Jan Werner Mathiasen: Amerikansk storhed kræver fortsat støtte til Ukraine – selv Trump ved det
07.02.2024
Donald Trumps NATO-skeptiske og Ukraine-svigtende udmeldinger er nok mere et politisk middel end et udtryk for et mål i sig selv. For amerikansk storhed er direkte betinget af USA’s mulighed for at stække Kinas økonomi, og det kan kun lade sig gøre gennem stærke alliancer.
Af Jan Werner Mathiasen, militæranalytiker ved Forsvarsakademiet og kandidat til Europa-Parlamentet for Det Radikale Venstre
For nyligt kom det frem, at Donald Trump i 2020 erklærede NATO for død over for medlemmer af EU-kommissionen og samtidig benægtede amerikansk militær støtte til de europæiske lande i tilfælde af krig. Efterfølgende har Trump luftet intentionen om at stoppe krigen i Ukraine ved at droppe opbakningen til Zelenskyj.
Disse signaler sender selvsagt panikagtige bølger gennem de europæiske hovedstæder og skaber udfordringer for præsident Joe Biden og Washingtons langsigtede sikkerhedspolitiske strategier. Biden-administrationen har derfor for nyligt vedtaget en lov, der forhindrer, at kommende amerikanske præsidenter egenrådigt trækker USA ud af NATO. Derudover sendes ukrainedonationerne og den amerikanske støtte til Israel gennem Kongressen i samlede pakker, så præsidentkontoret får sværere ved at tilbagerulle opbakningen til Zelenskyj efter 20. januar 2025. På det europæiske kontinent er regeringerne i gang med at øge forsvarsbudgetterne og genoprette egne våbenindustrier, ligesom mange lande supplerer NATO medlemskabet med bilaterale forsvars- og baseaftaler.
I Europa såvel som i USA er der altså en reel bekymring for, at Donald Trump fra Det Hvide Hus trækker USA væk fra den europæiske sikkerhedsorden. Jeg vil ikke kommentere på Donald Trumps vilje og evne til at trække USA ud af NATO og tilbageholde den politiske, militære og økonomiske støtte til Zelenskyj. Med Trump som amerikansk præsident synes alt muligt og intet givet på forhånd. Men skal Trump understøtte sit Make America Great Again slogan med realpolitik, kan USA ikke forlade Europa og svigte Ukraine. For amerikansk storhed er direkte betinget af USA’s mulighed for at stække Kinas økonomi gennem politisk og militær inddæmning i Indo-Pacific. Dette kan kun lade sig gøre gennem stærke alliancer og udvidelse af det bilaterale sikkerhedspolitiske samarbejde med de asiatiske lande.
USA’s fortsatte opbakning til NATO og Ukraine er væsentlig for, at inddæmningsstrategien skal lykkes – selv med Donald Trump ved roret.
USA vil kopiere Europas sikkerhedsarkitektur i Indo-Pacific
De transatlantiske relationer har en enorm signalværdi i forhold til USA’s allierede i Indo-Pacific og spiller derfor en afgørende rolle for magtforholdet mellem USA og Kina. Den væsentligste forskel mellem de to stormagter er, at USA har et netværk af allierede gennem forsvarsaftaler, baseaftaler og aftaler om militær kapacitetsopbygning.
Heri er NATO kronjuvelen, der gennem 75 år har bevist, at USA betingelsesløst leverer en ansvarlig og troværdig sikkerhedsgaranti. Kommer der så meget som et A4-ark af tvivl mellem præsidentembedet og NATO forpligtelserne, opstår der usikkerhed i de asiatiske hovedstæder. Det vil USA for alt i verden undgå, for ellers mister Washington indflydelse og mulighed for at styre det kommende våbenkapløb i Indo-Pacific.
Som verdens fortsat eneste militære supermagt er det afgørende for USA at kontrollere hvor, hvornår og hvordan den militære oprustning sker. Magtbalancen mellem Kina og USA skal fastholdes eller udvikles i amerikansk favør, hvilket kræver en væsentlig indflydelse på sikkerhedspolitikken i Tokyo og Seoul, samtidig med at Indiens stigende sikkerhedspolitiske ambitioner læses korrekt. Det kræver ro på bagsmækken og en utvetydig forsikring om, at USA’s sikkerhedsgarantier holder på tværs af præsidentperioder. Tvivl om NATO-alliancen vil samtidig gøre det væsentligt dyrere og mere besværligt for USA at udvide de militære relationer til Kinas naboer særligt mod syd
I takt med at Kina opbygger kapacitet til at holde USA ude af det Sydkinesiske Hav, stiger omkostningerne for USA. Som strategisk valuta handles forsvars- og baseaftaler generelt i troværdig afskrækkelse og reassurance, der er viljen til at forpligte sig langsigtet på sikkerhedsgarantierne. Den vilje har USA vist i NATO gennem 75 år, og derfor kan USA indgå aftaler på ’good will’ og samtidig slække lidt på deployeringen af tilstrækkelige og troværdige militærkapaciteter. Udvander USA den strategiske ’reassurance valuta’ ved at trække sig fra NATO-forpligtelserne, bliver det både mere omkostningsfuldt for USA at indgå nye forsvarsaftaler og sværere at styre oprustningen i Indo-Pacific.
Vakler Washington i opbakningen til Zelenskyj, vil USA få svært ved at berolige de folkevalgte i Taiwan i takt med, at Kinas politiske vilje og militære evner stiger
_______
På tilsvarende måde sender en svækkelse af opbakningen til Ukraine kraftige signaler til særligt Taiwan men også regeringer og oppositioner i de sydøstasiatiske lande. Lande, der netop nu opbygger både forsvar og politiske relationer under det enorme pres, Kina udøver i regionen. I forhold til USA’s relationer til Taiwan går der en endog meget lige linje fra Zelenskyj i Kyiv til nyvalgte Lai Ching-te i Taipei, idet begge præsidenter kæmper for uafhængighed fra et autokratisk regime, der har sat lighedstegn mellem nationens overlevelse og geografisk ekspansion.
Gennem 30 år har Kreml domineret Kyiv og underkendt ukrainsk suverænitet til selv at vælge statsledere og indgå i internationale relationer. Først gennem politisk indflydelse og økonomisk tvang, og siden 2014, med annekteringen af Krim og krigen i Donbas, med militær magt. Vakler Washington i opbakningen til Zelenskyj, vil USA få svært ved at berolige de folkevalgte i Taiwan i takt med, at Kinas politiske vilje og militære evner stiger. Det kan for alvor rykke ved den i forvejen skrøbelige sikkerhedsarkitektur i Taiwan-strædet, det Sydkinesiske Hav og det Østkinesiske Hav.
Samtidig sender et svigt af Zelenskyjs politiske projekt farlige signaler til øvrige statsledere i Sydøstasien såvel som de reformkræfter, der spirer i oppositionerne. I takt med at Kina udøver mere og mere politisk og økonomisk indflydelse og supplerer denne med militær magt, vil omkostninger og risiko ved at gå med USA stige for de enkelte regeringer. Demokratiske ledere skal genvælges, hvilket besværliggøres, hvis USA trækker sig fra sikkerhedsgarantier, og Kina for alvor mobiliserer antidemokratiske kræfter gennem økonomisk tvang og påvirkningsoperationer.
Så længe Washington står fast bag Zelenskyjs politik med at trække Ukraine i demokratiets retning, vil reformkræfterne i verdens øvrige autokratier vejre morgenluft. Falder Kyiv som følge af manglende militære donationer fra USA, vil nye forsvarsaftaler besværliggøres i takt med, at Kinas militære magt tager til. Uden fælles demokratiske værdier vil hver stat alene læse den militære magtbalance og vælge side afhængig af fordele og ulemper. Det kan kun tjene til Kinas fordel.
NATO som strategisk reserve
I 2017 kritiserede Trump retmæssigt de europæiske lande for ikke at gøre nok og levere solidarisk til NATO’s samlede militære afskrækkelse. Det var der ikke noget odiøst i, da skiftende amerikanske præsidenter har gjort tilsvarende, indtil Barack Obama satte underskrifter på 2 pct. målsætningen i Wales i 2014. Men uanset om Europa sjusker med ’forsikringsbetalingerne’ får USA udbytte af alliancen, da NATO indgår i USA’s strategi for at inddæmme Kina.
På sin vis har NATO altid tjent USA’s interesser mere end Europas. I bund og grund er NATO et amerikansk sikkerhedspolitisk værktøj til at sikre indflydelse i Berlin, Paris, London og Rom samt holde andre stormagter ude af Europa. For USA er NATO ubetinget den billigste måde at diktere den europæiske udenrigs- og sikkerhedspolitik. Dette skyldes, at de militære kapaciteter, der kompenserer for Europas svaghed, i forvejen tjener Washingtons overordnede strategi med at afholde andre stormagter fra at udfordre USA’s magt. Det nye for NATO er, at USA fremover vil bruge de europæiske stater meget mere aktivt i rammen af egne udenrigsøkonomiske og sikkerhedspolitiske målsætninger uden for Nordatlanten.
