05.07.2024

De færreste har levnet ham mange chancer for at forblive ved magten – men med Irans angreb fik Netanyahu endnu en mulighed for at demonstrere sine overlevelsesevner.

Denne artikel indgår i RÆSONs nye sommernummer, “Hvad vil Europa egentlig?”, ude nu. Læs mere her.

Af Hans Henrik Fafner

TEL AVIV – Da den britiske dronning Elisabeth II døde i 2022 efter 70 år på tronen, sagde folkeviddet i Israel med tyk ironi, at premierminister Benjamin Netanyahu nu havde fået en reel chance for at blive verdenshistoriens længst siddende monark. Gennem sine mere end 16 år på posten har han gennemlevet en lang række kriser, der hver for sig kunne have gjort en brat ende på hans politiske karriere. Alligevel synes han at have et uudtømmeligt lager af hvide kaniner, som han kan trække op af hatten og dermed sikre sin politiske overlevelse. Han er en stor taktisk begavelse, men han er også hensynsløst målrettet – en mand, der forekommer mange at ville holde sig på premierministerposten næsten for enhver pris. Men med Gaza-krigen har han fået trængt sig selv op i et hjørne, hvor han på mange måder nu virker både isoleret og handlingslammet. Kan han overleve denne gang?

Os mod hele verden

Netanyahu var premierminister første gang fra 1996 til 1999, og efter et tiår hvor han bl.a. måtte vige pladsen for Sharon og Olmert, vendte han tilbage som regeringsleder i 2009. Han har altid styret Likud-partiet med hård hånd. Og han har behændigt sørget for at isolere alle ’kronprinser’ – altså politikere, der kunne ses som fremtidige partiledere. Et klassisk eksempel er Menachem Begins søn, Benny Begin, der qua sit fædrene ophav gik ind i politik med en helt særlig personlig pondus. Ham sørgede Netanyahu for at holde på afstand af alle vægtige ministerposter og centrale roller i partiapparatet, indtil Begin selv kørte træt og forlod det politiske liv i 1999. En anden er den populære Gilad Erdan, der så ud til at kunne true Netanyahu, hvorpå han i 2020 blev kørt ud på et sidespor med en forfremmelse til israelsk FN-ambassadør.

I højere grad end hos de fleste vestlige demokratier er israelsk partipolitik præget af familieforbindelser og evnen til at gøre sig i de rette ideologiske grupperinger og kliker. Hvad det angår, har Netanyahu altid været en outsider, og det er et forhold, mange iagttagere sporer tilbage til hans far. Benzion Netanyahu (1910-2012) var historiker med speciale i den spanske inkvisition, men han havde svært ved at finde anerkendelse i det internationale forskermiljø. Han mente, at historien gentager sig – og med reference til jødernes fordrivelse fra Spanien i 1492 var han overbevist om, at dette kunne ramme det jødiske folk igen. I historikerkredse anså man hans arbejde som stærkt politiseret, og i årene før staten Israels oprettelse i 1948 var han da også dybt involveret i den revisionistiske zionistbevægelse, der senere skulle blive til Likud. Men heller ikke dér kom han nogensinde ind i den politiske varme, for han var en hel del mere ekstrem i sine tanker om et stor-Israel end hovedstrømningen i bevægelsen.

Denne mangel på anerkendelse har altid naget Netanyahu, der helt frem til farens død i 2012 – 102 år gammel – benyttede ham som politisk rådgiver. Faren havde tårnhøje forventninger til sin søn. I mange år levede familien i USA, hvor Netanyahu også fik sin uddannelse (på Harvard og MIT), men hjemme i Israel kom anerkendelsen nok primært gennem storebroren, Yoni. Han var elitesoldat og stod i spidsen for den spektakulære aktion, hvor israelerne i juli 1976 befriede de mange israelske passagerer fra et fly, som var blevet kapret og ført til Entebbe-lufthavnen i Idi Amins Uganda. Som den eneste israelske soldat omkom Yoni Netanyahu under aktionen og fik straks heltestatus.
Faren var tro over for zionismens revisionistiske tænker Vladimir Jabotinsky, der i sit berømte essay fra 1923, The Iron Wall, argumenterede for, at jøderne ikke havde andet valg end at vise styrke over for den indfødte befolkning, altså palæstinenserne. I disse bestræbelser kunne jøderne ikke stole på andre end sig selv – derfor måtte man omgive sig med en jernmur. Flere gange under Gaza-krigen har Benjamin Netanyahu sagt, at hvis Israel ender med at måtte stå alene i kampen mod Hamas, kan det ikke blive anderledes.

Farens grundopfattelse var, at hele verden er imod jøderne, og i det praktiske drev han dette synspunkt en tand videre. Han bar nemlig også et livslangt nag mod ledelsen i den revisionistiske bevægelse, som aldrig viste vilje til at lukke ham ind i den politiske varme, og han havde det samme belastede forhold til ikke mindst Det Hebraiske Universitet i Jerusalem, der ikke ønskede at ansætte ham. Benzion Netanyahu lærte sin søn altid at have mistanke til alt og alle uden for den snævre kreds af ligesindede, og det gjaldt i særlig grad den venstreorienterede akademiske elite. Som den israelske kommentator Akiva Eldar skrev i dagbladet Haaretz i april 2012, giver alt dette en logisk forklaring på, at Netanyahu tidligt slog sig op som ekspert i kontraterror. ”Terrorbekæmpelse er ikke noget politisk valg”, skrev han således i sin bog Kampen mod terrorisme, der udkom på dansk i 1996. ”Det er en nødvendighed for vores demokratiske samfunds og vores friheds overlevelse”.


Ramat Gan i Tel Aviv, 9. juni 2024: Benny Gantz – der blev en del af Netanyahus krigskabinet efter terrorangrebet den 7. oktober – taler til pressen efter at være udtrådt af regeringen [FOTO: Nir Elias/Reuters/Ritzau Scanpix]

Frygtens sprog

Gennem hele sin politiske karriere har Netanyahu benyttet frygt som effektivt virkemiddel.

I årevis har han talt om truslen fra det iranske atomprogram, der ifølge Netanyahu kan rette det ultimative angreb mod Israel. I september 2012 holdt han en tale for FN’s Generalforsamling, hvor han illustrerede sit synspunkt med en tegneserieagtig planche, der viste en iransk bombe og – helt bogstaveligt – Israels røde linjer. Det var ikke henvendt så meget til daværende præsident Obama og delegaterne i salen som til den amerikanske befolknings følelser – og frygt.

Samme kontante billedsprog brugte han, da han i forbindelse med Gaza-krigen truede med at eliminere Hamas på samme måde, som Gud befalede kong Saul og israelitterne at udslette Amalek, en rivaliserende nation på gammeltestamentlig tid. Helt bevidst syntes han at have valgt nogle af de mest voldelige vers blandt de mere end 23.000 i Det Gamle Testamente for at køre på temaet frygt og magtanvendelse. Dét var lige efter Jabotinskys bog.

På valgdagen i 2015 kunne Netanyahu konstatere, at valgdeltagelsen var lav, og Likud-partiet klarede sig jævnt sløjt. Men på Facebook publicerede han en 28 sekunder lang video, hvor man hørte ham sige, at ”araberne strømmer til urnerne”. Han får indikeret, at dét vil gavne Arbejderpartiet – og selvom udsagnet senere viste sig at være usandt, lykkedes det ham at aktivere sine vælgeres frygt for en sejr til venstrefløjen. Sent på eftermiddagen kunne Likud notere en betragtelig fremgang og: grundlaget for endnu en Netanyahu-regering. Ved stemmeoptællingen fandt man ingen tegn på, at valgdeltagelsen i Israels arabiske mindretal havde været højere end normalt.

