18.10.2024

Drabet på Yahya Sinwar virker til at være sket på baggrund af tilfældighed. Men alligevel kan det gå hen og blive et afgørende vendepunkt i den brutale krig.

Analyse af Hans Henrik Fafner

TEL AVIV – Efter en endnu en dag med hyppig raketbeskydning fra Hizbollah og israelske angreb ind i Libanon, faldt der pludselig en underlig ro over situationen. I det nordlige Israel havde luftalarmerne hylet forskellige steder langs grænsen til Libanon, men det holdt inde.

Det kan være et tilfælde, men det ligner alligevel en tanke. For netop på det tidspunkt kom det frem, at Hamas-lederen i Gazastriben, Yahya Sinwar, muligvis var blevet dræbt under en skudveksling med israelske soldater. Der var først stor skepsis. Sinwar har ikke ladet sig se offentligt i mere end et år, og han mentes at skjule sig et sted i det vidt forgrenede tunnelsystem, som Hamas har konstrueret under store dele af Gazastriben.

Men under de igangværende militære operationer i Khan Younis fik en deling soldater øje på en lille gruppe Hamas-folk, der hurtigt søgte skjul i en nærliggende bygning. Efter skudvekslingen, som kostede tre ”terrorister” livet, mente soldaterne, at en af de omkomne havde en slående lighed med Yahya Sinwar. Først nogle timer efter kunne de militære myndigheder bekræfte, at man på grundlag af tandsæt og DNA kunne identificere den omkomne som den stærkt efterlyste Hamas-leder.

Vil Netanyahu fortsætte?

Det hele synes at bero på tilfældigheder. Den sandsynlige forklaring er, at Sinwar har været oppe for at trække lidt frisk luft, da han og hans to ledsagere blev spottet. Man kan derfor udelukke, at det er et led i Israels seneste politik, der går ud på at eliminere ledere fra navnlig Hamas og Libanons shiamuslimske Hizbollah-bevægelse. Sinwar stod øverst på israelernes liste over mål i denne kampagne, da han betragtes som hovedarkitekten bag Hamas’ dramatiske terrorangreb den 7. oktober sidste år, der kostede omkring 1.200 israelere livet, mens 250 blev taget som gidsel. Siden har Sinwar udvist enorm forsigtighed. Han har som sagt holdt sig skjult i tunnelsystemet, har flyttet sig konstant og ikke på noget tidspunkt kommunikeret med mobiltelefon eller anden teknik, der kan spores. Han har styret hele krigen ved hjælp af personlige kurerer.

Men hvor tilfældigt omstændighederne omkring hans død end ser ud, kan dette gå hen og blive et afgørende vendepunkt i den brutale krig, der har kostet omkring 45.000 palæstinensere livet – og som nu også brager løs i nabolandet Libanon. Som tingene ser ud lige kan udviklingen i Gaza gå begge veje. Enten kan dette blive en snarlig afslutning på krigen, eller også vil krigen fortsætte – men hvad ser mest sandsynligt ud?

Netanyahu har lige fra start fastholdt med stor stædighed, at krigen vil fortsætte til den ’totale sejr’, som han plejer at sige det. På sin vis kan han siges at have nået dette temmelig diffuse mål med Sinwars død. Hamas-lederen har stået som essensen af det fjendebillede, Netanyahu har set i Hamas. Nu har han opnået noget, som han overfor den israelske befolkning kan fremstille som en klokkeklar sejr. Og i hvert fald er dette noget, som vil bringe mange tvivlrådige israelske vælgere tilbage i hans fold.

 

Netanyahu har lige fra start fastholdt med stor stædighed, at krigen vil fortsætte til den ’totale sejr’, som han plejer at sige det. På sin vis kan han siges at have nået dette temmelig diffuse mål med Sinwars død
_______

 

Men overfor dette står en meget verbal gruppe af pårørende til de resterende 101 gidsler. Umiddelbart efter at Sinwars død var blevet endeligt bekræftet, udsendte de en erklæring, der i skarpe vendinger stillede premierministeren til ansvar, og samtidig krævede en øjeblikkelig løsning på spørgsmålet om gidslerne. Nu er der ikke længere nogen undskyldning for at udskyde en hurtig forhandlingsløsning, som kan bringe gidslerne hjem, lød budskabet. For Netanyahu kan dette være en redningsplanke, der kan skaffe ham i det mindste en lille smule anseelse tilbage, men det udelukker stadig ikke det store efterspil med eksempelvis undersøgelseskommissioner, som uvægerlig vil komme efter krigen.

Det er derfor ikke udelukket, at Netanyahu vælger at lade militæroperationen i den nordlige del af Gazakrigen fortsætte. Tanken bag denne er at få ryddet området for enhver form for Hamas-tilstedeværelse, og det har man valgt at gøre ved at opfordre – eller beordre – civilbefolkningen til at flytte sig sydpå, så kun Hamas-folk er tilbage i det sønderbombede bylandskab. Men omkring 400.000 civile palæstinensere har valgt at forblive i deres hjem i den nordlige del, idet de mener, at der selv i de såkaldte beskyttede zoner sydpå ikke er sikkerhed for deres ve og vel.

Det er en del af denne kampagne, der 1. oktober fik israelerne til at lukke helt af for nødhjælpen til Gazastriben. Israel beskylder Hamas for at stjæle nødhjælpen, der derfor ikke når frem til den nødlidende civilbefolkning. Men det kontroversielle skridt udløste i denne uge skarpe reaktioner fra verdenssamfundet. Tidligere på ugen sendte den amerikanske forsvarsminister, Lloyd Austin, et brev til sin israelske kollega, Yoav Gallant, hvor han truede med sanktioner mod Israel, hvis ikke nødhjælpstransporterne kom på plads inden 30 dage. Sanktionerne skulle primært gælde de amerikanske tilførsler af våben og ammunition, som Israel har hårdt brug for til den videre krigsførelse.

Sidst har den britiske premierminister, Keir Starmer, udtalt, at han vil overveje at indføre sanktioner mod et par ministre fra Israels ekstreme højrefløj. Det har en tæt sammenhæng til den humanitære krise, idet det netop er ministrene Bezalel Smotrich og Itamar Ben Gvir, der stejlest insisterer på at fortsætte krigen – og som derfor indgår i Starmers overvejelser om sanktioner. Smotrich har endda udtalt, at det i den givne situation er moralsk forsvarligt at benytte sult som våben.

Disse to ministre vil uden tvivl fortsætte krigen ufortrødent – og de har formentlig magt til det, idet de kan true med at forlade regeringssamarbejdet, hvorved Netanyahu-regeringen falder. Dette har længe været Netanyahus store frygt, men med elimineringen af Sinwar, som muligvis har tvunget Hamas yderligere i knæ, kan han muligvis se en begrundelse for, at lade krigen fortsætte. Og det er sandsynligt, at han dermed også vil sidde de amerikanske trusler om at begrænse eller standse våbenhjælpen overhørig. For nok siger amerikansk lovgivning, at man ikke må levere våben i en situation som denne, men overfor dette argumenterer kilder tæt på den israelske regering, at en anden lov med gyldighed frem til 2028 forpligter USA at yde Israel en årlig militærstøtte på 3,5 mia. dollar.

 

Det er ikke udelukket, at Netanyahu vælger at lade militæroperationen i den nordlige del af Gazakrigen fortsætte
_______

 

Hvad vil Hamas?

Spørgsmålet er derfor også, hvordan Hamas tager sig ud nu, efter elimineringen af Sinwar. Man husker, at Hamas’ generalsekretær gennem mange år, Ismail Haniyeh, den 31. juli blev dræbt af en eksplosion i sit soveværelse, mens han opholdt sig i et topsikret kompleks tilhørende den iranske revolutionsgarde i Teheran. Kort efter blev Sinwar udpeget som ny generalsekretær, men drabet på Haniyeh blev samtidig starten på en ny israelsk strategi, der i den mellemliggende tid har kostet mindst 100 Hamas-ledere livet. Heriblandt var ikke mindst Muhammed Deif, der fungerede som chef for Hamas’ væbnede aktiviteter i Gaza.

Her er det nærliggende at sammenligne med Libanon, hvor israelerne fører en tilsvarende kurs overfor Hizbollah. Den 27. september udførte man et massivt bombeangreb mod en bygning i Dahiyeh i det sydlige Beirut. Her eliminerede man en hel række centrale Hizbollah-ledere, hvoriblandt også generalsekretæren, Hassan Nasrallah. Hizbollah var hurtig til at udpege en ny topfigur, Hashem Safieddine, men det blev aldrig klart, hvilken strategi han ville følge. For endnu inden han var blevet formelt indsat på posten som generalsekretær, blev også han elimineret af israelerne.

Hizbollah har ikke siden meldt ud om, hvem der i givet fald bliver bevægelsens næste leder. Dette er givetvis en sikkerhedsforanstaltning, for naturligvis har nogen taget ledelsen efterfølgende. Men idet Israel gennem flere uger har ramt en hel række af bevægelsens ledere på lignende vis, er der tydelige tegn på, at Hizbollah er svækket. Og det kan bl.a. ses ved, at Iran, som i årtier har været Hizbollahs faste støtte, på mange måder synes at lægge en vis afstand til bevægelsen for måske at opbygge et tættere forhold til Houthi-bevægelsen i Yemen.

