Hans Henrik Fafner: Eskalationen, der udebliver. Israels militærledelse ønsker ikke en krig mod Hizbollah nu
13.07.2024
Gazakrigen har tæret eftertrykkeligt på de israelske ressourcer, og militæret frygter at Biden vil skrue ned for ammunitionen, hvis krigen eskalerer på den nordlige front.
RÆSON SØNDAG af Hans Henrik Fafner
TEL AVIV – Fire måneder efter de mest intense kampe i Gaza by, vendte de israelske styrker tilbage. Den 7. juli om aftenen bebudede den israelske forsvarsminister, Yoav Gallant, at man ville intensivere operationerne i den nordlige del af Gazastriben, og dagen efter fulgte en række flyangreb, mens kampvognene igen rullede ind. Den operationelle logik i dette er, at Hamas, efter den israelske nedkæmpelse af bevægelsens brigader tidligt på året, har genopbygget noget af sin militære kapacitet.
Der synes dog også at ligge en række politiske overvejelser til grund fra Netanyahu-regeringens side. Gennem de seneste uger har der været flere tegn på, at Gazakrigen er på vej ind i en ny fase. Våbenhvileforhandlingerne mellem Israel og Hamas fortsætter deres træge gang tilsyneladende uden nogen udsigt til et gennembrud. Israels militære aktiviteter i Rafah fortsætter også, men næsten udelukkende som såkaldte nålestiksoperationer, og meget tyder på at også dette er ved at nærme sig en afslutning. Hamas’ sidste kampduelige brigader er efter alt at dømme ved at være sat endeligt ud af spillet, og reelt har israelerne taget kontrol over hele Rafah.
I disse kort kunne det godt ligge, at parterne derved er ved at være klar til at indgå den meget længe omtalte våbenhvile, men det vil nok være at tage glæderne på forskud. For selv om Hamas er stærkt medtaget på den militære bane, er der ikke tegn på at bevægelsen er klar til at smide håndklædet i ringen. En indikation på dette kan være Hamas’ øgede aktiviteter i den nordlige del af Gazastriben, og i det hele taget er den israelske leder, Benyamin Netanyahu, stadig langt fra at nå sit mål med krigen, ”den totale sejr”, som han kalder det. Dette er i sig selv en diffus og temmelig illusorisk størrelse, hvilket nok er helt bevidst, for meget taler for at Netanyahu bestemt ikke har lyst til at afslutte krigen lige nu.
Meget taler for at Netanyahu bestemt ikke har lyst til at afslutte krigen lige nu
_______
Israelsk splittelse
Derfor kan man sige, at krigen er godt på vej ind i en lavintensiv fase. Det israelske forsvar har allerede taget den fulde kontrol over hele Gazastribens grænse til Egypten, og ikke mindst holder man også den såkaldte Netzarim-korridor, der deler Gazastriben i to næsten lige store dele og forhindrer den palæstinensiske bevægelsesfrihed på det i forvejen stærkt begrænsede stykke land. Set med Netanyahus briller er de seneste bombeangreb, som i sidste weekend rettedes mod mål i Gaza by kun en bekræftelse af, at det fortsat vil være nødvendigt at holde Gazastriben i et stramt greb og at dette skal være tilstanden et godt stykke ud i fremtiden.
Imidlertid bestrides dette standpunkt kraftigt og med tiltagende styrke af Israels militære lederskab. Den militære talsmand, Daniel Hagari, der jo egentlig har som opgave at præsentere den officielle linje loyalt, vakte i juni måned opsigt ved at sige, at det rent faktisk ikke kan lade sig gøre at udslette Hamas, sådan som det er Netanyahus erklærede mål. Hamas er en ideologi, sagde Hagari, og i forlængelse af dette sagde han for nylig at vi også om fem år vil tale om Hamas tilstedeværelse som terrorgruppe i Gaza.
Hagari står ikke alene med dette synspunkt. Den israelske generalstabschef, Herzl Halevi, har flere gange luftet sin frustration over at den politiske ledelse, altså Netanyahu og forsvarsminister Gallant, ikke har opsat noget klart mål for krigen – udover den meget vage vision om at knuse Hamas. For hvad vil det sige? Der er ingen tidsramme og ingen klare mål, og på det seneste har dette taget form af en dyb og til tider direkte fjendtlig kløft mellem Netanyahu og den øverste forsvarsledelse.
Generalerne frygter, at Gaza er godt på vej til at udvikle sig til et nyt Libanon. Dér rykkede det israelske militær ind med stor fanfare i juni 1982, men blev hængende i 19 år uden nogensinde at nå de politiske eller strategiske mål.
Generalerne frygter, at Gaza er godt på vej til at udvikle sig til et nyt Libanon
_______
Det libanesiske problem
Faktisk er samme Libanon aktuelt blevet en vigtig del af regnestykket i forbindelse med Gazakrigen. Kort efter den 7. oktober sidste år, hvor Hamas anrettede sit massive terrorangreb på mestendels civile sammenhænge i det sydlige Israel, stillede den shiamuslimske Hizbollah-bevægelse i Libanon sig solidarisk med Hamas. Da israelerne iværksatte den militære offensiv mod Gazastriben begyndte Hizbollah at beskyde Israel. Dette forekom at være helt i overensstemmelse med Hamas’ målsætning, som lød på at skabe ny international opmærksomhed om den palæstinensiske sag, herunder ved at forsøge at sætte resten af regionen i brand i sagens tjeneste. Iran kom også på banen og houthierne i Yemen begyndte at beskyde skibstrafikken i Det Røde Hav, hvis skibene havde den mindste tilknytning til Israel.
