Hans Henrik Fafner: Mens iranerne tøver, kan krigen komme i Libanon. Har Netanyahu forregnet sig denne gang?
07.08.2024
For både Israel og Iran har striden omkring Hizbollah været til at kontrollere – og tjent taktiske mål. Men risikerer konflikten nu at eskalere til en krig, ingen af de to sider for alvor ønsker?
Af Hans Henrik Fafner
TEL AVIV – Den amerikanske udenrigsminister Antony Blinken fortalte søndag sine kolleger fra G7-landene, at Iran kunne forventes at rette en gengældelse mod Israel så tidligt som mandag (i forgårs). For hele konfliktbilledet i Mellemøsten har taget en ny drejning efter at Hamas-lederen Ismail Haniyeh den 31. juli blev dræbt ved en eksplosion på det værelse, hvor han overnattede i Teheran. Israel har ikke taget ansvaret for angrebet, men meget peger i retning af, at det kom herfra – dette er i hvert fald den konklusion, de iranske ledere er nået frem til. Navnlig fordi Fouad Shukr, ansvarlig for den shiamuslimske Hizbollah-bevægelses militære aktiviteter i Libanon, indenfor samme døgn led samme skæbne.
Men i modsætning til den 13. april, hvor iranerne leverede et stort gengældelsesangreb på Israel, står meget hen i det uvisse. Dengang reagerede det iranske styre på israelernes drab på det iranske konsulat i Damaskus et par uger forinden. Udover to civile syrere kostede dét angreb otte officerer fra den iranske revolutionsgarde livet. Svaret fra Teheran kom i form af 300 droner og raketter med kurs mod Israel. Stort set alt blev skudt ned, og udover begrænset materiel skade var der kun ét offer: En 10-årig pige blev såret af vragdele, der faldt ned over en beduinlandsby i det sydlige Israel.
Da det kom til stykket, passerede mandag uden dramatiske hændelser, og fra Teheran lød det, at man ikke ønsker at optrappe den allerede brandhede situation i regionen. Men samtidig finder man det dog stadig vigtigt at ”straffe” Israel, og det bliver i den forbindelse understreget, at hvor gengældelsen i april var moderat, vil hammeren falde hårdt denne gang.
Det bliver understreget, at hvor gengældelsen i april var moderat, vil hammeren falde hårdt denne gang
_______
Hizbollah i krig på to fronter
Det hele er naturligvis en del af den dramatiske udvikling, som startede med Hamas’ brutale terrorangreb på 22 israelske bebyggelser og en musikfestival den 7. oktober sidste år samt Israels voldsomme militære gengældelse på Gazastriben. Lige siden Gazakrigen startede har forholdet mellem Israel og Hizbollah i Libanon været stærkt anspændt – med jævnlige skudvekslinger henover grænsen mellem de to lande. Både i det nordlige Israel og det sydlige Libanon er tusinder af borgere blevet evakueret, eller de har selv valgt at flytte bort fra den umiddelbare farezone.
Hele vejen igennem har denne konflikt dog været holdt på et relativt lavt niveau. Det har ligget i luften, at hverken Israel eller Hizbollah havde appetit på en decideret krig, og det er efter alt at dømme stadig tilfældet. Men den 27. juli ændrede situationen sig alligevel drastisk, da 12 drusiske børn i de israelsk besatte Golanhøjder, nærmeste bestemt i landsbyen Majdal Shams, blev dræbt på landsbyens fodboldbane. Selv om Hizbollah i de forudgående dage havde sendt dusinvis af raketter ind over det nordlige Israel, og brystede sig af det, afviste bevægelsen at tage ansvaret for tragedien i Majdal Shams. Meget tyder dog på, at der var tale om en Hizbollah-raket, der blev skudt ned af det effektive israelske raketforsvar, hvorpå vragdele faldt ned på fodboldbanen. Det er flere gange blevet hævdet, at israelerne bevidst beskød Majdal Shams, hvilket dog giver ringe mening, idet omkring en tredjedel af borgerne i landsbyen har valgt at tage israelsk statsborgerskab.
Hvordan man end stiller det op, havde drabet på Fouad Shukr i den mestendels shiamuslimske bydel Dahiyeh i det sydlige Beirut tydelig karakter af en gengældelse, og det er her, konflikten tog en drejning mod det værre.
