15.02.2024

RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

I de lange træk har fagbevægelsen stået på den rigtige side i den danske velfærdshistorie. Det er med god grund, hvis man i fagbevægelsen overvejer nøje i de kommende måneder, hvordan man også denne gang stiller sig på den rigtige side af historien.

Kommentar af Dennis Kristensen

Fagbevægelsen har før stået overfor afgørende valg om at placere sig selv i langtidsholdbare positioner. Det var situationen, da ’den danske model’ blev skabt, da grundstenene til velfærdssamfundet blev lagt, og da Danmark skulle finde ben at stå på under en fremmed magts besættelse.

I denne omgang står fagbevægelsen overfor SVM-regeringens velfærdsreformer, som ifølge regeringen selv skal føre til “den mest omfattende frisættelse af den offentlige sektor i velfærdssamfundets historie og grundlæggende forandre den måde, velfærden i dag styres, dokumenteres, kontrolleres og leveres på.”[1]

Det starter med omlægning af ældreplejen. Regeringens udspil til en omfattende ældrereform skal række hen over midten i dansk politik på samme måde, som regeringsdannelsen med Socialdemokratiet, Moderaterne og Venstre skulle.

Regeringspartierne fortjener på den ene side ros for den del af udspillet, som handler om at sætte de ældres ønsker og de ansattes faglighed fri til i fællesskab at skabe de løsninger, der giver livskvalitet for de mennesker, det hele handler om.

Der er med godt to årtiers forsinkelse lagt op til at give det frie valg i ældreplejen et mere reelt indhold. Indholdet af indførelsen af det frie valg i 2003 var alene understøttelse af et nyt privat marked med mulighed for, at den ældre kunne vælge en kommunal eller privat leverandør af præcis samme detail-visiterede ydelse til præcis de samme omkostninger.

Den politiske erkendelse af, at kvalitet kræver faglige kompetencer, der ikke er buret inde i bureaukrati, men tværtimod forudsætter et opgør med det minuttyranni, regeldiktatur og dokumentationsvanvid, der blev trukket ned over hovedet på de ansatte med det frie valg, er rosværdig. Tåbeligheden af denne side af det frie valg kan bedst illustreres med de små håndholdte pc’er, som de ansatte dengang blev udstyret med til registrering af alt mellem himmel og jord, og som krævede øjne på skærmen fremfor på den ældre.

I den forstand tager regeringen hul på Mette Frederiksens efterhånden gamle løfte om et opgør med styringstænkningen New Public Management, der har redet den offentlige sektor og dens brugere og ansatte som en mare i snart fire årtier. Og dermed også et opgør med sin forgænger Helle Thorning-Schmidt og hendes finansminister Bjarne Corydons glohede begejstring for regneark og arbejdsudbud, som dengang gjorde det svært at se forskel på den ene og den anden side af Folketingssalen:

”Vi er ved at ødelægge noget af den arbejdsglæde, som er forudsætningen for, at det er godt at arbejde i den offentlige sektor […] Det her er et opgør med New Public Management som styringsredskab for, at vi kan sikre mere rum til faglighed,” som Mette Frederiksen formulerede det for otte år siden.

Til gengæld er der grund til at rynke panden og ryste på hovedet, når regeringen vil afskaffe bureaukrati ved blandt andet at oprette en “uafhængig kontrolenhed under Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som skal sikre ensartet og korrekt beregning af afregningspriser” [2] til forskellige udgaver af private leverandører af ældrepleje. Det ligner desværre endnu en deprimerende runde med registrering i endeløse baner.

 

Tankesættet bag ældrereformens overvejelser og forslag til at skabe mere plads til den private velfærdsindustri er gammel vin på nye flasker
_______

 

Socialdemokratiet er rykket over midten

Når det på den anden side gælder ældrereformen som et signal om fremtidens velfærdsmodel, er det svært at se en udvikling, som rækker over midten. Så ligner det i højere grad et Socialdemokrati, der bevæger sig over på samme side af midten som de varianter af Venstre, de er i regering med.