For Israel er Libanon en helt konkret og afgørende bekymring. Dels deler Israel og Libanon grænse, og det er en region, hvor der adskillige gange tidligere har været åben konflikt. Straks efter terrorangrebet ja evakuerede Israel 60.000 borgere fra en hel række samfund i umiddelbar nærhed af grænsen til Libanon, og på libanesisk side flyttede 91.000 mennesker bort fra grænseregionen. Ni måneder efter venter disse mennesker fortsat på at kunne vende hjem.
I de første mange måneder forblev denne del af krigen dog temmelig lavintensiv. Det blev sjældent til mere end gensidig beskydning, som dog også kunne bestå i både raketter og missiler. Og det stod temmelig klart, at ingen af parterne syntes at have mod på at lade det eskalere yderligere.
GODT FORSLAGEr denne del af billedet ved at ændre sig? Israels militære ledelse lægger nu en tydelig bekymring for dagen. Mens Netanyahu, og især ministre som Itamar Ben Gvir og Bezalel Smotrich, med fasthed hævder, at Israel står fuldt rustet til en krig i Libanon, er beskeden den noget nær modsatte fra forsvarets side. Her hedder det, at måneders krigsførelse i Gaza har tæret på kræfterne og at der er akut brug for en pause. Man kan ikke uden videre kaste sig ud i et nyt krigseventyr, og ikke mindst er der tæret grundigt på ammunitionslagrene. Dette sidste har også en politisk dimension, idet USA’s præsident Biden flere gange har truet med at begrænse våbenleverancerne til Israel, og dette vil sandsynligvis blive en del af spillet, hvis en ny front åbner sig i Libanon.
USA’s præsident Biden har flere gange truet med at begrænse våbenleverancerne til Israel, og dette vil sandsynligvis blive en del af spillet, hvis en ny front åbner sig i Libanon
_______
Et dobbeltbundet Hizbollah
Dertil kommer, at Hizbollah er en meget mere potent fjende end Hamas nogensinde har været.
Hamas har i vid udstrækning gjort brug af et våbenlager, der har været improviseret og i et vist omfang hjemmebygget. Det er blevet anslået, at bevægelsen før krigen rådede over et arsenal på et sted mellem 5.000 og 20.000 raketter. I modsætning til dette har Hizbollah i årevis haft en langt mere direkte forbindelse til navnlig Iran, og det betyder, at bevægelsen sandsynligvis ligger inde med omkring 150.000 raketter og missiler – heriblandt de iranske Fateh-110 og Zelzal-2, som er i stand til at ramme mål langt inde i Israel og med stor præcision. Dette arsenal vil kunne overmande det israelske missilskjold Iron Dome, hvis man tænker sig et massivt angreb. Udover dette har Hizbollah omkring 100.000 mand under våben, hvilket er mere end tre gange så meget som Hamas, og i grænseregionen har bevægelsen gennem flere år bygget et omfattende system af strategiske tunneller.
Organisatorisk befinder Hizbollah sig også et helt andet sted end bevægelsen har været før. Den 3. juli blev Hizbollahs kommandant for den sydvestlige sektor, Muhammed Nimah Nasser, således dræbt af en israelsk drone, mens han og et par andre ledere kørte bil i byen Tyre, 20 kilometer nord for grænsen. Han var den højest rangerende person i Hizbollah-hierarkiet, som har mistet livet siden begyndelsen på krigen, og tidligere ville dette have skabt et alvorligt ledelsesmæssigt tomrum. Men dette synes ikke at have været tilfældet. Nasser blev straks erstattet af en anden, og dette tyder på at Hizbollah også har dækket sig ind mod den slags næsten uundgåelige tab ved at opbygge en slags dobbeltbundet struktur.
Dette tyder på at Hizbollah også har dækket sig ind mod den slags næsten uundgåelige tab ved at opbygge en slags dobbeltbundet struktur
_______
Libanons endeløse krise
Israel og Libanon besidder med andre ord våbenarsenaler, der sætter parterne i stand til at anrette massive ødelæggelser hos hinanden. Selv om det udelukkende handler om konventionelle våben, kan det godt minde lidt om MAD-doktrinen fra den kolde krig i 1950’erne og 1960’erne. Mutual Assured Destruction gik ud på, at hvis et land blev mål for et atomangreb, skulle det være i stand til at svare igen med samme mønt.
Spørgsmålet er derfor, om Hizbollah er rede til at løbe denne risiko, der vil kunne anrette enorme skader på Libanon. Meget taler for, at Hizbollah-ledelsen har taget ved lære af hvad der fulgte efter den 7. oktober, hvor Hamas-lederen i Gazastriben, Yahya Sinwar, tydeligvis forregnede sig. Han havde næppe forestillet sig at angrebet den lørdag morgen ville blive så stor en ”succes”, og havde derfor nok heller ikke forestillet sig at det israelske modsvar ville blive så omfattende og destruktivt, som det blev.
Hvis Hizbollah får udløst et tilsvarende ragnarok i Libanon, kan det få alvorlige følger for bevægelsen. Hizbollah er den eneste væbnede gruppe, der ved den libanesiske borgerkrigsafslutning i 1990 nægtede at nedlægge våbnene. De havde aldrig deltaget i borgerkrigen som sådan, men forsvarede landet mod ydre fjender, hvilket var og er israelerne. Sådan er det stadig, men hvis denne aktivitet fører til store ødelæggelser i Libanon, hvilket er sket tidligere, vil det uvægerlig gå kraftigt udover den folkelige opbakning. Og denne er yderst vigtig, fordi Hizbollah først og fremmest skaffer sig national indflydelse som politisk parti med repræsentation i parlamentet.
Samtidig befinder Libanon sig stadig i en dyb økonomisk krise. De 91.000 libanesere, der allerede har måttet forlade deres hjem som følge af krigstruslen i den sydlige del af landet, har kun lagt endnu en økonomisk byrde oven i de andre, der skal tackles for at landet kan rejse sig igen. Hele 44 pct. af den libanesiske befolkning lever nu under fattigdomsgrænsen, hvilket er tre gange så mange som i 2012 og landet slås da også med arbejdsløshed, inflation og faldende samhandel med resten af verden. En egentlig krig vil gøre denne situation markant værre.
Hertil kommer forholdet til Iran. Det er en kendt sag, at iranerne i årevis har støttet Hamas i Gazastriben, men der har aldrig været tale om mere end delvis kontrol. Hamas har i vid udstrækning handlet autonomt, og dette er ikke tilfældet, hvad angår Hizbollah. Her er der tale om en helt anderledes stram styring, hvilket er en del af prisen for at have modtaget så rundhåndet støtte gennem så mange år.
Og i Teheran synes der ikke at være nogen stor vilje til at lade Hizbollah gå yderligere i clinch med israelerne. Iranerne søgte at markere sig, da de den 13. april sendte 300 droner og missiler mod Israel, men siden har der været stille på den front. Herudover kan Iran være ved at tage en ny retning med den nye præsident, Masoud Pezeshkian, der går ind for reformer og en opblødning af styrets konservative linje gennem de seneste 20 år. Befolkningen har gennem de seneste år vist stigende utilfredshed med styret – ikke mindst er mange iranere vrede over at landet bruger så mange ressourcer på krige og konflikter langt borte, frem for at sikre den almindelige iraner en vis økonomisk tryghed i hverdagen. Dette taler i sig selv for at Iran vil søge at holde Hizbollah i kort snor.
Ønsker Hamas en våbenhvile?
Dette fører os endnu en gang tilbage til Gazakrigen. I Israel er det en almindelig opfattelse, at Netanyahu ser en klar interesse i at fortsætte krigen med lav intensitet, idet en permanent våbenhvile vil føre til undersøgelseskommissioner og placering af ansvaret for de enorme ødelæggelser, som har været dagens orden siden den 7. oktober 2023. Sandsynligvis vil Netanyahu-regeringen også falde sammen, og da venter hans endelige deroute i form af retssagen, hvor han står anklaget for korruption og mandatsvig.
En våbenhvile i Gaza ville formentlig reducere Hizbollahs lyst til at risikere en ny militær konfrontation med Israel. Det er jo stadig Gazakrigen, er er anstødsstenen til det hele, og hvis denne krig standser, er der ikke længere nogen grund til at foretage sig yderligere. Om Hamas vil være interesseret i at miste denne gyldne chance for at sætte regionen i brand, er måske tvivlsomt, for dette indgår helt naturligt i bevægelsens kyniske tænkning.
På den måde deler Hizbollah, Hamas og Netanyahu måske deres umiddelbare ønske om at lade krigshandlingerne fortsætte men ikke eskalere. ■
På den måde deler Hizbollah, Hamas og Netanyahu måske deres umiddelbare ønske om at lade krigshandlingerne fortsætte men ikke eskalere
_______
Hans Henrik Fafner (f. 1957) er udlandsredaktør på POV International. Han har gennem de sidste 30 år skrevet om Mellemøsten med fast base i Tel Aviv. Ved siden af sit journalistiske virke er han forfatter til en række bøger og foredragsholder, oversætter af israelsk skønlitteratur til dansk, samt rejseleder for Viktors Farmor. Han skriver på to bøger, som begge udkommer i efteråret 2024: ’Israel fra 1948 til nu’ (RÆSONs Forlag) handler om Israels politiske historie fra statens grundlæggelse, og ’Den korte historie om Jerusalem’ (Forlaget Svane & Bilgrav) fortæller byens tusindårige historie som centrum for religiøse og storpolitiske konflikter. ILLUSTRATION: Premierminister Netanyahu besøger Israels nordlige kommando [foto: Den Israelske Premierministers kontor].
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
