Hans Henrik Fafner i RÆSON SØNDAG: Er lykken vendt for Netanyahu?
03.11.2024
På mange måder kan man sige, at Netanyahu sidder sikrere i sadlen, end han har gjort i lang tid, selv om dette egentlig strider mod enhver logik.
Analyse af Hans Henrik Fafner
TEL AVIV – Da det israelske parlament, Knesset, den 28. oktober indledte sin vintersamling, gik premierminister Benyamin Netanyahu på talerstolen. Men i stedet for at udvise ydmyghed og forsigtighed holdt han hvad bedst kunne betegnes som en sejrstale. Den rutinerede politiker, der ikke plejer at forfalde til beskedenhed, overgik sig selv i superlativer, da han gjorde en slags status over krigens gang og sin egen rolle i den forbindelse.
Lige siden Hamas anrettede sit brutale terrorangreb på det sydlige Israel den 7. oktober sidste år, har Netanyahu været under et voldsomt pres. Ikke på noget tidspunkt har han taget ansvaret for at have ignoreret den militære efterretningstjenestes mange advarsler om, at noget stort var på vej fra Gazastriben. Viser beskyldningerne sig at holde vand, er det en af hovedårsagerne til, at det lykkedes 3.000 Hamas-soldater at myrde 1.200 israelere på den sorte dag og tage godt 250 som gidsler med sig ind i Gazastribens vidt forgrenede tunnelanlæg. Det var også dette, der blev den direkte anledning til, at Israel indledte flyangreb og en omfattende militær offensiv ind i Gaza, hvilket har ført til over 40.000 palæstinenseres død og omfattende ødelæggelser.
Under hele dette tragiske forløb har Netanyahu affejet enhver kritik og insisteret på at fortsætte krigen frem til ’den totale sejr’, hvilket synes at været et fuldstændig illusorisk mål.
Gidsler eller sejr
Står det imidlertid til Netanyahu, er dette mål ikke spor illusorisk længere, og hans adfærd ved Knessets åbning tyder på, at han føler sig sikker på sejren.
Da præsident Yitzhak Herzog talte til parlamentarikerne, understregede han, at frigivelsen af gidslerne har højeste prioritet, og han bad til, at det store øjeblik snart ville indtræffe. På Netanyahus kropssprog kunne man tydeligt se, at han ikke brød sig om de præsidentielle ord. For i Herzogs optik er gidslerne en del af den snarlige våbenhvileaftale, som mange håber på og arbejder for, men som Netanyahu af al kraft forsøger at undgå. Han insisterer på, at gidslerne kun kan komme fri gennem fortsatte militære operationer og ikke gennem forhandling.
De pårørende til gidslerne har ellers plæderet for forhandlingsløsningen gennem mere end et år. Det er sket gennem ugentlige demonstrationer overfor Forsvarsministeriet i Tel Aviv, og talrige andre steder i landet. Hvor motorvejen passerer Caesarea, en velhaverenklave på middelhavskysten hvor Netanyahu har sin private bopæl, har demonstranter opstillet en stribe bilvrag i vejsiden. Det er biler, der stod førerløse tilbage efter slagteriet ved Nova musikfestivalen den 7. oktober, og nu har vragene fået en gang gul maling som en påmindelse til Netanyahu, når hans bilkortege passerer forbi.
Netanyahu kan dog tænkes at udskyde denne stærkt følelsesladede del af sagen, idet man ikke kender tilstanden hos de 101 gidsler, som stadig er i Hamas’ varetægt. Det er muligt at op mod halvdelen slet ikke er i live længere, så set ud fra en kynisk politisk kalkule vil der ikke være meget sejr over det, hvis en betragtelig del af gidslerne kommer hjem i ligposer. Den situation kunne han muligvis have undgået, hvis en gidselsaftale var blevet indgået for mange måneder siden – som i november sidste år, hvor 50 gidsler blev sat fri mod 150 palæstinensiske indsatte fra israelske fængsler. Ved den lejlighed kom gidslerne hjem i nogenlunde god stand, hvorimod det for Netanyahu nu kan komme til at fremstå som et ubehageligt antiklimaks fordi han har trukket tiden ud så længe. I forlængelse af dette kan det derfor se ud til, at han nu fortsætter krigen i en desperat jagt på et resultat, der kan fremstilles som en klokkeklar sejr.