 

Hamas har flere gange før udvist en usædvanlig evne til at regenerere efter at været blevet skudt alvorligt i sænk
_______

 

Ikke desto mindre ser det ud til, at Hizbollah har overlevet de mange israelske angreb. Bevægelsen er fortsat i stand til at affyre raketter mod Israel, hvilket nok mere har til formål at markere, at man stadig er til stede, og at kampviljen er intakt. Spørgsmålet er derfor, om Hamas har en lignende kapacitet.

Hamas har flere gange før udvist en usædvanlig evne til at regenerere efter at været blevet skudt alvorligt i sænk. Efter attentatet på Haniyeh gik der ikke lang tid, før Sinwar var blevet kørt i stilling som ny leder, da Muhammed Deif blev dræbt under et israelsk angreb den 13. august, omstrukturerede man hurtigt, så hans rolle som generalstabschef blev lagt ind under Sinwars beføjelser. Men efter mere end et års krig er det tydeligt, at Hamas er stærkt medtaget, og når så stor en del af bevægelsens ledelse ikke er mere, kan det være vanskeligt at se en fortsættelse. Der er givetvis et stort antal væbnede grupper, som er i stand til at videreføre kampen, men det tidligere arsenal af raketter er sandsynligvis mere eller mindre borte. Desuden har det i bedste fald aldrig udgjort mere end en tiendedel af, hvad Hizbollah var i besiddelse af før krigen.

Hamas er oppe mod svære odds lige nu. Om man vil være i stand til at mobilisere nye soldater blandt de mange vrede unge mænd, som findes i Gaza, er svært at vide. Meget tyder på, at flere soldater på det seneste har deserteret, da de ser videre kamp som formålsløs, og der er også mange tegn på, at civilbefolkningen er ved at sige fra overfor Hamas. Det er vanskeligt at udarbejde troværdige meningsmålinger i Gaza i disse tider, og udtryksfriheden er i det hele taget stærkt begrænset, men journalister og iagttagere hører i stigende grad palæstinensere give udtryk for deres vrede over Hamas – samtidig med at man er mindst lige så rasende på Israel.

Matthew Miller, som er talsmand for Det Hvide Hus, sagde umiddelbart efter, at Sinwars død var blevet officielt bekræftet, at dette kan danne grundlaget for at genstarte de strandede våbenhvileforhandlinger. Dette kan muligvis blive udfaldet, men det vil givetvis forholde sig sådan, at begge parter vil insistere på at gå til nye forhandlinger med en følelse af sejr i ryggen. Sinwars vision om at sætte store dele af Mellemøsten i brand kan man godt se er lykkedes til en vis grad. Men hvis Hizbollah nu stiller sig tøvende, mens iranerne viser forsigtighed med yderligere støtte, kan det nok blive svært for Hamas at se nogen styrkeposition i situationen. Der er heller ingen, der siger at Netanyahu, som bliver pustet i nakken af den yderste højrefløj, vil betragte Sinwars eliminering som en endelig sejr, idet Hamas naturligvis fortsat er til stede i Gaza.

Måske drabet på Sinwar kan betragtes som et vendepunkt – og endda et oplæg til våbenhvile. Men det kan bestemt ikke udelukkes, at krigen fortsætter, nu bare på endnu mere desperate betingelser.

 

Måske drabet på Sinwar kan betragtes som et vendepunkt – og endda et oplæg til våbenhvile. Men det kan bestemt ikke udelukkes, at krigen fortsætter, nu bare på endnu mere desperate betingelser
_______

 

Hans Henrik Fafner (f. 1957) er udlandsredaktør på POV International. Han har gennem de sidste 30 år skrevet om Mellemøsten med fast base i Tel Aviv. Ved siden af sit journalistiske virke er han forfatter til en række bøger og foredragsholder, oversætter af israelsk skønlitteratur til dansk, samt rejseleder for Viktors Farmor. Han skriver på to bøger, som begge udkommer i efteråret 2024: ’Israel fra 1948 til nu’ (RÆSONs Forlag) handler om Israels politiske historie fra statens grundlæggelse, og ’Den korte historie om Jerusalem’ (Forlaget Svane & Bilgrav) fortæller byens tusindårige historie som centrum for religiøse og storpolitiske konflikter.

ILLUSTRATION: Gaza, 1. oktober 2022: Yahya Sinwar (1962-2024) deltager i en fejring af Jerusalems al-Aqsa moské [FOTO: Mahmud Hams/AFP/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland