08.05.2024

Fortsætter krigen udover 2025 kan Rusland ved udgangen af Putins femte præsidentperiode risikere at stå med så store socioøkonomiske udfordringer, at landet ikke længere har selvstændig international betydning.

Af Jan Werner Mathiasen, militæranalytiker ved Forsvarsakademiet og EP-kandidat for Det Radikale Venstre

Regeringskontorerne på tværs af de europæiske hovedstæder gennemstrømmes af en tiltagende krigsretorik og oprustningslogik. Fredsdividenderne skal nu tilbagebetales med langt over de aftalte 2 pct. af BNP, og i mange lande synger rød og blå blok fælles hymne til forsvarsinvesteringerne. Om dette skyldes Trumps mulige genvalg, krigens rasen ved EU’s dørtrin eller realpolitikkens genkomst på den globale scene er svært at gennemskue. Men argumenterne samler sig netop nu om Putins militære oprustning og territorielle appetit ’efter Ukraine’. Flere europæiske toppolitikere konkluderer således jævnligt, at ”Putin ikke stopper ved Polen”, og at den russiske våbenindustri allerede har udkonkurreret den europæiske.[1] Derved pustes Kremls politiske intentioner og den reelle russiske militærkapacitet i vejret.

At de europæiske lande endelig er vågnet af tornerosesøvnen og i hvert fald politisk tager NATO-forpligtelserne alvorligt, er fornuftigt. Men måden stats- og regeringslederne omtaler risikoen for en storkrig mod Rusland virker hysterisk.[2] En militær konflikt med et NATO-land tjener ikke Ruslands nationale interesser hverken nu eller i fremtiden. Putins stormagtsambitioner er politiske mere end territorielle, og en krig mod NATO vil kun svække Ruslands position som selvstændig international aktør. Derudover relaterer Ruslands geopolitiske interesser sig primært til områder, hvor Putins ’historiske ret’ til territoriet dokumenteres af russiske mindretal. Sådanne områder er der meget få af i NATO-landene, og derfor relaterer problemstillingen sig primært til Baltikum. Med Finland og Sverige i NATO samt Polens massive militære oprustning er landene om Østersøen alt andet lige mere sikret end før 2022.[3] En hurtig geografisk analyse viser derudover, at Ruslands største havne og langt de fleste militære skibsværfter ligger i Østersøen og Sortehavet.[4] Selv en mindre militær eskalation besværliggør adgangen til begge farvande og afskærer de facto Rusland fra omverdenen. NATO bør derfor ikke forvente en uprovokeret militær konflikt med Rusland.

Fejllæsning og ensidig kommunikation af Ruslands vilje og evne til militær konfrontation med NATO kan dog få alvorlige konsekvenser for Europas sikkerhed og muligheden for at afslutte krigen i Ukraine. For det første påvirker begge dele i væsentlig grad sikkerhedsdilemmaet, hvor en stats handlinger for at øge egen sikkerhed opfattes af modparten som en forringelse af dennes sikkerhed. Dette fordi den første af de centrale variabler i sikkerhedsdilemmaet er usikkerhed og gensidig mistro mellem parterne.[5] Gennem fejlfortolkning af intention og kapacitet forstærkes risikoen for, at egen oprustning medfører militær konfrontation eller konflikt. For det andet vil hård og unuanceret retorik om Ruslands reelle interesser styrke de mere konfrontatoriske kræfter i Kreml. Disse kræfter taler åbent for en strammere kurs mod NATO-lande og indsnævrer derigennem Putins sikkerhedspolitiske muligheder i Ukrainekrigen.[6] Begge dele kan medføre unødig konfliktoptrapning i og uden for Ukraine med øget risiko for væbnet konfrontation mellem Rusland og NATO til følge. For det tredje undervurderer krigsretorikken betydningen af de socioøkonomiske udfordringer, som Rusland på længere sigt står over for. Håndteres de ikke korrekt, kan Europa opleve endnu et økonomisk kollaps i Rusland med risiko for en yderligere anti-vestlig politisk drejning, atomvåben-spredning eller i værste fald interne væbnede kampe. Det er hverken i USA’s eller EU’s langsigtede strategiske interesser, at Rusland kollapser eller bliver decimeret til lydig leverandør af ressourcer til Kina.[7]

 

Fejllæsning af Ruslands vilje og evne til militær konfrontation med NATO kan dog få alvorlige konsekvenser for Europas sikkerhed og muligheden for at afslutte krigen i Ukraine
_______

 

Dermed ikke sagt, at de europæiske lande ikke skal modsvare Ruslands aggression i Ukraine. Men det er vigtigt, at modsvaret matcher Rusland militært frem for at overmatche Putin politisk. Med andre ord: Oprustningen skal balanceres i forhold til Europas samlede sikkerhedsudfordringer i stedet for, som nu, at overfortolke Putins onde hensigter. På denne baggrund gennemgår artiklen Ruslands politiske formål med Ukrainekrigen og den nuværende militære oprustning. Analysen tager udgangspunkt i de formål, der ligger bag forhandlingerne om afslutningen af krigen i foråret 2022 og eksisterende analyser af Ruslands krigsøkonomi. Det er artiklens påstand, at Putins imperialistiske stormagtsambitioner er politiske og ikke territorielle, og at Ruslands vilje og evne til direkte militær konfrontation faktisk er reduceret siden februar 2022.

Krigen var et spørgsmål om NATO

Indledningsvist er det væsentligt at slå fast, at Ukrainekrigen ikke kun er en territoriel strid mellem Rusland og Ukraine. Den er reelt set primært en politisk konflikt mellem Rusland og NATO, der omhandler Ukraines tilhørsforhold. Ukraine har mere eller mindre bevidst lagt terræn til denne politiske konflikt siden Bukaresttopmødet i 2008, hvor NATO-medlemskab for alvor kom på dagsordenen[8], og er sidenhen suget ind i den militært på NATO’s side. Fra 2014 gennem træning og modernisering af det ukrainske forsvar i rammen af NATO-doktriner og efter Ruslands invasion den 24. februar 2022 med massiv militær støtte fra USA og mange europæiske NATO-lande. Derfor har NATO’s stats- og regeringsledere fuldstændig ret i, at ukrainerne kæmper ’vores krig’. Og derfor skal vi selvfølgelig støtte Ukraine politisk og økonomisk såvel som militært.

Konflikten mellem Rusland og NATO blussede for alvor op på Sikkerhedskonferencen i München i 2007. Her fastslog præsident Putin, at Rusland ikke længere ville acceptere den internationale orden, som USA dikterede og gennem NATO-udvidelserne sikkerhedsgaranterede.[9] Derved trådte Rusland tydeligt frem som fortaler for en anden politisk orden, hvori stormagter som Brasilien, Rusland, Indien og Kina skulle have mere indflydelse.[10] Efterfølgende satte Rusland militær handling bag ordene i Georgien i 2008 og Ukraine i 2014. I begge tilfælde blev NATO-udvidelserne og intentionerne fra Bukarest-topmødet fremført som politisk argument, imens de territorielle ambitioner blev afgrænset til befolkningsområder med historiske og etniske bånd til Rusland.[11]

Den 24. februar 2024 iværksatte Rusland en ulovlig angrebskrig dårligt forklædt som en særlig militær operation. Hensigten var sandsynligvis at udnytte det strategiske ’window of opportunity’, som det tyske kanslerskifte og USA’s katastrofale tilbagetrækning fra Afghanistan havde åbnet. Det politiske formål var at afsætte præsident Zelenskyj til fordel for en prorussisk marionetregering og afmilitarisere Ukraine til en tilstand af uvæbnet neutralitet.[12] Planen var sandsynligvis, at regimeskiftet kunne skrive Krim ud af den ukrainske forfatning og give de russiske mindretal i Donbas forfatningssikret selvstyre. Den militære magtanvendelse var således primært rettet mod politisk indflydelse i Kyiv i opposition til USA og NATO, og de eksplicitte territorielle ambitioner relaterede sig alene til den historiske ret til Krim og lokalbefolkningerne i Donbas’ russiske tilhørsforhold.

Men som følge af en kombination af strategiske fejlvurderinger, forkerte efterretninger, logistiske udfordringer samt dårlig operationsplanlægning og føring blev målsætningerne aldrig opnået.[13] Efterfølgende er kamphandlingerne mellem Ukraine og Rusland eskaleret, retorikken mellem parterne skærpet og formålene med krigen forrykket. Ukraine oplever nu at kæmpe en eksistenskamp mod en russisk invasionsstyrke, der sigter mod den totale destruktion af Ukraine som stat.[14] Men krigen styres fortsat af den oprindelige politiske konflikt mellem Rusland og NATO, der som tiden går mere og mere får karakter af en politisk proxykonflikt mellem USA og Kina.[15]

 

Analyserne af forhandlingerne sandsynliggør dermed, at Ruslands sikkerhedsinteresser i Ukraine og Putins imperialistiske stormagtsambitioner er politiske mere en territorielle
_______

 

For nylig har internationalt respekterede medier udgivet analyser af de forhandlinger, der pågik mellem Ukraine og Rusland i marts og april 2022.[16] Det anerkendes efterhånden bredt, at Ukraine og Rusland var langt i formuleringen af en række betingelser for afslutningen af kamphandlingerne. Det er her værd at bemærke, at forhandlingerne fortsatte selv efter leveringen af våben fra NATO-lande og den russiske tilbagetrækning fra Kyiv, der afdækkede russiske enheders omfattende krigsforbrydelser. Gennem analyserne af forhandlingerne, der indledningsvist var faciliteret af Belarus og sidenhen af NATO-landet Tyrkiet, træder Ruslands sikkerhedspolitiske interesser og territorielle ambitioner i min optik meget tydeligt frem. Forhandlingerne, der påbegyndtes den 28. februar 2022 altså fire dage efter invasionen, varede indtil starten af maj samme år, hvor parternes betingelser blev afgørende uforenelige.

I forhandlingernes indledende fase krævede Rusland en fuldstændig ukrainsk kapitulation, men i takt med manglede fremgang på slagmarken blev ukrainsk neutralitet hurtigt omdrejningspunktet for Ruslands krav. Frem for at arbejde sig nedefra-op med aftaler om humanitære korridorer, våbenhviler og tilbagetrækning af styrker, som Ukraine indledningsvist havde ønsket, rettedes de efterfølgende forhandlinger mod slutbetingelserne for et suverænt og alliancefrit Ukraine. Rusland gik således fra at kræve regimeskifte og uvæbnet neutralitet til at fokusere på ukrainsk uafhængighed og frafald af ambitionerne om NATO-medlemskab. Begge forhandlingsdelegationer fokuserede derefter på forudsætningerne for et suverænt og alliancefrit Ukraine, der var sikkerhedsgaranteret af flere tredjelande gennem en international forpligtende aftale. Dette fremgår tydeligt af aftaleudkastet fra 15. april 2022 altså under to måneder efter invasionen.[17]

Denne fokusering indikerer, at den politiske konflikt mellem Rusland og NATO lå dybt forankret i begge parters forståelse af, hvad konflikten omhandlede. Derfor blev fredsafslutningen betinget af ukrainsk neutralitet fra russisk side og internationale sikkerhedsgarantier fra ukrainsk side. Forhandlingerne omhandlede dermed ikke konkret afståelse af terræn i den østlige del af Ukraine, ligesom spørgsmålet om Krims tilhørsforhold jf. aftaleudkastet skulle afklares fredeligt over en periode på 10-15 år. Analysen af forhandlingerne i det anerkendte amerikanske tidsskrift Foreign Affairs påpeger specifikt, hvordan parterne bevidst udskød territorielle spørgsmål til senere forhandling, og at Ruslands delegation ikke specifikt afviste at gennemføre en fuld tilbagetrækning fra Donbas, såfremt Ukraine frasagde sig NATO-medlemskab til fordel for neutralitet.[18]

Selvom parterne efterfølgende forstyrrede processen, og den russiske delegation løbende krævede ukrainsk afståelse af politisk suverænitet for tilbagetrækninger, indikerer aftalegrundlaget, at Putins ulovlige krig ikke primært handlede om geografisk ekspansion. I så fald havde Rusland vel på traditionel vis bygget forhandlingerne op om specifikke aftaler for våbenhviler og kriterier for afståelse af områder under russisk kontrol, som Ukraines forhandlingsdelegation indledningsvist fokuserede på. Analyserne af forhandlingerne sandsynliggør dermed, at Ruslands sikkerhedsinteresser i Ukraine og Putins imperialistiske stormagtsambitioner er politiske mere en territorielle. Dette understøttes yderligere af, at Putin først annekterede oblasterne Donetsk og Luhansk samt store dele af Zaporizjzja og Kherson den 30. september altså i forlængelse af, at de efterfølgende internationale mæglingsforsøg blev endeligt afbrudt. Havde Putin primært haft territorielle imperialistiske ambitioner ville Rusland have annekteret oblasterne i foråret 2022, hvor regimeskiftet allerede var mislykket, men de russiske styrker stod væsentligt stærkere.[19]

 

Fortsætter krigen udover 2025 kan Rusland ved udgangen af Putins femte præsidentperiode risikere at stå med så store socioøkonomiske udfordringer og et reduceret teknologisk niveau, at landet ikke længere har selvstændig international betydning
_______

 

Ruslands krigsøkonomi løber mod muren i 2025

Ruslands evne til fremover at sætte militærmagt bag den sikkerhedspolitiske vilje bygger primært på økonomi og teknologisk formåen. På trods af vestlige sanktioner har Rusland siden 2022 formået at forøge sit bruttonationalprodukt samt øge sit forsvarsbudget og derigennem omstille landet til krig. Derfor har flere politikere og analytikere afvist, at de økonomiske sanktioner har nogen indvirkning.[20] Umiddelbart ser det da også ud til, at Rusland ruster sig til en længerevarende militær konfrontation med Vesten godt støttet af de mange virksomheder, der på tværs af lande tvungent eller opfindsomt omgår sanktionerne. Men ved en nærmere gennemgang er krigsomstillingen kortsigtet. Den økonomiske fremgang skyldes en midlertidig overophedning med højere indlånsrenter i Rusland, og den militære oprustning bygger primært på materielarven. Fortsætter krigen udover 2025 kan Rusland ved udgangen af Putins femte præsidentperiode risikere at stå med så store socioøkonomiske udfordringer og et reduceret teknologisk niveau, at landet ikke længere har selvstændig international betydning.[21]

Siden krigens start i 2022 er inflationen steget markant, og for at tiltrække medarbejdere har forsvarsindustrien i Rusland hævet lønningerne. Dette øger inflationen yderligere og medfører et kompetencetab i øvrige industrier Som krigen skrider frem, bliver Ruslands økonomi endnu mere afhængig af olie- og gasindtægter. For at imødegå inflationen har centralbanken hævet renten markant til de nuværende 16 pct.[22] Men på grund af sanktioner og risikoen ved russiske statsobligationer tiltrækkes få internationale investeringer reelt set. Det anslås derfor, at Rusland allerede har anvendt 20 pct. af den del af valutareserven på 300 mia. dollars, der ikke er indefrosset af Vesten.

Efter Biden-administrationen i december 2023 iværksatte sanktioner mod finansvirksomheder i tredjelande, har flere kinesiske banker smækket kassen i.[23] Faldende produktion i andre sektorer end olie- og forsvarsindustrien har øget behovet for import af forbrugsgoder, der skal finansieres med begrænsede muligheder for lånoptagelse i udlandet. EU’s udenrigschef Josep Borrell anslår i en opgørelse fra april 2024, at internationale sanktioner og prisloftsaftaler på trods af en høj verdensmarkedspris har halveret Ruslands indtjening fra olieprodukter.[24] Faldende priser eller efterspørgsel på fossile brændstoffer ligger således som en tikkende bombe under krigsøkonomien. Manglende indtjening på olieprodukter og faldende produktion af øvrige eksportvarer medfører et enormt træk på reserverne. Med det nuværende træk på over 30 pct. af statens finanser til forsvarsbudgettet vil den russiske valutareserve sandsynligvis være drænet på tre til fire år.[25]  

Suppleres de økonomiske fremskrivninger med den øgede mobilisering, tabstal på over 300.000[26] og migrationen af op til 800.000[27] russere, står Rusland over for enorme socioøkonomiske udfordringer. En fortsættelse af krigshandlingerne i Ukraine vil således have langsigtede konsekvenser for både Ruslands økonomi, demografi og politiske stabilitet.[28] Derfor vurderer flere økonomer, at den overophedede russiske økonomi kan kollapse med endog meget store samfundsmæssige konsekvenser til følge. Nogle analytikere anslår, at dette vil ske som minimum når krigen afsluttes – hvis ikke før.[29] Derved kan krigen trække ud alene af den grund, at den holder hånden under Putins præsidentembede.

Spørgsmålet er så, hvor længe en fortsættelse af krigen kan give kunstigt åndedræt til den overophedede russiske økonomi. Fortsætter tabstallene og emigrationen vil end ikke prioriteringen af forsvarsindustrien kunne holde Rusland inde i kampen gennem egen våbenproduktion. Ifølge tidligere premierminister og nuværende generaldirektør for Ruslands Rumfartsagentur vil russisk forsvarsindustri allerede om få år mangle 400.000 medarbejdere.[30] Frem til præsidentvalget i 2029 svækkes Rusland dermed yderligere økonomisk såvel som teknologisk i forhold til NATO.

 

Spørgsmålet er, hvor længe en fortsættelse af krigen kan give kunstigt åndedræt til den overophedede russiske økonomi
_______

 

Den russiske forsvarsindustri står allerede svækket på det internationale våbenmarked. Stockholm International Peace Research Institute (SIPRI) anslog i 2022, at Ruslands indtjening på våben kun var på 3,5 pct. af den totale indtjening i verden. Heroverfor står USA for 50 pct. og Europa for 20 pct. I takt med krigen i Ukraine stormer Frankrigs forsvarsindustri frem, og den overtog jf. SIPRI Ruslands plads som verdens næststørste eksportør af våben i 2023.[31] Fra perioden 2014-2018 til perioden 2019-2023 er Ruslands samlede våbeneksport faldet med 53 pct. I samme periode er USA’s steget med 17 pct., Frankrigs med 53 pct. og Italiens med hele 83 pct. Dermed står den europæiske forsvarsindustri med den absolut største fremgang målt på våbeneksport.[32] Med faldende indtjening på verdensmarkedet og udsigten til manglende udenlandske investeringer vil den teknologiske udvikling af Ruslands forsvarsindustri fremover være svækket.

Som konsekvens af det akutte behov for våbensystemer, fokuseres den russiske forsvarsindustri mod opgradering og levetidsforlængelse af materielarven. Den nuværende krigsproduktion sker primært ved samlebåndene i kamp mod tiden, og skifteholdsarbejderne tager flere produktionslinjer i brug på fabrikker, der tages direkte ud af mølposerne fra sovjettiden. Britiske Royal United Services Institute anslår, at det nuværende træk på materielarven kun kan fortsætte frem til udgangen af 2025.[33] Derefter vil de resterende opmagasinerede våbensystemer kræve alt for store opgraderinger og vedligeholdelse til, at outputtet kan kompensere for det nuværende materieltab i Ukraine. Denne konklusion bakkes op af et større studie fra the Center for Strategic and International Studies i Washington.[34] 

På grund af omstillingen af forsvarsindustrien og forstærket af internationale sanktioner stiger omkostningerne for opgradering og nyudvikling markant. Størstedelen af de elektroniske komponenter i russiske våbensystemer er produceret i Vesten og dermed sanktionsbelagt.[35] De lagre, som Rusland opbyggede inden vestlige sanktioner, er ved at være opbrugt, hvorfor Rusland har kompenseret med indkøb gennem virksomheder, der omgår sanktionerne via tredjelande. Som konsekvens af at verdensmarkedsprisen for militærteknologiske komponenter stiger, og den ulovlige parallelimport tager sig godt betalt, kigger Rusland primært mod kinesiske ’dual-use’ komponenter.[36] Men dual-use teknologi lever ikke op til de krav, højteknologiske våbensystemer stiller. Derfor vil den russiske forsvarsindustri på den lange bane tabe teknologisk til den europæiske. Derudover vil adgangen til kinesiske komponenter falde eller blive dyrere i takt med, at USA og EU retter sanktionsregimet mod kinesiske virksomheder.[37] Efter udenrigsminister Anthony Blinkens besøg i Beijing har USA indført sanktioner mod kinesiske virksomheder, hvilket har fået Xi Jinping til at engagere sig mere aktivt i en politisk løsning på Ukrainekrigen.[38]

En krig mod NATO betyder Ruslands endelige som stormagt

De socioøkonomiske og teknologiske fremskrivninger af Rusland peger ikke mod en direkte militær konfrontation mellem NATO og en territoriel fokuseret Putin. For det første kommer Rusland ikke til at vinde krigen i Ukraine, og for det andet er Putin ikke territoriel fokuseret. Men det vigtigste argument er, at selv en mindre militær konfrontation med NATO vil betyde Ruslands endeligt som stormagt. USA har med den seneste donationspakke modsvaret den russiske krigsomstilling, og Storbritannien, Tyskland og andre europæiske NATO-lande leverer netop nu de sidste kapaciteter, der umuliggør en russisk militær afgørelse i Ukraine. Putin vil i løbet af de kommende halvår blot kunne anvende krigsomstillingen til at balancere NATO militært og derigennem søge en politisk løsning ’om Ukraine’. Dette er fortsat en mulighed, alene fordi Biden-administrationens politik fra start var ’at holde Zelenskyj inde i kampen’.[39]

Læser Kreml ikke situationen korrekt, vil Rusland i løbet af efteråret 2024 og foråret 2025 sandsynligvis forpasse mulighederne for at lande en tålelig politisk aftale. Derfor er det vigtigt, at Europas stats- og regeringsledere opruster uden den skingre retorik. For at Ukrainekrigen kan bringes til ende uden militær konfrontation mellem Rusland og NATO, bør politisk såvel som militær eskalation af konflikten undgås. USA’s strategi nødvendiggør, at Putin og hans nærmeste rådgivere gives mulighed for at formulere og acceptere den ’politiske off-ramp’, der får Rusland ud af Ukraine med et minimum af stormagtsambitionerne i behold.[40] ■

 

Læser Kreml ikke situationen korrekt, vil Rusland i løbet af efteråret 2024 og foråret 2025 sandsynligvis forpasse mulighederne for at lande en tålelig politisk aftale
_______

 

Jan Werner Mathiasen (f. 1972) er uddannet major og kandidat i politisk kommunikation fra Copenhagen Business School. Han er ansat som militæranalytiker ved Forsvarsakademiets Institut for Strategi og Krigsstudier.

ILLUSTRATION: Moskva, 7. maj 2024: Putin deltager i sin indsættelsesceremoni for sin femte præsidentperiode [FOTO: Ramil Sitdikov/AFP/Ritzau Scanpix]

Fodnoter følger nederst.

Apropos denne artikel:

Krisecast med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Påskekrisen i 1920 formede det moderne danske demokrati

Dennis Kristensen: Denne gang er afskeden med USA utvetydig

Andreas Graae i RÆSON SØNDAG: Dansk droneoprustning i skyggen af Ukraine

Niels Bjerre-Poulsen i RÆSONs nye trykte nummer: Spiller Demokraterne nogen rolle?

Camilla T. N. Sørensen: Xi Jinping har forberedt sin befolkning på økonomisk modgang. Donald Trump har lovet sin det modsatte

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Har Trump glemt Ukraine?