Hizbollah i Libanon og Gazastribens Hamas er begge iranske proxyer. Styret i Iran bruger dem til at pleje strategiske interesser i regionen. Det er det, som lige siden 7. oktober har fremstået som en fælles front mod Israel: For Hamas og Hizbollah har haft en fælles interesse i at bekrige Israel, og det har de stadig. Men: Under dette ligger dog et andet element, som i praksis betyder, at Hizbollah har to fronter mod naboen i syd. Den ene bygger som sagt på fællesskabet med Hamas, og den front krydser en sekterisk linje. Hizbollah er, ligesom styret i Teheran, shiamuslimsk, mens Hamas med sine ideologiske rødder i Det Muslimske Broderskab i Egypten er sunnimuslimsk. Sunnimuslimer har i århundreder betragtet shia som afvigende retning, som ikke er en del af ortodoks islam, og der har ofte været ondt blod mellem de to. Men i forbindelse med den lange israelsk-palæstinensiske konflikt har de to hovedstrømninger formået at tilsidesætte dette udestående til fordel for en fælles støtte til den palæstinensiske sag.
Hizbollah har i årevis haft en egen dagsorden, som handler om libanesiske interesser i forhold til Israel og nok først og fremmest skal ses som en del af magtspillet i det etnisk splittede Libanon. Men i forbindelse med Gazakrigen blev dette for en tid blevet lagt til side. Således har det gennem de seneste ti måneder været en fast holdning hos Hizbollah, at man er villig til en våbenhvile med Israel – men kun på betingelse af, at Israel accepterer en våbenhvile i Gaza på Hamas’ betingelser. Dette er grundlaget for, hvad man hidtil har kunnet se som en fælles front.
Drabet på Ismail Haniyeh har dog tilsyneladende rykket ved denne indstilling i en grad, at en våbenhvile på Gazastriben ikke længere vil stille Hizbollah tilfreds. Derfor giver det mening at tale om at Hizbollah reelt fører krig på to fronter.
Den hidtil herskende orden begyndte at krakelere i dagene efter raketten mod Majdal Shams. Her opfordrede formanden for det libanesiske parlament Nabih Berri og den libanesiske druser-leder Walid Jumblatt begge Hizhollah til at trække sig tilbage fra den israelske grænse. Hvis Hizbollah bare placerede sig nord for Litani-floden, sagde de, ville israelerne undlade at gengælde Majdal Shams. Men Hizbollah stillede sig afvisende, og så kom gengældelsen i form af drabene på Fouad Shukr og Ismail Haniyeh.
Haniyeh var ganske vist sunnimuslim, og som øverste chef for Hamas var han dermed en del af fællesskabet mellem Hamas og Hizbollah, kan man så indvende. Men Haniyeh blev ikke dræbt i Qatar, hvor han boede og sikkert havde været langt lettere at ramme, men i hjertet af Teheran. Dermed blev angrebet ikke bare et voldsomt slag mod (det sunnimuslimske) Hamas, men også en dramatisk ydmygelse af det (shiamuslimske) iranske styre. Haniyeh opholdt sig immervæk i et særligt kompleks, hvor Revolutionsgarden holder møder og indkvarterer særlige gæster under store sikkerhedsforanstaltninger, så der har altså været tale om et stort sikkerhedssvigt. Det nye sprog så man umiddelbart efter. Både fra minareterne i Teheran og ved begravelsen i Dahiyeh vejede de røde faner med påskriften om at hævne al-Hussein. Dette var kampråbet, efter at imamen Hussein Bin Ali havde lidt martyrdøden under slaget ved Karbala i år 680 – han står som stifteren af shiaislam. Der er stadig uenighed om, hvad der rent faktisk skete, men den røde farve bruges (som på fanerne) til at symbolisere imamens blod. Denne markering skal tolkes som tegn på en opfattelse af, at denne side af sagen – altså ikke mindst fordi drabet fandt sted i Teheran mens han var under iransk beskyttelse – nu er et shiamuslimsk anliggende, og at en våbenhvile på Gazastriben – hvor urealistisk denne mulighed end måtte synes lige nu – ikke vil være nok i sig selv.
Det ser altså ud til, at der er opstået en ny akse i kampen mod Israel. Hamas og krigen på Gazastriben vil naturligvis fortsat være en vigtig del af konfliktbilledet, men forbindelsen mellem Hizbollah og Iran vil i højere grad fremstå som en selvstændig konflikt
_______
Utilsigtede handlinger
Som følge af de seneste udviklinger ser det altså ud til, at der er opstået en ny akse i kampen mod Israel. Hamas og krigen på Gazastriben vil naturligvis fortsat være en vigtig del af konfliktbilledet, men forbindelsen mellem Hizbollah og Iran vil i højere grad fremstå som en selvstændig konflikt – koblet til striden med Houthi-militsen i Yemen, som også er shiamuslimer. Dette kan også være en forklaring på, at amerikanerne forleden bombede shiamuslimske grupper i Irak, som ellers har holdt lav profil i forhold til Israel.
