14.02.2024

Invasionen af Ukraine startede reelt i 2014. Men i Europa tillader vi os stadig at fremstå bestyrtede, når fhv. præsident Trump minder os om at magt er vigtigere end moral, når det gælder international politik.

Opinion af Jens Worning

Mange vælgere i liberale demokratier tænker på moral, når de afgiver deres stemmer og deltager i debatten i den fælles offentlighed. Men Trump viser, at politik handler om magt og om magtens konsekvenser – også for Europa. I praktisk politik – og ikke mindst i international politik – er moral ofte ikke det tungeste lod i vægtskålen. Både blandt hans rivaler i USA og blandt politikerne i Europa er mange ellers indignerede over Donald Trumps udtalelser i lørdags, hvor han under en tale fortalte: ”One of the presidents of a big country stood up, said, “Well, sir, if we don’t pay and we’re attacked by Russia, will you protect us?” I said, “You didn’t pay. You’re delinquent?” He said, “Yes, let’s say that happened.” “No, I would not protect you. In fact, I would encourage them to do whatever the hell they want. You got to pay. You got to pay your bills.” And the money came flowing in.”

Trumps udtalelser i South Carolina var ikke en invitation til Rusland om at invadere europæiske lande. Hans publikum var ikke Rusland, ikke os i Europa, ikke Ukraine, men amerikanske vælgere – og skatteborgere. Om den ordveksling, han refererer nogensinde har fundet sted, kan man nok betvivle, men det er ikke pointen. Pointen er, at magt vejer tungere i politik end moral. At få magten, udøve den og – hvis man taber den, forsøge at genvinde den. Dér er Trump lige nu. Og på sin vej mod at genindtage præsidentembedet udøver han også her og nu politisk magt, trods mangel på formelt politisk embede.

 

Hele hans afsluttende pointe – at ”And the money came flowing in” er tit udeladt. Dét var jo ellers budskabet til vælgerne: Jeg fik europæerne til at betale
_______

 

Trump-citatet er citeret vidt og bredt i europæiske medier, hvor reaktionerne bærer præg af, at få har lyttet til eller læst talen i sin helhed. Hele hans afsluttende pointe – at ”And the money came flowing in” er tit udeladt. Dét var jo ellers budskabet til vælgerne: Jeg fik europæerne til at betale.

Et andet aspekt, europæiske medier ikke hæfter sig ved er, at Trumps tale mindst af alt handlede om NATO og Europa. Den handlede derimod rigtigt meget om tidligere præsident Barack Obama, der af Trump fremstilles som dukkeføreren bag den siddende præsident, om hans Republikanske konkurrent, Nikki Haley (”Tricky Nikki”, som han har døbt hende) og om præsident Biden (”Crooked Joe”). Og talen handlede meget om Kina og om migrantkrisen ved grænsen til Mexico – Europa blev først nævnt 40 minutter inde.

Naturligvis skal de europæiske medier og kommentatorer få Trumps udtalelser galt i halsen. Men i disse uger er det 10 år siden det ukrainske statssammenbrud i 2014 og Ruslands efterfølgende annektering af Krim – det dvæler vi ikke meget ved i den offentlige debat. Til gengæld ER vi opmærksomme på to-året for invasionen – vi glemmer bare, at den altså startede i 2014!

Til november er det også 8 år siden Trumps valgsejr ved præsidentvalget i 2016, der kom bag på de fleste europæere. Én af de ting, vi lærte om Trump under hans 4 år i Det Hvide Hus var, at han ikke var nogen synderligt intens tilhænger af NATO. Europa har altså haft 8 år til at reflektere og tage ved lære af en sådan situation og stadig er vores offentlighed ikke nået længere end til at blive småfornærmet og bestyrtet over en udtalelse, som en præsidentkandidat sender til sine vælgere, ikke til os europæere.

 

Europa har haft 8 år til at reflektere og tage ved lære af en sådan situation og stadig er vores offentlighed ikke nået længere end til at blive småfornærmet og bestyrtet over en udtalelse, som en præsidentkandidat sender til sine vælgere, ikke til os europæere
_______

 

KAN TRUMP UNDERMINERE NATO? Her er svaret både ja og nej.

Nej, fordi et flertal i den amerikanske kongres – der tæller både Demokrater og Republikanere – netop (december 2023) har vedtaget en lov, der forhindrer præsidenten, hvem end hun eller han er, i at forlade alliancen. Det er ikke en mulighed for en præsident – den ret har Kongressen nu taget til sig og det skyldes en fælles overbevisning hos både Republikanere og Demokrater om, at den transatlantiske alliance er i nationens interesse og at USA globalt står stærkere gennem sine alliancer end ved at stå alene.

De har ret. Ingen stormagt i verden har mere politisk gavn af internationale alliancer end USA. Både Trumps eget parti og Bidens parti har således truffet forholdsregler skulle Trump blive genvalgt – af hensyn til USA’s egen sikkerhed og globale indflydelse, ikke primært af hensyn til Europas sikkerhed.

Men svaret er også ja – for Trump KAN gøre rigtig meget for at underminere NATO. Denne gang vil det ikke være en overraskelse – vi kender hans adfærd rigtig godt fra sidst.

I Europa har vi siden 2014 talt meget om truslerne mod ”den regelbaserede verdensorden” – men dét begreb er en efterrationalisering, for den verdensorden, vi fik ved afslutningen på anden verdenskrig er den amerikanske verdensorden. Dén udgjorde – og udgør –Europas bedste mulighed sammenlignet med de mulige alternativer.

Denne orden angreb Trump fra sin første dag i Det Hvide Hus. Én af søjlerne i den orden er verdenshandelsorganisationen WTO: Her blokerede USA under Trump for udnævnelsen af nye dommere – og er der for få, kan WTO ikke træffe afgørelser i twister mellem lande. Det samme kan Trump gøre i NATO – han kan fx undlade at udnævne en ny amerikansk NATO-ambassadør og dermed sætte alliancen ned i tempo og effektivitet, som han gjorde med WTO. Han kan også trække amerikanske soldater hjem fra Europa – dem er der pt. flere end 100.000 af. Han vil kunne blokere betalinger til NATO og han kan boykotte mødekalenderen – et NATO-topmøde uden deltagelse af den amerikanske præsident vil være et budskab til hele verden og en eksistenskrise for organisationen.

I WEEKENDEN BEGYNDER den vigtigste årlige sikkerhedskonference i NGO-regi i München. Det er en verdensbegivenhed, der trækker statsledere, udenrigs- og forsvarsministre til sig. Det var her, Ruslands præsident, Vladimir Putin, i 2007 holdt sin historiske tale, hvor han optrak sine røde linjer i forhold til USA og NATO’s globale indflydelse – i en tale, hvis geopolitiske resultater kan mærkes i Ukraine og i resten af Europa den dag i dag. Den første Münchenkonference var i 1963 – to år efter Berlinmurens etablering og den var ganske beskeden i sin deltagerkreds. Mødet opstod ud fra et vesttysk ønske om en direkte dialog med indflydelsesrige politikere i USA for at sikre Vesttysklands selvstændighed og sikkerhed og det amerikanske engagement i Vesteuropa i lyset af truslen fra den sovjetiske Østblok.

Et centralt tema i weekenden vil igen være netop det – hvordan holder Europa USA inde? Hvordan forsvares den transatlantiske alliance? Med Trumps aktuelle succes in mente vil de have nok at tale om. For international politik mandler om magt mere end om moral og retfærdighed.

 

Han kan også trække amerikanske soldater hjem fra Europa – dem er der pt. flere end 100.000 af. Han vil kunne blokere betalinger til NATO og han kan boykotte mødekalenderen – et NATO-topmøde uden deltagelse af den amerikanske præsident vil være et budskab til hele verden og en eksistenskrise for organisationen
_______

 



Jens Worning (f. 1965) er partner i kommunikationsbureauet Policy Group A/S, udenrigskommentator i Kristeligt Dagblad og tidligere diplomat, bl.a. som dansk generalkonsul i Skt. Petersborg, Rusland.



ILLUSTRATION: Præsident Trump og NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg til NATO-topmøde, 25. maj 2017 [FOTO: NATO]




Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland