Hermann og Søndergaard: Demokratiet har brug for naturvidenskaben. Derfor bør den fylde mere i skolen
27.09.2024
”Vi har en generation af unge, der er meget optagede af at kunne relatere sig til det stof, de arbejder med. Det er besværligt og nogle gange irriterende, men det er også godt. For det kan vidne om et engagement i livet og verden. Naturvidenskaben kan i denne sammenhæng tilbyde dem noget særligt, hvor det ikke bare handler om mig og dig, men også om alt det uden for os.”
Kommentar af Stefan Hermann og Niels Matti Søndergaard, hhv. adm. dir og souschef LIFE Fonden.
Naturvidenskab og teknologi er sjældent på dagsordenen i dansk skole og ungdomsuddannelse. Og når de er, er det for det meste i et arbejdsmarkedsperspektiv. Børn, unge og deres forældre skal have dårlig samvittighed over, at de ikke vælger naturvidenskabelige fag i gymnasiet og en STEM-uddannelse på universitetet. Men naturvidenskab og teknologi er vigtigt, også af andre og mere idealistiske grunde end produktivitet og beskæftigelse. Det handler om klimakrise og biodiversitet, men også om myndighed, demokrati og frihed.
Baruch Spinoza (1632-1677) er i dag husket som filosof. Af sin samtid blev han opfattet som samfundsomstyrter og ateist. Han blev udstødt af den jødiske menighed i Amsterdam i 1657, og først efter hans død kunne hans hovedværk, Etik, udgives. Han er samtidig en af hovedpersonerne i, hvad historikeren Jonathan Israel kalder ’the radical enlightentment’ – en række af tænkere og videnskabsmænd, der fra midten af 1600-tallet lagde grunden for bruddet med traditionens, troens og autoriteternes verden i Europa. Og dermed skabte grundlaget for en hel anderledes verden, vores verden, hvor religiøs tolerance, personlig frihed, ytringsfrihed, ligestilling mellem køn, folk og racer er idealer vi rækker ud efter.
Det ville ikke have overrasket Spinoza, at vi husker ham som filosof. Til gengæld ville det have rystet ham, at hans naturvidenskabelige arbejde er glemt i dag. Spinoza var dybt involveret i 1600-tallets videnskabelige revolutioner, og efter at have forladt den jødiske menighed gik han i lære som linsesliber. Hver dag arbejdede han med sine mikroskoper og teleskoper for at studere regnbuen. Et fænomen, der tidligere var forklaret religiøst og magisk, men som han søgte en naturlig forklaring på. Den tyske filosof Leibniz fremhævede i et brev til Spinoza dette som den ypperligste af hans mange meritter.
Spinoza var et af mange eksempler i 1600-tallets intellektuelle miljøer på, at begejstringen for matematik og naturvidenskab gik hånd i hånd med udviklingen af et kritisk demokratisk tankegods.
Hvorfor er historien om Spinoza vigtig i dag? Jo, den viser at naturvidenskaben og et nyt, banebrydende og alment perspektiv på samfundet var intimt forbundne. At der en gang var et stort ’hvorfor’ og ’derfor’ knyttet til naturvidenskab og teknologi. Denne sammenhæng har vi glemt i dag, hvor naturvidenskab på den ene side fremstilles som kedelige og svære ’realfag’, der studeres for deres praktiske nytte, eller på den anden båses som nørdens domæne i kælderen. Naturvidenskab er også et åndsfag og bør hverken i eget eller andres blik reduceres til kompliceret mekanik, der anvendt kan bruges til at betvinge naturen; det er det også, men desuden nøgledomæner, hvis man skal forstå og ikke alene forklare verden og mennesker.
Charlotte Rønhof sejrede
Charlotte Rønhof var i 2000erne DI’s chef på uddannelses- og forskningsområdet. For nogle år siden pensionerede hun sig selv under overskriften: ’Det er ikke sjovt at være kriger uden fjender’. Efter mange års kamp var det, efter hendes mening, bredt accepteret, at det af hensyn til Danmarks konkurrenceevne og vækst er afgørende, at man får flere uddannet indenfor teknologi, it, ingeniørvidenskab, matematik og naturvidenskab. Hvad man kan kalde ’DI-perspektivet’ på naturvidenskab og teknologi, havde vundet stort, når det angår de videregående uddannelser, forskningen og den offentlige diskurs.