Ubalancen mellem amerikanske og europæiske forsvarsbudgetter gør USA til pennefører, når retningen for NATO skal udstikkes. Det var USA’s krig mod terror, der trak alliancen til Afghanistan, og det seneste strategiske koncept kobler Kinas stigende magt direkte til NATO’s overordnede målsætninger. Kina nævnes specifikt som en sikkerhedspolitisk udfordring i 2023-konceptet, der samtidig definerer sikring af retten til fri sejlads i internationalt farvand som en militær opgave for NATO. Dermed trækker USA alliancens maritime operationsområde mod Indo-Pacific samtidig med, at musketer-eden i Washingtontraktatens artikel 5 strækkes til også at gælde militære kapaciteter uden for det nordatlantiske område.
På sin vis har NATO altid tjent USA’s interesser mere end Europas
_______
Netop nu opbygges NATO som værktøj i den amerikanske inddæmningsstrategi af Kina. Føringsstrukturer ændres, kapaciteter udvikles og militære koncepter indføres med det formål at kunne gennembryde integrerede og højteknologiske missilforsvarssystemer. For tiden klargøres NATO som USA’s strategiske reserve i en kommende militær konfrontation om de internationale farvande syd og øst for Kina. USA anvender således både NATO og de europæiske landes militære kapaciteter til at inddæmme Kina militært og politisk.
Når Ukrainekrigen afsluttes eller fastfryses, vil USA trække NATO mod asiatiske farvande, hvorved EU’s sikkerhedspolitik trækkes med. Derigennem skabes større legitimitet til den amerikanske inddæmningsstrategi, som samtidig vil gøre det nemmere for USA at diktere EU’s kinapolitik og billigere at indgå sikkerheds- og forsvarspolitiske aftaler med landene i Indo-Pacific.
USA er ved at designe den kommende verdensorden
Ukrainekrigen er også en konsekvens af, at det relative magtforhold mellem verdens stormagter har ændret sig. Derfor er det primært en konflikt om Europa, og dermed bliver krigens udfald rammesættende for den fremtidige verdensordenen samt Ruslands og EU’s roller heri. Med USA i NATO og Washington bag Ukraine sidder den kommende amerikanske præsident reelt set med nøglerne til både Kreml og Bruxelles.
For Washington er det simpelthen for farligt at lade det være op til Rusland og Europa selv at styre konfliktens udfald, og strategisk irrationelt at lade Kina få nogen som helst indflydelse. Beijing har fra start meldt pas ud fra egne ikke-interventionsprincipper, og derfor er det afgørende for den kommende administration i Det Hvide Hus, at USA fortsat styrer konfliktens udfald.
Det kan kun lade sig gøre ved at levere på NATO-forpligtelserne samt fastholde opbakningen og støtten til Zelenskyj. Det er nu engang den karismatiske ukrainske præsidents skæbne at holde Ukraine oven vande, imens verdensordenen finder et passende leje for relationerne mellem Rusland og Europa og mellem Washington og Beijing. Tilsvarende bliver det den kommende amerikanske præsidents ansvar at optegne stregerne til de næste 20-30 år geostrategiske stabilitet. Netop gennem NATO er nogle af stregerne givet på forhånd, hvorfor USA ikke ubesværet kan trække sig fra alliancen.
Fordi Kreml efter 1991 opgav pladsen som førsteudfordrer til den amerikanske verdensorden, skal Rusland nu tildeles en rolle i den fremtidige magtbalance mellem USA og Kina. Det er i formningen af den rolle, at USA sidder med serveretten i kraft af støtten til Ukraine. Afhængig af serven bliver Rusland enten skubbet i armene på Kina eller holdt inde som en selvstændig aktør. Da USA er supermagten, der udfordres, har USA brug for Rusland som en selvstændig militær stormagt særligt til at holde Kina ude af Arktis. Ruslands position som militær, politisk og geografisk stormagt skal derfor udgøre en form for alliancefri pol i den kommende verdensorden.
