Hans Henrik Fafner om drabet i Beirut: Netanyahu erklærer, at afskrækkelseseffekten er genoprettet. Nu peger pilen på Iran
29.09.2024
I Netanyahus tale til FN’s generalforsamling i New York lå et budskab om, at han har genoprettet den afskrækkelseseffekt, som Israel mistede ved Hamas-angrebet den 7. oktober sidste år. Man kan med god grund sige, at bolden nu er på Netanyahus banehalvdel – men Iran spøger i kulissen.
Af Hans Henrik Fafner
TEL AVIV – I løbet af lørdag var regionen omkring den israelsk-libanesiske grænse præget af gensidig beskydning. Hizbollah affyrede raketter mod Israel, og israelerne søgte at ramme de steder, hvor raketterne kom fra. En enkelt gang lød luftalarmen i store dele af det centrale Israel, da houthierne i Yemen sendte en raket i retning af Israel.
Situationen mindede en del om den tilstand, der i varierende grad har præget regionen i næsten et år. Umiddelbart efter Hamas’ terrorangreb på Israel den 7. oktober åbnede Hizbollah en ny front med de første raketangreb mod Israel, og dette har altså stået på lige siden. Men med det israelske flyangreb på Dahiyeh i det sydlige Beirut, der fredag aften kostede lederen af Hizbollah, Sayyed Hassan Nasrallah, livet, vil det være forkert at antage, at situationen blot vender tilbage til sin vante gænge. Lørdagens beskydninger er snarere udtryk for en voldelig stilhed før en voldsom virkelig storm, der måske kommer og måske udebliver helt.
Hizbollah er medtaget
Udover Hassan Nasrallah, der har været generalsekretær for den shiamuslimske bevægelse i 32 år, kostede det israelske angreb en hel række højtstående Hizbollah-folk livet. Befolkningen i Dahiyeh er for en stor dels vedkommende fattige shiamuslimer, og kvarteret har altid været en af Hizbollahs absolutte højborge. Derfor var det også naturligt, at bevægelsen gennem en årrække har benyttet bygningen som hovedkvarter, og i den forbindelse var der under bygningen bygget et omfattende bunkeranlæg, hvor bl.a. Nasrallah opholdt sig da angrebet satte ind. De israelske F-15i jagerfly kastede 58 bomber på hver et ton mod bygningen, som blev lagt i ruiner.
Hizbollah er tilbageholdende med informationer. I starten blev der henvist til et lignende angreb under krigen i 2006 mellem Israel og Hizbollah, hvor Nasrallah også blev meldt dræbt, hvorpå han dukkede op i levende live to dage senere. Mens kendsgerningen dog kom på bordet, fremkom det også, at Ali Karake var blandt de omkomne. Han var kommandant for Hizbollahs væbnede aktiviteter i det sydlige Libanon.
På den baggrund kan det med god grund formodes, at Hizbollah er stærkt medtaget efter de seneste par ugers dramatiske begivenheder. Tirsdag i forrige uge eksploderede op mod 4.000 personsøgere i hænderne på en lang række personer med tilknytning til bevægelsens væbnede aktiviteter, og dagen efter kom et noget mindre, men tilsvarende angreb på walkie-talkies. På det tidspunkt vurderede en analytiker, at kun 5 pct. af Hizbollahs kommunikationsnetværk var blevet ramt. For det første er dette nok vanskeligt, for ikke at sige umuligt at vurdere, og for det andet tager dette slet ikke højde for, at den slags vurderinger ikke kun handler om tal og målbare størrelser. Kernen i Israels angreb er uden tvivl den psykologiske effekt, og den synes at være enorm. Selv om heller ikke dette kan måles.
Med det seneste store angreb kan man med god grund sige, at Hizbollah-bevægelsen står i et vadested
_______
I løbet af september har israelerne ramt en række Hizbollah-ledere på lignende vis, og med det seneste store angreb kan man derfor med god grund sige, at bevægelsen står i et vadested. Der ingen tvivl om, at Hizbollah fortsat ligger inde med meget omfattende raketlagre og rent operationelt vil kunne fortsætte krigen mod Israel. At der dagen efter angrebet på hovedkvarteret i Dahiyeh blev skudt nye serier raketter mod Israel er også et tegn på, at der er Hizbollah-folk, som ikke tøver med at svare igen. Men hertil skal siges, at bevægelsen lige nu mangler en central ledelse, og at beskydningen foregik med brug at raketter af relativt begrænset rækkevidde og kaliber. Umiddelbart svarede man ikke, som man måske kunne have forventet og frygtet, med det helt tunge skyts, altså store raketter, som kan ramme mål i Tel Aviv med stor nøjagtighed. Dette er klart udtryk for at nogen trækker i trådene, og lige nu søger at undgå en yderligere eskalering.