Det kan se ud til, at Netanyahu nu fortsætter krigen i en desperat jagt på et resultat, der kan fremstilles som en klokkeklar sejr
_______
Afskrækkelseseffekten
Hvor forfærdeligt det end lyder, har man gennem de seneste uger set konturerne af noget, der kunne passe ind i Netanyahus ambitioner.
Da iranerne den 1. oktober angreb Israel med op mod 200 ballistiske missiler, syntes krigslykken at tilsmile ham. Gennem hele sin politiske karriere har han talt om den iranske trussel. Ganske vist har han med dette primært slået på iranernes atomare ambitioner, og dette synspunkt slog han fast, da det den 31. januar 2018 lykkedes en israelsk kommandogruppe at stjæle et omfattende arkiv, der på et hemmeligt sted i Iran dokumenterede landets atomprogrammer. Dette præsenterede Netanyahu efterfølgende som bevismateriale for åben skærm. Han kunne dog ikke godtgøre, at iranerne rent faktisk havde planer om at bruge atomprogrammerne til at rette angreb på Israel, så i den forbindelse faldt missilerne i oktober som appelsiner i Netanyahus turban. Han kunne finde belæg for at Iran ville angribe militært, og ad den vej gjorde iranerne ham en kæmpetjeneste.
Ved en meningsmåling kort efter det iranske angreb så man, at Netanyahus Likud-parti igen stod til at blive det største i Knesset. Partiet er raslet tilbage som følge af den hårde folkelige kritik, der gennem det seneste år har været rettet mod Netanyahu som følge af hans håndtering af krigen. Hans manglende interesse for en forhandlingsløsning om gidslerne har også kostet dyrt, men op gennem oktober har tendensen til en vis grad vendt. En række af de ballistiske missiler nåede deres mål og anrettede materiel skade, men langt de fleste blev skudt ned af Israels effektive missilforsvar, og tilsyneladende hjulpet godt på vej af amerikanske efterretningsoplysninger og teknisk støtte. På den måde var missilaffæren med til at genskabe Netanyahus image som Mr. Security – som lederen, der forstår at beskytte sit land og sit folk, hvilket havde lidt alvorlig overlast ved Hamas’ angreb den 7. oktober, der i den grad tog Israel på sengen.
Det har også hjulpet ham til at knække den nedadgående kurve, at Israel har lagt taktikken om. Det startede med elimineringen af Hamas-lederen Ismail Haniyeh, mens han den 31. juli opholdt sig på et topsikret sted i det nordlige Teheran. Blandt den lange række andre elimineringer skal naturligvis nævnes generalsekretæren for Hizbollah, Hassan Nasrallah, der omkom ved et voldsomt israelsk angreb i det sydlige Beirut den 27. september. Og som et afgørende gennembrud kom så elimineringen af Hamas-lederen i Gaza, Yahya Sinwar, der blev fundet af israelske soldater og dræbt den 16. oktober. Det sidste skete ganske vist ved en ren tilfældighed, men Netanyahu sørgede for at sikre sig politiske points på sagen.
Ad den vej har Netanyahu kunnet skabe en større sammenhæng i sin narrativ. Det er blevet en krig mellem Israel og Iran, idet både Hamas og Hizbollah fremstår som iranske proxyer. Og i dette store spil kom så det måske ultimative gennembrud, da omkring 100 israelske jagerfly i slutningen af oktober rettede omfattende angreb på en lang række militære mål i Iran. Ved den lejlighed rettede israelerne sig efter navnlig amerikanske advarsler om ikke at angribe de iranske atomanlæg eller landets olieindustri, hvilket kunne have fået alvorlige følger for verdensøkonomien. I stedet satte man tilsyneladende den iranske missilproduktion effektivt ud af drift. Det vurderes at der vil gå mindst to år, før iranerne igen kan producere noget, og det kan også få effekt på Ruslands krigsførelse i Ukraine, der i et vist omfang bygger på leverancer fra Iran.
Til grund for alle disse operationer ligger et omfattende efterretningsarbejde og en stor militær overlegenhed. I skrivende stund antyder israelsk presse, at Iran vil gøre gengæld inden den 5. november, altså på dagen for det amerikanske præsidentvalg, men samtidig er der også tydelige tegn på, at Hizbollah kan være klar til at indgå 60 dages våbenhvile. For Netanyahu er læren af navnlig den seneste måneds dramatiske begivenheder, at Israel har genoprettet den mistede afskrækkelseseffekt. Man har vist, at modparten kan rammes hårdt og hvor som helst, og det er det, der får Netanyahu til at føre sig sejrsikkert frem på Knessets talerstol.
Missilaffæren var med til at genskabe Netanyahus image som Mr. Security – som lederen, der forstår at beskytte sit land og sit folk
_______
Folkene omkring Netanyahu
Denne krig drejer sig imidlertid ikke kun om Netanyahu, som naturligvis har store personlige interesser i, hvordan tingene udvikler sig. Ved at fortsætte krigen holder han situationen fast i en slags undtagelsestilstand, og det gør det lettere for ham at holde sig ved magten og derved forhale den retssag, hvor han står anklaget for mandatsvig og korruption. Men i kredsen omkring Netanyahu findes også en række kræfter, der ser en klar interesse i situationen.
Her tænkes ikke mindst på ministre som Itamar Ben Gvir og Bezalel Smotrich, der repræsenterer den yderste, messianske højrefløj i regeringen. De er begge ideologiske bosættere fra Vestbredden. Ben Gvir har eksempelvis markeret sig ved at sige, at hensynet til gidslerne må vige. Ifølge hans tolkning af situationen vil en våbenhvileaftale nemlig føre til Hamas’ overlevelse og dette vil på langt sigt føre til tabet af endnu flere menneskeliv idet Hamas ikke kan forventes at opgive sine ideologiske mål og derfor vil genopruste så hurtigt som muligt. Og Smotrich var på banen for nylig, da en højreradikal gruppe fremlagde detaljerede planer for, hvordan man kan placere jødiske bosættelser på Gazastriben, når der er ryddet plads til det. Med afsæt i ekstrem teologisk tankegang mener han, at det er en stor forsyndelse at give afkald på nogen del af det bibelske Israel, og for hans vedkommende er den fortsatte krigsførelse effektivt med til at forhindre dette.
Netanyahu deler ikke nødvendigvis denne tankegang. Men han er tvunget til at efterkomme radikalisternes krav langt hen ad vejen. Ben Gvir og Smotrich truer med jævne mellemrum med at forlade regeringen, og dette sværd holder de over premierministerens hoved. For hvis dette skulle ske, ville regeringen komme i mindretal og dermed falde fra hinanden. En mindretalsregering er aldrig set i israelsk politik.
De to ultraortodokse partier i koalitionsregeringen sørger også for at holde sig til. Lige siden den første israelske regering blev dannet i foråret 1949 har de nydt godt af en aftale, der fritager unge ultraortodokse mænd fra militær værnepligt og i det hele taget giver dette segment en lang række goder på skatteydernes regning. Dette indre problem havde op til krigen nået et punkt, hvor den folkelige og gennemgående sekulære protestbevægelse var på nippet til at tvinge regeringen til at skære igennem. Men denne sag blev skudt i baggrunden under indtryk af krigen, og i oktober indgik de ultraortodokse et såkaldt forlig. De fik yderligere sikring for, at deres unge fortsat ikke skal i trøjen, og tilmed fik de en række store ekstrabevillinger fra staten, selv om landets økonomi er grundigt medtaget efter et års krig. På den konto skaffede Netanyahu sig yderligere politisk loyalitet fra den fløj, som nu bakker op om den fortsatte krigsførelse, selv om de i princippet ikke har nogen klar holdning til sagen.
Statskup
På mange måder kan man sige, at Netanyahu sidder sikrere i sadlen, end han har gjort i lang tid, selv om dette egentlig strider mod enhver logik. Og i ly af dette arbejder endnu en politisk gruppering på at fastholde tingenes tilstand.
Kort efter at den nuværende Netanyahu-regering trådte til den 29. december 2022, præsenterede den sin såkaldte lovreform. Den rettede sig mod en række områder, men kernen i det var at regeringen ønskede at sætte den til enhver tid siddende regering i stand til at overtrumfe en højesterets beslutning. Det blev præsenteret som en teknisk detalje, men konsekvensen vil være at magtens tredeling, altså et af demokratiets absolutte kendetegn, risikerer at gå under.
Den politiske tænkning bag dette er, at en regering vil kunne underkende Højesteret, hvis Netanyahu på et tidspunkt bliver dømt i en af de verserende retssager. I den seneste tid har flere iagttagere påpeget, at gruppen af politikere bag lovreformen, som næsten alle kommer fra Likud, i det stille arbejder videre på deres projekt, mens alles opmærksomhed er rettet mod krigen. Det har fået flere til at frygte, at Israel kan være truet af en form for statskup.
Konsekvensen af regeringens lovreform vil være, at magtens tredeling, altså et af demokratiets absolutte kendetegn, risikerer at gå under
_______
Den folkelige tilslutning
Mens Netanyahu således har formået at stabilisere sin koalitionsregering, spørger mange, hvorfor de israelske vælgere bliver ved med at bakke op om dette.
I krigens første mange måneder var protestbevægelsen på gaden. Det var, og er, den samme gruppe mennesker, som gennem hele den første del af 2023 protesterede mod lovreformerne. Under krigen fik bevægelsen stærk tilslutning fra pårørende til gidslerne og deres mange sympatisører, men på det seneste ser dette folkelige udtryk ud til at have tabt pusten. Man kan betegne det som desillusionering.
Krigen i Libanon har nok bidraget til dette. Mange israelere ser den som væsensforskellig fra krigen i Gaza, fordi Hizbollah ikke på samme måde har et udestående med Israel som det er tilfældet med Hamas. Hizbollah ønsker krig mod Israel, men har ikke den samme ambition om at udslette landet, og det var heller ikke noget israelsk ønske at eliminere Hizbollah. Den militante bevægelse har været til stor gene gennem mere end et år, mener mange israelere, men man kunne godt leve med at Hizbollah blev trængt tilbage bag Litanifloden, således som det står stipuleret i FN resolution 1701. Der er den, der også kendes om våbenhvileaftalen efter den sidste store konfrontation i 2006.
Da Hizbollah på det seneste er begyndt at vise vilje til en våbenhvile og da bevægelsens nye leder Naim Qassem oven i købet har udtalt, at Gaza ikke er deres krig, ser mange israelere et håb. Og i manges øjne giver dette også belæg for, at Netanyahu gjorde ret i at åbne en ny front mod Hizbollah.
Tilbage står så Hamas og den fortvivlende situation i Gaza. Overvejende er israelerne fyldt med gru over krigens brutale resultater, og de fleste så gerne, at det hele fandt en afslutning hurtigst muligt. Men samtidig lever der en angst for en tid efter krigen, hvor Hamas stadig er til stede, og det er et af de dybe spor, som terrorangrebet den 7. oktober har sat. Mange kan selvfølgelig godt se, at også det var resultatet af en lang og tragisk udvikling, og israelerne er heller ikke blinde for, at netop Netanyahu i årevis har understøttet Hamas af taktiske grunde. Men alt dette er vanskeligt at se i en krigssituation, hvor følelserne fylder meget.
Isoleret set har vi altså et Israel, hvor krigstrætheden har sat sig. Mange har mistet modet til at protestere, og man viser også større vilje til at se Netanyahu-regeringens seneste resultater som omridset af en sejr. Dette har skabt en situation, hvor Netanyahu er styrket – eller hvor folkene omkring ham har fået større magt til at køre løbet. ■
På det seneste ser det folkelige udtryk ud til at have tabt pusten. Man kan betegne det som desillusionering
_______
Hans Henrik Fafner (f. 1957) er udlandsredaktør på POV International. Han har gennem de sidste 30 år skrevet om Mellemøsten med fast base i Tel Aviv. Ved siden af sit journalistiske virke er han forfatter til en række bøger og foredragsholder, oversætter af israelsk skønlitteratur til dansk, samt rejseleder for Viktors Farmor. Han skriver på to bøger, som begge udkommer i efteråret 2024: ’Israel fra 1948 til nu’ (RÆSONs Forlag) handler om Israels politiske historie fra statens grundlæggelse, og ’Den korte historie om Jerusalem’ (Forlaget Svane & Bilgrav) fortæller byens tusindårige historie som centrum for religiøse og storpolitiske konflikter.
ILLUSTRATION: Premierminister Benjamin Netanyahu og forsvarsminister Yoav Gallant deltager i en ceremoni på en militærbase i nærheden af Mitzpe Ramon i Israel 31. oktober 2024 [FOTO:Amir Cohen/Reuters/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
