Hans Henrik Fafner i RÆSON SØNDAG: Netanyahu og Iran har en fælles interesse i at fortsætte krigen
13.04.2024
Netanyahus politiske overlevelse afhænger af at fortsætte krigen – måske i form at nye konfrontationer mod Hizbollah. Og hvis man accepterer, at Iran har samme hensigt, er der vist interessefællesskab mellem præstestyret i Teheran og Netanyahu-regeringen.
Af Hans Henrik Fafner
TEL AVIV – I disse dage ser det umiddelbart ud til, at krigen mellem Israel og Hamas på Gazastriben er ved at skifte gear. Med Qatar og Egypten som tovholdere er forhandlingerne om en våbenhvile mellem de stridende parter genstartet, og for første gang i længere tid er der måske et spinkelt håb om, at det kan føre til en form for resultat. Det kan også læses som en positiv udvikling, at Israel besluttede at trække sine tropper bort fra Rafah og ud af den sydlige del af Gazastriben – på nær en enkelt bataljon, som har til opgave at forhindre, at palæstinensere i ukontrolleret omfang flytter tilbage til den nordlige del af den krigshærgede enklave.
Man skal imidlertid være forsigtig med at lægge for meget disse udviklinger. Det kan ganske rigtigt tyde i retning af, at krigen er ved at tage et mindre dramatisk omfang – men det kan også være et tegn på, at den netop er ved at vokse til en endnu mere højspændt størrelse.
Den nordlige front
Et tegn på dette kunne i hvert fald være det israelske angreb på det iranske konsulat i Damaskus den 1. april. Målet var Muhammed Reza Zahedi, den øverstkommanderende for den iranske Quds-styrke i Syrien og Libanon (Quds er det samme som Al Quds, Den Hellige, som er det arabiske navn for Jerusalem). Zahedi omkom under det israelske angreb, som kunne ses som et meget klart signal til styret i Teheran. Quds-styrken er en central del af den iranske Revolutionsgarde og kan betegnes som spydspidsen i Irans militære tilstedeværelse langs den israelske nordgrænse.
Den brede palæstinensiske civilbefolkning har med alle midler søgt at undgå en ny intifada, hvilket Hamas på Gazastriben ser som en skuffelse
_______
Lige siden Hamas-angrebet på det sydlige Israel den 7. oktober har situationen omkring den israelsk-libanesiske grænse i landets nordlige ende været anspændt. Da Hamas sendte omkring 2.000 bevæbnede mænd ind for at anrette terror mod 22 civile samfund, havde bevægelsen næppe nogen ambition om at kunne besejre Israel militært, men der var en klar strategi: Målet var at bringe den palæstinensiske sag tilbage i toppen af den globale dagsorden, hvilket kan siges i stor stil at være lykkedes. Herudover var det målet at antænde konflikten andre steder i regionen. Dette er kun lykkedes i nogen grad.
På Vestbredden, som måske er det mest åbenlyse sted for ny konflikt, har der været et dramatisk opsving i konfrontationerne, som dog mest er blevet udløst af radikale bosættere; de har set det som en lejlighed til at optrappe sammenstødene, og lokale grupper med tilknytning til Hamas har gjort det samme. Den brede palæstinensiske civilbefolkning har med alle midler søgt at undgå en ny intifada, hvilket Hamas på Gazastriben ser som en skuffelse. En håndfuld arabiske stater, som alle har freds- eller normaliseringsaftaler med Israel, har valgt at nedkøle relationerne til staten. Det gælder naboerne Jordan og Egypten, og på et tidspunkt truede egypterne endog med at annullere fredsaftalen fra 1978, hvilket dog aldrig skete. Bahrain og De Forenede Arabiske Emirater, som i oktober 2020 etablerede diplomatiske forbindelser til Israel, har også stillet sig tøvende – men ikke i højere grad end at der gennem det meste af krigens tid har været direkte flyvninger flere gange dagligt mellem Tel Aviv og bl.a. Dubai. Endelig har houthierne, som er en af parterne i Yemens blodige krig, markeret sig ved at anrette angreb på fragtskibe på vej til eller fra Israel i Det Røde Hav. Den del vender vi tilbage til.
