Gavin Schmidt i Interviewserien: Hvis 2024 sætter en stor varmerekord i forhold til 2023, har noget systemisk ændret sig
28.05.2024
”Vi endte med, at 2023 ikke bare blev et rekordvarmt år. Det var en rekord med en rekordstor margin, og det fik alle til at reagere: Hvad skete der her? Vores forudsigelser havde deres usikkerhedsmargin, men dette lå langt uden for den. Det kan man ikke lide som forsker – man kan ikke lide at blive så overrasket.”
RÆSONs Interviewserie udkommer hver uge. Se alle interviews i serien her. I denne uge med Gavin Schmidt, klimaforsker og direktør for NASAs Goddard Institute for Space Studies.
Af Kirstine Eklund
RÆSON: Du forudsagde før 2023, at sandsynligheden for, at dét år ville blive rekordvarmt, kun var én ud af fem. Kan du forklare, hvorfor de faktorer, der indikerer, hvilken slags år det bliver, pegede i den retning?
Min gruppe her hos NASA har i mange år nu, også længe før jeg blev involveret i branchen, produceret månedlige og årlige opdateringer af temperaturerne. Det har vi gjort siden 1980’erne, og vi har en tidsserie, der går helt tilbage til det 19. århundrede. Jeg begyndte at arbejde på det for ca. 10 år siden, og det er her, interessen fra offentligheden og videnskaben kommer i spil.
Generelt set fungerer forudsigelserne godt. Det er ret tydeligt i dataene, at man faktisk kan forudsige, hvad der vil ske om et år med stort set kun to oplysninger: Det faktum, at der er en langsigtet tendens – det er helt afgørende -–og så tilstanden af El Nino/La Nina i begyndelsen af året. Det var ikke helt indlysende, at man kunne gøre det – for hvorfor betyder det noget, hvordan det er i begyndelsen af året, og hvorfor betyder det ikke noget, hvordan det er i slutningen af året?
Det viser sig, at variabiliteten – altså forskellen fra det ene år til det andet – næsten udelukkende ligger i den nordlige halvkugles vinter og forår. Fordi der er så meget land i nord, er der meget mere variation i temperaturen. På den sydlige halvkugle er kurven derimod meget fladere, fordi der er meget mere hav, så det kræver langt mere energi at flytte temperaturen op og ned. Derfor er vinteren og foråret på den nordlige halvkugle nøglen til at forstå klimaet.
Hvad er El Nino og La Nina, og hvordan fungerer de?
El Nino-La Nina er noget, der sker i det tropiske Stillehav. Så det er langt fra Europa, og man kan tænke: Hvordan påvirker det vores vejr? Det, der sker, er, at lige langs ækvator, mellem Sydamerika og Indonesien, er der et strømsystem, som skubbes af vindene. Nogle gange aftager vinden, og så skvulper vandet tilbage. Når det sker, får man unormalt varme temperaturer lige ved kysten til Sydamerika, og det kaldes en El Nino-begivenhed. Det viser sig, at det har en stor indflydelse på det globale klima.
Den modsatte effekt sker nogle gange, når vindene er stærkere, og man får en kølig anomali der. Det kaldes en La Nina, og det har en lignende, men modsatrettet indvirkning på klimaet. Så forskellen mellem en El Nino og en La Nina er bare denne form for vandbevægelse i det tropiske Stillehav, som så har en meget stor indvirkning på hele verden.
Det skøn, vi havde, var, at 2023 sandsynligvis ville blive en smule varmere end det foregående år på grund af den langsigtede tendens. Det var det, der blev forudsagt. Men det er slet ikke det, vi faktisk så
_______
Når jeg ved, hvad El Nino er i begyndelsen af året, kan jeg gå tilbage og se: Hvor godt forudsiger det, hvad der kommer til at ske det følgende år? Og det forudsiger det ret præcist. Jeg har brugt den slags statistiske sammenhænge til at forsøge at forudsige, hvad der vil ske et år frem i tiden. Vi ved, at El Nino-systemet topper omkring december, januar og februar, men det er også forudsigeligt; så man ved et par måneder i forvejen, hvordan det bliver. I december kan man forudsige, hvordan det bliver i januar og februar, og det er afgørende for, hvordan temperaturen bliver resten af året.