Det er rigtigt, at dette perspektiv hele tiden fremføres, men når det angår skole og ungdomsuddannelse – og man fristes til også at nævne højskoler og efterskoler – kom slaget aldrig i gang. Naturvidenskab og teknologi er marginalt placeret i de store alment dannende institutioner. Især to grupper er interessante i den forbindelse. Den første er politikerne, hvis prioriteringer i praksis ikke harmonerer med skåltalerne om den store vigtighed af naturvidenskab og teknologi. Den anden er eleverne, der ikke just fylkes om de naturvidenskabelige fag.
I folkeskolen fylder naturfag uendeligt lidt. Til og med 6. klasse har eleverne samlefaget natur og teknologi. Der har politikerne i den seneste skoleaftale fra april i år sænket det vejledende timetal fra 360 til 300 timer. Det betyder at eleverne i 2. og 4. klasse vil have faget 1 (en!) time om ugen. Det er samtidig det fag med en af de laveste dækninger af linjefagsuddannede lærere. Det vil sige, at eleverne ofte modtager undervisning i natur og teknologi af lærere, der har deres uddannelse i dansk, historie og musik.
Først fra 7. klasse får eleverne de egentlige naturvidenskabelige fag: fysik/kemi, biologi, geografi. Man kan tale nok så meget om STEMificering af folkeskolen, men det passer ikke. Naturfag fylder knap 10 pct. af det samlede timetal i hele folkeskolen. Til sammenligning fylder de humanistiske fag halvdelen.
Naturvidenskab er også et åndsfag og bør hverken i eget eller andres blik reduceres til kompliceret mekanik, der anvendt kan bruges til at betvinge naturen
_______
I gymnasieskolen er det ikke meget bedre. Med det seneste finanslovsforslag fjernes tilskuddet til en række særligt udstyrstunge A-fag. Det rammer kemi, fysik, biologi og biotek. Det betyder, at færre gymnasier vil oprette hold med disse niveauer.
Derfor får vi også, alle proklamationer til trods, færre og færre studenter med højniveau i naturvidenskabelige fag. På trods af intentionen om STEM-arbejdskraft, har vi, hvis man skal stille det groft op, nærmest et samf-engelsk gymnasium. Efter gymnasiereformen fra 2005, ifølge politikerne, fejlede med sine store ambitioner om samarbejde på tværs af faggrænser, øget plads til naturvidenskab, almen studieforberedelse (AT) etc., har mange af ambitionerne med at styrke de naturvidenskabelige fag været overladt til den enkelte skole selv.
Resultaterne taler for sig selv: I 2023 er det 21 pct. færre elever med en naturvidenskabelig studieretning på de gymnasiale uddannelser end i 2018.
Problemet forplanter sig med varierende konsekvens længere op igennem uddannelseskæden. Blot et eksempel, der ikke fremhæves så tit, men som får vidtgående konsekvenser:
På læreruddannelsen er det vanskeligt, trods betydelig støtte fra fonde, at sikre tilstrækkeligt med lærerstuderende, der ønsker naturfag. Fx er Københavns Professionshøjskoles ASTE-program (Advanced Science Teacher Education), hvor lærerstuderende kunne få et ekstra linjefag i et naturfag, nedlagt på grund af manglende interesse. Indtil for få år siden havde ASTE omtrent tre store hold. Uddannelsen af naturfagslærere er med andre ord utilstrækkelig.
Så derfor har DI-perspektivet nok vundet en række enkelte slag, men ikke skabt fred mellem humaniora, der dominerer i grundskole og gymnasium, og STEM, som alle tunge interesser kæmper for i de videregående uddannelser og forskningen.