Tankesættet bag ældrereformens overvejelser og forslag til at skabe mere plads til den private velfærdsindustri er gammel vin på nye flasker. Mette Frederiksen købte ganske vist ikke tankegangen om markedsgørelse af menneskelige relationer i 2016, men var derimod med på, at markedet skulle ind i velfærdens kerne:

“Denne blinde tro på, at du kan overføre en markedslogik til noget, som ikke er et marked, nemlig relationer mellem mennesker, køber jeg ikke. Og det har jeg for øvrigt aldrig gjort. Men det betyder ikke, at der ikke er opgaver, som kan varetages af private.”[3]

Synspunktet om, at det ikke er afgørende, hvem der leverer velfærden, har jeg i mit tidligere arbejde i FOA hørt adskillige statsministre fra begge sider af Folketingssalen fremføre, siden Socialdemokratiet i 1990’erne udkæmpede interne kampe om den streg i sandet, der tidligere skulle stoppe udlicitering af de bløde velfærdsområder.

Dengang placerede fagbevægelsen sig i mine øjne på den forkerte side af historien med blandt andre LO’s tidligere næstformand Tine Brøndum (nu Aurvig Huggenberger) og desværre også min forgænger Poul Winckler i spidsen. Jeg har under skrivning af mine erindringer genbesøgt den periode og igen undret mig over, hvor rundforvirret Socialdemokratiet dengang fremstod i forsøget på at finde nye svar, der kunne matche Poul Schlüters totale overtagelse af den politiske scene i det foregående årti.

Udsigterne for fællesskabsinstitutionerne er ikke lyse

Der er virkelig grund til, at fagbevægelsen overvejer spørgsmålet om den rigtige side af historien, når det kommer til regeringens holdning til fællesskabsinstitutionerne – særligt den offentligt drevne ældrepleje. Her hænger der mørke skyer i horisonten.

Det er tydeligvis en regering, som ser en fremtidig velfærdsmodel for sig, hvor den del af velfærden, som finansieres af skatteyderne, skal afkobles fra skatteydernes valgte repræsentanter i kommunalbestyrelserne og styres af forskellige institutionstyper i selskabslignende konstruktioner med så meget privat som muligt.

Denne del ligner i den grad en afskrift af Moderaternes partiprogram tilsat en knivspids af Venstres privatiseringsiver og begejstring for måling op og ned ad stolper.

Moderaterne lagde ved sin stiftelse fra kaj med forslag om, at den enkelte selv skal tage et større ansvar for finansieringen af sin alderdom. I partiets øjne har opbygningen af velfærdssamfundet bygget på skattefinansierede fællesskabsinstitutioner og universelle ydelser vænnet os til, “at fællesskabet tager eneansvaret for ældreplejen”.[4]

Partiet mangler tro på, “at det offentlige på længere sigt vil kunne indfri danskernes stadigt større forventninger til seniortilværelsen”. På almindeligt dansk er det en indrømmelse af, at skatteindtægterne ikke vil stå mål med behovet for pleje og omsorg til nogle af samfundets svageste. Og dermed en indrømmelse af, at fire årtiers skattelettelser har tømt så grundigt ud i statskassen, at der ikke er nok på kistebunden til ældreplejen og dermed til at dække de stigende udgifter, som også for fire årtier siden var forudset.

På længere sigt skal vi derfor hver især overtage dette ansvar ved – mens vi er på arbejdsmarkedet – at spare op “til betaling for hjemmehjælp og tilkøbsydelser på offentlige og private plejehjem”, mens staten tager hånd om opsparingen for dem, der midlertidigt eller varigt er udenfor arbejdsmarkedet.