Mest markant er dog situationen i det sydlige Libanon, hvor den shiamuslimske Hizbollah-bevægelse har det store ord at skulle have sagt. Det er en kendt sag, at Hizbollah i årevis har haft en god forbindelse til det ligeledes shiamuslimske Iran, og bevægelsen er nok iranernes vigtigste magtmiddel i den del af Mellemøsten.
Det var også Hizbollah, som tydeligst reagerede på Hamas-angrebet den 7. oktober sidste år. Næsten samtidig med at Israel indledte sit store angreb på Gazastriben, intensiveredes spændingerne mellem Israel og Hizbollah. Det kom hurtigt til gensidig beskydning hen over grænsehegnet, og både i Libanon og i Israel blev store dele af civilbefolkningen evakueret fra den umiddelbare konfliktzone. I Israel drejer det sig om op mod 100.000 mennesker, og flere civilsamfund i umiddelbar nærhed af grænsehegnet har fået karakter af militærforlægninger.
Efter drabet på Muhammed Reza Zahedi den 1. april lod styret i Teheran vide, at man nu satte militæret i højeste beredskab, og at Israel ville kunne forvente en reaktion
_______
De iranske atomprogrammer
Fra begge sider af denne ulmende konflikt har der dog hele tiden været et tydeligt ønske om en lavintensiv styrkeprøve. Mens Gazakrigen var på sit dramatiske højeste, ønskede den israelske Netanyahu-regering tydeligvis ikke at åbne en ny front mod Hizbollah, som råder over et langt større raketarsenal og en mere potent slagstyrke, end Hamas på Gazastriben nogensinde har gjort.
Hizbollah har også forholdt sig tøvende. Bevægelsen har flere gange tidligere været i militær konfrontation med Israel. Mest markant var krigen i 2006, som førte til omfattende ødelæggelser i det sydlige Libanon, og det er tydeligt, at bevægelsen ikke umiddelbart ønsker en tilsvarende konfrontation. Libanon befinder sig fortsat i alvorlig økonomisk krise, som en krig lige nu ville sende mod nye dybder. Den libanesiske civilbefolkning tænker mest af alt på at få deres eget samfund på benene igen, og eftersom Hizbollah ikke bare er en væbnet gruppe, men mest af alt et politisk parti, ville det ikke falde i god jord, hvis bevægelsen begav sig ud i et nyt krigseventyr.
Dette kan imidlertid være på vej til at ændre sig nu. Efter drabet på Muhammed Reza Zahedi den 1. april lod styret i Teheran vide, at man nu satte militæret i højeste beredskab, og at Israel ville kunne forvente en reaktion.
Straks kom spekulationerne i gang, og fra flere sider blev de iranske atomprogrammer bragt i nyt omløb. De har i mange år været en central del af modsætningen mellem Iran og en række vestlige stater, og i særlig grad USA. I 2015 indgik parterne en aftale, der skulle kontrollere iranernes arbejde med at berige uran og afholde dem fra at fremstille atomvåben. Men efter at Donald Trump i 2018 trak USA ud af aftalen, har det stået hen i det uvisse, hvor de iranske atomprogrammer bevægede sig hen. I januar 2024 udsendte den amerikanske NGO Institute for Science and International Security en rapport, hvoraf det fremgår, at Iran i løbet af en uge vil kunne stå klar med sit første nukleare sprænghoved. Landet vil kunne have tilstrækkelig med beriget uran til seks våbenenheder i løbet af en måned, hedder det endvidere, og i løbet at fem måneder vil man være oppe på tolv.
Dette er naturligvis dystre perspektiver – i det omfang, rapportens vurderinger er korrekte. Men her følger så det afgørende spørgsmål om, hvorvidt iranerne vil gøre praktisk brug af dette arsenal. Den del af sagen er nok temmelig usandsynlig. Hvis man tænkte sig, at man ville forsøge at rammen Israel med atomvåben, ville israelerne ret sikkert svare igen med samme mønt, og dette vil ledelsen i Teheran næppe have nogen interesse i. Den almindelige analyse lyder nemlig, at iranernes primære interesse i atomprogrammerne er at opbygge en status af regional stormagt, hvor den blotte tilstedeværelse af et arsenal kan fungere som afskrækkelse og dermed give øget kontrol over regionale udviklinger. Irans hovedrival er uden tvivl Saudi-Arabien, og her drejer striden sig om magtforholdet omkring Den Persiske Golf. Som en positionering i dette mellemværende har iranerne i årevis brugt trusler mod Israel i sin retorik, og det er også det, der er inde i billedet nu – om end i en noget radikaliseret udgave.
Det er også her, houthierne kommer ind i billedet. Gennem hele krigen i Yemen, som mere eller mindre startede i 2011, har iranerne brugt houthierne til at føre krig mod Saudi-Arabien, som deltager aktivt på den anden side af fronten. Umiddelbart før den 7. oktober tydede meget på, at Saudi-Arabien var ved at tage de afgørende skridt i retning af en normalisering i forhold til Israel, og det er også grunden til, at houthierne nu tager aktiv del i Gazakrigen ved at angribe skibstrafikken i Det Røde Hav. Som nævnt ovenfor går de i særlig grad efter skibe med forbindelse til Israel, og dermed bliver dette et godt eksempel på, hvordan Mellemøstens stedfortræderkrige for en indre sammenhæng.
Hvis man tænkte sig, at man ville forsøge at rammen Israel med atomvåben, ville israelerne ret sikkert svare igen med samme mønt
_______
Netanyahus skæbne
Iran fører altså stedfortræderkrig i Yemen, og det svarer meget godt til, hvad iranerne også foretager sig i Libanon. Støtten til Hizbollah har i årevis været en del af Irans bestræbelser på at markere sig selv regionalt, og det er det samme spil, der kører lige nu. I sig selv er Iran formentlig ikke interesseret i en dramatisk optrapning af konflikten mellem Israel og Hizbollah, men det tjener dem vel at holde dette konfliktbillede i kog på relativt lavt blus. For også her spiller Saudi-Arabien en rolle. Tidligere på året erklærede saudierne nemlig, at de var villige til at genoptage forhandlingerne om en normalisering af forholdet til Israel, hvis israelerne ville bilægge krige på Gazastriben og i øvrigt deltage aktivt i etableringen af en tostatsløsning med palæstinenserne. En udgang af denne art ville give Saudi-Arabien en gevaldig fjer i hatten i form af global anseelse, og det ville stille saudierne i en stærk position regionalt, så alene af den grund har Iran en vis interesse i, at den aktuelle konflikt fortsætter.
I dette spil er den israelske leder, Benyamin Netanyahu, endnu en afgørende faktor. Han har i ugevis afvist en våbenhvile med Hamas på Gazastriben. Hamas er i øvrige lige så afvisende, men for Netanyahus vedkommende peger de fleste analyser i dag på, at han holder sig ved den politiske magt ved at fortsætte krigen til den endelige sejr, som han siger. I dette tågede begreb ligger bl.a. en fuldstændig eliminering af Hamas på Gazastriben, hvilket virker temmelig illusorisk. Det kan muligvis lade sig gøre at ødelægge bevægelsens militære kapacitet, men populært siges det, at Hamas både er en bevægelse og en sindstilstand. Man skal blot få år tilbage for at finde et tilsvarende tilfælde. Da de vestlige styrker mente at have nedkæmpet Islamisk Stat i Irak og Syrien, viste det sig at den levede videre i små celler og grupperinger andre steder, og dette vil sandsynligvis også være tilfældet med Hamas – uden i øvrigt at sammenligne de to.
Men ved at fortsætte krigen udskyder Netanyahu det ubehagelige efterspil. Det omfatter en dybdegående kommissionsundersøgelse, sandsynligvis et valg, som han vil tabe, og herpå en retssag om alvorlig korruption og mandatsvig. Stribevis af israelske meningsmålinger viser, at Netanyahu Likud-parti vil gå tilbage fra de nuværende 32 mandater til under 20, mens den store vinder ved et valg vil være Benny Gantz. Han står i spidsen for centrumpartiet National Samling, der står til en tre- eller firedobling af sine nuværende 8 mandater, og selv om Gantz sidder med i det særlige krigskabinet, er det helt usandsynligt, at han efter et valg vil gå i samarbejde med Likud, så længe Netanyahu er formand for partiet.
Hele dette forhold afspejler det israelske skisma: Et flertal af befolkningen bakker fortsat op om krigen, fordi de ikke kan forestille sig en hverdag efter krigen, hvis Hamas stadig styrer Gazastriben – men samtidig ser de samme mennesker krigen som en stor misforståelse, hvilket ikke mindst hænger sammen med de enorme omkostninger i form af tab af civile menneskeliv på Gazastriben og Israels dramatiske tab af international anseelse. Og dette falder tilbage på Netanyahu som bitter kritik.
På den baggrund kan det meget vel være i Netanyahus interesse at fortsætte krigen i form at nye konfrontationer mod Hizbollah. Og hvis man accepterer, at Iran har samme hensigt, er der altså et vist interessefællesskab. Overfor sit politiske bagland kan Netanyahu oven i købet henvise til, at han i mange år har talt om den iranske trussel og et kommende angreb.
Det er her, situationen befinder sig lige nu. Der er mange parter, som ikke ønsker, at Libanon skal udvikle sig til en ny slagmark, men flere andre parametre tyder på, at en række aktører, så som Iran og Hizbollah, også ser en fordel i at lade Libanon balancere på kanten af konflikt. I den forstand er det nok, at konflikten fortsætter som lavintensiv krigsførelse – og det ser ud til, at det er denne retning, det bevæger sig, i lyset af Gazakrigen som synes at blive nedtonet uden dog at finde en endelig afslutning.
Set i dette perspektiv kan situationen risikere at ende i en lavbluskrig med lange udsigter. Situationen begynder at ligne sommeren 1982, hvor israelerne rykkede ind i Libanon med det udtrykkelige mål at tvinge PLO ud af Beirut. Dette lykkedes relativt hurtigt. Men PLO flyttede til Tunis, hvor bevægelsen genetablerede sig og fik ny diplomatisk pondus, og imens blev Israel hængende i det libanesiske kaos. Tilbagetrækningen fra Libanon kom først i sommeren 2000 – atten år efter krigens begyndelse.
Her og nu er Israel blevet sat i beredskab, mens man afventer en iransk reaktion. Amerikanske efterretningskilder sagde midt på ugen, at et iransk angreb på Israel kan være nært forestående, men som så meget i Mellemøsten er det umuligt at forudsige, hvad der rent faktisk vil ske. ■
Amerikanske efterretningskilder sagde midt på ugen, at et iransk angreb på Israel kan være nært forestående, men som så meget i Mellemøsten er det umuligt at forudsige, hvad der rent faktisk vil ske
_______
Hans Henrik Fafner (f. 1957) er udlandsredaktør på netmediet POV International. Han har gennem de sidste 28 år skrevet om Mellemøsten med fast base i Tel Aviv. Ved siden af sit journalistiske virke er han forfatter og foredragsholder, oversætter af israelsk skønlitteratur til dansk samt rejseleder for Viktors Farmor. I 2020 udgav Turbine Forlaget hans bog ’Halutzim. Kontrasternes Israel’, hvor han gennem samtaler med israelere søger at forklare landets mange indre modsætninger.
ILLUSTRATION: Teheran, 4. april 2024: Irans religiøse leder, Ali Khamenei, deltager i en fællesbøn for de syv dræbte medlemmer af den iranske revolutionsgarde, der blev dræbt i det israelske angreb på konsulatet i Damaskus 1. april [FOTO: Parspix/Shutterstock/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