Det er både legitimt og fornuftigt at kæmpe for arbejdskraft i brancher, hvor manglen er stor og substitutionsmuligheder få, fx når det handler om specialiseret arbejdskraft eller skolelærere, der er vanskelige at digitalisere væk eller importere fra andre lande. Det handler også om finansieringen af velfærd mv. og løsning af dybe problemer som den grønne omstilling, digitale strukturforandringer mv. Men der mangler alligevel ofte et kæmpestort ’hvorfor’ og ’derfor’, hvis vi skal overbevise børn og unge og offentligheden om, at fordybelse i naturvidenskab og teknologi er vigtigt.
Vi kender diskussionen fra erhvervsuddannelserne, hvor forældre og elever er ved at kaste op over rekrutteringsinitiativer i folkeskolens ældste klasser. Det rykker ikke ved søgetallene. De unge synes ikke være til fals for at bidrage til en stigning i BNP.
Vi har en generation af unge, der er meget optagede af at kunne relatere sig til det stof, de arbejder med. Det er besværligt og nogle gange irriterende, men det er også godt. For det kan vidne om et engagement i livet og verden. Spørgsmålet er, hvordan de relaterer sig. Naturvidenskaben kan i denne sammenhæng tilbyde dem noget særligt, hvor det ikke bare handler om mig og dig, men også om alt det uden for os. Hvis vi gør det rigtigt.
Myndighed og dannelse
Indenfor naturfagsdidaktikken har man de seneste to årtier genopdaget dannelsesbegrebet. Dannelse knytter sig til kundskaber og færdigheder, men dannelse hjælper os samtidig med at få greb om meningen med det hele, se os selv i en større sammenhæng, få adgang til fællesskaber, der er større end relationer, interesser og erhverv. Almendannelsen er det, der bør gælde alle. Dens indhold bør være det, alle bør have indsigt i og formes af.
Ofte begræder man, at naturvidenskab ikke kan tilbyde eleverne et selvforhold til stoffet. Det er nemt se, hvordan eleverne kan læse sig selv ind i en novelle i dansk, diskutere deres holdninger i samfundsfag og historie, udtrykke sig kreativt i praktisk-musiske fag.
Hvilket eget udtryk kan undervisningen i naturfag tilbyde? Man kan ikke have et personligt forhold til et molekyle, og molekylet er ligeglad med din identitet. Men netop derfor tilbyder naturvidenskaben eleverne noget særligt. For det første er dens fundament i et stærkt begreb om sandhed og viden vigtigt i den offentlige samtale, hvor hver enkelt nok kan have sin holdning, men ikke sin egen sandhed. På den måde er naturvidenskaberne en insisteren på fælles viden, fælles kultur og et værn mod ”jeg føler”-tendensen, der løber som en ild over en steppe i vores offentlige sprog. Når vi fx ved noget fælles om generativ kunstig intelligens, kan vi have en bedre debat, end når vi ikke gør. Holdninger og synspunkter er altid både mere stimulerende og udfordrende, når de baserer sig på argumenter, nok har rødder i værdier og interesser, men også må bero på viden. Derfor er det et udtalt demokratisk problem, at naturvidenskab og teknologi ikke opfattes som vigtige områder at være fortrolige med, som områder, hvor vi forventer et vist mål af almen viden, ligesom vi gør når det angår fx demokrati og historie, hvormed vi ingenlunde hævder at der ikke også her kan være mangler i den offentlige samtale.
En almendannelse, der vil rumme helheden i tilværelsen, kan ikke alene være humanistisk og samfundsfaglig, men også må tilkende viden om naturen og teknologien betydning for, hvordan vi forstår os selv og vores fællesskaber
_______
Hvis naturvidenskab og teknologi ikke anses som centrale i den almene dannelse, er det et problem i forhold til den myndiggørelse, som samfundet ønsker at bibringe børn og unge gennem grundskole og ungdomsuddannelse. Det er et kulturelt problem i den forstand, at en almendannelse, der vil rumme helheden i tilværelsen, ikke alene kan være humanistisk og samfundsfaglig, men også må tilkende viden om naturen og teknologien betydning for, hvordan vi forstår os selv og vores fællesskaber. Særligt i lyset af de samfunds- og livsforandrende problemstillinger, der dominerer vores samfund. Klima- og biodiversitetskrise som et eksempel; kunstig intelligens og digitalisering som en anden.
