Hans Henrik Fafner i RÆSON SØNDAG: I 2024 kan Netanyahu være fortid. Det vil bane vejen for Gazas fremtid
06.01.2024
Hvor de sidste måneder af 2023 blev kendetegnet af den tragiske krig, ser 2024 ud til at blive året for det store og længe ventede opgør i israelsk politik. Et opgør, der med Netanyahus exit kan bane vejen for en ny plan for Gazas fremtid, sådan som præsident Biden forestiller sig det.
I serien RÆSON SØNDAG skriver et hold af iagttagere om de ting, der burde være på toppen af dagsordenen.
Af Hans Henrik Fafner
TEL AVIV – En uge efter at Benyamin Netanyahu den 29. december 2022 stillede sig i spidsen for den mest kontroversielle regering i Israels historie, kom frontalangrebet på landets demokratiske fundament. Den 4. januar lancerede justitsminister Yariv Levin sin såkaldte lovreform, der havde som mål at stække højesteret og dermed skubbe afgørende til magtens tredeling.
Nærmest på dato et år senere skød samme højesteret hele projektet grundigt i sænk. Selv i Levin og Netanyahus eget Likud-parti rungede erkendelsen af, at lovreformen dermed er død og begravet, og selv om dette kan betragtes som en kolossal sejr for demokratiet, er det ganske interessant, at det sker, mens Israel er i dyb krise med krigen i Gaza. Det er næppe helt normalt, at et land i krigstilstand træffer så afgørende beslutninger med direkte forbindelse til den politiske ledelse.
Det store opgør i 2024
For det er ikke bare en triviel retslig afgørelse. Det er en sag, som tegner konturen af hvordan hele 2024 kan komme til at se ud.
Det dræbende skud fra højesteretsdommerne kom, da de med stemmetallet otte mod syv underkendte en ny lov, der skulle beskytte den siddende premierminister mod at blive sat fra embedet mod sin vilje. Eksisterende israelsk lovgivning giver mulighed for at kende en premierminister uegnet til at varetage jobbet, og denne mulighed søgte Netanyahu-regeringen at annullere ved en lov, som de fik vedtaget i juli måned. At dommerne var i stand til dette skyldes, at de få dage forinden likviderede et andet af lovreformens grundelementer, nemlig at fratage højesteret muligheden for at underkende en ny lov, hvis et flertal af dommerne finder, at den er fornuftsstridig i forhold til borgerrettigheder, menneskeret og almindelig juridisk praksis.
I dommernes udtalelser står det tydeligt frem, at disse to love var indrettet på at holde den belejrede Netanyahu ved magten, og at lovene skulle tjene som fundament for yderligere lovgivning, der ville styre Israel i retning af et illiberalt demokrati.
At alt dette skete lige omkring årsskiftet, hvor der ikke kunne ses nogen umiddelbar afslutning på krigen i Gaza, er bemærkelsesværdigt, og det giver en indikation af, hvad vi kan forvente os i det kommende år. Hvor de sidste måneder af 2023 blev kendetegnet af den tragiske krig, ser 2024 ud til at blive året for det store og længe ventede opgør i israelsk politik.
Helt frem til Hamas’ brutale terrorangreb på 22 israelske samfund den 7. oktober, hvilket udløste krigen, var 2023 præget af store folkelige protester mod Netanyahu-regeringens lovreformer, og mange medlemmer af den selvsamme protestbevægelse er nu blandt de største kritikere af Netanyahu og dennes håndtering af krigshandlingerne. Herfra lyder kritikken, at den siddende regering har været så forhippet på at få gennemført lovreformen, at den kun i begrænset omfang har haft opmærksomheden rettet på den sikkerhedsmæssige situation og derfor har ignoreret en række efterretningsmæssige advarsler om et forestående angreb fra Gazastriben.
