Jens Worning: Det eneste rigtige emne på NATO-mødet stod slet ikke på dagsordenen – det var Trump
16.07.2024
Lørdagens attentatforsøg vil stå som en form for efterskrift til topmødet. 8 år efter at Trump vandt valget i 2016, er europæerne stadig ikke klar til hans verden – og det har de kun sig selv at takke for.
Af Jens Worning
Alt på NATO-topmødet handlede om to mænd, der er en smule ældre end organisationen – Biden (81) og Trump (78 år). Der ligner en skæbnestund for Europa med en dårlig prognose. Det sidste er europæernes helt egen skyld.
I slutdokumentet betones det, at 2/3-dele af NATO’s medlemmer – herunder også endeligt Danmark – opfylder kravet om at bruge 2 pct. af BNP på forsvar. Penneføreren forsøger at fremmane en vis stolthed og selvimponerethed herover – som en statsmand, der vil cementere sit eftermæle inden en rolig pensionisttilværelse. Men der er to problemer. Det første er, at stoltheden over bedriften – 2 pct.-kravet – netop må manes frem og ikke fremstår som indlysende og det pinlige – at 1/3 ikke er ombord.
2 pct.-kravet har en lang historie og handler grundlæggende om, at USA igennem de 75 år har bedt europæerne om at yde mere – uden at det igennem tiden har gjort synderligt indtryk på de lidt for ubekymrede partnere øst for Atlanten. Tænk på 2014: Dengang kollapsede den ukrainske stat, Rusland annekterede Krim og påbegyndte invasionen i Østukraine. 17. juli nedskød et russisk BUK-missil passagerflyet MH-17 over Østukraine, alle 298 ombord omkom. Formodentligt havde den, der betjente BUK-systemet, taget MH-17 for at være et ukrainsk kampfly. Den politiske konsekvens var det, man på moderne dansk kalder et ”wake-up-call” i NATO – Rusland og truslen fra Moskva var således hovedtema på NATO’s topmøde det år i Wales, hvor alle forpligtede sig formelt på 2 pct.-kravet.
Derefter gik det, som det plejede i Europa – for langsomt, for lidt og for sent. Da Rusland iværksatte sin fuldskala invasion af Ukraine den 22. februar 2024, var de fleste NATO-medlemmer endnu ikke i mål med 2 pct.-kravet og Moskva ikke afskrækket fra at knuse Ukraines selvstændighed og igen underlægge det Kreml.
10 år senere i Washington er nu som sagt 2/3-dele af landene i mål på finansiering, men på det operationelle plan halter de fleste forsat bagefter – det tager ÅR at gøre budgetbeslutninger til operationel kampkraft. At nå fra penge tildelt på 30 forskellige finanslove til fælles styrke på en eventuel slagmark.
En alliance for fortiden eller fremtiden?
NATO er jo i øvrigt ikke på vej mod en livet som tilbageskuende pensionist, men skal finde sin plads i fremtiden og fremtiden er den globale, geopolitiske reorganisering af verdensordenen. Også her er der i NATO stadig samme tendens – for langsomt, for lidt og for sent.
NATO’s fjender, modstandere og konkurrenter er i disse år langt mere agile og handlingsparate militært og sikkerhedspolitisk end NATO selv. Alliancen giver indtryk af at være en gammeldags supertanker, hvor det som bekendt er tidskrævende at ændre kurs. NATO agerer og reorganiserer, men øjebliksbilledet er, at det foregår i slowmotion.
Slutdokumentet har lagt sig fast på en række konkrete og operationelle initiativer, der skal drive organisationen i den retning, men også her kan man erindre Wales-topmødet i 2014. Statsminister Helle Thorning Schmidt lovede højtideligt, at vi ville erhverve og implementere et moderne radarsystem, der kunne bidrag til NATO’s missilskjold, på mindst én af vore fregatter (skjoldet var i øvrigt ikke tænkt til forsvar mod Rusland, men bl.a. som et modsvar til Irans oprustning på missilområdet).