På den måde udgør den naturvidenskabelige metode en slags regulativ ide for den demokratiske samtale. Du har ikke bare din og jeg min sandhed. Der er noget udenfor os som vi er nødt til at undersøge, om end vi som mennesker aldrig råder over perfekte undersøgelsesredskaber og er fejlbarlige. Den naturvidenskabelige metode er ’open-ended’ og afhængig af empirisk afprøvning. Derfor har den været afgørende i udviklingen af demokratiske og frie offentligheder, hvor sandhed udfordrer magt, uvidenhed og mysticisme. Det viser Spinozas eksempel.
Naturfagsdidaktikeren Lars Ulriksen fra Københavns Universitet har træfsikkert sagt, at et forhold til naturvidenskab og teknologi en betingelse for overhovedet at have et forhold til verden i dag – verden er i dag langt mere præget af naturvidenskab og teknologi end for fx 100 år siden. Når det angår sundhed, fødevarer, kommunikation, økonomi, ja natur, miljø og klima. Det bør vi betone i undervisningen uden løftede pegefingre og dommedagsmusik, men med motiverende alvor og kendskab til dagens børne- og ungekarakter.
Tro, håb og nysgerrighed
Naturvidenskab og teknologi kan bidrage med så meget mere i forhold til elevernes almendannelse, end vi tillader i dag. Grundlæggende handler det om, hvilket billede vi ønsker at danne mennesker og borgere i. Hvilke kundskaber og egenskaber, vi ønsker er alment gyldige for borgere og mennesker. Det er de perspektiver, vi skal have frem i forhold til undervisningen i naturvidenskab og teknologi i skole og uddannelse.
Naturvidenskaben kan bidrage med eksistentielle indsigter. Man mærker – i næsten bogstavelig forstand – jorden forsvinde under sig, når man læser om big bang og universets udvikling. Alt, hvad man tror er fast og uforanderligt, er i virkeligheden midlertidigt og foranderligt. Anstrengelsen ved at forstå universet og dets udvikling er en af de få ting, der løfter menneskelivet væk fra det farceagtige, og giver det tragediens yndefuldhed, var nobelpristageren Steven Weinbergs usentimentale vurdering.
Naturvidenskaben kan bidrage til, at vi forstår, at der ikke radikalt skel mellem os som mennesker og anden natur: vi er selv natur. Naturen er vores ophav, ikke blot vores omgivelse som teologen K.E. Løgstrup skrev. Jeg indånder kun luften, fordi planten laver sin fotosyntese. Næppe mindre relevant i dag. I Løgstrups ånd må en almen dannelse, som tilkender naturvidenskaben og teknologien betydning også indebære en fordring til netop naturvidenskaben og teknologien, der ikke alene kan være vidensfelter for tekniske fix og menneskets betvingelse af naturen, men netop begrunde og udlægge veje til en beherskelse af menneskets beherskelse af naturen om man vil.
Den tyske oplysningsfilosof Immanuel Kant skrev for lidt mere end 200 år siden, at kunsten at regere og kunsten af opdrage er blandt de vanskeligste af menneskets kunster, idet de ikke er givet af naturen. Nu stiller naturen ikke alene politikken (kunsten af regere), men også pædagogik og uddannelse (kunsten af opdrage) overfor nye, udfordringer, nemlig at gøre naturvidenskab og teknologi centrale i vores almene dannelse. ■
Naturvidenskaben kan bidrage med eksistentielle indsigter. Man mærker – i næsten bogstavelig forstand – jorden forsvinde under sig, når man læser om big bang og universets udvikling
_______
Stefan Hermann, f. 1971, cand.scient.pol, adm. dir. LIFE Fonden, tidl. rektor Københavns Professionshøjskole 2008-23, har senest udgivet ”En varm tid” (2022).
Niels Matti Søndergaard, f. 1975, cand.mag. souschef, LIFE Fonden.
ILLUSTRATION: Statue af den danske fysiker Hans Christian Ørsted i Ørstedsparken i København [FOTO: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