Når man har en El Nino, er det generelt varmt i den tropiske Stillehavsregion, og så bliver de globale temperaturer varmere med en lille smule forsinkelse. På to eller tre måneder ændrer anomalien i globale gennemsnitstemperatur sig i takt med det. Når man har en La Nina, har man en lidt køligere global temperatur. Så hvis jeg tager de langsigtede tendenser, som er vigtige, og så om det bliver en El Nino eller en La Nina, kan jeg forudsige, hvad der kommer til at ske det næste år.
Det gjorde vi for 2023 i slutningen af 2022. Vi sagde: Ok, i slutningen af 2022 var vi stadig i en La Nina-fase, hvilket betyder, at temperaturen bliver en lille smule køligere end trenden. Der er en lille smule usikkerhed, så det er muligt, at vi får et rekordvarmt år – men det er mere sandsynligt, at vi ikke får det. Så det skøn, vi havde, var, at 2023 sandsynligvis ville blive en smule varmere end det foregående år på grund af den langsigtede tendens. Det var det, der blev forudsagt. Men det er slet ikke det, vi faktisk så.
Som jeg forstår det, begyndte temperaturen at stige dramatisk, før systemet ændrede sig fra en La Nina til en El Nino. Er det korrekt?
Ja, præcis. Da vi kom ind i 2023, begyndte temperaturen at opføre sig unormalt. Vi begyndte at se rekordvarme temperaturer i Nordatlanten allerede i marts. I juni var de globale havoverfladetemperaturer rekordvarme. I juli og august så vi rekordlave mængder havis i Antarktis – på den anden side af planeten fra Nordatlanten – og fra juli var det den varmeste juli, august og september, der nogensinde er registreret.
September var enormt varm. Den slog den tidligere rekord med en halv grad Celsius, hvilket aldrig sker. Det er voldsomt, selv om det ikke lyder som et stort tal. Men i forhold til planetens størrelse er det virkelig en stor temperaturstigning, så det var meget chokerende. I august og september begyndte El Nino også at komme i gang, og dens effekt steg mod slutningen af året. Man kan bare ikke give El Nino skylden for de rekorder, der blev sat i marts eller juni, for der var det ikke engang sket endnu. Så det var alt sammen meget mærkeligt.
Da vi var nået halvvejs gennem året, var det meget tydeligt, at 2023 faktisk ville blive det varmeste år nogensinde. Ikke bare lidt, men meget. Faktisk undervurderede alle vores forudsigelser, hvor varmt det ville blive – selv med kun én måned tilbage. I slutningen af november lavede vi en forudsigelse af, hvad temperaturen ville blive året ud. Og vi undervurderede stadig varmen.
Så vi endte med, at 2023 ikke bare blev et rekordvarmt år. Det var en rekord med en rekordstor margin, og det fik alle til at reagere: Hvad skete der her? Vores forudsigelser havde deres usikkerhedsmargin, men dette lå langt uden for den. Det kan man ikke lide som forsker – man kan ikke lide at blive så overrasket. Så når man ser noget, som man ikke havde forudsagt, eller som ikke kan forklares ved hjælp af ens lille heuristik, så er det både foruroligende og spændende.
Da vi var nået halvvejs gennem året, var det meget tydeligt, at 2023 faktisk ville blive det varmeste år nogensinde
_______
Så lad os tage fat på det mystiske hvorfor i det her. Hvilke mulige forklaringer er der på den drastiske stigning i havtemperaturen i 2023?
Der er nogle forskere, der siger: Åh, det år var bare en undtagelse. Jeg tror ikke, det er et godt nok svar. Andre leder efter ting, som vi forskere ikke har taget med i vores forudsigelser. En af de ting, som folk ikke medregnede, var virkningerne af Hunga Tonga-Hunga Ha’apai-vulkanudbruddet i januar 2022, som sendte noget forurening op i atmosfæren, men også noget vanddamp op i stratosfæren. Hypotesen er, at vanddampen i stratosfæren faktisk har en indvirkning på temperaturerne, og at det er en opvarmningseffekt. Det er muligt.
Andre har påpeget, at udledningen af aerosoler i Kina er faldet hurtigere, end vi havde forventet. Netop udledningen af aerosol – det er en slags luftforurening – afkøler klimaet, så hvis du nedsætter den, vil det varme klimaet op. Det er også muligt. Nogen forskere mener, at det er solens cyklus, som nåede solens maksimum lidt tidligere, end vi havde forudset. Andre siger, at det måske er udledningerne fra skibsfarten, som siden 2020 er blevet reduceret en hel del på grund af nye regler for rent brændstof. Mange er meget glade for den idé.
Det er fint nok at sige, at disse ting er tilfældige, og at der derfor kan være en årsagssammenhæng, men det bør man ikke gøre. Problemet med alle de forklaringer er, at der sker så mange ting, og de ikke alle kan have lige meget forklaringskraft for temperaturstigningen. Så hvordan kvantificerer man det? Hvordan tager man faktisk en af disse idéer og beregner, hvor stor en indflydelse den egentlig bør have på temperaturen? Når man tager alle faktorerne med, hvordan får man så forventningerne til at stemme overens med virkeligheden?
Grunden til, at jeg skrev den artikel i Nature om 2023, var, at det arbejde ikke er blevet gjort. Vi har ikke forenet alle de forskellige ideer med det, der faktisk skete. Så jeg skrev den kommentar for at understrege, hvor unormalt 2023 var, og hvorfor det er noget, vi bør interessere os for.
Du skrev i den Nature-artikel, at selv om man tog alle de faktorer i betragtning, som du lige har remset op, var det stadig 0,2 grader Celsius varmere, end I forventede. Hvorfor kan de faktorer ikke forklare hele temperaturændringen?
Det kan de i hvert fald ikke endnu. Forskere har lavet baglæns beregninger af, hvor stor indflydelse hver af disse faktorer har. Men det går ikke op. Hver af dem kan forklare en lille smule, men det går ikke op i en højere enhed. Så måske er vores beregninger forkerte – måske er vi nødt til at opdatere dem. Måske er der mere usikkerhed, end vi tror. Måske foregår der noget andet. Måske bliver effekten af El Nino forstærket af den globale opvarmning, som vi har set. Måske vil vi nu se en ændring i den måde, El Nino påvirker de globale temperaturer på.
Afhængigt af, hvordan temperaturstigningen bliver forklaret, har det forskellige konsekvenser fremover. Det kan få betydning for vores evne til overhovedet at lave sæsonforudsigelser. Det kan have indflydelse på den langsigtede tendens, hvis det er noget systemisk, der har ændret sig. Eller det kan bare være fem interne ting, der tilsammen skabte forandringen, og så var det bare et øjebliksbillede. I så fald vil intet ændre sig fremadrettet. Men det er ikke helt klart, hvad svaret er. Da det vil have betydning for, hvordan vi forudsiger ting i fremtiden, bør vi fokusere på det og forsøge at finde ud af, hvad sandheden er. Så vi kan komme med bedre udsagn om fremtiden.
Tendensen med rekordhøje havtemperaturer er fortsat ind i 2024. Var det din forventning ved udgangen af sidste år?
Det er et godt spørgsmål. Husk nu, hvor vi startede, ikke? Hvis vi starter året med en El Nino, forventer vi, at det næste år bliver varmt. Og vi startede dette år med en El Nino, så vi forventer, at 2024 bliver varmt. Baseret på de foregående års data, men uden at medregne 2023, ville man forvente, at 2024’s temperaturer ville ligge ret tæt på 2023 – så enten det varmest år eller det næst varmeste år – og det ser ud til at holde stik. Så måske er vi bare tilbage til det normale, og 2023 var et udsving.
Hvis 2024 sætter en stor rekord i forhold til 2023, vil det fortælle os, at noget systemisk har ændret sig
_______
Men hvis 2024 sætter en stor rekord i forhold til 2023, vil det fortælle os, at noget systemisk har ændret sig. Hvis det er stort set det samme som 2023, så er temperaturen tilbage inden for rammerne af, hvad vi forventer. Vi får se. Indtil nu er de rekordvarme temperaturer, vi har set i februar, marts, april – og muligvis maj, det er ikke helt klart endnu – i overensstemmelse med det faktum, at der var en El Nino i begyndelsen af året, plus den langsigtede tendens. Det, der skete i begyndelsen af året, er ikke det overraskende. Det overraskende er, hvad der skete sidste år.
Du skrev i den Nature-artikel, at ingen klimamodel rigtig kan forklare varmeanomalierne i 2023. Men du skrev også, at havtemperaturerne bør stabilisere sig i august, hvis El Nino opfører sig, som den tidligere har gjort, og der ikke er noget andet i gære. Tror du, at det vil ske, når man ser på temperaturerne indtil videre i år?
Det ved jeg ikke. Eller jeg mener: Jeg er ikke bundet til nogen af de forklaringer, der er derude. Jeg slår ikke på en bestemt tromme. Men jeg vil gerne have, at disse faktorer bliver forenet. Og siden Nature-artiklen kom ud, har folk sendt mig ny videnskab, som fx: en artikel, der ser på vulkaner, en artikel, der ser på skibsfart, en artikel, der ser på Kina. Så videnskaben bliver udført. I slutningen af sommeren tror jeg, at der vil være endnu flere undersøgelser derude.
Så er der, hvad de faktiske temperaturer gør, hvis man ser på de globale gennemsnitstemperaturer.
Bemærk: De viste temperaturer i grader Celsius omfatter data fra 60°S til 60°N på alle længdegrader. Kilde: NOAA OISST v2.1, via ClimateReanalyzer.org, Climate Change Institute, University of Maine
Den orange linje er de optegnelser, som vi begyndte at se sidste år. Som du kan se, begyndte temperaturen at gå over alle tidligere linjer i marts og blev dér indtil slutningen af året. Og så kan du se, at den i år har været højere end nogle af de andre linjer, men at den er ved at nærme sig hovedparten af linjerne. Lige nu er det bare en lille smule varmere end sidste år, men det er stadig lidt støjende. Min forventning er, at hvis der ikke er nogen stor systemisk forandring, så vil den sorte linje gå under den orange linje og stort set forblive under den resten af året. Hvis der altså ikke sker noget mærkeligt. Men det er ikke sket endnu.
Måske kommer den til at følge den orange linje, eller måske er der et systemisk skift, så vi nu bare er et varmere sted. Du kan se hullet i august-september, det enorme hul mellem den orange linje og alle de andre linjer. Der er meget støj der, ikke? Der er vejret, men det er også systemisk, fordi det er måned efter måned. Så det hele afhænger af, hvor den sorte linje går hen. Hvis den falder under den orange linje, var 2023 et udslag. Hvis den holder sig tæt på eller over den orange linje, er der sket en systemisk forandring. I august vil det stå klart.
Hvad betyder det for os, hvis det er systemisk, og 2023 ikke bare var et øjebliksbillede?
Det betyder, at vi kommer til at se flere påvirkninger af klimaet. Vi vil se flere konsekvenser som dem, vi allerede har set. Nu er vi på omkring 1,4, måske 1,5 grader, over gennemsnitstemperaturen for slutningen af det 19. århundrede. Vi ser konsekvenserne i form af intens nedbør, hedebølger, issmeltning, stigning i havniveauet og stormenes intensitet. Alle disse ting kan nu tilskrives de temperaturændringer, vi ser. Så rent praktisk vil disse ting blive yderligere intensiveret.
Temperaturændringerne sidste år påvirkede en hel del økosystemer: Vi ser det fx på Antarktis, som du nævnte, og på koralrevene. Kan du forklare nogle af de konsekvenser, som den stigende havtemperatur har?
Koralrevene ligger i troperne, hvor temperaturen normalt ikke er særlig høj. Men nu er den blevet højere, og koralrevene er ret følsomme. Så de har blegningshændelser, hvor de udstøder alle deres symbiotiske ting, såsom alger, og korallerne mister deres farve. Det er deprimerende at se. De kan komme sig, hvis det ikke sker for ofte, men hvis det sker hvert år, så kommer de sig ikke, og koralrevene dør. Så koralrevsforskere er meget bekymrede, fordi vi har set hyppigere blegningshændelser.
I år ser vi i Great Barrier Reef og troperne muligvis den værste blegning, vi nogensinde har set. Og det er tragisk. Det er et enestående og fantastisk økosystem, som stort set er truet overalt, og det har ingen steder at tage hen. Det har taget meget lang tid at opbygge koralrevene, og de bevæger sig ikke særlig hurtigt. Så det er svært at se, hvordan de kan klare sig i en stadig varmere verden.
Det er ikke, fordi det fysiske system er irreversibelt. Det er vores inerti, der skubber os i denne retning, fordi vi ikke kan ændre kurs hurtigt nok
_______
Er disse konsekvenser, som fx de døende koralrev eller de enorme mængder is, der smelter i Antarktis, irreversible – selv hvis opvarmningstendensen stopper?
