29.10.2024

”Hvis Harris får bare 2 pct. højere opbakning de rigtige steder, så er de rigtige svingstater lige pludselig Florida og Texas. Derfor kan det være en god idé at følge med i andre stater end bare svingstaterne på tirsdag.”

Derek Beach (f. 1970) er professor i statskundskab ved Aarhus Universitet med fokus på blandt andet amerikansk politik, vælgeradfærd og meningsmålinger. Han er født i New York, vokset op i Florida & Alaska og bor i dag i Aarhus.

Interview af Oliver Pirchert

Michigan, Nevada, Arizona. Det er bare nogle af de svingstater, der i øjeblikket oplever en massiv pressedækning fra hele verdenen. Men når USA’s præsident skal findes på tirsdag, kan der faktisk være god grund til også at holde øje med afstemninger i delstater som Texas og Florida. Rammer meningsmålingerne bare en smule skævt, risikerer vi nemlig at orientere os mod de forkerte delstater.

Forud for tirsdagens præsidentvalg i USA har RÆSON talt med Derek Beach, der er professor i statskundskab på Aarhus Universitet, og som forsker i bl.a. vælgeradfærd og meningsmålinger i USA.

RÆSON: Lad os starte med at kigge på det enorme fokus, der lige nu er på, hvem, der mon vinder de syv svingstater. Hvad tænker du, når du ser, at nyhederne i øjeblikket centrerer sig så meget om svingstaterne her kort før valget?

BEACH: Jamen, det er på sin vis meget naturligt, fordi grunden til de her svingstater opstår er, at demografien er balanceret der i modsætning til andre stater. I Californien er der jo fx rigtig mange demokrater og ikke så mange republikanere. Så det er klart, at man fokuserer meget på svingstaterne – særligt lige nu, fordi de er så balanceret demografisk.

Men det er også vigtigt at huske, at de svingstater, der er svingstater i dag, ændrer sig over tid. I Den delstat, jeg er i lige nu, nemlig Florida, der har det tidligere været rigtigt tæt. For 20 år siden, da der var valg i 2000, der var det kun 537 stemmer, der gjorde Bush til vinder af Florida.

Det er altså virkelig en stat, der har svunget frem og tilbage, men sidenhen er der flyttet flere konservative folk til Florida, som gør, at det ikke er længere, er en decideret svingstat.

Risikerer vi at miste nogle nuancer ved at forvente, at alle de stater, der ikke bliver betragtet som svingstater, er afgjort på forhånd?

Ja, og hvis jeg var lidt grov, så kan man også sige, at vi faktisk ikke ved, om de her syv delstater overhovedet er svingstater. Og det skyldes meningsmålinger. Meningsmålinger skal man betragte i hvert fald mindst plus eller minus 4-5 pct. For det skal vi jo huske – bare fordi det er tal, er det ikke ens betydende med, at de er særligt præcise.

I 2020 blev Trumps opbakning underestimeret af meningsmålingerne. Det betyder ikke, at det også sker den her gang. Men det kan alligevel få konsekvenser, fordi meningsmålingsinstitutterne korrigerer efter, hvad der gik galt i 2020 – og det kan nogle gange skabe nye problemer.

Hvis meningsmålingerne rammer bare lidt skævt, så kan vi ende med at have fokus på de forkerte delstater. Lad os antage at meningsmålingerne igen underestimerer opbakningen til Trump. Det kan betyde, at mange af de delstater, vi tænker som svingstater, slet ikke bliver tætte i virkeligheden.

Og omvendt, hvis meningsmålingerne underestimerer Harris, og det kan de lige så vel gøre, så burde vi kigge mere mod Florida og Texas. Hvis Harris får bare 2 pct. højere opbakning de rigtige steder, så er de rigtige svingstater lige pludselig Florida og Texas. Derfor kan det være en god idé at følge med i andre stater end bare svingstaterne på tirsdag.

Det gælder faktisk især i en stat som Florida, hvor man udover præsidentvalget også har en folkeafstemning om abortrettigheder. Kan det være med til at mobilisere endnu flere demokratiske vælgere? Det er helt klart en mulighed. Også især når man tænker på, at det kan være svært at måle i meningsmålinger, om en sådan mobilisering vil finde sted.

 

Hvis jeg var lidt grov, så kan man også sige, at vi faktisk ikke ved, om de her syv delstater overhovedet er svingstater
_______

 

Med alle de overvejelser taget i betragtning, hvad tænker du så om, at der bliver talt så meget om de syv svingstater og knap så meget om alle de andre delstater?

Det får mig til at tænke på en anden model, jeg har arbejdet med på det seneste. Det er en forudsigelsesmodel, der bygger på 3000 iterationer, altså ’simulerede valg’. Så hvis man simulerede præsidentvalget 3000 gange, undersøger modellen, hvor mange gange den vil falde ud til Demokraterne eller Republikaners fordel.

Og det, der er interessant ved modellen er, at der er masser af sandsynlige scenarier, hvor det ender med en sikker Trump-sejr eller en sikker Harris-sejr.

Al mediedækningen lige nu handler om, hvor utroligt tæt det her valg bliver. Men i virkeligheden er det også ret sandsynligt, at Trump eller Harris får over 300 valgmænd ved at vinde størstedelen af de delstater, vi havde forventet var svingstaterne.

Okay, men så lyder det til, at svingstaterne ikke nødvendigvis kommer til at udgøre en tæt kamp. Hvad gør det her store fokus på svingstaterne for alle de amerikanere, som bor i de såkaldte ‘sikre stater’, der kan virke afgjorte på forhånd?

Det betyder som regel, at valgdeltagelsen i de delstater er lavere end i svingstaterne. På den måde er det heldigt, at dem i delstaterne også skal stemme på andet end kun på præsidentvalget.

I mange af de delstater, der ikke er svingstater, er der spændende valg om pladser i Senatet. Fx der hvor jeg skal stemme i Maryland stiller en af de få tilbageværende moderatrepublikaner – Larry Hogan, en tidligere republikansk guvernør i Maryland – op i en meget demokratisk delstat.. Og han har faktisk en chance for at vinde. Og det er helt klart noget, som kan mobilisere vælgerne, at der er kamp om pladserne i Senatet.

Problemet med valget til Repræsentanternes Hus er til gengæld, at valgkredsene ofte er lidt afgjorte på forhånd. Det skyldes begrebet ’gerrymandering’ hvor valgkredsene er tegnet strategisk til fordel for det ene eller det andet parti. Det er kraftigt demotiverende for vælgerne.

Fx den kreds, jeg stemmer i, når jeg skal stemme en repræsentant til Huset. Sidste gang vandt min repræsentant med ca. 80 pct. af stemmerne. Altså i princippet: Hvorfor skulle jeg overhovedet stemme? Så det er ikke kun præsidentvalget, hvor man taler om de sikre stater.

I Californien vælger mange at gå mere op i de her andre valg end at vælge præsident, fordi det nærmest er afgjort, at valgmændene går til demokraterne i den stat.

Men mange vælgere er ikke særlig motiveret for at stemme, fordi de bor i en sikker stat, når det kommer til at vælge præsident. Og nogle steder er det endda også afgjort, hvem staten peger på til Senatet.

Det er også derfor, at der i de sikre stater ofte er en valgdeltagelse til præsidentvalget på 50 pct. eller derunder.

Hvilken betydning har præsidentkandidaternes store fokus på at vinde svingstaterne for de emner, de vælger at diskutere i valgkampen?

Jo, altså, der bliver diskuteret meget ‘fracking’ på grund af Pennsylvania (en måde at udvinde olie på, red.). Det tror jeg ikke, dem, der bor i Californien, går ret meget op i. Der ville man nok have valgt nogle andre emner, hvis valgkampen ellers foregik der.

Men det er helt tydeligt, at præsidentkandidaternes besøg i valgkampen er meget koncentreret om de her svingstater. De andre stater bliver ret tit glemt af kandidaterne.

 

I de sikre stater er en valgdeltagelse til præsidentvalget ofte på 50 pct. eller derunder
_______

 

Den strategi giver vel også mening, fordi det i USA handler om at ’vinde stater’. Men flertallet af amerikanerne ønsker jo faktisk ikke det her valgsystem. Ifølge tænketanken Pew Research Center har de fleste amerikaner i flere årtier ønsket at få lavet systemet om, så den kandidat, der får flest stemmer nationalt, også bliver den, der bliver valgt som landets nye præsident. Hvorfor fylder det her ønske fra amerikanerne ikke mere i valgkampen?

Det er der overordnet to grunde til. For det første fordi, det er et forholdsvist teknisk emne. Man har dog prøvet i fx Alaska, Californien, Maine og andre steder at lave såkaldt “ranked choice voting”, så man som vælger kan rangere de kandidater, man ønsker at stemme på, til fx valget om pladserne i Repræsentanternes Hus. Får ingen kandidat 50 pct. af stemmerne i første omgang, så elimineres den kandidat, der har fået færrest stemmer, og de stemmer bliver så givet til de kandidater, som vælgerne havde prioriteret som deres nummer to. Det bliver så ved, indtil en kandidat har 50 pct. af stemmerne.

Men det kræver også reformer at lave den slags ændringer – og der opstår problem nummer to: Partierne ved ikke, hvilke konsekvenser det ville få for dem selv, hvis de lavede systemet om. Risikerer Demokraterne i Californien fx at miste valgmænd til Republikanerne, hvis man ændrede systemet? Begge af de store partier er tit modstandere af den her slags ændringer, fordi de ikke ved, hvor meget det kommer til at ramme dem selv.

Så partiernes strategiske overvejelser går her forud for at indfri amerikanernes ønske om at vedtage et nyt valgsystem?

Ja, det gør det.

Det er også derfor, at en bevægelse som National Popular Vote er opstået. Det er en bevægelse, der kæmper for at få delstater til at skrive under på, at den kandidat, der får flest stemmer nationalt, også får delstaternes valgmænd. Det er jo en måde at de facto afskrive valgmandskollegiet.

Men om de nogensinde lykkes med den mission, er et godt spørgsmål.

Sådan som valgsystemet er nu – er de amerikanske vælgere i de sikre stater så opsatte på at finde andre vigtige valg end kampen om præsidentembedet?

Ligesom i Danmark føler mange, at det er en borgerpligt at stemme. Og kampagnerne gør også en del for at mobilisere. Og så tror jeg også, at når, der er så stor usikkerhed om, hvilke stater, der egentlig kan blive de afgørende, får det flere til at gå ned at stemme generelt. Når vi er nede i få tusind stemmer. Og især i stater, hvor det ikke er fuldkommen afgjort på forhånd som i Californien.

Men hvis vi kigger på fx Texas, så kan vi godt ende med at se, at flere går ned og stemmer end ellers. Hvis alle demokrater i Texas fx stemmer, så vil demokraterne vinde valgmændene på trods af, at Texas er en republikansk delstat.

Det handler jo i høj grad om, hvordan valgdeltagelsen bliver fra de forskellige demografiske grupper i samfundet. Altså stemmer flere af de højtuddannede til det her valg i forhold til det, vi så fra 2020? Det kan tippe en stat, der ellers ikke bliver betragtet som en svingstat.

 

Stemmer flere af de højtuddannede til det her valg i forhold til det, vi så fra 2020? Det kan tippe en stat, der ellers ikke bliver betragtet som en svingstat
_______

 

I et debatindlæg hos Jyllands-Posten skriver du, at vi ofte har en tendens til at se det amerikanske valg som et hestevæddeløb mellem de to kandidater. Med din ekspertise i USA’s politiske system, er der så andet ved det amerikanske præsidentvalg, du synes, vi har en tendens til at forsimple? 

Der er jo det her med svingvælgere. De bliver ofte betragtet af medierne som uafhængige midtervælgere, der nøje overvejer, hvem de skal stemme på. Men det er ikke sådan, det forholder sig.

Svingvælgerne er ofte personer, der er ligeglade med valgkampen. De interesserer sig ikke for politik.

Det vil sige, at de vælgere, der kan afgøre valget, ofte stemmer ud fra, hvordan det går med deres egen økonomi. De stemmer med pengepungen så at sige. Og det kan komme til at betyde skidt nyt for Kamala Harris.

Det er alt sammen for at sige, at der kan ske alt muligt i en valgkamp, og der kan være nok så meget fokus på få delstater, men i sidste ende er det forhold som svingvælgernes opfattelse af deres egen økonomi, der kan blive afgørende.

Og så skal vi huske, at der altså kan ske overraskelser i delstaterne, fordi meningsmålinger kan ramme lidt skævt. Og så vinder en kandidat lige pludselig en delstat, vi ikke har haft så meget fokus på. ■

 

Vi skal huske, at der altså kan ske overraskelser i delstaterne, fordi meningsmålinger kan ramme lidt skævt. Og så vinder en kandidat lige pludselig en delstat, vi ikke har haft så meget fokus på
_______

 

Derek Beach (f. 1970) er professor i statskundskab ved Aarhus Universitet med fokus på blandt andet amerikansk politik, vælgeradfærd og meningsmålinger. Han er født i New York, vokset op i Florida og Alaska og bor i dag i Aarhus.

ILLUSTRATION: Houston, Texas, 25. oktober 2024: Kamala Harris taler med pressen ved sit besøg i Texas, hvor hun optrådte med Willie Nelson og Beyoncé [FOTO: Justin Sullivan/AFP/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning

Alberte Bové Rud i RÆSONs nye trykte nummer: Skal Meloni samle Vesten?