Venstres velfærdsvisioner bevæger sig i samme retning, men er mere stenalderagtige – privatisering er klodens eller i det mindste velfærdens eneste redning. Vi skal alle have en fritvalgsgaranti, og der skal være flere end kommunen og en enkelt privat leverandør: “Ældre, der er visiteret til personlig pleje, praktisk hjælp og madservice, skal selv kunne vælge hvilken som helst privat eller offentlig leverandør. Leverandøren skal alene opfylde nogle overordnede og passende kvalitetskrav.”[5]

 

Det er tydeligvis Moderaterne, der har været pennefører på den del af oplægget, der handler om at slå porten til velfærdens kerne op på vid gab for det printe initiativ tilsat en knivspids klassisk Venstre-tænkning
_______

 

Det er et gammelt Venstresynspunkt, at den offentlige sektor ikke kan drive effektiv virksomhed, og det gælder fortsat også for velfærden:

“Venstre ønsker at privatisere offentlige virksomheder, som kan drives bedre i privat regi. Samtidig ønsker Venstre at fremme udlicitering og offentligt-privat partnerskab, således at det sikres, at skatteydernes penge bruges bedst muligt.”[6]

I modsætning til Socialdemokratiet har Venstre ikke opgivet måling af hvad som helst som den perfekte mirakelkur, og derfor er det ikke Venstre, der presser på for at køre New Public Management ud på historiens mødding: “De offentlige institutioners kvalitet og effektivitet skal måles. Målingerne skal stilles til rådighed for såvel beslutningstagerne som offentligheden. Det vil give borgerne muligheden for at udnytte det frie valg på et oplyst grundlag, og det vil sikre bedre styring af den offentlige sektor.”

Til gengæld ser partiet gerne offentlige velfærdsinstitutioner omdannet til aktieselskaber:

“De offentlige institutioners mulighed for at deltage i konkurrencen på lige fod med private leverandører kan øges i den udstrækning, de offentlige institutioner omdannes til selvejende institutioner eller aktieselskaber. Derved begrænser man tillige skatteydernes risiko.”[7]

Det er tydeligvis Moderaterne, der har været pennefører på den del af oplægget, der handler om at slå porten til velfærdens kerne op på vid gab for det printe initiativ tilsat en knivspids klassisk Venstre-tænkning.

Fagbevægelsen bør tænke sig grundigt om

Det er her, fagbevægelsen bør vælge at placere sig på den rigtige side af historien. Fagbevægelsen har gennem sin historie måtte gennem sådanne overvejelser mange gange. I helt særlige situationer trækker resultatet af sådanne overvejelser spor årtier frem i tiden.

Det gjaldt ved afslutningen på storlockouten i 1899 – Septemberforliget – på arbejdsmarkedet, der banende vejen for den håndtering af interessemodsætninger mellem arbejdsgivere og lønmodtagere, som muliggjorde opbygning af den danske velfærd. Og det gjaldt på samme måde ved Kanslergadeforliget i 1933, som med enigheden mellem landbrugsbevægelsen og arbejderbevægelsen ryddede nogle sten af vejen for udformningen af den danske velfærdsmodel.

Da tyske tropper i 1940 overskred den danske grænse, måtte fagbevægelsen i en hel ekstraordinær situation beslutte sig til enten at støtte eller være i opposition til regeringens samarbejdslinje overfor besættelsesmagten.

Da jeg over fyrre år senere for nylig satte en slutspurt ind i arbejdet med mine erindringer, stødte jeg ikke så underligt ofte på mine forgængeres navne, herunder også Jørgen Knudsens. Jeg stødte imidlertid også på hans navn i en for mig ukendt sammenhæng, som umiddelbart lå et godt stykke væk fra DKA’s forbundshus; nemlig i modstandskampen under den tyske besættelse. Og så måske alligevel ikke så langt væk.

I bund og grund blev fagbevægelsens evne til at placere sig på den rigtige side af historien grundigt afprøvet, da de tyske tropper overskred den daske grænse. De samvirkende Fagforbund (DsF, i dag FH) stillede sig dengang uden tøven bag en samlingsregerings samarbejdslinje overfor besættelsesmagten. Sporene fra udraderingen eller nazificeringen af fagbevægelsen i andre besatte lande skræmte.

Og DsF-formanden Laurits Hansen gik til frontalangreb på de medlemmer, der aktivt tog del i modstandsbevægelsens sabotageaktioner:

“Danske arbejdere har aldrig, så længe vores bevægelse har eksisteret, benyttet sabotage som våben … Lad provokatørerne passe sig selv, lad som om de ikke eksisterer. Vi kender dem ikke, de er luft for os.”^[8]

Min forgænger Jørgen Knudsen bankede ikke hælene sammen overfor den salut, men kastede sig som ung ambulancefører ved Bispebjerg Hospital uden tøven eller aftale med andre spontant ind i at hjælpe danske jøders flugt til Sverige efter samarbejdspolitikkens sammenbrud.

Efterfølgende blev han, hans kone Carola og ambulancekollegerne en aktiv del af Bispebjerg Hospitals redningsaktion for at hjælpe jøder til Sverige. Disse illegale aktiviteter førte ham dybere ind i modstandskampen, hvor ambulancer blev en eftertragtet transportform. Besættelsen kastede mørke skygger over den fagbevægelse, som ellers i mine øjne på mange måder har en imponerende historie.

Fagbevægelsen stillede sig dengang på den forkerte side af historien.

Uden sammenligning i øvrigt må fagbevægelsen i dag i kampen om, hvordan velfærden og den fælles ansvarlighed skal udvikles i årene fremover, stille sig på den rigtige side af historien. Den side, hvor fagbevægelsen med oprejst pande på samme måde som Jørgen Knudsen kan sige, at vi tog parti for de svageste.

At stille sig på den rigtige side kræver både omtanke og tænding af det lange lys.

Og så kræver det, at fagbevægelsen ser sig selv som lønmodtagernes uafhængige repræsentant, der roser og riser, uanset hvem det handler om. Det kan nogle gange gøre fagbevægelsen upopulær blandt politiske beslutningstagere, som vi så det under tyveriet af Store Bededag, men det gør til gengæld, at fagbevægelsen kan se medlemmerne i øjnene og med oprejst pande sige: “Det er jeres interesser, det handler om”. Og årtier efter stadig se sig selv i spejlet uden at måtte bøje hovedet. ■

 

Fagbevægelsen må i dag i kampen om, hvordan velfærden og den fælles ansvarlighed skal udvikles i årene fremover, stille sig på den rigtige side af historien. Den side, hvor fagbevægelsen med oprejst pande på samme måde som Jørgen Knudsen kan sige, at vi tog parti for de svageste
_______

 

Dennis Kristensen (f. 1953) er tidligere forbundsformand for FOA.

ILLUSTRATION: Pressefoto taget af Tommy Frost for RÆSON

Apropos denne artikel:

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning

Alberte Bové Rud i RÆSONs nye trykte nummer: Skal Meloni samle Vesten?

[1] Regeringen: Ansvar for Danmark. Det politiske grundlag for Danmarks regering. 2022

[2] Regeringens ældrereform: Tema 3. Værdi om tæt samspil med de pårørende, lokale fællesskaber og civilsamfund. 2024

[3] Kristian Villesen og Kim Kristensen: Mette Frederiksen lover opgør med kontrol i det offentlige. Information 23. september 2016

[4] Det mener Moderaterne

[5] Venstre: Mere frihed – flere muligheder til vores ældre

[6] Venstres principprogram: Fremtid i frihed og fællesskab. 2006

[7] [7] Venstres principprogram: Fremtid i frihed og fællesskab. 2006

[8] Børge Outze: Danmark under den anden verdenskrig. Bind 3. 1964