Som tilfældet var med Kina under Den Kolde Krig, er det i USA’s nationale interesse, at Rusland som minimum fungerer som en ’svingstat’, der ikke entydigt vælger side
_______
Som tilfældet var med Kina under Den Kolde Krig, er det i USA’s nationale interesse, at Rusland som minimum fungerer som en ’svingstat’, der ikke entydigt vælger side. USA har gennem de seneste to år koordineret Vestens donationsstrategi for et selvstændigt Ukraine, uden at konflikten er eskaleret, eller Rusland er smidt fuldstændigt i hænderne på Kina. Derfor er det vigtigt for USA også fremover at have fuld kontrol over Europa gennem NATO og et fast greb om de militære donationer til Ukraine. Stopper USA støtten, vil de europæiske lande sandsynligvis udfylde både det politiske og militære tomrum.
Efter to års militær støtte til Zelenskyj er EU de facto i militær konfrontation med Rusland, og Bruxelles anvender Ukrainekrigen politisk til at genbekræfte det ellers mindskede indre sammenhold. Siden krigens start har Tyskland gennemlevet sit forsvarspolitiske Zeitenwende og doneret flere og flere tunge våbensystemer. Samtidig er præsident Emmanuel Macron i Paris rykket fra dialog med Putin til mere militær støtte til Zelenskyj. Storbritannien, Tyskland og Frankrig står nu for første gang sikkerhedspolitisk sammen og fast besluttet bag Ukraines selvstændighedskamp.
Derved virker de tre stormagter i det gamle Europa såvel som EU opsat på at træde til og dække for svigtende amerikansk fokus under præsidentkampen. Hvis Donald Trump genindtager det Ovale Værelse den 20. januar 2025, vil det sandsynligvis være til et mere sikkerhedspolitisk forenet Europa. Slækker Washington på NATO-forpligtelserne og støtten til Ukraine, vil det styrke den europæiske autonomi, hvilket hverken tjener USA’s nationale interesser eller Trumps ’Make America Grat Again’-politik.
For USA handler Ukrainekonflikten om at sikre en bæredygtig fred mellem både Zelenskyj og Putin og mellem Rusland og EU. I dette storpolitiske og geostrategiske magtspil skal USA helst lande en tilstand, hvor Rusland har tilstrækkelig strategisk autonomi til at modstå Kina, og EU ikke har for meget til at søge egne veje. Det kræver, at USA fortsat sikrer Europa gennem NATO og styrer våbendonationerne til den ukrainske selvstændighedskamp.
Trumps rationale
Donald Trumps NATO-skeptiske og Ukraine-svigtende udmeldinger er nok mere et politisk middel end et udtryk for et mål i sig selv.
I 2024 valgkampen bruger Trump sikkerhedspolitikken til at udstille republikanske modkandidaters manglende erfaring og de svigtende resultater under Joe Bidens præsidentperiode. Trumps udmeldinger tjener reelt set både hans egne ambitioner om at genindtage præsidentembedet og USA’s sikkerhedspolitiske og udenrigsøkonomiske interesser. De europæiske NATO-lande er vågnet, og USA står klar til at levere våbensystemer til de febrilsk oprustende regeringer. Der købes stort ind i USA som følge af nødvendige forsvarsinvesteringer men også som ’aflad’ for, at der for mange lande fortsat er langt til 2 pct. barren. Et blik på første delaftale under forsvarsforliget 2024-2033 samt det lækkede idekatalog fra Forsvaret indikerer da også, at Danmark kigger over Atlanten, når nye kapaciteter skal indkøbes til overvågning af Kongeriget.
Trækker Trump USA ud af den europæiske sikkerhedsorden, vil mange EU-lande kigge indad og styrke egen eller fælleseuropæisk våbenindustri. Fastholdes afsætningen på det europæiske marked og den europæiske investeringslyst i amerikanske udviklingsprojekter derimod, vil USA stå meget stærkere i våben- og teknologikapløbet med Kina. Det tjener både Trumps politik såvel som det republikanske bagland, der ofte er politisk og økonomisk afhængig af våbenindustrien. ■
Trumps udmeldinger tjener reelt set både hans egne ambitioner om at genindtage præsidentembedet og USA’s sikkerhedspolitiske og udenrigsøkonomiske interesser
_______
Jan Werner Mathiasen (f. 1972) er uddannet major og kandidat i politisk kommunikation fra Copenhagen Business School. Han er ansat som militæranalytiker ved Forsvarsakademiets Institut for Strategi og Krigsstudier og desuden kandidat til Europa-Parlamentet for Det Radikale Venstre.
ILLUSTRATION: Helsinki, 16. juli 2018: Forhenværende præsident Trump og præsident Putin taler med pressen efter deres topmøde i Finland [FOTO: Anatoly Maltsev/EPA/Ritzau Scanpix]
Artiklen er opdateret efter udgivelse.
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
