Erik Boel: Efter invasionen af Nagorno-Karabakh frygter armenierne nu, at Aserbajdsjan har fået blod på tanden. Og ikke uden grund

01.02.2024

Armenierne fortjener ikke, at vi fortsat overlader deres skæbne til Tyrkiet, Aserbajdsjan og Rusland.


RÆSON OPINION af Erik Boel, tidligere landsformand for Europabevægelsen 


Lilith bor i en såkaldt Stalinka (udlejningsejendom fra Stalin-tiden) i udkanten af Goris i det sydlige Armenien. Huset er gennemtæret og lettere ramponeret. Her stinker af skrald og kattemad.


Sammen med 120.000 andre er Lilith flygtet til Armenien, efter Aserbajdsjan erobrede enklaven Nagorno-Karabach midt i september. 


Lilith fortæller, at hun selv og hendes naboer i Nagorno-Karabakhs hovedstad Stepanakert fik nogle minutter til at forlade deres ejendom. De kunne lige tage det med, de kunne bære, have i bilen eller på cyklen. De frygtede et folkedrab – uanset forsikringer fra Aserbajdsjan om at respektere Karabakh-amenernes rettigheder. Historien kaster en slagskygge af had, bitterhed og mistillid over forholdet mellem de to folk. 


Mens vi står og snakker, sidder et to mænd på en bænk og ryger, mens de deler en flaske vodka. Der er armod, men flygtningene her lever trods alt ikke i teltlejre, som vi kender dem fra andre konfliktområder. Udfordringerne er først og fremmest lidelser af psykisk og mental art. 


Lilith viser mig en video fra hendes hus og have i Stepanakert, som hun lige nåede at optage inden opbruddet. Hun har sagt farvel til det Nagorno-Karabakh, hun har kendt hele sit liv. Smerten, sorgen og savnet er ubærligt. Andre flygtninge jeg har talt med i byerne Sisian, Kapan og Meghri fortæller samme historie. De fleste mener ikke, krigene slutter her. 


Efter invasionen i september har der været en dramatisk stigning i antallet af unge frivillige i Armenien, der melder sig til militær træning. Det foregår i regi af Voma, som er en armensk forkortelse for „kunsten at overleve‟. I de større byer er der butikker med det nødvendige militære isenkram. Overalt i landet bygger Voma beskyttelsesrum af jord, tømmer og gamle bildæk.


Den russiske forfatter Anton Chekhov bemærkede engang, at hvis der hænger våben på væggen i første akt af et teaterstykke, vil de blive brugt inden tæppefald. Aserbajdsjans våben blev brugt den 19. september, da de med et lynangreb slog til mod Nagorno-Karabakh. Ifølge internationale eksperter udgør fordrivelsen af indbyggerne en krigsforbrydelse, Reuters 29.9. 2023. Alt imens Rusland – Armeniens traditionelle allierede – så til fra sidelinjen.


Konflikten mellem Armenien og Aserbajdsjan går årtier tilbage. Den førte til krig i starten af 1990’erne med armensk sejr og krig igen i 2020, som Aserbajdsjan trak sig sejrrig ud af. I december sidste år lukkede Aserbajdsjan Lachin-korridoren længere mod nord, som var den eneste adgang til enklaven fra Armenien for leverancer af fødevarer, medicin og brændstof. 


Nederlagene plager i dag Armenien. Landet er presset geografisk, afskåret som det er fra havet. Adgangen til to af naboerne – Tyrkiet og Aserbajdsjan – er lukket. Kun grænserne til Georgien og Iran er åbne.


Med fordrivelsen af armenierne er det enden på Nagorno-Karabakh. Uanset alle løfter og internationale henstillinger får armenierne næppe lov til at vende tilbage. Nationalisme og forestillingen om en ydre fjende holder Aserbajdsjans præsident Aliyev ved magten. Som altid i denne region er det militær magt og ikke diplomati, der afgør udfaldet. Og frygten for en ny krig er stor i dette fjerne hjørne af Europa. 


 

Som altid i denne region er det militær magt og ikke diplomati, der afgør udfaldet. Og frygten for en ny krig er stor i dette fjerne hjørne af Europa
_______

 

En pantyrkisk drøm – et armensk traume


Jeg er draget fra Jerevan via Goris 400 km mod syd ned til Meghri, Armeniens yderste forpost. Vi er ved grænsen til Iran. Mod øst ligger Nagorno-Karabakh, som nu er indlemmet i Aserbajdsjan, mod vest enklaven Nakhitjevan, ligeledes kontrolleret af Aserbajdsjan.


Frygten er, at Aserbajdsjan har fået blod på tanden og med et nyt erobringstogt vil etablere den såkaldte Zangezur-korridor gennem Armenien for at skabe direkte adgang til Nakhitjevan, en årtier gammel drøm. Aserbajdsjans enehersker præsident Alijev har slået fast, at korridoren kommer, uanset om Armenien er indforstået eller ej.