Fysisk set er det ikke irreversibelt. Fysisk set kunne vi stoppe vores udledninger, og hvis vi gjorde det, ville temperaturerne stabilisere sig. Det ville ikke blive værre. Vi ville kunne reducere metanudledningen, og havene kunne faktisk blive køligere. Og så kunne vi tage kuldioxid ud af atmosfæren, og temperaturerne ville afkøles hurtigere.
Hvis vi gjorde det som samfund, som planet, så er disse ting ikke irreversible i den forstand. Tingene kunne køles ned, koralrevene kunne komme tilbage, og isen kunne komme tilbage. Men det har vi ikke været særlig gode til. Vi har ikke været særlig gode til at reducere udledningen til nul. Vi har gjort fremskridt. Det er ikke så dystert, som vores værste forestillinger var for et årti eller to årtier siden. Men vi har ikke gjort tilstrækkelige fremskridt til at sænke opvarmningshastigheden betydeligt. For slet ikke at tale om at stoppe den.
Lige nu udleder vi omkring 10 gigaton kulstof om året. Det skal ned på nul, hvis vi vil have temperaturerne til at stabilisere sig – bare for at forhindre, at det bliver værre. Vi siger, at vi vil bringe det ned, men vi har faktisk ikke bragt det ned. Sidste år var stadig den højeste udledning, der nogensinde er registreret. Vi kan lege med vores modeller og sige: Hvis udledningerne gør sådan her, så vil det ske sådan her. Men så er der det, der sker i den virkelige verden, og udledningen er ikke på vej ned. Udledningerne stiger stadig. Så det er ikke, fordi det fysiske system er irreversibelt. Det er vores inerti, der skubber os i denne retning, fordi vi ikke kan ændre kurs hurtigt nok.
Hvordan oplever du det som en klimaforsker, der forstår det på et dybere niveau end de fleste andre?
Det er meget mærkeligt. For hvordan har man det som forsker godt med sig selv? Hvordan føler man, at man har gjort et godt stykke arbejde? Man observerer noget i universet og ser, hvad processerne er. Man indkapsler det og sætter det ind i en model af en slags. Så laver man en forudsigelse, og hvis den går i opfyldelse, er det meningen, at forskerne skal være tilfredse. Vi har taget noget fra verden, vi har brugt det, og vi har været i stand til at forudsige noget om fremtiden. Så det er meningen, at man skal have det godt med det – undtagen når det, man forudsiger, slet ikke er godt.
Nej, vi nyder ikke at forudsige, at temperaturerne bliver varmere i det næste årti, end de var i dette årti, og det samme sker i årtiet efter det. Det giver os ingen glæde overhovedet, hvis det er korrekt – og det er korrekt. Det er sandheden. Som menneske ønsker man ikke at forudsige dårlige ting. Man vil ikke være Cassandra. Selv hvis det er sandt. Og det er sandt. Så som forsker og borger er jeg i konflikt. Åh, hvor er vi kloge, at vi kan forudsige disse ting og så: Åh nej, vi forudsiger disse ting! Hvordan håndterer man det?
Det håndterer man ved at forsøge at fortælle folk, hvad der sker, og hvorfor disse forudsigelser faktisk vil gå i opfyldelse, og hvad man kan gøre som samfund, individ eller regering for at undgå det. Sherwood Rowland, som vandt Nobelprisen for at have fundet ud af kemien bag ozonnedbrydningen tilbage i 1970’erne, sagde i et interview: ”Hvad er meningen med at have udviklet en videnskab godt nok til, at du kan komme med forudsigelser, hvis alt, hvad du vil gøre, er at sidde og vente på, at de bliver til virkelighed?” ■
Nej, vi nyder ikke at forudsige, at temperaturerne bliver varmere i det næste årti, end de var i dette årti, og det samme sker i årtiet efter det. Det giver os ingen glæde overhovedet, hvis det er korrekt – og det er korrekt
_______
Gavin Schmidt er en britisk klimaforsker og direktør for NASAs Goddard Institute for Space Studies.
ILLUSTRATION: Canoas, 13. maj 2024: Omfattende oversvømmelser i Brasilien, som eksperter tilskriver El Nino [FOTO: Nelson Almeida/AFP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
