusjev, der selv er tidligere FSB-chef, som Putin, og Putins måske nærmeste rådgiver. Dén beslutning var Putins lære af kuppet mod Gorbatjov i august 1991. det havde været forberedt i månedsvis af den daværende KGB-chef som fandt en loyal partner i den daværende indenrigsminister.
Putin skulle ikke ende som Gorbatjov og fælles af kup fra systemet selv, derfor den centralisering under hans egen kontrol.
Går det som det gik?
I 1984 var Den Kolde Krig på et af sine bundfrosne lavpunkter. Rusland havde i 1979 invaderet Afghanistan, og i 1981 blev der erklæret militærundtagelsestilstand i østbloklandet Polen –iværksat af landets leder, general Wojciech Jaruzelski, for at undgå Tjekkoslovakiets skæbne i 1968, hvor sovjetiske tanks blev indsat. Dialogen med vesten var ikke-eksisterende.
Kreml-styret var et gammelmandsvælde. I 1984 hed generalsekretæren Konstantin Tjernenko – han havde samme år efterfulgt Jurij Andropov (tidligere og mangeårig KGB-chef og et idol for Putin), der i 1982 havde efterfulgt Leonid Bresjnjev. Toppen af Kreml var i første halvdel af 1980’erne et plejehjem, hvor beboerne enten var demente eller terminalt syge – alle tre ledere forlod, billedlig talt, deres kontor i en kiste.
Putins inderkreds er ikke helt der endnu – de fleste er stadig langt yngre end årets to amerikanske præsidentkandidater. Men de har siddet ved magten i snart 25 år, mens Bresjnev til sammenligning sad for bordenden i 18 år. Der var hverken dengang eller nu i Kreml spor af lyst eller ambition om at lade en yngre generation komme til. Putin er i dag 71 år, Patrusjev er 72 – og finder de ikke på et styret generationsskifte inden 2030, så risikerer de et ”Bresnjev”-scenarie: At magthaverne dør og deres styreform bryder sammen.
I 1984 var Sovjetunionens økonomi ultramilitariseret som følge af våbenkapløbet med USA, hvilket også blev en udløsende faktor for statens totale kollaps syv år senere – efter at militæret i 1980erne endte med at sidde, direkte og indirekte, på en tredjedel af Sovjets BNP. Rusland er i dag som følge af krigen i Ukraine dag omdannet til en krigsøkonomi. Spørgsmålet er: Vil samme skæbne ramme?
Gorbatjov bidrog selv med en fejlslagen økonomisk politik til Sovjets sammenbrud – her er Putin bedre stillet, hans økonomiske teknokrat-team viser forsat højt niveau af kompetence. Sovjetunionen var af ideologiske årsager en lukket planøkonomi, mens Rusland er en markedsøkonomi, der har formået at omstille sig. Indien og Kina er blevet storaftagere af russisk olie, landets uden sammenligning vigtigste indtægtskilde, og Nordkorea og Iran har kunnet levere granater og droner til krigen i Ukraine.
Sovjetunionen var et imperium, der ikke alene set strakte sig over tsarernes imperium men efter Anden Verdenskrig underlagde sig både Central- og Østeuropa samt det halve Tyskland. Rusland i dag er ”kun” Rusland, men erobringskrigen i Ukraine viser, at det ikke er Ruslands normaltilstand. Drømmen om et imperium driver Putin og hans inderkreds, og det er dét, som definerer ukrainernes nuværende skæbne og Europas fremtidige tilstand.
Drømmen om et imperium driver Putin og hans inderkreds, og det er dét, som definerer ukrainernes nuværende skæbne og Europas fremtidige tilstand
_______
Hvorfor har en totalitær stat brug for folkets stemmer?
Når Putin nu kåres for de næste 6 år kan han overveje, om han skal tage en periode mere – helt frem til 2036. Dét bestemmer han selv.