Hvis man inspicerer de danske fregatter i juli 2024, så vil man lære, at der endnu ikke er det lovede radaranlæg på bare én af dem. Vi har efter 10 år ikke leveret på løftet – og det er ikke kun historien om Danmark, men om det europæiske NATO i al almindelighed! I 2014 var Frankrig fx med på sanktioner mod Rusland, men ville dog betinge sig at levere en milliardaftale på to flådetransportfartøjer til Rusland – ironisk skulle de operere ude i Beringstrædet og afskrække Kina fra at interessere sig alt for meget for Arktis. Dén handel tog det første halvår 2014 at lægge i graven.
Når det gælder missiltruslen fra Rusland mod Europa, så er realiteten, at det europæiske missilforsvar er gennemhullet som en si overfor russiske missiler med atomsprænghoveder. Det var situationen i 2014, i 2022 og det er situationen i dag. Nu vil NATO så gøre noget ved det – det siger slutdokumentet, og alvoren ser ud til at være gået op for de europæiske ledere. Spørgsmålet er, om den erkendelse kan omsættes i operationel handling – det skal ses, før man kan tro det.
Attentatforsøget på Donald Trump lørdag den 13. juli blev topmødets efterskrift – og en begivenhed, der tyder på at blive langt vigtigere og gøre topmøde-dokumentet selv betydningsløst
_______
Vigtigere end topmødet
Attentatforsøget på Donald Trump lørdag den 13. juli blev topmødets efterskrift – og en begivenhed, der tyder på at blive langt vigtigere og gøre topmøde-dokumentet selv betydningsløst. En amerikansk præsidents beslutninger er vigtigere for NATO end NATO’s egne fælles beslutninger.
I små 200 år har attentatforsøg – succesfulde som mislykkede – været en del af USA’s historie. Præsident Andrew Jackson var den første i 1835, han overlevede – som Reagan i 1981 – mens Abraham Lincoln og John F. Kennedy mistede livet. Attentatforsøget alene – og den rigelige billeddokumentation hele verden har set – gør allerede nu Trump både historisk og ikonisk. Uanset det kommende præsidentvalgs udfald til november i USA, så vil attentatforsøget lægge sig over både valgkampen og den næste præsidentperiode i USA – indenrigs- som udenrigspolitisk.
Trump deltog som eks-præsident naturligvis ikke i NATO-topmødet, men han var elefanten i mødelokalet for de deltagende europæiske NATO-medlemmer, der egentligt bare havde ét spørgsmål med til Washington: Kan Biden vinde? Her tænkte europæerne på mødet udelukkende på sig selv og ikke på USA, amerikanerne eller demokratiets fremtid.
Men Biden er vingeskudt efter tv-duellen med Trump 28. juni, som han ikke blot tabte, men hvor aldersspørgsmålet (Bidens egen), der før var tabu, blev uomgængeligt. Biden klarede topmødet bedre end tv-duellen, men det er jo offentlighedens indtryk, der også her tæller og ved at introducere Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, som ”President Putin” og vicepræsident, Kamala Harris, som ”Vice President Trump” fik Biden ikke for alvor slukket branden og beroliget bagland og transatlantiske allierede.
I 2016 vandt Biden præsidentvalget i USA, fordi han ikke var Trump. I år kan Trump vinde, alene fordi han ikke er Biden.
I 2016 vandt Biden præsidentvalget i USA, fordi han ikke var Trump. I år kan Trump vinde, alene fordi han ikke er Biden
_______
Kan truslen fra Kina blive europæernes redning?
Putin gav NATO et ”wake-up-call” med annekteringen af Krim i 2014, Trump gav NATO et tilsvarende, da han blev svoret i ed som præsident i 2017. Han satte han spørgsmålstegn ved alliancens eksistensberettigelse og krævede, at europæerne kom til lommerne, når det gælder forsvar. At han i substans ikke forstod meget om NATO som konstruktion eller alliancers strategiske værdi og styrke for USA selv er én ting, men han havde helt ret i sin kritik af de (fleste) europæiske NATO-medlemmers forsømmelser, når det gælder om at leve op til egne økonomiske forpligtelser overfor fællesskabet.
Tre wake-up-calls – Putin i 2014, Trump i 2021, Putin i 2022. Men reaktionerne, som årene er gået, bekræfter indtrykket af Europa – for langsomt, for lidt og for sent. Sagen er, at Europa – der ellers kender Trump aldeles indgående siden 2017 – ikke sikkerhedspolitisk er klar til, at han får en anden periode som præsident. Europa har hverken forberedt sig på det sandsynlige og mulige efter fire års tænkepause.
Siden 2014 har de europæiske stats- og regeringsledere – både samlet set og individuelt – ageret på en måde, der blot viser, at man IKKE er klar til at tage vare på Europas egen sikkerhed uden USA.
Har Europa en chance for at holde alliancen sammen, hvis Trump får en anden periode som præsident fra januar 2025? Topmødet holdt en dør åben herfor, og der skal kigges så langt som til Sydøstasien for at forstå det.
Man kan helt berettiget kritisere Trump for meget, men han droppede de bløde diplomatiske vendinger overfor Kina, som Obamas diplomati havde brugt. Obama havde lanceret sin ”Pivot to Asia”-politik og ville møde udfordringen fra Kina og for en kommende verdensorden – for Vesten generelt, men særligt for USA – og derfor lade Europa klare egen sikkerhed. Så kom 2014 og Putins annektering af Krim – USA måtte igen undsætte Europa.
Trumps linje overfor Kina er i praksis blevet accepteret og fulgt under Biden. Siden Biden kom til, er Kina kommet med i NATO-topmødernes slutdokumenter. Kinas udfordring af verdensordenen og landets tætte forhold til Rusland ses nu – stadigt vagt formuleret – som en trussel mod Vestens sikkerhed. Det viser, at USA har vredet armen om på sine europæiske allierede, hvor mange af de store lande hellere vil være i en midterposition mellem USA og Kina (men dog på USA’s hold) end med i en entydig konfrontation af Kina ledet og dikteret af USA.
På topmødet – uden at være NATO-medlemmer – deltog Japan, Sydkorea, New Zealand og Australien. Særligt de to første lande skal man lægge mærke til. Uanset at de to lande har en belastet historie (Korea har aldrig glemt, at landet for mere end 100 år siden blev brutalt besat af Japan) har de nu en fælles interesse. USA prioriterer højt at øge det sikkerhedspolitiske samarbejde med de to lande – blandt andet med fælles flådeøvelser. De operationer handler om at kunne inddæmme Kina, skulle det militært vise sig nødvendigt en dag, samt lære Sydkorea og Japan at samarbejde og se hinanden som allierede.
At NATO nu – i al fald på ord – forpligter sig til at møde en diplomatisk eskalering eller en eventuel konfrontation i Sydøstasien, kan være europæernes spar es overfor præsident Trump. At han får brug for os i Asien og derfor må tilgodese os her – i Europa. Det er den aftale, som Europa kan tilbyde Trump.
Måske bør de europæiske statsledere læse bogen ”The Art of the Deal” (1987), hvor Trump til en journalist forklarer sit købmandskab. Det kan blive både ubehageligt og nødvendigt.
Har Orbán brugt de første par uger af juli 2024 på at fortælle os andre ubekvemme sandheder om krigens og fredens fremtid? Det er jo Hofnarrens rolle uanset hvilket hof, der optrædes for
_______
Hvad er det, Orbán siger?
1. juli overtog Ungarn EU’s roterende formandskab, som man beholder frem til årets udgang.
