04.09.2024

FOR eller IMOD er RÆSONs nye debatformat, hvor to politikere eller meningsdannere udveksler deres stærkeste argumenter for eller imod et af den aktuelle politiske debats varmeste emner.

 
Atomkraft i Danmark – ja eller nej? Måske, siger LA – nej tak, siger de Radikale

 
Samira Nawa (R): At introducere atomkraft i Danmark er klimanøl

 

Når nogle slår på tromme for at introducere atomkraft i dansk energiplanlægning, velvidende at tidshorisonten er over 15 år, så har man reelt givet op på klimakrisen. Det er ganske enkelt et udtryk for klimanøl og en (i bedste fald) naiv tro på hockeystavsmodellen, hvor tilstrækkelig klimahandling kan udskydes mange år ud i fremtiden.

Lad mig med det samme slå fast: Moderne atomkraft er en god og grøn energikilde, som ikke optager store arealer og leverer meget energi med en relativt lav CO2-udledning. Og derfor er jeg naturligvis ikke imod atomkraft. Men jeg er tilhænger af, at man bruger sin sunde fornuft og satser på atomkraft i de lande og de dele af verden, hvor det giver mening. Faktisk mener jeg, at atomkraft er uundgåeligt i en global kontekst. I Danmark er vi dog verdensmestre i sol og vind – og det er der, vi skal lægge (og hente) vores energi.

Mit argument imod atomkraft i en dansk kontekst er hverken ideologisk eller principielt funderet. Det bygger alene på ambitionen om den mest effektive vej til grøn omstilling af det danske samfund. Her er tre gode grunde til, hvorfor det giver mening at holde atomkraft uden for Danmarks grænser:

FOR DET FØRSTE er etablering af atomkraft dobbelt så dyrt som vind og sol. Uanset, om man spørger hos de store analysehuse eller vidensinstitutioner, så er der en bred enighed om, at prisen for en produceret kWh strøm for ny atomkraft er væsentligt højere end ved sol og vind (IEA).

Men én ting er analyser og teoretisk beregnede forskelle i pris, noget andet er at se på faktisk opførte værker. Og så alligevel ikke, for historien er den samme. Opførelse af et atomkraftværk er dyrt – selv når man medregner, at vind og sol ikke blæser og skinner hele tiden.

Hertil kommer, at omkostningerne til elektricitet fra vind og sol historisk har været markant faldende, mens omkostningerne til ny atomkraft har været stigende. I dag er elektricitet fra ny atomkraft opført i Vesteuropa ca. dobbelt så dyr som elektricitet fra danske vindmølleparker og solcelleanlæg, selv når man forudsætter en levetid for atomkraftværket på 60 år.

Til gengæld findes der atomkraft i verden, som er lige så billigt eller næsten lige så billigt som vind og sol i Danmark. Det er tilfældet ved levetidsforlængelser af eksisterende værker eller værker bygget i fx Kina. Det er ikke en mulighed, som vi har i Danmark, og netop derfor skal det ikke indgå i en dansk kontekst.

FOR DET ANDET tager nye atomkraftværker dobbelt så lang tid at planlægge og opføre som vind og sol. De seneste atomkraftværker, der er bygget i Europa, er blevet markant forsinket (fx Flamanville i Frankrig). Det har vi simpelthen ikke tid til. I dag er byggetiden på et atomkraftværk i Vesteuropa ca. 15 år målt fra byggestart til ibrugtagning. Hertil kommer en planlægningstid på i størrelsesordenen 5-8 år. Det kan sammenlignes med en byggetid for vind og sol på 2-3 år plus en planlægningstid på i størrelsesordenen 1-6 år (IEA).

Når nogle slår på tromme for at introducere atomkraft i dansk energiplanlægning, velvidende at tidshorisonten er over 15 år, så har man reelt givet op på klimakrisen. Det er ganske enkelt et udtryk for klimanøl og en (i bedste fald) naiv tro på hockeystavsmodellen, hvor tilstrækkelig klimahandling kan udskydes mange år ud i fremtiden.

