Hans Henrik Fafner et år efter 7. oktober: Radikale kræfter på begge sider styrer slagets gang i Mellemøsten
07.10.2024
Konklusionen på et års krig er, at der på begge sider af konflikten er nogle mørke, fundamentalistiske kræfter, der i virkeligheden kører løbet. Derfor er konflikten så vanskelig at standse.
Af Hans Henrik Fafner
TEL AVIV – Et år efter Hamas’ brutale angreb på det sydlige Israel den 7. oktober 2023 er der kun ringe udsigter til at se nogen afslutning på krigen. Der er langt til en våbenhvile i Gaza, og efter at den lange tid med sporadiske skudvekslinger langs den israelsk-libanesiske grænse nu har udviklet sig til en rigtig krig, virker en afslutning endnu mere usandsynlig.
Umiddelbart er dette den bitre sandhed for de mange mennesker, som har krigen helt inde på livet. Titusinder af palæstinensere har mistet livet, Gaza er blevet raseret, og i det vidt forgrenede system af tunneller under ruinerne sidder fortsat 101 israelske gidsler. Hvor mange af dem, der stadig er i live, vides ikke, men de er blevet til en slags livsforsikring for Yahya Sinwar og Hamas, der fortsat afviser at høre tale om en våbenhvile. Det samme hører man fra israelsk hold, hvor premierminister Netanyahu med jævne mellemrum udtrykker sin medfølelse med gidslerne og deres familier, mens han insisterer på, at krigen skal fortsætte frem mod det illusoriske mål: den totale sejr.
Den indre trussel
Men de strategiske mål for krigen er stærkt diffuse, og ødelæggelserne og krigens omkostninger har nået hidtil usete højder. Man spørger derfor sig selv, hvad der lige nu driver krigen videre?
Selv efter krigens normale parametre virker det uforståeligt og selvdestruktivt, hvad alle parter foretager sig. For et år siden benyttede Israel sin ret til selvforsvar, hvilket er fuldstændig legitimt, men dette har taget et omfang, så ordet ikke rigtig giver mening længere. Og når Hamas fremstiller sig selv som en frihedsbevægelse, der handler i det palæstinensiske folks interesse, virker det ligeså meget som et tyndt dække over noget helt andet.
Konklusionen på et års krig må med andre ord ligge et helt andet sted: At det på begge sider af konflikten er nogle mørke, fundamentalistiske kræfter, der i virkeligheden kører løbet. Og det er en plausibel forklaring på, at det hele er så vanskeligt at standse.
Konklusionen på et års krig må med andre ord ligge et helt andet sted: At det på begge sider af konflikten er nogle mørke, fundamentalistiske kræfter, der i virkeligheden kører løbet
_______
Israel står i hvert fald som et godt eksempel på dette.
Den 29. december 2022 præsenterede Netanyahu den koalitionsregering, som stadig sidder ved roret, og som er den mest højreorienterede i landets historie. Indtil for nylig bestod den af fem partier. For at etablere et flertal i Knesset trak Netanyahu sit eget parti, Likud, ind i samarbejde med to ultraortodokse religiøse partier, samt partierne Religiøs Zionisme og Otzma Yehudit (Jødisk Styrke), der befinder sig på Israels yderste messianske højrefløj. Alle fire tilhører strømninger, som i årevis har været en realitet på landets politiske yderfløje, og disse er vigtige at forstå.
Som udgangspunkt er den ultraortodokse strømning i princippet anti-zionistisk. De anerkender ikke staten Israel som sådan, fordi man i de kredse mener, at det er en forsyndelse at oprette en jødisk stat før Messias er kommet. Men af pragmatiske grunde har de ladet sig repræsentere i Knesset lige siden statens oprettelse i 1948, fordi dette er vejen til indflydelse. Ikke mindst er det vejen til statslige tilskud til en lang række ultraortodokse institutioner. Over for dette står de to andre koalitionspartnere, som er lige så religiøse, men som mener, at man fremskynder Messias’ komme ved at arbejde aktivt for etableringen af en jødisk stat. Altså det diametralt modsatte, og derfor har disse to teologiske skoler traditionelt stået i skarp opposition til hinanden; ofte har de bekriget hinanden, men gennem flere år er der sket en tilnærmelse, som har fået navnet hardal. Det er et hebraisk akronym, der dækker over udtrykket nationalistisk ultraortodoksi. Det er denne på mange måder selvmodsigende cocktail, der gennem de senere år har fået en dominerende rolle på Israels yderste højrefløj, og det er den, der aktuelt har fået en absolut nøgleposition i regeringen.
Den israelske forfatter og journalist Sefi Rachlevsky har netop skrevet en bog, hvor han betegner fænomenet som Israels indre trussel, og dermed er han blevet en af de efterhånden mange analytikere, der giver en vigtig forklaring på krigens udvikling gennem det seneste år.
Dommedagsprofeter
Den indre trussel er meget tydeligt repræsenteret ved ministrene Itamar Ben Gvir og Bezalel Smotrich, der repræsenterer henholdsvis Otzma Yehudit og Religiøs Zionisme . De er begge elever af Dov Lior, som er den, vi her skal lægge særligt mærke til. Trods sin høje alder af 91 er han stadig yderst aktiv, og han fungerer som overrabbiner i den stærkt ideologiske bosættelse Kiryat Arba, som længe har været et fyrtårn i dette miljø. Udover at være homofob og at betragte kvinder som mindreværdige, mener Lior, at jøderne har ret til alt land mellem Nilen og Eufrat – og at de nuværende indbyggere må finde sig i en tilværelse som andenrangsborgere eller pille af.
Ifølge Rachlevsky har vi her essensen af Israels indre trussel. Og det store problem er, at enhver befolkning i en krise- eller krigssituation har vanskeligt ved at abstrahere fra de ydre trusler for at fokusere på de indre.
”Rabbiner Dov Lior er blevet den, som virkelig sidder bag rattet på Netanyahu-regeringens skæbnesvangre rejse sammen med fremtrædende messianske forbrydere,” skriver Rachlevsky
_______
”Rabbiner Dov Lior er blevet den, som virkelig sidder bag rattet på Netanyahu-regeringens skæbnesvangre rejse sammen med fremtrædende messianske forbrydere,” skriver Rachlevsky.
Han beskriver det som en apokalypse: Gennem de demokratiske processer har nogle anti-demokratiske elementer anskaffet sig magten, og som følge af koalitionsaftalen med Netanyahu er de i stand til at fastholde den. Det er denne ekstreme fløj, der insisterer på at fortsætte Gazakrigen med alle midler, for de lever i overbevisningen om, at vi lever i messianske tider, hvor vold er tilladeligt, fordi der venter noget bedre på den anden side.
Det er fortællingen om Gog og Magog, der optager Dov Liors tænkning. Det er en eskatologisk eller apokalyptisk tradition, der bygger på beretninger fra Ezekieks Bog, og i kristen tradition findes den også i Johannes’ åbenbaring. Kernen i dette er opfattelsen af en konflikt, der udspiller sig op til de sidste dage, altså Dommedag, og ifølge dette meget lille israelske segment sker det lige nu.
Kun en meget lille del af den israelske befolkning sympatiserer med denne strømning. Folk har typisk betragtet det som et ubehageligt fænomen, der ville gå i sig selv, og her drager Rachlevsky en provokerende parallel til Tyskland i 1930’erne: ”På et eller andet tidspunkt er det for sent, og så er apokalypsen over os,” skriver han.
Den islamiske fundamentalisme
Selv om det ikke umiddelbart kan sammenlignes, er der sket noget tilsvarende blandt palæstinenserne i Gazastriben. Der er ingen tvivl om, at krigen har været brutal og ført til stor nød, men også der er civilbefolkningen i vidt omfang blevet taget som gidsel af en indre trussel.
Dér begyndte det, som skulle blive til Hamas, at tage form tidligt i 1970’erne. Under ledelse af sheikh Ahmed Yassin opstod en humanitær organisation, som ønskede at give Gazastribens mange flygtninge en grund til at føle stolthed. Man begyndte at understøtte folk socialt gennem en lang række praktiske hjælpeforanstaltninger, men paraplyen over det hele blev religionen. Den tjente til at give selvfølelsen et boost, og det er denne del af historien, der gennem årene har udviklet sig til benhård islamisme.
At palæstinenserne ved valget i 2006 stemte på Hamas i overvældende grad, skyldes uden tvivl bevægelsens sociale rolle. Men det var mest af alt, fordi Hamas stod som retlinet og troværdigt – og som noget nær det eneste alternativ til det korrupte og ineffektive Fatah. Det var nok de færreste, der forestillede sig den efterfølgende tid – som naturligvis kom til at bære præg af den stramme israelsk-egyptiske blokade mod Gazastriben, men bestemt også af den totalitære islamisme, som snart blev en del af hverdagen. Den liberale palæstinensiske kultur forsvandt, mens Hamas lukkede videobutikker og biografer sammen med undertrykkelse af kvinder, forfølgelse af homoseksuelle og vilkårlige henrettelser.
Som bagtæppe for dette ligger den teologiske grundtanke, hvor Hamas ikke ligger så langt fra Dov Lior. Med en tilsvarende fundamentalistisk religiøs overbevisning mente Ahmed Yassin, at hele Palæstina er waqf, altså en umistelig islamisk arv, hvor der ikke er plads til andre, og det er denne tænkning, som er kommet frem i første parket i forbindelse med krigen.
Med fundamentalistisk religiøs overbevisning mente Ahmed Yassin, at hele Palæstina er waqf, altså en umistelig islamisk arv, hvor der ikke er plads til andre, og det er denne tænkning, som er kommet frem i første parket i forbindelse med krigen
_______
Hizbollahs indenrigspolitiske dagsorden
Kaster man blikket på Libanon, som på det seneste synes at være blevet krigens egentlige fokuspunkt, mødes man af det samme indtryk af, at dette er blevet radikalisternes krig.
Hizbollah i Libanon besluttede at indlede beskydningen af det nordlige Israel ganske kort efter den 7. oktober sidste år. Israel svarede igen med angreb på Sydlibanon, og siden da har skudvekslingerne sat deres præg med varierende intensitet i grænseregionen. Men navnlig den 27. juli, da 12 børn og unge blev dræbt af nedfaldene vragdele fra en Hizbollah-raket over landsbyen Majdal Shams i Golanhøjderne, tog denne situation en ny, kritisk drejning. Raketbeskydningen intensiveredes, og Israel rettede lammende slag mod Hizbollah gennem det store personsøgerangreb og ikke mindst drabet på Hizbollahs generalsekretær, Hassan Nasrallah. Efter Irans angreb på Israel med 180 ballistiske missiler den 1. oktober kom så den israelske landoffensiv. Og selvom den blev bebudet som en begrænset operation har mange analytikere allerede givet den navnet ’Den Tredje Libanonkrig’.
I den forbindelse er det kommet til at stå klart, at store dele af den libanesiske befolkning bestemt ikke bakker op om denne udvikling. Det er navnlig landets kristne og til en vis grad sunnimuslimerne, som længe har haft stor mistillid til det shiamuslimske Hizbollah.
Gennem hele året har Hizbollah fastholdt, at de lægger pres på Israel for at støtte Hamas, men et blik på Hizbollahs historie og politiske virke lægger nogle yderligere aspekter til denne forklaring.