Iran i kulissen
Denne ’nogen’ er naturligvis Iran. At Hizbollah overhovedet gik ind i konflikten for næsten et år siden beror med stor sikkerhed på styring fra Teheran. Her har styret også en årelang forbindelse til Hamas på Gazastriben, og Hizbollahs deltagelse i krigen blev fremstillet som et udtryk for solidaritet med Hamas, efter at israelerne erklærede krig i kølvandet på den 7. oktober. Iranerne ønskede tydeligvis at lægge yderligere pres på Israel – hvilket var i overensstemmelse med Hamas-ledelsens ambition om at sætte store dele af regionen i brand. Storbranden kom dog aldrig, hvilket formentlig også skyldes iranernes ønske om at holde konflikten indenfor visse rammer.
Det skal også huskes, at der i den forbindelse er stor forskel på Hamas og Hizbollah. Sidstnævnte har aldrig næret den store kærlighed til Hamas, som er sunnimuslimsk, og i Libanon har Hizbollah i årevis haft et anstrengt forhold til landets sunnimuslimske befolkning. De to bevægelsers forhold til iranerne er også forskelligt. Hizbollah er langt bedre udrustet, men også langt strammere styret fra Teheran, og det kan meget vel komme til at spille ind i den givne situation. Hizbollah har gennem længere tid sagt, at raketbeskydningen af Israel vil fortsætte, indtil en våbenhvile på Gazastriben er kommet i stand, men dette kan godt have ændret sig nu.
Den umiddelbare reaktion fra Irans øverste åndelige leder, Ali Khamenei, var en opfordring til hele den arabiske verden om at stille sig solidarisk med Hizbollah og gå sammen om at hævne det israelske angreb. Allerede lørdag kom der også besked om, at hele den iranske ledelse er blevet gemt af vejen på et ukendt sted, hvilket udtrykker frygt for at israelerne skulle være på vej.
Alt dette må betragtes som et spil for galleriet, som er en uvægerlig del at konflikten. Iran er tvunget til at sende de rigtige signaler i den givne situation, men reelt har det nok mere præg af en grundig tænkepause. Både Iran og Hizbollah er ikke længere i tvivl om, at man står overfor en israelsk regering, som ikke tøver med at optrappe konflikten. Samtidig arbejder styret i Teheran på bedre relationer til USA og Vesten for at komme ud af sanktionerne. Dette udtrykker den nye præsident Mazoud Pezeshkian meget tydeligt, og af den grund vil det være en taktisk fejltagelse at gå ind i en storkrig mellem Hizbollah og Israel.
Allerede lørdag kom der besked om, at hele den iranske ledelse er blevet gemt af vejen på et ukendt sted, hvilket udtrykker frygt for at israelerne skulle være på vej
_______
Er afskrækkelsen genetableret?
Dog har den seneste udvikling en iransk vinkel, som man ikke skal sidde overhørig. Ifølge det libanesiske dagblad an-Nahar omfatter listen over de omkomne ved det israelske angreb også en højtstående repræsentant for den iranske revolutionsgarde. General Abbas Nilforushan, som var på besøg i Hizbollah-hovedkvarteret, var ansvarlig for den brutale nedkæmpelse af protesterne i 2022, som brød ud i reaktion på den iranske kvinde Mahsa Amini var død i politiets varetægt efter at være blevet anholdt for ikke at bære tørklæde. Nilforushan fungerede også som rådgiver, da Bashar al-Assad nedkæmpede oppositionen under den syriske borgerkrig – i øvrigt med Hizbollah som kontant støtte.
Denne iranske forbindelse er nok et tilfælde, men ikke desto mindre er det en del af sagen, som det iranske styre nødvendigvis må reagere på. Hvordan dette vil ske, er svært at sige, men sandsynligheden taler for, at selv dette ikke vil være nok, til at iranerne lader sig friste til at optrappe konflikten.
Derfor kan man med god grund sige, at bolden nu er på Netanyahus banehalvdel. Kort før fredagens angreb i Beirut holdt den israelske leder sin tale for en halvtom sal ved FN’s generalforsamling i New York. Her understregede han, at hans regering vil fortsætte ”krigen mod terror” med alle midler. For at understrege sin pointe havde han medbragt to plancher, som han holdt frem. I den ene hånd holdt han ’The Curse’, som er kortet over Iran og dets proxyer i regionen – altså den del, der i Netanyahus optik skal sættes ud af spillet gennem den fortsatte krigsførelse. Og i den anden hånd fremviste han ’The Blessing’, som er den forbindelse mellem Europa og Asien via Israel og primært Saudi-Arabien. Det er den vision, som bygger på de såkaldte Abraham-aftaler, altså normaliseringsaftalerne mellem Israel og bl.a. De Forenede Arabiske Emirater og Bahrain, der med Trump som fødselshjælper blev indgået i oktober 2020. Lige inden Hamas’ blodige terrorangreb den 7. oktober sidste år, lå det i luften, at Israel og Saudi-Arabien var på tærsklen til en lignende aftale, og det er denne tråd, Netanyahu tilsyneladende regner med at tage op igen efter krigens afslutning.
Mindre end en time efter talen gav Netanyahu grønt lys for bombeangrebet, og kort efter hastede han selv hjem til Israel. Det var i sig selv et tegn på situationens dybe alvor, da etiketten siger, at en israelsk leder – af hensyn til den ortodokse del af befolkningen – ikke rejser på sabbatten, med mindre menneskeliv er i fare.
Lørdag aften henvendte Netanyahu sig til den israelske befolkning. I sin udtalelse, som kom på hebraisk, sagde han bl.a., at hvis nogen prøver at dræbe én, må man dræbe vedkommende først. ”Vi har gjort regnskabet op med nogen, der var ansvarlig for drabet på utallige israelere og mange borgere fra andre lande, heriblandt hundreder af amerikanere og dusinvis af franskmænd.”
Og for at understrege sin pointe tilføjede han, at Nasrallah ”var aksens akse, hovedmotoren i den iranske ondskabens akse!”
Med sin velkendte baryton udstrålede Netanyahu en selvtillid, som man ikke har set i lang tid. I hans ord om den fortsatte krigsførelse lå et budskab om, at han – Mr. Security, som han ynder at betegne sig selv – er ved at have genoprettet den afskrækkelseseffekt, som Israel mistede ved Hamas-angrebet den 7. oktober sidste år. Dette er igen krigens psykologiske side, som lige nu spiller en enorm rolle. Lige inden afrejsen til New York tidligt torsdag morgen nåede Netanyahu at komme med et hint til Nasrallah. Hizbollah-lederen havde et par dage tidligere udtalt, at Israel er svagt som spindelvæv, hvortil Netanyahu replicerede, at Israel er stærkt som stål.
Med dette har Netanyahu også sendt en advarsel til Yahya Sinwar, Hamas-lederen der i flere uger har været forsvundet. Det har ført til spekulationer om, hvorvidt Sinwar skulle have mistet livet under et af de israelske bombeangreb, eller om han blot havde søgt ly i en af Gazastribens dybtliggende tunneller. Som en tydelig reaktion på Nasrallahs død dukkede Sinwar så frem i offentligheden lørdag midt på dagen. Han stod frem med en i den store sammenhæng totalt ligegyldig lykønskning til Algeriets præsident, Abdelmadjid Tebboune, der netop er blevet genvalgt til posten. I sig selv en helt unødvendig gestus, hvis egentlige budskab var at fortælle israelerne, at han stadig er i live.
Det afgørende spørgsmål er derfor, hvad der nu vil følge.
På mange måder minder situationen en del om sommeren 1982, hvor Israel rykkede massivt ind i Libanon og hvor landtropperne nåede helt frem til Beirut. Dengang lykkedes det at forvise det palæstinensiske PLO fra Libanon, hvilket var sigtet med krigen. Men PLO gendannede hurtigt sig selv i Tunis, mens Israel besluttede at danne en såkaldt sikkerhedszone i det sydlige Libanon. Det blev et stykke operationelt og politisk kviksand, hvor israelerne blev hængende i 18 år uden at have opnået ret meget. Dette scenarie spøger også i den aktuelle situation. Israel har flyttet et par bataljoner, som står klar ved den libanesiske grænse, hvis det besluttes at rykke ind. Om Netanyahu mener, at regnskabet er opgjort, eller om det skal understreges yderligere med en militær landoffensiv mod resterne af Hizbollah, vil den nærmeste fremtid vise. ■
Om Netanyahu mener, at regnskabet er opgjort, eller om det skal understreges yderligere med en militær landoffensiv mod resterne af Hizbollah, vil den nærmeste fremtid vise
_______
Hans Henrik Fafner (f. 1957) er udlandsredaktør på POV International. Han har gennem de sidste 30 år skrevet om Mellemøsten med fast base i Tel Aviv. Ved siden af sit journalistiske virke er han forfatter til en række bøger og foredragsholder, oversætter af israelsk skønlitteratur til dansk, samt rejseleder for Viktors Farmor. Han skriver på to bøger, som begge udkommer i efteråret 2024: ’Israel fra 1948 til nu’ (RÆSONs Forlag) handler om Israels politiske historie fra statens grundlæggelse, og ’Den korte historie om Jerusalem’ (Forlaget Svane & Bilgrav) fortæller byens tusindårige historie som centrum for religiøse og storpolitiske konflikter.
ILLUSTRATION: New York, 27. september: Netanyahu holder tale for den 79. generalforsamling i FN’s hovedkvarter [FOTO: Eduardo Munoz/Reuters/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