Men man kan spørge: Hvorfor har Putin behovet for at blive ’folkevalgt’, når seancen er en illusion? Hvorfor ikke blot lade sig krone – til tsar, som Ivan den Grusomme, eller Imperator, som Peter den Store?
Da Ivan den Grusomme udråbte sig selv til tsar i 1547 indgik det i fortællingen om det dengang ’nye’ Rusland, at det var ’Det Tredje Rom’ – kristendommens nye centrum og beskytter. I dag må Putin hente sin legitimitet fra flere kilder. Én kilde er exceptionalismen – og her er der klar inspiration fra Ivan. Ligesom Moskva dengang blev det tredje (og sidste) Rom, ser Moskva igen ssig selv som kristendommens beskytter – et bolværk mod fordærv, vestens dekadence og kosmopolitiske verdenssyn. Derfor al den snak om ”traditionelle værdier”, som Vesten og liberalismen i Putins fortælling har kastet på bålet til fordel for skørlevned. Russerne må forstå, at de har en særlig mission om at værne mod moralsk undergang – en opgave, intet andet folk kan tage på sig. I forlængelse kommer en stadig mere anstrengt nationalisme,
Begge dele har bred appel i den russiske befolkning, særligt på landet – man har en stærk tro på skæbne: At de højere magter, herunder Kreml, bestemmer. Man håber på både Guds og tsarens barmhjertighed i livets gang. Og man finder tro i at være en særlig civilisation, der står i modsætning til den europæiske og har et tættere forhold til naturen, sin rødder i landsbyen – ikke de intellektuelle saloner.
Dertil kommer militarismen, der allerede begyndte at gennemsyre det russiske samfund efter annekteringen af Krim i 2014 – men som også var en central søjle både i Sovjettiden og under tsarerne. Befolkningen bliver mindet om, at verden vil Rusland det skidt. Derfor må russerne altid være klar til at forsvare sig, hvilket også legitimerer at angribe andre – i denne logik som legitimt selvforsvar. Skoleelever modtager militær træning og patriotisk opdragelse, den nye tids helte er soldaterne og dem, der arbejder for soldaterne i baglandet – militærindustri og forsyningsindustri. Kvindens rolle er at ofre sig og føde flere børn, som Putin ret direkte sagde i sin tale om nationens tilstand d. 21. februar 2024.
Nationalisme, militarisme, exceptionalisme og den religiøse ortodoksi er hovedsøjlerne i den – på egne præmisser sammenhængende – ideologi, som i dag er Ruslands og således giver Putin sin legitimitet. Bortset fra én ting: mandatet fra folket, der derfor skal gå til stemmeurnerne, hvor der – som i Sovjettiden – er frit valg, så længe man stemmer på magthaverne.
Valget har denne gang også en opdragelseseffekt: den unge generation skal lære ideologien og dens præmisser at kende. Ruslands valg er Putin. Man har kørt en statslig kampagne overfor de unge – de skal stemme, som god patrioter og på hjemmefronten vil mange af disse unge have hørt fra deres bedsteforældre, at det er sådan Rusland er – et land, hvor fortiden er nutiden såvel som fremtiden. Skæbnen kan intet individ ændre på egen hånd. ■
Nationalisme, militarisme, exceptionalisme og den religiøse ortodoksi er hovedsøjlerne i den – på egne præmisser sammenhængende – ideologi, som i dag er Ruslands og således giver Putin sin legitimitet
_______
Jens Worning (f. 1965) er partner i kommunikationsbureauet Policy Group A/S, udenrigskommentator i Kristeligt Dagblad og tidligere diplomat, bl.a. som dansk generalkonsul i Skt. Petersborg, Rusland.
ILLUSTRATION Patriotiske ungdomsorganisationer samles i en flashmob ved militærmindesmærket i Saur-Mogila, under præsidentvalget i dag (17. marts). Det rød-blå-sorte flag er det, der anvendes af det russisk-allierede styre i provinsen Donetsk [foto: Stringer/EPA/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