Netanyahu er en blændende retoriker. Han er hjemme i de sproglige virkemidler og benytter dem effektivt, når han taler ind til sine kernevælgere. Det er det samme segment, som i 1977 hjalp Likud til at tage magten fra Arbejderpartiet for første gang i landets historie. I sin valgkamp tordnede Menachem Begin dengang mod ’kibbutzmillionærerne’ – altså kibbutzmedlemmer, der gik for at være landets socialistiske elite. Dét vandt gehør blandt jødiske vælgere med rødder i Nordafrika og Mellemøsten, som længe havde følte sig tilsidesat i det israelske samfund. Men i stedet for at stemme på De Sorte Pantere, som var navnet på en af tidens israelske protestbevægelser, gik de til det nationalkonservative Likud. Panterne havde hentet inspiration fra tidens amerikanske borgerrettighedsbevægelse af samme navn, og lederen, Charlie Biton, stod frem som talsmand for dette israelske segments rettigheder, men i stedet valgte de at placere sig solidt til højre for den politiske midte.

I dag bruger Netanyahu samme virkemidler, når han går til angreb på Tel Aviv. Byen er Israels økonomiske lokomotiv, og det er almindeligt at høre dens indbyggere beskyldt for at leve i deres egen boble, hvor man på cafeerne og de intellektuelle cirkler ikke bekymrer sig stort om, hvad der foregår ude i resten af landet. Dette kører Netanyahu på, når han taler til de vælgere, der bor ude i periferien. Han erklærer, at han forstår deres utilfredshed, og i hans mange år ved magten er der da også blevet gjort en vis indsats for at skaffe arbejdspladser i disse dele af landet ved at flytte gode vækstindustrier bort fra centrum.

Her ligger nok også en af grundene til den store loyalitet blandt Likud-vælgere, der i stort tal har holdt ved, selv under Gaza-krigen. Netanyahu fremstiller sig selv som lederen, der sørger for borgernes sikkerhed. Mens han var finansminister 2003-05, styrkede han den israelske vækstøkonomi og sikrede grundlaget for den enorme hi-tech-sektor. Forbilledet var Margaret Thatchers økonomiske tænkning, og selvom politikken øgede de sociale forskelle, oplevede de fleste israelere en generel velstandsstigning og ikke mindst: økonomisk stabilitet. Mange af disse mennesker kan stadig huske tiden før valget i 1977, hvor et korrupt Arbejderparti havde sendt økonomien i retning af kaotiske tilstande.

Lighed for loven?

Netanyahu er ekspert i politiske studehandler – både i at indgå dem og i at bryde dem. Et klassisk eksempel på dette er den regering, han præsenterede i maj 2020 sammen med tidligere forsvarschef Benny Gantz, der dengang var en politisk novice. Eftersom Gantz’ nystiftede parti, Blåt og Hvidt, faktisk havde et mandat mere end Likud, skulle de to have premierministerposten efter en rotationsordning. Netanyahu havde dog sikret sig første halvdel af perioden, og da tiden nærmede sig, sørgede han for at få udskrevet valg, så Gantz aldrig nåede at komme til fadet. Ved den lejlighed havde Gantz i den grad tabt ansigt hos vælgerne, hvilket er en del af grunden til, at hans parti rutsjede fra 35 mandater til blot otte.

Med stort held har Netanyahu over årene udmanøvreret konkurrenter med metoder, der efterhånden førte til en omfattende politiundersøgelse og derpå tiltale i en række forhold. I 2020 startede den retssag, der stadig kører.

Eksempelvis sørgede han for at give sig selv positiv pressedækning ved at give gratisavisen Israel HaYom (Israel Idag) særligt gunstige vilkår. Dagbladet blev startet af den amerikansk-jødiske kasinomilliardær Sheldon Adelson, der i øvrigt også gav solid økonomisk støtte til Donald Trump. Hvad Netanyahu angår, bestod støtten i at gøre det vanskeligere for det eksisterende og dengang Netanyahu-kritiske dagblad Yediot Ahronot at markedsføre sig selv. Israel HaYom videreføres i dag af Adelsons enke – på trods af millionunderskud – og det er fortsat landets største dagblad med en betydelig indflydelse.

Ikke alene denne, men flere tilsvarende sager står i dag som vidnesbyrd om det hemmelighedskræmmeri og de mange gedulgte aftaler, som Netanyahu har benyttet sig af gennem årene.