Der er med andre ord lagt op til en eskalering, men på lidt anderledes præmisser. Med terrorangrebet den 7. oktober havde Hamas tydeligvis et ønske om at sætte hele regionen i brand og dermed skabe øget opmærksomhed om den palæstinensiske sag. Det første synes at være lykkedes, og den palæstinensiske sag er bestemt kommet på den internationale dagsorden. Men dette kan være ved at ændre sig nu. For hvis udviklingen fører til krig i eksempelvis Libanon, vil megen opmærksomhed flytte sig fra Gaza. Særligt fordi denne konflikt kan se ud til IKKE at blive nært forbundet til Hamas.
Dette betyder ikke nødvendigvis, at den fælles front mod Israel begynder at sprække. Den iranske forbindelse til Hamas vil næppe blive svækket, men i Teheran vil man i højere grad se fronten mod Israel som et anliggende, der lever uafhængigt at udviklingerne i Gaza.
Helt kynisk kan udviklingen måske betragtes som noget af et ønskemål for den israelske leder, Benyamin Netanyahu. I sin tale for Kongressen i Washington for nylig fik han endnu en gang slået fast, at han har til hensigt at fortsætte Gazakrigen indtil Hamas er udslettet. Dette er i sig selv et illusorisk mål, men for Netanyahu rummer løftet den mulighed at trække krigen i langdrag – ud fra den tankegang at han dermed også holder en truende retssag og en mulig fængselsdom fra livet. Ud fra denne betragtning kan man også antage, at han har set en politisk fordel i det trusselsbillede, som konflikten med Hizbollah indtil har udgjort – vel at mærke: på relativt kontrollérbare vilkår.
Under alle omstændigheder er der nok endnu ringere udsigt til en våbenhvile i Gazakrigen efter at Hamas har udpeget Yahya Sinwar til chef for bevægelsens politiske bureau. Han bliver ny leder efter Haniyeh og vil efter alt dømme betyde en radikalisering.
Tirsdag sendte Hizbollah et antal droner ind i Israel. Dette lignede dog det kendte mønster af relativ tilbageholdenhed, og kan måske ses som en art prøveballon. Iranerne synes at tøve med at gå i direkte konfrontation med Israel, men imens truer situationen i og omkring Libanon med at kamme over i noget langt alvorligere. Selv om dette i princippet giver Netanyahu-regeringen ro til at fortsætte Gazakrigen, tyder meget på, at den israelske leder har forregnet sig. Ligesom Hizbollah uden tvivl har scoret et gevaldigt selvmål med sin raketbeskydning, selv om angrebet på Majdal Shams ganske givet var utilsigtet. Resultatet er imidlertid ikke til at løbe fra. Som det så ofte er tilfældet med optakten til en krig, bygger denne på en række handlinger med andre konsekvenser end de tilsigtede. Og hvis internationale diplomatiske bestræbelser ikke formår at dæmme op for det hele, kan følgerne blive voldsomme. ■
Iranerne synes at tøve med at gå i direkte konfrontation med Israel, men imens truer situationen i og omkring Libanon med at kamme over i noget langt alvorligere. Selv om dette i princippet giver Netanyahu-regeringen ro til at fortsætte Gazakrigen, tyder meget på, at den israelske leder har forregnet sig
_______
Hans Henrik Fafner (f. 1957) er udlandsredaktør på POV International. Han har gennem de sidste 30 år skrevet om Mellemøsten med fast base i Tel Aviv. Ved siden af sit journalistiske virke er han forfatter til en række bøger og foredragsholder, oversætter af israelsk skønlitteratur til dansk, samt rejseleder for Viktors Farmor. Han skriver på to bøger, som begge udkommer i efteråret 2024: ’Israel fra 1948 til nu’ (Ræsons Forlag) handler om Israels politiske historie fra statens grundlæggelse, og ’Den korte historie om Jerusalem’ (Forlaget Svane & Bilgrav) fortæller byens tusindårige historie som centrum for religiøse og storpolitiske konflikter. ILLUSTRATION: Netanyahu taler til Kongressen under sit besøg i Washington DC, 25. juli 2024 [foto: Den Israelske Premierministers Kontor]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