Fortalere for atomkraft i Danmark peger også på, at nye teknologier er under udvikling – der er fx tale om små modulære reaktorer, som blandt andet udvikles af det danske firma Seaborg Technologies. Der er grund til at være stolt af, at danskere er helt fremme i udviklingen af nye banebrydende teknologier, men industrien peger selv på, at deres teknologi ikke passer til danske forhold, hvor vinden er billigst.

OG FOR DET TREDJE så har vi stadig et affaldsproblem, som ikke er håndteret. Det har aldrig været ”a walk in the park” at finde ud af, hvor skal opstille nye vindmøllerne skulle placeres, der ofte bliver mødt med skepsis: Ikke-i-min-baghave-argumentet [på engelsk forkortet NIMBY – not in my backyard, red.]. har fyldt meget – også hos dem, der er begejstrede for vindenergi. Jeg kan have meget ringe evner for at se ind i fremtiden, men lur mig, om ikke det bliver endnu sværere at finde en placering til et atomkraftværk og dertilhørende affald.

Jeg anerkender, at moderne atomkraft generer mindre affald, der –og i teorien – kan man genanvendes det atomare affald som nyt brændsel – men dette gøres bare endnu ikke i praksis er det ikke let. Og når det kommer til denne form for affald, så er selv små mængder et problem. Vi kan blot kigge mod forsøgsanlægget på Risø ved Roskilde. Den sidste reaktor lukkede i 2000, men oprydningsarbejdet forventes først at være færdiggjort i slutningen af dette årti, og affaldet kommer forventeligt til at fylde over 550 almindelige containere. Vi er altså ikke engang færdige med oprydningsarbejdet efter et enkelt testanlæg, og forventningen er, at affaldsproblemet først er permanent håndteret i 2073. Også af den grund er det useriøst at tale om ny atomkraft på dansk jord. Jeg har i hvert fald endnu til gode, at atomkraftfortalere anviser, hvor et anlæg skal placeres og hvordan atomaffaldet håndteres.

Vi kommer ikke udenom at elektriciteten i Danmark skal være grøn og den stigende efterspørgsel skal matches. Netop derfor indgik et bredt flertal i folketinget sidste år en aftale om Danmarkshistoriens største havvindsudbud. Indfries potentialet, så har vi sikret grøn strøm til mere end 14 mio. danske og europæiske husstande. Danmark kommer altså til at klare sig helt fint uden at begive sig ud i et atomkrafteksperiment – og mere end det, for med den mængde af grøn strøm kan vi bidrage til at dekarbonisere den tyske industri.

Summa summarum, så er jeg ikke imod atomkraft – . Jeg ser det tværtimod: Det er som en forudsætning for, at vi når vores klimamål på globalt plan. I en dansk kontekst kan vi forske og bidrage til at udvikle teknologien, som kan gøre nytte andre steder i verden, hvor man ikke har vores gode vindressourcer og hvor atomkraft derfor rent faktisk er den mest effektive og grønne løsning.

 
Steffen Frølund (LA): Løsningen er indlysende. Hvorfor skal atomkraft være tabu i Danmark?

 

Verden kommer til at mangle strøm – i enormt omfang. Alligevel insisterer vi i Danmark på at ignorere det eneste indlysende svar.

Forsyningssikkerheden falder – i en grad, så vi risikerer strømafbrydelser. Det siger Klimarådet, GreenPowerDenmark og Energinet uafhængigt af hinanden i tre forskellige nyere analyser. Faktisk kommer de frem til bemærkelsesværdigt samstemmige resultater. De laver alle tre modeller for vores planlagte energisystem i fremtiden, og kører tidligere tiders vejrår igennem beregningerne. For eksempel 1996 hvor det ikke blæste så meget. Modellerne inkluderer alle planlagte energikilder, backup, batterier, at tvangslukke datacentre, suge fra elbilerne og internationale importforbindelser. I perioder, hvor solen ikke skinner og vinden ikke blæser, så er vi kraftigt udfordrede. Det siger de entydigt.

Udfordringen stiger, jo mere vejrafhængige energikilder fylder. Og de har kurs mod at fylde rigtig meget. Kobler man det med situationer, hvor nabolandene ikke vil sende strøm til os, så er vi – pardon my french – royally screwed. Her taler vi ingen strøm i kontakterne op til 8 dage om året. Disse problemer indtræffer allerede fra 2033 og vil kun stige. Allerede nu har klimaministeren justeret målet for forsyningssikkerhed ned. Vi ved det bevæger sig i den retning. Men det behøvede det ikke.

En indbygget forudsætning er endda, at der i Europa skal bygges minimum 80GW stabil elproduktion inden 2033, for at sikre Danmarks forsyningssikkerhed. Det bliver altså meget værre, hvis ikke de andre bygger energikilder, som ikke er vejrafhængige i stor stil. Det er ansvarlige lande heldigvis i gang med. Sverige er med hastige skridt på vej til meget mere atomkraft. Holland har gentændt deres program for mere atomkraft. Estland har lige stemt for. Selv Norge, der ellers har rigeligt med vandkraft, har en kommission i gang med at indregne stabil atomkraft i deres system.

Men vi ved ikke om naboerne overhovedet vil sende strømmen til os. Slet ikke i situationer hvor de måske selv har brug for den. Norge har allerede sagt nej til at finansiere et søkabel. Vores højt besungne og højrisikable teknologisatsning på Energiøen i Nordsøen er så dyr, at der pågår uafklarede forhandlinger med Belgien om at finansiere det, og det ansvarlige embedskontor er lukket ned. Forbindelserne til Sverige er for små. Dertil kommer, at alle borgerne i Østdanmark kommer til at betale for vores voldsomt dyre kommende kabel til Tyskland, som får al strømmen fra Bornholm. Samtidigt står man med et Tyskland, som har skabt sine egne forsyningsproblemer ved at lukke atomkraft ned. Dermed er vores mulighed for at snylte på Tyskland væk. Sverige har da også lige nægtet at etablere et kabel til Tyskland af samme årsag.

Man forudsætter ydermere kun en tredobling af vores elforbrug efter vi har elektrificeret alting. Svenskerne derimod forudser en mangedobling. Skal vi bruge endnu mere strøm, så er hullet proportionelt større. Datacentres behov vokser med digitaliseringen, AI er processortungt, valutaer bliver digitale, vi skal væk fra biomasse over på strøm, bilparken går til el, lastbiler skal på batterier, huse opvarmes af varmepumper, nær sagt al energibehov skal elektrificeres…

Vi ved at energi som input, giver velstand som output. Vi må derfor antage at energiefterspørgslen vokser meget. Den skal selvfølgelig mættes med grøn strøm. Ikke udsultes med energidiæter.

Alt det her kan vi kan vi løse. Det kræver bare en perlerække af pivdyre tiltag. Omkostninger, som skal regnes med i et vejrafhængigt energisystem, men altid bliver glemt. Prisen for en energikilde er nemlig ikke bare energikildens pris. ”Den dyreste strøm er den, vi ikke har”, har jeg hørt én medarbejder fra Energistyrelsen bemærke.

Hvad er omkostningen for samfundet ved at lukke industrien i kortere eller længere perioder? At slukke for datacentre? Opfinde nye gigantiske jordvarmebatterier, ingen endnu har set eller kender prisen på? Tømme elbiler for strøm, så de er flade næste morgen og hjertekirurgen får en tvungen fridag?

Nogle planlægger allerede efter disse eksorbitante kæmpeomkostninger ved ikke at have strøm nok. Københavns Lufthavn kan ikke tåle strømudfald og har installeret nye store batterier. Det samme gælder Novo Nordisk i Kalundborg, der har bygget deres egne store kraftværker. Slagterier fortæller hvordan blot få timer uden strøm koster dem millioner – og datacentre verden over søger mod områder med atomkraft, så deres business case ikke hindres af strømmangel.

Og så er der teknologien, som kan få os uden om alle disse omkostninger og problemer. Den kæmpestore grønne elefant i rummet, som stirrer os direkte ind i øjnene på få tommers afstand. Og som alle vores naboer har – eller får. Men som af uransagelige grunde er dømt til at være tabu: Atomkraft.

Jeg foreslår, at vi i Danmark baserer vores mål for forsyningssikkerheden på samfundsøkonomi. Når vi har spurgt, hvilken forsyningssikkerhed, der vil være ideel, designer vi energisystemet ud fra dét. Ikke omvendt, som det desværre er i dag – hvor systemet dikterer hvad forsyningssikkerheden kan være, og samfundsøkonomien så må bære omkostningerne.

Derfor bør vi hurtigst muligt fjerne forbuddet mod at tænke i atomkraft, så ministerierne kan planlægge med denne energikilde. Og vi skal nedsætte en Niels Bohr Kommission, så det kan regnes præcist igennem. Vi er ikke bange for at sige, at vi også om 15-20 år skal bruge grøn strømmen. Vores klimamål haster. Klimaneutralitet ønsker vi at opnå i Danmark i 2040erne. Det ville være rigeligt tid til selv et forsinket atomkraftprojekt, som det nyligt tændte finske værk. Men det ofte hørte modargument, at atomkraft i sig selv skulle være langsomt er forkert. I Dubai har man netop tændt for at stort værk, som har taget kortere tid end havvind i Danmark har taget. Hvor længe noget tager at bygge er i øvrigt et variabel man politisk kan influere. Forbud, besvær og unikke designs trækker tiden opad, mens støtte, fjernelse af friktion og eksisterende designs, vil trække tiden nedad.

Dét ville flugte med vores ambitioner om et rigt og grønt land i fremtiden. Men endnu vigtigere, så ville det betyde at Danmark lever op til sin nyligt indgåede aftale til COP28, hvor Dan Jørgensen skrev under på at atomkraft skal accelereres. Det kan man ikke just sige, at den siddende regering bidrager til. Tværtimod. Altid med henvisning til at vi har gang i vindenergi – som om vindenergi kan stå alene.

Alle andre steder spiller atomkraft perfekt sammen med en masse sol- og vindenergi. Det eneste sted i verden, hvor det anses som enten/eller, er i visse gruppeværelser på Christiansborg. At dette overhovedet er en fløjdebat er også en særlig dansk ting. Vi ville aldrig gå til en anden teknologidebat på samme måde. I andre lande er det da heller ikke ensbetydende med at være venstreorienteret, at man er imod atomkraft. Nyvalgte Keir Starmer har som noget af det første bedt sin energiminister accelerere Storbritanniens atomkraft. Finlands grønne parti er stærke støtter af atomkraft. Selv Greta Thunberg har sagt at Tysklands atomnedlukning var en stor fejl. En spirende niche af venstreorienterede fortalere vokser også i Danmark.

Atomkraft har da også svarene på mange af de venstreorienterede mærkesager. Arealanvendelsen er lille, så der er mere plads til naturen. Ressourceforbruget er lavt, så det ikke slider på kloden. Sikkerheden er høj, så folk ikke dør af ulykker og partikelforurening. Affaldet er der helt styr på, i modsætning til alle andre energiformer. Så det er ikke så underligt at venstreorienterede i andre lande ser lyset, ligesom vi liberale gør i Danmark.

Den danske befolkning ser også lyset. Epinion har for DR lavet en analyse som viste et stort flertal for atomkraft. Megafon har målt på partitilhør, og synet på det, og selv hos socialdemokratiske vælgere er det nu 50/50. Aftenshowet havde for få dage siden et indslag om emnet, og spurgte på deres Facebook om Danmark skulle indtænke atomkraft, og helt uvidenskabeligt svarede mere end 90 pct. positivt. Det giver også god mening. For vi vil alle gerne have massive mængder grøn strøm når vi skal bruge den.

Samira Nawa (f. 1988) er MF og beskæftigelses- og ligestillingsordfører for Det Radikale Venstre.

Steffen Frølund (f. 1984) er MF og klima- og skatteordfører for Liberal Alliance.

ILLUSTRATION: Officielle pressefotos og Bjoern Schwar

Apropos denne artikel:

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning

Alberte Bové Rud i RÆSONs nye trykte nummer: Skal Meloni samle Vesten?