Jens Worning: Derfor skulle Navalnyj dø netop i går
17.02.2024
Naturligvis ville Aleksej Navalnyj ende sin dage i en russisk straffekoloni. Og dagen for dødsfaldet er ikke tilfældigt – tværtimod.
Opinion af Jens Worning
Offentliggørelsen faldt netop på dagen, hvor den transatlantiske politiske elite trådte ind ad døren til sikkerhedskonferencen i München, og hvor nyheden selvfølgelig stjal enhver opmærksomhed. Meddelelsen udgik fra de lokale fængselsmyndigheder i IK-3 fængselskolonien nord for polarcirklen, der i vanlig lakonisk stil meddelte: ”Fangen A.A. Navalnyj begyndte at føle ubehag efter en spadseretur og mistede med det samme bevidstheden på kriminalforsorgens facilitet nummer 3 den 16. februar 2024”. Videre hedder det, at lægelig assistance kom frem med det samme, og at hans liv ikke stod til at redde.
At det ville ende sådan, vidste Navalnyj godt selv – han kendte blot ikke datoen. Meddelelsen blev frigivet, mens toppolitikere og ledere indtog konferencesalen på ”Hotel Bayerischer Hof” i München til den årlige sikkerhedskonference. Hvem tog dagsordenen og rev den væk fra den officielle og grundigt forberedte dagsorden med et utal af prominente og i udgangspunktet magtfulde vestlige ledere? Ruslands præsident, Vladimir Putin.
Putin har selv besøgt konferencen adskillige gange og kender dens betydning indgående. For 17 år siden holdt han det, der alment anerkendes som den historiske tale, hvor han aggressivt bekendtgjorde sine røde linjer i geopolitikken overfor USA og NATO. Linjer, han og Rusland har fulgt snorlige lige siden. Invasion i Georgien i 2008, da landet sammen med Ukraine var lovet NATO-medlemskab. Første invasion af Ukraine i 2014 med annektering af Krim og samme år anden invasion i Østukraine. I 2022 fulgte så den storstilede og tredje invasion af Ukraine, hvor forholdene på slagmarken lige nu mere er i Putins end Zelenskyjs favør.
At stjæle dagsordenen og nyhedsstrømmen fra Vesten er ikke nyt for Putins team. Da folkeafstemningen om at løsrive Krim fra Ukraine og lade halvøen tilslutte sig Rusland blev offentliggjort i 2014, var EU-lederne på vej ind til rådsmøde i Bruxelles, hvor den grundigt forberedte dagsorden blev effektfuldt pulveriseret: Nu talte man om Krim. Sådan er det egentligt gået siden 2014, altså i 10 år og ikke blot de sidste 2 år.
Münchenkonferencen (på engelsk forkortet MSC) ville egentlig fejre sit eget 60-års jubilæum denne weekend – det tænker ingen på nu. I stedet skulle verden fredag få nyheden om, at Navalnyj er ude af spillet for evigt.
I vestlige medier nedtones hans nationalistiske DNA af samme grund (for nationalisme kan vi ikke lide, det tjener ikke helte-portrættet) – vi ville jo have en helt, og dén rolle kunne Navalnyj udfylde med den karisma, som så mange vestlige journalister er blevet forført af. Og med god grund – han var dygtig
_______
Et bebudet mord
”Historien om et bebudet mord” er en roman af den Gabriel Garcia Márquez og handler om et æresdrab:
”Vi dræbte ham med fuldt overlæg” sagde Pedro Vicario, ”men vi er uskyldige”.
”Måske over for Gud,” sagde Pater Amador.
”Over for Gud og mennesker,” sagde Pablo Vicario. ”Det var en æressag.”
Det sammen er sagen med Navalnyj: Fuldt overlæg. Og samtidig ingen fortrydelse – hverken overfor den russiske befolkning, Vesten eller Gud – for det er en æressag.
Det sidste år har man i Rusland haft to markante likvideringer af personer med potentielt politisk indflydelse – folk, Kreml har brug for at holde styr på. Fredag var det Navalnyj, men i sommer var det Navalnyjs direkte og agerende fjende – Jevgenij Prigosjin, først kendt som ”Putins kok” og siden for så meget andet. Han underskrev sin egen dødsdom, da han førte sin Wagner-gruppe ud af Ukraine og sendte dem med kurs mod Moskva i en protest mod den russiske hærledelse 24. juli 2023. Her særligt, at de ikke leverede ammunition nok til fronten – ironisk det samme budskab, som Zelenskyj i år har med til München. Og Prigosjin omkom i en flyulykke 23. august.
Hvem var Navalnyj?
Han var lige så kompleks som enhver anden politiker, der er i stand til at brænde igennem tidens offentlighed og politiske dagsordner i et stort land. Når nogen udenfor Europa går mod en despot – her Putin – er vores naive vestlige læsning dominerende. Er der en skurk, så skal de andre roller fyldes ud af mindst ét offer og én helt – og i den skabelon, flugtede Navalnyj med begge roller. i hvert fald for os, der ser det hele på bekvem afstand.
Han var politisk aktiv i det ny uafhængige Rusland fra begyndelsen af dette århundrede, og han havde klart store politiske ambitioner – han var helt bevidst om, at han ville nå så højt som muligt. Kendt blev han for sin anti-korruptionsdagsorden, som har gjort en afgørende forskel i de mange afsløringer, hans team har tilvejebragt med grundig research og kyndig brug af sociale medier. I vestlige medier nedtones hans nationalistiske DNA af samme grund (for nationalisme kan vi ikke lide, det tjener ikke helte-portrættet) – vi ville jo have en helt, og dén rolle kunne Navalnyj udfylde med den karisma, som så mange vestlige journalister er blevet forført af. Og med god grund – han var dygtig.
Han var også en populist – det skal man være, hvis man vil have magten i Rusland, og kunne regere et land, der spænder over 11 tidszoner med svag infrastruktur både fysisk og politisk, når man kommer på den anden side af Uralbjergene og ud mod Fjernøsten. Uden folkelig appel går det ikke – dét havde både Putin og Ruslands historie lært ham.
Et nyt martyrium
Navalny kan blive glemt hurtigt og herefter forblive historisk irrelevant. Den globale glemsel indtræder af sig selv – med mindre andre kræfter går i spil. Men han efterlader sig også et potentiale, sit martyrium, som det nu er op til eftertiden at forvalte. Et martyrium taler smukt ind i Ruslands historie – det kan altid vise sig relevant. Et par nyere forbilleder her er forfatteren Aleksandr Solsjenitsyn og fysikeren og menneskerettighedsforkæmperen, Andrej Sakharov. Solsjenytsin var Stalins officer under Anden Verdenskrig, kom i tysk varetægt og røg derefter i sovjetisk fangelejr, et Gulag, fordi han tillod sig nogle negative betragtninger om Stalin. Erindringerne fra lejren herfra blev til flere romaner, helt centralt ”En dag i Ivan Denisovijts liv” og ”I første kreds”, og i 1970 blev han tildelt Nobelprisen i litteratur. I 1974 blev han udvist af Sovjetunionen og vendte først tilbage efter landets sammenbrud. I sin tid i eksil blev han kendt – blandt andet – for antivestlige og antisemitiske udtalelser. Ingen var i tvivl om, at han stod ved dem – ligesom ingen aldrig var i tvivl om, at han stod ved sin kritik af Stalins terrorregime.
Sakharov blev tildelt sin Nobel-pris – fredsprisen – i 1974 for sin politiske aktivisme. Han kæmpede for at stoppe atomvåbenkapløbet. Som fysiker var han ledende i udviklingen af det sovjetiske atomvåbenprogram og opfinder af brintbomben. Hans kompromisløse karakter sendte ham i eksil – ikke i udlandet som Solsjenitsyn, men i Nizhnyj Novgorod (dengang en lukket by – for udlændinge såvel som for Sovjetborgere) ved Volgafloden fra 1980-86. I sommeren 1980 var der OL i Moskva, hvor vestlige medier var massivt til stede – de skulle ikke have lov at møde Sakharov.
Men i 1986 blev Sakharov taget til nåde af Sovjets leder, Mikhail Gorbatjov, og endte som medlem af det daværende semi-demokratiske parlament, hvor han holdt en stærkt principiel tale for demokrati og menneskerettigheder. Solsjenitsyn gik i indre eksil, da han returnerede til Rusland – frivilligt ude på landet, der var hans foretrukne habitat. Inden sin død lod Putin ham modtage en fornem pris Putin for sin patriotisme.
Intet ondt sagt om hverken den ene eller den anden – de har levet liv, hvis dilemmaer og konsekvenser er fremmede for en dansker af i dag. Budskabet er blot, at eftertiden kan kaste mening i et martyrium og sætte det ind i den fortælling, man måtte kunne bruge. Når den tid kommer.
Karen Blixen sagde: ”Ikke på dit ansigt, men på din maske skal jeg kende dig”. Putins masker kender vi. Over de næste dage vil de vestlige ledere i taler med stor alvor til kameraerne, når det gælder Putins uhyrligheder. Men nyt er det ikke – det er 10 år siden, Krim blev annekteret, cirka 20 pct. af Ukraines territorie er i dag besat og om blot en uge går krigen ind i sit tredje år. I dag er oppositionen i både Rusland og Belarus enten i fængsel eller i eksil – altså med undtagelse af Navalnyj. ■
Eftertiden kan kaste mening i et martyrium og sætte det ind i den fortælling, man måtte kunne bruge
_______
Jens Worning (f. 1965) er partner i kommunikationsbureauet Policy Group A/S, udenrigskommentator i Kristeligt Dagblad og tidligere diplomat, bl.a. som dansk generalkonsul i Skt. Petersborg, Rusland.
ILLUSTRATION: Arkivfoto: Navalnyj under et rally i Moskva, 22. oktober 2011 [FOTO: Mitya Aleshkovskiy]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