I et bredere geopolitisk perspektiv vil en sådan korridor være et vægtigt bidrag til indfrielsen af Tyrkiets pantyrkiske drøm. Den vil skabe adgang fra Istanbul til Aserbajdsjan og videre østover til de centralasiatiske republikker og helt til uighurerne, et tyrkisk folk, der lever i det østligste hjørne af den tyrkiske verden i Kinas Xinjiang-provins. Det kristne Armenien ligger i dag i vejen for opfyldelsen af denne islamistiske “vision”. Korridoren vil også bekomme Rusland vel, da Rusland formentlig vil få ansvaret for at administrere den.


Folkeretligt tilhørte Nagorno-Karabakh, som armenierne kalder Artsakh, Aserbajdsjan i henhold til et Stalin-dekret fra 1923. Men siden opløsningen af Sovjetunionen i 1991 har den været en uafhængig enklave beboet af armenere og tæt knyttet til Armenien. De lokale beboere havde et ønske om at etablere en egen uafhængig stat. 


Forretningskvinden Zara fortæller mig på en fortovscafé i hovedstaden Jerevan, at fordrivelsen af armenerne for mange i Armenien kalder på sammenligninger med folkedrabet på armenerne i 1915-16. Det er et trauma, der nu bliver genoplivet.


Præsident Alijevs retorik er skræmmende og højstemt, beruset som han er efter sejren i september: „Armenien tilhører Aserbajdsjan‟ og ”Armenien er Vest Asserbajdan‟.


I Jerevan taler jeg med seniorforsker Areg Kochinyan, som er tidligere talsmand for regeringens sikkerhedsråd. Han har foreslået, at Armeniens regering reagerer proaktivt ved til gengæld for en Zangezur-korridor at kræve, at Armenien får sin korridor med adgang til havet gennem Tyrkiet til Sortehavet.


Relationerne i Kaukasus er i øjeblikket så betændte, at dette konstruktive forslag næppe har nogen gang på jord. Frygten for krig er ikke blot et udslag af de lokales paranoia. Den amerikanske udenrigsminister Blinken har sågar advaret om risikoen for et aserbajdsjansk angreb.


Uanset retorik og gisninger kan det konstateres, at præsident Alijev har scoret indenrigspolitiske point efter sejren i 2020 og nu senest i september. Som noget helt uvant er despoten ligefrem blevet populær efter de militære sejre. Frygten i Armenien er, at han har fået appetit på mere.


 

Rusland ser ikke med milde øjne på, at Armenien under premierminister Pashinyans ledelse har vendt sig mod Vesten og gennemfører militære øvelser med USA
_______

 

Svigtende internationale relationer


Armenien er i en uhyre sårbar udenrigspolitisk situation. Forholdet til nabolandet Tyrkiet er historisk belastet. I Kaukasus er Tyrkiet en central aktør som en stærk allieret med Aserbajdsjan af først og fremmest økonomiske årsager. Aserbajdsjan holder sig heller ikke tilbage med gavmilde donationer til centralt placerede beslutningstagere i Ankara. 


Men forholdet mellem Tyrkiet og Armenien er under optøning, og der er overvejelser om at åbne grænsen. For nylig fik Armenien en direkte flyforbindelse til Tyrkiet. Armeniens premierminister Nikol Pashinyan deltog i højtideligheden i forbindelse indsættelsen af Erdogan efter valget i maj sidste år. Skærmydslerne om „det armenske folkedrab‟ er for en tid lagt på hylden. Kommer det til en ny krig, er der dog ingen tvivl om, at Tyrkiet vil støtte „broderfolket‟ i Aserbajdsjan.


Rusland er en anden nøgleaktør med en betydelig militær tilstedeværelse i Armenien. Rusland kontrollerer grænserne til Iran og Tyrkiet. Rusland er også Armeniens største handelspartner, ikke mindst inden for energi. Men bl.a. i lyset af Ukrainekrigen har russerne styrket forbindelserne til det olierige Aserbajdsjan, som det seneste år er blevet et vigtigt transitland for omgåelse af Vestens sanktioner over for Rusland. Desværre for Armenien er Aserbajdsjan også for Vesten blevet vigtigere i kølvandet på krigen i Ukraine. Landets geostrategiske betydning på energiområdet for Europa og USA er stigende som alternativ til import fra Rusland. Sigtet er at fordoble eksporten af gas i 2027.


Rusland ser ikke med milde øjne på, at Armenien under premierminister Pashinyans ledelse har vendt sig mod Vesten og gennemfører militære øvelser med USA, ligesom Pashinyan i starten af oktober mødtes med Putins arvefjende, præsident Zelenskyj. Pashinyans hjemlige kritikere i den gamle Moskvatro skole mener, at han ødelægger forholdet til Rusland og spiller hasard med Armeniens sikkerhed. Armenien har nylig undertegnet Rom-protokollen, der danner grundlag for den internationale domstol i Haag, som de siger skal bruges til en dag at få udleveret Aserbajdsjans leder Alijev til domstolen. Men Moskva er ikke overbevist om, at den ikke i virkeligheden er rettet imod præsident Putin. 


I det politiske miljø i Jerevan taler man åbent om risikoen for et russisk mordforsøg på Pashinyan. Der er ingen oplagt nr. 2. Resultatet ville være et kaos, som Rusland kunne udnytte til at indsætte en lydregering. 


Også indenrigspolitisk er premierminister Pashinian presset. Der er et ”blame game” i gang efter nederlaget den 19. september mellem ham og Shahramanian, den tidligere armenske leder af Nagorno-Karabakh. I hovedstaden Jerevan støder jeg en dag ind i en flok demonstranter ved Republic Square. De forklarer, at premierministeren er en forræder, fordi han overlod armenerne i Nagorno-Karabakh til deres egen skæbne. De krigsveteraner, jeg møder på min vej, deler disse frustrationer.


Paradoksalt nok har Armenien et fornuftigt forhold til det af verdenssamfundet så forkætrede Iran. Armenien importerer gas og eksporterer elektricitet. USA ser gennem fingrene med dette samarbejde, så længe det ikke er militært eller involverer finansielle transaktioner.


Iran ønsker ikke en ændring af grænserne i nord. Hvis Aserbajdsjan invaderer Armenien, er det forventningen, at Iran vil reagere militært. Dette scenario er formentlig Armeniens bedste chance for at undgå et angreb. 


 

Hvis Aserbajdsjan invaderer Armenien, er det forventningen, at Iran vil reagere militært. Dette scenario er formentlig Armeniens bedste chance for at undgå et angreb
_______

 

Danmark bør ikke være tavs om Armenien


I Danmark har vi aldrig rigtig interesseret os for konflikten. Uanset at vi i Kaukasus ganske som i Ukraine er vidner til en konfrontation mellem Rusland og suveræne landes forsøg på at forsvare demokrati og frihed og gå den europæiske vej. Er det frygten for NATO-partneren Tyrkiet, der holder Danmark tilbage fra at engagere os til fordel for det kristne Armenien?


Her og nu burde vi yde nødhjælp til flygtningene fra Nagorno Karabakh. Dernæst bør Danmark aktivt arbejde for, at Aserbajdsjan efterlever kendelsen fra Den internationale Domstol, der giver alle de fordrevne armeniere ret til at vende tilbage til deres hjem i Nagorno-Karabakh uden at skulle frygte for deres liv og ejendom


Vi bør sammen med ligesindede lande i EU og NATO advare Aserbajdsjan mod nye militære eventyr. Konsekvensen bør være et stop for gasleverancer til Europa fra Aserbajdsjan og målrettede sanktioner mod Alijev-familien. Alijev vil gerne sole sig i det vestlige selskab, så den type sanktioner vil formentlig gøre indtryk. 


Armenien har gjort betydelige fremskridt mod et fuldgyldigt demokratisk samfund. Vi bør i EU anerkende disse fremskridt. For eksempel ved at lette vejen mod EU-medlemskab, men også her og nu i form af lettelser i adgangen til visa. Det vil sende et signal til armenerne fra EU om, at vi ser dem som vore partnere.


Vi bør støtte det demokratiske, armenske civilsamfund og styrke dets kontakter til Danmark. Men først og sidst bør vi være til stede. Regeringen opruster i disse måneder dansk diplomati og har besluttet at åbne flere nye ambassader. Ingen af dem er i Armenien. Men midlerne kan ikke anvendes bedre end her, hvor den frie verden står ansigt til ansigt med den russiske bjørn. Vi bør snarest oprette en dansk ambassade i Jerevan.


Fordrivelsen af armenierne fra Nagorno-Karabakh er en forbrydelse mod danske og europæiske værdier. Armenierne fortjener ikke, at vi fortsat overlader deres skæbne til Tyrkiet, Aserbajdsjan og Rusland.


 

Er det frygten for NATO-partneren Tyrkiet, der holder Danmark tilbage fra at engagere os til fordel for det kristne Armenien?
_______

 

Erik Boel var adjunkt på Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet 1984-87. International sekretær i Socialdemokratiet 1992-2003. Landsformand for Europabevægelsen fra 2001-13. Forstander for Krogerup højskole 2005-08. I dag er Erik Boel tilknyttet Center for War Studies på SDU.

ILLUSTRATION: Nagorno-Karabakh, 10. oktober 2020: En armensk soldat med sin kalashnikov nær byen Hadrut [FOTO: Uncredited/AP/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed

Jens Ladefoged Mortensen: Trumps toldkrig viser, at tyngdepunktet har flyttet sig væk fra Vesten – hvis det overhovedet findes længere

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne