Jacob Kaarsbo i RÆSONs nye trykte nummer: Er europæerne klar til at redde NATO?

21.10.2024


Trods den høje risiko for en Trump-sejr er der ikke taget reelle skridt for at sikre Europa uden USA.

Denne artikel indgår i RÆSONs nye efterårsnummer, “Om USA’s valg og demokratiets fremtid”, ude nu. Læs mere her.

Af Jacob Kaarsbo

Allerede ved NATO-topmødet i 1991 i Rom begyndte NATO’s medlemslande at drøfte ’en europæisk søjle’ i NATO. Sovjetunionen var opløst, hovedtruslen forsvundet, og Den Kolde Krig historie. Derfor drøftede alliancen sin fremtid. Men i de efterfølgende år viste krigene på Balkan, at de europæiske lande ikke var i nærheden af at kunne håndtere europæisk sikkerhed uden amerikansk hjælp. De bidrog til de fredsskabende missioner i Bosnien og Kosovo, men rygraden var amerikansk. Allerede dengang pressede USA på for, at Europa skulle løfte en større del af byrden eller ”holde orden i egen baghave”, som det ofte blev sagt.

I lyset af Balkan-krigene fremsatte Frankrigs præsident Chirac og Storbritanniens premierminister Blair i 1998 St. Malo-erklæringen. Det var Europas to stærkeste militære magters bud på, hvordan de europæiske lande gennem EU kunne øge forsvarskapaciteterne og være klar til at tage større ansvar. Blandt målsætningerne var en fælles europæisk styrke på 60.000 soldater. Erklæringen fik dog en hård medfart. Ved NATO’s 50-års jubilæumstopmøde i 1999 brugte USA’s daværende udenrigsminister, Madeleine Albright, formelen ”ingen de-kobling, ingen duplikation og ingen diskrimination”. Det blev kendt som ”de tre d’er”. Clinton-administrationen slog bremserne i, da de frygtede en konkurrent til NATO.

De sidste 25 år har fremskridtene mod et Europa, der kan holde orden i egen baghave, været beskedne. Blandt de mere markante skridt var, da EU i 2004 overtog den fredsbevarende mission i Bosnien fra NATO. I dag består styrken af ca. 1.100 soldater. Det er dog fortsat NATO, der har ansvaret i Kosovo, hvor USA fortsat leverer kritiske kapaciteter til styrken på små 4.500 soldater.

Forandringen

Lord Ismay, der i årene 1952-55 var NATO’s første generalsekretær, beskrev formålet med NATO som ”at holde Sovjetunionen ude, holde USA inde og holde Tyskland nede”. Som nævnt forsvandt truslen fra Sovjetunionen i 1991, men et stadig mere aggressivt Rusland betyder, at NATO nu er tilbage i rollen som garant for medlemmernes territorielle integritet. NATO skal nu holde Rusland ude.

Den anden helt store udfordring er, hvordan USA bliver holdt inde. Udfaldet af valgkampen er fifty-fifty. Vinder Trump, tyder meget på, at NATO går svære år i møde. Han kan ikke melde USA ud af NATO, men blandt hans støtter blev der i maj i år udgivet en plan, der opfordrede til ’et sovende NATO’. Planen vil lade USA stå for logistisk støtte, men efterlade de egentlige kollektive forsvarsopgaver til europæerne. Det svarer reelt til at melde USA ud af NATO’s militære struktur. Så vinder Trump valget, er de europæiske allierede sandsynligvis alene hjemme.

Europa er ikke klar til at holde Rusland ude ved egen hjælp. For trods den høje risiko for en Trump-sejr er der ikke taget reelle skridt for at sikre Europa uden USA som rygrad.


Bruxelles, 22. marts 2022: Under topmøde hilser præsident Joe Biden på Mark Rutte, Hollands daværende premierminister, der i sommer blev udpeget til at efterfølge Jens Stoltenberg som ny generalsekretær for alliancen [foto: NATO]

Scenariet

Hvis Trump vinder præsidentvalget, taler meget for, at europæerne ikke har tid at løbe på. Det bliver ren krisestyring. I givet fald skal Europa hurtigt overtage ledelsen af Det Nordatlantiske Råd, NATO’s beslutningstagende organ.

EU er reelt ikke et alternativ til at virkeliggøre en europæisk søjle i NATO. I modsætning til i 1998 er Storbritannien ikke længere EU-medlem, og Norge har som bekendt aldrig meldt sig ind. Begge vil være nøglelande, hvis Rusland skal holdes ude. Derudover er der i NATO en etableret kommandostruktur, der kan bygges på.

En stor udfordring bliver dog at finde ud af, hvem der skal lede europæiseringen af NATO. Som Europas største økonomi og folkerigeste land er Tyskland et bud. Og Tyskland bliver vigtigt, hvis USA stempler ud, men flere forhold gør, at tyskerne ikke kan tage ledelsen. For det første frygter de fleste central- og østeuropæiske lande tysk eftergivenhed over for Rusland. For det andet er den i 2022 lancerede Zeitenwende, der skulle bringe Tyskland militært på fode, stort set opgivet af Scholz-regeringen. For det tredje står de russisk-venlige partier på både højre- og venstrefløjen (AfD, BSW og die Linke) stærkt. Og sluttelig råder Tyskland ikke over atomvåben, som også i et europæiseret NATO vil udgøre rygraden i afskrækkelsen af Rusland. En anden mulighed er Frankrig, som er atomvåbenmagt, og hvor præsident Macron ikke mindst i forhold til Ukraine har forsøgt at spille en europæisk lederrolle. Men imod Frankrig taler bl.a., at de russisk-venlige partier – som i Tyskland – på både højre- og venstrefløj står stærkt. Så selvom Frankrigs forhold til de central- og østeuropæiske lande er blevet forbedret, vil der være skepsis over, om Macrons linje kan holde.

 

EU er reelt ikke et alternativ til at virkeliggøre en europæisk søjle i NATO
_______

 

Europas anden atommagt Storbritannien har også meget, der taler for en ledelsesrolle. Det gælder bl.a. ledelsen af Joint Expeditionary Force, hvor Danmark og ni andre nordiske, baltiske og nordeuropæiske lande er medlem. Det afgørende problem er, at Storbritannien på grund af Brexit har spillet sig selv af banen.

Umiddelbart er det svært at pege på en løsning. Det kan blive en trio af Frankrig, Storbritannien og så Polen, der både vil være repræsentant for Central- og Østeuropa og er det land i EU, der har de højeste forsvarsudgifter i forhold til BNP. Tyskland bliver qua sin størrelse også nødt til at være med om bordet.

Nødvendigheden

EU kan ikke erstatte NATO, men vil blive et afgørende forum for at europæisere NATO. Europa mangler forsvarsindustriel kapacitet til at gennemføre den oprustning, som vil være en forudsætning for at kunne afskrække Rusland. Den opgave kan hverken NATO eller de individuelle medlemslande løse, – det kræver brug af EU’s overnationale muskler.

Det gælder for det første til at give forsvarsindustrien et boost, der svarer til det boost, som EU gav vaccineproduktionen under coronakrisen. For det andet gælder det at strømline forsvarsmarkedet. I 2023 brugte EU-landene samlet set, hvad der svarer til 35-40 pct. af USA’s forsvarsudgifter, men er ikke i nærheden af at få samme effektivitet ud af investeringen. Det skyldes bl.a. de mange forskellige våbensystemer i Europa. Hvor USA målt på ti hovedkategorier har 33 forskellige typer, har de europæiske lande 174. Derudover er der på forsvarsmarkedet ingen harmonisering eller standardisering.

Med andre ord: Europæerne betaler en voldsom overpris for deres forsvar. Øget forsvarsindustrielt samarbejde i EU og udviklingen af et indre forsvarsmarked vil være en forudsætning for at skabe det nødvendige udbud af materiel, og for at de kraftigt stigende forsvarsbudgetter kan anvendes mere effektivt.

En europæisering af NATO vil også kræve en markant forbedring af mange kritiske kapaciteter, inkl. udbygning af den nukleare afskrækkelse. På baggrund af de meget pressede statsbudgetter i de fleste europæiske lande vil det være en nødvendighed at effektivisere. Ellers kræver det nationale forsvarsbudgetter i et omfang, som intet europæisk land kan give sig i kast med.

Det er sandsynligvis slut med de dage, hvor de amerikanske skatteydere vil bære hovedparten af den europæiske forsvarsbyrde – også hvis Harris vinder. Allerede i 2028 venter et valg, hvor der igen vil være fokus på at sikre, at flere penge bliver i amerikanske lommer. Hvis NATO skal fremtidssikres, kræver det en europæisering. Spørgsmålet er, hvor hurtigt – og hvor dramatisk – det vil ske. ■

 

Det er sandsynligvis slut med de dage, hvor de amerikanske skatteydere vil bære hovedparten af den europæiske forsvarsbyrde – også hvis Harris vinder
_______

 

Jacob Kaarsbo (f. 1970) er udenrigs- og sikkerhedspolitisk kommentator og tidligere chefanalytiker i Forsvarets Efterretningstjeneste. Han skriver analyser om sikkerhedspolitik på TV2.dk og har senest været senioranalytiker hos Tænketanken Europa.

ILLUSTRATION: Irpin, 16. juni 2022: Tysklands kansler, Olaf Scholz, Frankrigs præsident, Emmanuel Macron og Italiens daværende premierminister Mario Draghi besøger den befriede ukrainske forstad, der blev ramt af de russiske invasionsstyrker i begyndelsen af krigen [FOTO: Ludovic Marin/AFP/Ritzau Scanpix]