Da Libanon i 1943 opnåede selvstændighed fra Frankrig udgjorde sunnimuslimerne og de kristne landets elite, og de fik også tildelt de betydningsfulde poster, da den vanskelige magtfordeling skulle tilrettelægges. Shiamuslimerne i det sydlige Libanon og Beqaadalen trak det korte strå, og da det også var den fattigste del af befolkningen, følte de sig at gode grunde tilsidesat. Denne følelse lever stadig mange steder i landet, og det er her, Hizbollah har sin egentlige magtbase. Og da landet lidt efter lidt bevægede sig i retning af den blodige borgerkrig, meldte mange unge shiamuslimer sig til tjeneste i de forskellige stridende militser, for her var der gode lønninger at hente.
Da palæstinenserne for alvor satte sig fast i Libanon, efter at PLO var blevet smidt ud af Jordan i 1970, skabte det ny splittelse i det martrede land. PLO var ved muffen og betalte bedre lønninger end de øvrige militser, men først og fremmest vakte de vrede i den libanesiske befolkning, da de tiltog sig enorm magt og snart fungerede som en slags stat i staten. På det tidspunkt var mange shiamuslimer typisk medlemmer af venstreorienterede militser, men navnlig efter den iranske revolution i 1979 tog dette en ny drejning. Den shiamuslimske Amal-bevægelse begyndte at få stor popularitet, og fordi de havde støtten fra Iran, havde de også midlerne. De opbyggede en stor magtbase ved at fungere som humanitær organisation, ligesom Hamas på Gazastriben, og da israelerne invaderede landet første gang i 1982, opstod også Hizbollah og fortsatte dette arbejde. Men det skete i skarp opposition mod PLO, som er primært sunnimuslimsk, og dette forhold har i store træk holdt sig til i dag.
I dag har Hizbollah fået nogenlunde samme position som PLO før 1982; nemlig som en slags stat i staten, og det viser sig ved at bevægelsens primære interesse også er indenrigspolitisk. Den er stadig fortaler for den shiamuslimske befolkning i Sydlibanon, og da dette ligger tættest på Israel, har de det også som en del af forklaringen, at nogen må beskytte landet mod den zionistiske fjende. Og det gør de ved at fastholde en skarp islamisk linje, som netop af teologiske grunde stiller den i opposition mod Hamas. Naturligvis kommer det geopolitiske spil ind i billedet, hvor Iran skaber en alliance mellem Hizbollah og Hamas, men reelt bruger Hizbollah konflikten med Israel til at styrke sin egen position i forhold til resten af den libanesiske befolkning. Det sidste års konflikt har så vist, at dette er slået fejl. Befolkningen som sådan ikke ser med milde øjne på en ny krig, og derfor er Hizbollah endt i en klemme mellem deres eget shiamuslimske projekt og deres fremtidige rolle som politisk parti i Libanon. I den forbindelse har den palæstinensiske sag kun marginal betydning.
Gennem hele året har Hizbollah fastholdt, at de lægger pres på Israel for at støtte Hamas, men et blik på Hizbollahs historie og politiske virke lægger nogle yderligere aspekter til denne forklaring
_______
Zionismen er ingen monolit
Hamas bliver flere steder karakteriseret som terrorgruppe. Ud fra et folkeretligt synspunkt er dette en generalisering, som er med til at sløre det samlede billede. Hamas-bevægelsens humanitære aktiviteter kan næppe betragtes som terror, selv om den som udgangspunkt ikke anerkender staten Israels eksistens. Drift af børnehaver og lånekasser for fattige flygtninge, som var og i princippet stadig er kernen i Hamas’ arbejde, kan ikke betragtes som terror, og det er heller ikke terror at lade dette ske på et fundamentalistisk islamisk grundlag. Derimod er Hamas’ angreb på civile israelere et rendyrket eksempel på terror.
Omvendt bliver zionismen i den glødende debat betragtet som racisme. Vurderet efter de samme parametre som ovenfor, er dette også en generaliserende usandhed. Zionismen er en jødisk nationalbevægelse, der siden slutningen af det 19. århundrede har stræbt efter at give det jødiske folk et hjemland, men ligesom den palæstinensiske nationalbevægelse er den på ingen måde monolitisk.
Dette er holdningen hos et stort flertal blandt både israelere og palæstinensere. Det kan måske være vanskeligt at få øje på i den givne situation, fordi den ydre fjende naturligt nok overskygger alt, når et folk befinder sig i en krise- eller krigssituation. Reelt er det kun de færreste palæstinensere, der ønsker Israels udslettelse, og på samme måde ser kun få israelere det som en udvej at gennemføre en fuldstændig etnisk udrensning af palæstinenserne, eller ligefrem folkedrab, som nogen hævder.
Det er hos fundamentalistiske medspillere som rabbiner Dov Lior og Hamas, at man træffer på disse holdninger, og de er kommet til at spille en voldsomt dominerende rolle i krigen. På begge sider af konflikten er der masser af had og en afgrundsdyb gensidig mistillid efter et års krig, men i begge befolkninger er der også en klar erkendelse af, at radikalisternes ambitioner om modpartens udslettelse ikke holder vand. Der er derfor vanskeligt at se Hamas i sin nuværende militante rolle som nogen frihedsbevægelse, ligesom Dov Lior og den messianske israelske højrefløj heller ikke står som nogen samlende idé med bred og spontan folkelig opbakning.
I dette forhold kan netop Hizbollah tjene som illustrativt eksempel. Under Hassan Nasrallahs 32 år lange ledelse, og Hashem Safierddines ledelse, som blot varede en uge, har bevægelsen bevæget sig mod en lignende radikalisering. Men måske fordi Libanon netop er et voldsomt splittet samfund, har debatten og selvransagelsen kørt på nogle andre præmisser end i den israelske eller palæstinensiske virkelighed. Og det har bidraget til, at man lettere har kunnet identificere den indre trussel. Som i mange libaneseres øjne er Hizbollah.
Dette klarsyn, der dog indtil videre ikke forekommer specielt klart, vil før eller siden sætte sig blandt israelere og palæstinensere. På begge sider er der givetvis masser af mennesker som allerede har indset, at noget er helt galt. Dette kommer blandt andet til udtryk gennem den store protestbevægelse, som i snart et par år har rettet sin tunge kritik mod Netanyahu og hans regering. Som følge af krigen og de store ødelæggelser er det vanskeligt at identificere en lignende protest mod Hamas-regimet klart blandt palæstinensere i Gaza, men der er tegn på, at den findes. Med jævne mellemrum dukker oppositionelle stemmer op, der påpeger Hamas’ brutale fremfærd overfor lokalbefolkningen, og hvordan Hamas har investeret milliarder i at bygge tunneller – penge, som kunne være blevet anvendt på lokalbefolkningens tarv. ■
Reelt er det kun de færreste palæstinensere, der ønsker Israels udslettelse, og på samme måde ser kun få israelere det som en udvej at gennemføre en fuldstændig etnisk udrensning af palæstinenserne, eller ligefrem folkedrab, som nogen hævder
_______
Hans Henrik Fafner (f. 1957) er udlandsredaktør på POV International. Han har gennem de sidste 30 år skrevet om Mellemøsten med fast base i Tel Aviv. Ved siden af sit journalistiske virke er han forfatter til en række bøger og foredragsholder, oversætter af israelsk skønlitteratur til dansk, samt rejseleder for Viktors Farmor. Han skriver på to bøger, som begge udkommer i efteråret 2024: ’Israel fra 1948 til nu’ (RÆSONs Forlag) handler om Israels politiske historie fra statens grundlæggelse, og ’Den korte historie om Jerusalem’ (Forlaget Svane & Bilgrav) fortæller byens tusindårige historie som centrum for religiøse og storpolitiske konflikter.
ILLUSTRATION: Kibbutz Beeri i det sydlige Israel, 28. august 2024: En ceremoni for at få løsladt og hjemsendt gidslerne kidnappet af Hamas i terrorangrebet 7. oktober [FOTO: Amir Cohen/Reuters/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