Selvom han i princippet kun har gjort det samme som tidligere politiske ledere fra begge sider af det politiske spektrum, er der alligevel sket en ændring i det israelske samfund. I løbet af sommeren 2011 opstod en mægtig bevægelse, der krævede social retfærdighed og et bedre liv. På mange måder skete det på direkte inspiration fra Det Arabiske Forår, og nok i særlig grad protesterne mod Mubarak-styret på Tahrir-pladsen i Kairo.

Den israelske version førte ikke til nogen revolution, men premierministeren måtte komme med en række indrømmelser i retning af et mere retfærdigt samfund. Det var også dengang Netanyahu. I sig selv var det minimale skridt – fx at sænke priserne på mejeriprodukter i landets supermarkeder – men denne protestbølge skabte uden tvivl en ny social bevidsthed og en vilje til at kræve ordholdenhed hos de folkevalgte.

Allerede i 2008 havde den daværende højesteretsdommer Edmund Levy advaret om, at landets politikere i stigende grad manglede et indre moralsk kompas. Den advarsel faldt i forbindelse med sagen mod tidligere præsident Moshe Katsav, der var godt i gang med at skaffe sig en fordelagtig aftale for at undgå en fængselsstraf for voldtægt. Katsav måtte hurtigt trække følehornene til sig og fik i 2010 en dom på syv år, hvoraf han afsonede de fem. Premierminister Netanyahu betegnede sagen som ”en trist dag for Israel”, mens han understregede, at ”alle er lige for loven”.

I den periode var israelsk politik præget af en hel serie lignende sager. Da premierminister Ariel Sharon i januar 2006 gik i koma for aldrig at vågne igen, havde der allerede samlet sig en hel stribe alvorlige mistanker omkring hans embedsførelse. Ehud Olmert, der efterfulgte Sharon på topposten, endte med at få en dom på seks år på en stribe korruptionssager – mens han endnu var premierminister, havde justitsministeren forsøgt at gennemføre omfattende ændringer i retsvæsenet for at beskytte Olmert. Og det er kun to eksempler i en lang række.

Med andre ord: Netanyahu er rundet af en tradition. Korruption og nepotisme har altid været en del af israelsk politik. Arbejderpartiet, som var ved magten uden nogen afbrydelser lige fra den første regeringsdannelse i 1949, til de blev besejret af Likud ved jordskredsvalget i 1977, var præget af indspist kammerateri. Likud-partiet fortsatte bare traditionen. Partiets første premierminister, Menachem Begin, står ganske vist som en bundhæderlig asket – hvad dette angår: Han lavede selvfølgelig sine studehandler, men personlig berigelse lå ham fjernt. Da han sluttede sin politiske karriere, kom det frem, at han end ikke havde sikret sig en pensionsordning – men hans kolleger skilte sig ikke ud fra normen.


Tel Aviv, 11. juni 2024: USA’s udenrigsminister, Antony Blinken, møder israelske demonstranter – der kræver en våbenhvile – uden for sit hotel under et af sine mange officielle besøg [FOTO: Mostafa Alkharouf/Abaca/Ritzau Scanpix]

Før 7. oktober

Det er en almindelig vurdering, at Gaza-krigen vil komme til at stå som den definitive afslutning på Netanyahus politiske liv. Og der er vægtige argumenter for, at det kommer til at holde stik.

I november 2018 udskrev Netanyahu valg – i forventningen om at det ville blive en formssag, der helt uproblematisk ville sikre ham endnu fire år som regeringsleder. Men da der efter valget i april 2019 skulle dannes en ny regering, blev Netanyahu afvist af Avigdor Lieberman fra det lille nationalkonservative parti Israel Beiteinu (Israel er Vort Hjem), der takkede nej til at indgå en ny koalitionsaftale. Lieberman var træt af regeringens ultraortodokse partier – de var blevet rigt belønnet for deres opbakning.

Uden Lieberman manglede Netanyahu de fornødne mandater til et bæredygtigt flertal.