På denne baggrund har Netanyahu ikke travlt med at afslutte krigen. Han siger vedholdende, at kamphandlingerne først slutter, når Hamas er fjernet fra Gazastriben, og at dette kan tage både seks og ni måneder. Netanyahu ved nemlig lige så godt som alle andre, at så snart krigen er slut, kommer undersøgelseskommissionen, der skal placere ansvaret for fadæsen den 7. oktober, og den vil med stor sikkerhed lægge en stor del at denne byrde på hans skuldre. Det ligner altså en taktisk manøvre, hvor han bevidst søger at udskyde ubehagelighederne, og det svarer på mange måder fuldstændig til, hvordan han gennem sin lange politiske karriere nærmest konsekvent har udskudt afgørende beslutninger til sidste øjeblik. Det kan også tænkes, at han virkelig håber på, at en total udradering af Hamas, vil kunne fremstå som en taktisk og politisk sejr, der vil kunne vende meningsmålingerne dramatisk og dermed redde hans politiske skind.
Imidlertid virker en så total nedkæmpelse af Hamas i stigende grad illusorisk. Det minder en del som situationen, da de vestlige magter i 2019 mente at have nedkæmpet Islamisk Stat
_______
Imidlertid virker en så total nedkæmpelse af Hamas i stigende grad illusorisk. Det minder en del som situationen, da de vestlige magter i 2019 mente at have nedkæmpet Islamisk Stat. Bevægelsen mistede de sidste territorielle besiddelser i Syrien og Irak, men kort efter viste det sig, at den levede videre andre steder i verden og under andre former. Selv om man på ingen måde kan sammenligne de to, vil noget lignende efter alt at dømme vise sig, når Gazastriben er endeligt erobret. Det Palæstinensiske Selvstyre i Ramallah har for år tilbage forbudt Hamas på Vestbredden, men alle ved at bevægelsen er til stede dér i mange forskellige sammenhænge.
Denne erkendelse har allerede sat sig i den israelske befolkning, og den giver næring til protestbevægelsen, som har genoptaget demonstrationerne – nu blot med et krav om at få de resterende 120 israelske gidsler hjem fra fangenskabet på Gazastriben. Men bag dette overliggende budskab ser man også en dyb utilfredshed med Netanyahus krigsførelse. De enorme tabstal i Gazastribens palæstinensiske civilbefolkning gør også ondt i den israelske bevidsthed, og man ser med ængstelse på den skræmmende mulighed, at Israel kommer til at blive hængende i Gaza. Bortset fra Israels yderste nationalistiske højrefløj ser kun få et formål med en længerevarende militær tilstedeværelse i Gaza, og mange ser det som et nyt Libanon, hvor Israel rykkede ind i juni 1982 for først at trække sig ud 18 år senere. Det kostede mange israelske soldater livet, og til ingen verdens nytte, siger mange israelere til sig selv.
Valgkampen er allerede startet
Udover det rent militærstrategiske er krigen altså ved at befinde sig ved et afgørende vendepunkt. Man skal naturligvis være forsigtig med at give højesteret nogen rolle i det politiske spil, men mange ser det alligevel som et signal, at dommerpanelet netop nu traf den afgørelse, som endegyldigt trak tæppet væk under Netanyahu-regeringens store projekt. Næsten som et ekstra trumfkort blev det for et par uger siden tilmed besluttet, at retsmøderne i sagen, hvor Netanyahu står anklaget for en række tilfælde af korruption og mandatsvig, vil starte igen i februar med hele fire møder om ugen.
Overordnet kan dette ses som tydelige tegn på at den folkelige og institutionelle utålmodighed med Netanyahu kun er blevet endnu større. For at kunne se en udgang på krigen er opmærksomheden nu blevet projiceret over på landets alvorlige ledelseskrise. Det er nærliggende at sige, at Israel står i en identitetskrise på to vigtige fronter. Folkestemningen siger, at Netanyahu har svigtet sin kontrakt ved, at Israel for første gang ikke kan stå som garant for borgernes sikkerhed, og han har svigtet lige så eklatant ved at så tvivl om landets demokratiske fremtid.
Med stor sandsynlighed bliver dette et par hovedtemaer i den valgkamp, som faktisk allerede er startet så småt. Der et ingen dato og det vides heller ikke, hvornår valget kommer, men som situationen ser ud lige nu ved årets begyndelse, tyder meget på, at Netanyahu-regeringen er så langt ude i tovene, at den kan bryde sammen når som helst. Paradoksalt nok er det eneste af regeringskoalitionens partier, som står stabilt i meningsmålingerne, det højreekstreme Otzma Yehudat (Jødisk Styrke), og hvis de gør alvor af truslen om at forlade regeringen, falder hele Netanyahus korthus sammen. Hans eget Likud-parti er mere end halveret, hvorimod centrumpartierne på oppositionsbænken er stormet frem lige siden den 7. oktober. Så et Knesset-valg i 2024 ser ud til at kunne bane vejen for en mere moderat israelsk regering, der vil have som første prioritet at udbedre de omfattende skader, som Netanyahu-regeringen har forvoldt.
Således kan man sige, at attentatet på Arouri næppe får nogen direkte indflydelse på den videre krigsførelse, men det kommer nok til at betyde rigtig meget for udviklingen efter krigen
_______
Hvad vil der ske med Hamas?
Sagen er dog ikke så enkel endda, for meget beror også på regionale udviklinger. Her skal man nok især lægge mærke til, hvad der kan ske efter attentatet på Saleh al Arouri, der blev dræbt ved et droneangreb på hans lejlighed i Beirut den 2. januar.
Arouri var repræsentant for Hamas i den libanesiske hovedstad, men ikke mindst havde han ansvaret for bevægelsens aktiviteter på Vestbredden, og ofte er han blevet nævnt som nummer to i Hamas-hierarkiet. Han stod altså lige under den egentlige leder, Ismail Haniyeh, der bor fast i Qatar. Det er også ham, man kunne betegne som en art udenrigsminister for Hamas, idet han stod for den vigtige forbindelse til Iran. Derimod er der intet, der tyder på, at han var direkte involveret i Gazakrigen. Den styres næsten udelukkende af Yahya Sinwar, som også er helt enerådende i gidselforhandlingerne med Israel. I december gik der rygter om at Sinwar skulle være flygtet til Egypten, men han formodes fortsat at befinde sig et sted i det omfattende tunnelsystem under Khan Younis på den sydlige del af Gazastriben.
Således kan man sige, at attentatet på Arouri næppe får nogen direkte indflydelse på den videre krigsførelse, men det kommer nok til at betyde rigtig meget for udviklingen efter krigen. Det hænger sammen med, at Sinwar og Arouri var forbenede rivaler indenfor Hamas.
Tænkningen er, at Sinwar indtil den 2. januar kunne føle sig nogenlunde tryg. Han levede i den overbevisning, at israelerne ikke ville søge at ramme ham – eller nogen i Hamas’ absolutte top – så længe han har de resterende 120 israelske gidsler i sin varetægt. Men efter attentatet på Arouri kan han ikke længere tage dette for givet. Yderligere står Sinwar på dårlig fod med Haniyeh. Da Sinwar i 2021 blev genvalgt til lader for Gazastriben i et internt valg i Hamas, var han tæt på at miste grebet, og efter valghandlingen skyndte han sig at cementere sin magtposition i Gaza ved at skaffe sig af med Haniyehs folk på stedet. En hel række beslutninger i krigen har han således truffet uden overhovedet at informere Haniyeh og den centrale ledelse i Qatar.
Situationen er derfor den, at Sinwar nu ikke længere kan tage det for givet, at de israelske gidsler fungerer som et skjold mod israelske attentatforsøg, og samtidig står han temmelig alene overfor resten af Hamas. Af den grund har attentatet flyttet en stor del af fokus over på, hvad der kommer til at ske i Libanon.
Her har den shiamuslimske Hizbollah-bevægelse under hele Gazakrigen søgt at engagere israelerne langs grænse mellem Israel og Libanon. Det er sket gennem næsten daglige beskydninger parterne imellem. Men det har ikke på noget tidspunkt udviklet sig til mere end en lavintensiv konfrontation, hvis vigtigste formål har været at trække så mange israelske tropper bort fra kamphandlingerne på Gazastriben, uden at det skulle kamme over i en egentlig krig. Umiddelbart efter attentatet på Arouri frygtedes det kunne føre til en optrapning på dén front, navnlig da Hizbollah-lederen Hassan Nasrallah i november truede med, at en større israelsk provokation på libanesisk territorium ville kunne betragtes som en opfordring til åben krig.
Sandsynligheden for dette synes dog at være relativt ringe. Libanons økonomiske og politiske situation er yderst skrøbelig, og Hizbollah ved godt, at en ny krig vil føre til omfattende ødelæggelser, som vil gå hårdt ud over bevægelsens generelt gode opbakning i landets befolkning. Hertil kommer at Iran, som har tætte forbindelser til Hizbollah, nok heller ikke ser nogen større interesse i at underminere sin libanesiske allierede som følge af en udsigtsløs krig. Meget kunne derfor tyde på, at Hamas-ledelsen, hvilket altså primært er Ismail Haniyeh, vil vælge at gå en anden vej. Sammen med Arouri har Haniyeh gennem hele forløbet varetaget forhandlingerne om en varig våbenhvile, og det er sket i samarbejde med Iran, Qatar og Egypten. Det ligger derfor lige for at formode, at denne indsats nu vil fortsætte, men med et noget andet tilsnit, idet fokus vil være en genrejsning af Hamas – ikke på Gazastriben, men på Vestbredden, hvor Arouris forarbejde og netværk kan indgå i bestræbelserne.
Ad denne vej kan Hamas få reel indflydelse på udviklingen efter krigen. Ismail Haniyeh er flere grader mere moderat og pragmatisk end Sinwar, hvilket også er kernen i rivaliseringen, og ved at gøre sig gældende på Vestbredden med navnlig Qatar og Egypten i ryggen, er det troligt, at han kan komme på talefod med præsident Mahmoud Abbas, der gennem sit Fatah sidder på magten i Ramallah. Strategien kan være at danne en palæstinensisk samling, bestående af Fatah og Hamas, og når Det Palæstinensiske Selvstyre med Abbas i spidsen således bliver sat til at overtage styret på Gazastriben, således som præsident Biden forestiller sig det, vil det være med Hamas som partner.
Her er vi ude i ting, der grænser til det spekulative. Udviklingen kan gå i mange forskellige retninger, men denne virker på mange måder sandsynlig. Den er i hvert fald en af de modeller, som er i omløb i den israelske debat, og det er intet mindre end et skrækscenarie for Netanyahu. Den kan blive et bevis på, at det nok kan lade sig gøre at afvæbne Hamas på Gazastriben, men at Hamas har gode muligheder for at vende tilbage i en anden form – som en del af en samlet palæstinensisk stemme, der er forudsætningen for at genstarte de israelsk-palæstinensiske forhandlinger, som er Netanyahus store frygt.
Med andre ord står meget åbent for 2024, men meget tyder på, at det ikke bliver noget godt år for Netanyahu. ■
Strategien kan være at danne en palæstinensisk samling, bestående af Fatah og Hamas, og når Det Palæstinensiske Selvstyre med Abbas i spidsen således bliver sat til at overtage styret på Gazastriben, således som præsident Biden forestiller sig det, vil det være med Hamas som partner
_______
Hans Henrik Fafner (f. 1957) er udlandsredaktør på POV International. Han har gennem de sidste 30 år skrevet om Mellemøsten med fast base i Tel Aviv. Ved siden af sit journalistiske virke er han forfatter og foredragsholder, oversætter af israelsk skønlitteratur til dansk, samt rejseleder for Viktors Farmor. I 2020 udgav Turbine Forlaget hans bog ’Halutzim. Kontrasternes Israel’, hvor han gennem samtaler med israelere søger at forklare landets mange indre modsætninger.
ILLUSTRATION: Tel Aviv, 24. december 2023: Netanyahu under et kabinetmøde i det israelske forsvarsministerium [FOTO: Ohad Zwigenberg/AP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