Orbán drog med det samme til Kyiv og mødtes med Zelenskyj på sin såkaldte ”fredsmission”. Orbáns budskab til Ukraine havde to led – våbenhvile nu, fredsforhandlinger umiddelbart derefter. Det er stort set en kopi af Putins ”fredsforslag”. Det blev også til møder i Moskva med Putin og i Beijing med Xi – begge steder fik han ros for sin tilgang til ”fred” i Ukraine. Stort set enhver anden stats- og regeringsleder i EU fandt Orbáns ageren utilstedelig og understregede, at han på ingen måde repræsenterede EU. Punktum! Men stoppe hans ”fredsmission” evnede EU eller NATO ikke. Han deltog naturligvis i NATO-topmødet i Washington og drog derefter til Mar-a-Lago, Trumps residens og mødtes med Donald – som en del af sin ”fredsmission”.
Orbán repræsenterede helt rigtigt ikke andre end sig selv i den proces. Han er dybest set en hofnar og tilsyneladende uskadelig. Bortset fra, at hofnarrens rolle jo er at fortælle sin hersker de sandheder, som dennes egen embedsstand eller adel ikke tør. Der er grund til at interesse sig for, hvem Orbán ser som sin hersker efter præsidentvalget i USA – eller om han stiller sig til rådighed for mere end én.
Har han brugt de første par uger af juli 2024 på at fortælle os andre ubekvemme sandheder om krigens og fredens fremtid? Det er jo Hofnarrens rolle uanset hvilket hof, der optrædes for.
Det tomrum, NATO skaber
”Ukraine bliver medlem af NATO”. Dét var ikke budskabet fra topmødet i Washington – formuleringen stammer fra 2008, hvor NATO-topmødet fandt i Bukarest, et tidligere Østblokland under Moskvas kontrol indtil 1989. Dét slutdokument lovede også medlemskab til Georgien.
Putins svar? Han invaderede Georgien i august. Herefter gik der mange år, før man i NATO ville se på det løfte igen – sådan for alvor.
USA’s daværende præsident, George Bush Jr., insisterede på den formulering. Tyskland og Frankrig var imod. Bushs egne rådgivere – herunder USA’s ambassadør i Moskva, William J. Burns – var imod. Han blev senere chef for CIA og i 2023 officiel rådgiver for Joe Biden.
I Bukarest fik Bush sin vilje, men Putin satte sin igennem med invasionen af Georgien. Det er klart, at NATO-beslutningen i 2008 efterlod Ukraine og Georgien i et sikkerhedspolitisk vakuum – ja, man ville blive medlemmer af NATO. Men hvornår? Og hvem skulle garantere de to landes sikkerhed indtil da? De gav hverken topmødet i 2008 eller Bush nogle svar på. Til gengæld handlede Moskva – i 2008, 2024 og 2022.
Ukraine fik på topmødet forleden konkret opbakning til mere konkret militær og operationel støtte. Om NATO-medlemskab formuleres der i slutdokumentet, at Ukraine hører til i NATO og at vejen til medlemskab er irreversibel, men penneføreren skriver forsat ikke, hvornår Ukraine bliver medlem. 16 år efter medlemskab blev lovet. I Ukraine må de tænke: For langsomt, for lidt og for sent? ■
I Bukarest fik Bush sin vilje, men Putin satte sin igennem med invasionen af Georgien. Det er klart, at NATO-beslutningen i 2008 efterlod Ukraine og Georgien i et sikkerhedspolitisk vakuum – ja, man ville blive medlemmer af NATO. Men hvornår?
_______
Jens Worning (f. 1965) er partner i kommunikationsbureauet Policy Group A/S, udenrigskommentator i Kristeligt Dagblad og tidligere diplomat, bl.a. som dansk generalkonsul i Skt. Petersborg, Rusland.
ILLUSTRATION: Anna Moneymaker/AFP/Ritzau Scanpix
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