Resultatet blev en lang politisk krise, hvor landet gik fra valg til valg. Et interregnum på knap et år førte undervejs til en bredt sammensat regering uden Netanyahu, men heller ikke dette fungerede. Valget i november 2022 endte med, at Netanyahu den 29. december samme år præsenterede den mest højreorienterede regering i landets historie. Hans motiv var tydeligvis at holde sig ved magten, for dermed at kunne afværge eller forhale den nævnte retssag, men prisen var, at han endte i lommen på den yderste højrefløj.

Gennem hele 2023 var landet præget af voldsomme protester. Hver lørdag aften gik tusinder af israelere på gaden for at vise deres dybe utilfredshed med regeringens såkaldte lovreformer, hvormed Netanyahu ville fratage højesteret en stor del af dens beføjelser. Dét tiltag ville ifølge kritikerne sætte magtens tredeling ud af kraft og samtidig redde Netanyahu fra at blive dømt.

Så meget politisk opmærksomhed var rettet mod denne reform og protesterne, at radikale ideologiske bosættere på Vestbredden følte, de havde frie hænder til at gå i konfrontation med den palæstinensiske befolkning. Samtidig ignorerede Netanyahu og regeringen tydeligvis en række advarsler om, at Hamas på Gazastriben var ved at forberede noget stort. Ingen vurderede, hvor stort det reelt ville blive, men da angrebet først kom den 7. oktober, blev Israel taget på sengen.

Efter sigende havde Netanyahu en vis tillid til, at Hamas ville holde sig i ro, fordi han selv havde set igennem fingre med, at bevægelsen modtog meget store pengebeløb fra bl.a. Qatar. Ved på den måde at styrke Hamas kunne han vedligeholde splittelsen mellem Hamas på Gazastriben og Fatah-styret på Vestbredden, så palæstinenserne ikke ville kunne stille med en fælles holdning, hvilket var og er forudsætningen for en ny fredsdialog. Dén dialog vil Netanyahu – helt i overensstemmelse med Jabotinskys tankesæt og hans fars verdensbillede – helst undgå.

Har Iran gjort Netanyahu en tjeneste?

Selvom det længe har set sort ud for Netanyahu, skal man være forsigtig med at afskrive ham helt. Han har nemlig ikke mistet evnen til at udnytte en nok så kompliceret udvikling til egen fordel. Det seneste eksempel viste sig natten til den 13. april, hvor styret i Teheran gjorde alvor af årelange trusler og sendte mindst 170 droner, 30 krydsermissiler og 120 ballistiske missiler mod Israel.

Stort set alt blev skudt ned – dels takket være et effektivt israelsk missilforsvar, dels fordi Jordan (med efterretningsstøtte fra Saudi-Arabien) eliminerede en stor del af angrebet. En tiårig pige i en beduinlandsby i Negev-ørkenen kom til skade, da hun blev ramt af vragdele, men ellers anrettede angrebet kun meget ubetydelig fysisk skade.

Over for befolkningen kunne Netanyahu nu understrege sin egen selvforståelse som landets ’Mr. Security’ – for det iranske angreb var jo prellet af. Men samtidig kunne han minde om, at han jo har haft ret, når han i alle de år har advaret om den iranske fare. Belønningen kom da også prompte: I målingerne sprang regeringskoalitionen fra 42-45 mandater til 50, og i de samme målinger erklærede 37 pct. af de adspurgte, at de betragtede Netanyahu som den bedst egnede premierminister. Den uvurderlige støtte fra både Jordan og Saudi-Arabien var et skulderklap – og måske mere end det: konturerne af en regional israelsk-sunnimuslimsk alliance over for den shiamuslimske trussel (som foruden Iran omfatter landets libanesiske proxy, Hizbollah)?

I tiden op til angrebet den 7. oktober viste styret i Riyadh en betydelig interesse i en tilnærmelse til Israel. Dette ville Netanyahu have betragtet som et betydeligt politisk gennembrud, ligesom de såkaldte Abraham-aftaler, der i 2020 førte til en vis normalisering af Israels forhold til De Forenede Arabiske Emirater og Bahrain. Men Saudi-Arabien stillede som betingelse, at Israel gik ind i en fredsproces, der skulle resultere i en palæstinensisk stat på Vestbredden og Gazastriben med Jerusalem som hovedstad. Denne plan blev nedfrosset med krigsudbruddet i Gaza, men senere i krigsforløbet kom der saudiarabiske antydninger af, at planen måske kunne genoplives – nu dog med den ekstra betingelse: Krigen skulle indstilles med det samme.

Som det så ofte er sket før, tog Netanyahu aldrig klar stilling til de saudiarabiske antydninger, og dermed løb den sag mere eller mindre ud i sandet. Præsident Biden forsøgte ellers at benytte det som en løftestang, men uden resultat. Man kunne se, hvordan det amerikansk-israelske forhold gradvist forværredes. En tydeligt frustreret Biden truede med at indstille amerikanske leverancer af offensive våben til Israel, hvis ikke Netanyahu-regeringen afholdt sig fra en planlagt militæroffensiv ind i den palæstinensiske by Rafah, som ligger i den sydligste ende af Gazastriben. Det internationale pres på Netanyahu voksede yderligere, da Den Internationale Straffedomstol (ICC) præsenterede et ønske om at få udstedt arrestordrer mod både Netanyahu og forsvarsminister Yoav Gallant – plus tre centrale Hamas-ledere: Yahye Sinwar, Muhammed Deif og Ismail Haniyeh. Men selv dette fik ikke Netanyahu til at træde på bremsen i forhold til krigen.

Bag dette ligger et sammenbidt ønske om at føre krigen til ende, hvilket i Netanyahus optik er den totale nedkæmpelse af Hamas på Gazastriben. Dette gav på sin vis et konkret resultat, da det i begyndelsen af juni lykkedes at befri fire af de resterende gidsler. De blev fundet i god behold og befriet under svære kamphandlinger i flygtningelejren Nusseirat nord for Rafah. Operationens udfald kunne Netanyahu bruge til sin fordel, idet han hele tiden har hævdet, at gidslerne ikke kan befries gennem forhandlinger med Hamas, men kun ved at fortsætte krigen.

Måske er sidstnævnte ønsketænkning fra en belejret leder, men forløbet fik alligevel mange iagttagere til at spørge, om det endnu en gang vil lykkes overleveren at overleve. Netanyahu kan næppe rejse sig som en Fugl Fønix. Men det kan ikke udelukkes, at hans endelige deroute kommer til at tage rigtig lang tid. Ikke desto mindre er der rejst yderligere tvivl om Netanyahus fortsatte overlevelse, da Benny Gantz valgte at gøre alvor af sin trussel om at forlade det særlige krigskabinet, hvis ikke Netanyahu senest den 8. juni havde præsenteret en klar plan for krigen. Men der kom ingen plan, og dagen efter udtalte en vred Gantz, at han havde fået nok af Netanyahus evindelige mangel på klare beslutninger. Han gik sin vej og efterlod dermed en endnu mere isoleret Netanyahu. ■

 

Netanyahu kan næppe rejse sig som en Fugl Fønix. Men det kan ikke udelukkes, at hans endelige deroute kommer til at tage rigtig lang tid
_______

 

Hans Henrik Fafner (f. 1957) er udlandsredaktør på POV International. Han har gennem de sidste 30 år skrevet om Mellemøsten med fast base i Tel Aviv. Ved siden af sit journalistiske virke er han forfatter til en række bøger og foredragsholder, oversætter af israelsk skønlitteratur til dansk samt rejseleder for Viktors Farmor. Han skriver på to bøger, som begge udkommer i efteråret 2024: ’Israel fra 1948 til nu’ (Ræsons Forlag) handler om Israels politiske historie fra statens grundlæggelse, og ’Den korte historie om Jerusalem’ (Forlaget Svane; Bilgrav) fortæller byens tusindårige historie som centrum for religiøse og storpolitiske konflikter.

ILLUSTRATION: Knesset i Jerusalem, 10. juni 2024: Premierminister Benjamin Netanyahu deltager i afstemningen om, hvorvidt ultraortodokse jøder skal kunne hverves til den israelske hær – noget, de hidtil har været fritaget for [FOTO: Abir Sultan/EPA/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland