07.03.2024

Afsløringerne af snyd med afregninger i koncernen alles Lægehus er desværre endnu et eksempel på brodne kar i den private velfærd. Det kommer netop, som regeringen vil overlade mere af ældreplejen til private virksomheder.

Opinion af Dennis Kristensen

Vi støder desværre fra tid til anden på brodne kar i både den offentlige og private sektor. Forskellen er imidlertid meget markant, når det gælder skattekroner. Menige ansatte i den offentlige sektor styrer nemlig ikke deres egen løn.

Til gengæld har de politiske beslutningstagere så stor tillid til de privatpraktiserende lægehuse og speciallægerne, at de får lov til selv at hente honorarer direkte fra regionernes pengekasser. Honorarerne kontrolleres kun i meget begrænset omfang og hentes ofte hjem af lægehuse, der er ejet af store internationale koncerner med øjnene stift rettet på bundlinjen og dermed på profitten.

Det seneste eksempel fra alles Lægehus er slet ikke første gang, vi præsenteres for den form for velfærdstyveri. I det lys er det svært at se logikken i, at ældreplejens fællesskabsinstitutioner nu i endnu højere grad skal overlades til eller omformes i retning af private virksomheder.

Ældreplejen skal fungere mere som private virksomheder

Regeringen vil både have en ny type kommunalt ejede plejehjem, organiseret som private selskaber med professionelle bestyrelser, og så skal mere af den danske ældrepleje overdrages til det private erhvervsliv.

Kommunerne skal fortsat betale regningen på skatteydernes vegne. Men politikerne skal bestemme mindre over leveringen af velfærdsydelser til ældre, mens professionelle bestyrelser og private virksomheder skal bestemme mere. Ikke fordi fagligheden – den indgående viden om ældrepleje – skal styrkes, men fordi ældreplejen skal lære at se sig selv som selvstændige virksomheder, som driver en slags forretning. De nye bestyrelser skal således ikke sammensætter af fagpersoner, der kan yde faglig sparring til den daglige ledelse, men derimod af professionelle bestyrelsesmedlemmer fra “lokalmiljøet og det private erhvervsliv”.

 

Det private er dermed indtægtstyret, mens det offentlige er udgiftstyret. Derfor vil efterligninger i sagens natur blot ende som dårlige kopier
_______

 

Teksten er velkendt og går på melodien om konkurrence, mod og “firmatisering” af fællesskabsinstitutionerne som de magiske midler til at øge kvaliteten i vores velfærdsydelser.

Melodien har været gennemgående i snart fire årtiers omlægning af den offentlige sektor med interne betalinger mellem afdelinger, opdeling mellem dem, der bestiller en opgave, og dem, der udfører den, og andre tiltag, der forsøger at efterligne den private sektor. En efterligning, der i virkelighedens verden er illusorisk.

Den private sektor er styret af efterspørgsel, mens den offentlige er styret af udbud. Det private producerer så meget, der kan sælges, mens det offentlige kun kan lave det, politikerne giver lov til. Det private er dermed indtægtstyret, mens det offentlige er udgiftstyret. Derfor vil efterligninger i sagens natur blot ende som dårlige kopier.

For en sikkerheds skyld skal det offentlige selvfølgelig betale for en ny vagthund, som skal bide kommunernes afregning til private velfærdsleverandører i haserne, så skatteyderne betaler mindst det samme til private virksomheder som til offentlige fællesskabsinstitutioner. Det bliver således Konkurrencestyrelse og forbrugerstyrelsen, der “skal sikre ensartet og korrekt beregning af afregningspriser for ikke-offentlige leverandører”. Det lyder nærmere som en sikring mod konkurrence mellem private fremfor en understøttelse af konkurrence.

Forslagene indgår i SVM-regeringens udspil til forbedringer i ældreplejen.

Det er naturligvis ikke tilsigtet, men timingen gav alligevel anledning til eftertænksomhed, da vi få uger senere endnu engang blev præsenteret for et velfærdstyveri blandt private sundhedsleverandører. Denne gang er det læger i sundhedskoncernen alles Lægehus, der afsløres i at have dybe lommer.

Det ”tillidsbaserede” betalingssystem mellem private lægehuse og regionerne

Koncernen driver 38 klinikker over hele landet, og er – som regeringen nu ønsker det på ældreområdet – organiseret i en selskabskonstruktion, der efter eget udsagn løfter kvaliteten gennem konkurrence. Eller måske rettere i koncernens selvbillede skaber lægedækning i hidtil lægeløse områder.

Den svenske sundhedskoncern Capio ejer mere end halvdelen af alles Lægehus og er samtidig et af Danmarks største privathospitaler med afdelinger seks forskellige steder i landet. Bag Capio står en af verdens største private udbydere af sundhedsydelser, Ramsay Health Care fra Australien, som er en global koncern med 88.000 ansatte og hundredvis af privathospitaler og lægeklinikker i Europa og Australien.

Alles Lægehus går tydeligvis efter at afregne med det offentlige efter de højest mulige takster og går ikke af vejen for at hjemtage betaling for behandlinger, undersøgelser og tests, som ikke er blevet udført. På almindeligt dansk er det sidstnævnte et regulært velfærdstyveri. Det handler om skattekroner, der kunne være kommet borgerne til gode, frem for at ende som arbejdsfri indtægter på de private lægers bankkonti.

Det giver mening at bruge udtrykket “hjemtage” betaling, når det gælder den privatpraktiserende del af lægeverdenen. For betalingssystemet er, som beslutningstagerne kalder det, “tillidsbaseret”.

 

Det handler om skattekroner, der kunne være kommet borgerne til gode, frem for at ende som arbejdsfri indtægter på de private lægers bankkonti
_______

 

Regionerne har næppe andre muligheder for at kontrollere de hjemtagne milliarder af kroner end gennem klager fra patienter og stikprøver kombineret med statistiske sammenligninger af indtjeningen i de enkelte lægehuse. Det giver sig selv, at den kontrol må være stærkt begrænset i et system, der årligt håndterer millioner af udbetalingsposter.

Det illustreres ganske godt af regionernes tilbagebetalingskrav til et stort antal lægehuse, som automatisk udsendte mails til patienter, der blev testet for corona. Testresultaterne var i forvejen tilgængelige på nettet for den enkelte patient, og lægerne skulle kun have betaling for at trykke på videresend-knappen i særlige tilfælde. Alligevel blev det til 2.600 mails hver dag, indtil regionerne stoppede misbruget efter ni måneder.

Den hvidkitlede grådighed kostede i første omgang skatteyderne godt 27 meningsløse millioner kroner på landsplan. Regionerne har efterfølgende hentet en del af beløbet hjem på skatteydernes vegne, men har også erkendt, at de ikke har en chance for at vide, om de har fået det rigtige beløb i hus. Regionerne har så at sige måtte række en våd finger i vejret for at mærke, hvilken vej vinden blæste:

“Vi har vurderet, at det var mest hensigtsmæssigt at lave den her model for tilbagebetaling, som så har givet mere end 15 millioner kroner tilbage. Det ville være et enormt ressourcetræk for personale at gennemgå samtlige mails. Det værste scenarie ville være, at vi brugte endnu flere penge,” som Heino Knudsen fra Danske Regioner udtalte til TV2.

Sporene fra private lægepraksisser skræmmer

Topscoreren blev Lægerne ved Sauers Plads i Region Nordjylland, der blev halv-millionærer på at videresende de negative testresultater. Lægehuset hjemtog således 593.211 kroner fra regionens kasse.

Charlottenlund Lægehus lå lige efter med en hjemtagning på 486.948 kroner. Charlottenlund Lægehus var i forvejen årsag til, at offentlighedens projektørlys blev rettet mod regionernes tillidsbaserede afregningssystem med de privatpraktiserende læger.

Lægehusets ejere var blandt de overraskende mange privatpraktiserende læger og speciallæger, der i corona-årene blev afsløret i velfærdsfusk, grådighed og svindel med samfundets sundhedskroner. For eksempel hjemtog Charlottenlund Lægehus honorarer for ydelser, som patienterne ikke fik, tog betaling fra både sportsverdenens professionelle og Region Hovedstaden for samme ydelse og hentede tilmed honorarer hjem på egne ansattes cpr-numre.

 

Lægehusets ejere var blandt de overraskende mange privatpraktiserende læger og speciallæger, der i corona-årene blev afsløret i velfærdsfusk, grådighed og svindel med samfundets sundhedskroner
_______

 

Det skandaleramte lægehus blev lukket og dets ejere frataget muligheden for at eje en almen lægepraksis. Medical Nordic, som også blev drevet af Charlottenlund Lægehus, mistede uden varsel sin millionkontrakt med regionerne om at levere corona-tests i det meste af landet som følge af fusk med hygiejne og datasikkerhed.

Et lægepar i Svendborg fik frataget retten til at drive lægeklinik efter at have bedraget regionen med uretmæssige opkrævninger for op mod 1,8 millioner kroner gennem tre år. I dag er den ene læge så ansat hos alles Læger i Faaborg.

En praktiserende læge i Nordsjælland erkendte snyd med afregninger for knap to millioner kroner, mens en narkoselæge i Hornbæk fik frataget sit såkaldte ydernummer for systematisk fejlafregning for 7,5 millioner kroner over for tre regioner. Det er ydernummeret, der giver ret til at fremsende regninger til regionerne.

TV 2 Fyn gravede sig frem til, at det såkaldte Landssamarbejdsudvalg for speciallæger gennem de seneste ti år har behandlet 42 sager om lægers afregning og i alt krævet tilbagebetaling af 27 millioner kroner.

Mere privatisering er ikke løsningen for ældreplejen

Når politikernes ligesom skatteyderne nu bliver præsenteret for nye eksempler på, hvad blind tillid til private velfærdsleverandører kan føre til, forekommer det besynderligt, at en del af svaret på ældreplejens udfordringer, så bliver at skabe mere plads til det private initiativ i omsorgen og plejen for ældre.

Ældreplejen har brug for både et økonomisk og et kvalitetsmæssigt løft, men de løft skabes ikke af løsninger, hvor politikerne tænker i erhvervsstøtte og opbygning af nye private velfærdsmarkeder. At skattekroner går til private virksomheder fremfor fællesskabsinstitutioner, giver hverken mere eller bedre velfærd. Velfærdsansatte motiveres ikke af profit, men af viljen til at ville gøre en forskel for andre, og eksemplerne fra den hvidkitlede verden viser, at prisen kan gå amok, mens kvaliteten går i bund, når profithensynet får lov til at regere frit.

Kvalitetsløft kommer derimod, hvis politikerne erkender, at velfærd opstår i mødet mellem en bruger med et behov og en professionel med viden og kompetencer i rygsækken. Det er dét møde, vi skal dyrke. Det er den form for velfærd, vi har brug for at genopbygge. Og det er den genopbygning, vi med en bugnende statskasse også har fået mulighed for at tage hul på.

Desværre har de tre regeringspartier for længst bifaldet mantraet fra 1990’ernes velfærdskampe i Socialdemokratiet om, at det principielt ikke har nogen betydning, hvem der udfører velfærdsopgaver for skattekroner. De to borgerlige regeringspartier ønsker tillige at minimere den offentlige sektor og puste liv i et marked for velfærdsydelser på lige fod med markeder for vandhaner eller bananer.

Samme tankegang herskede – i det mindste i Thorning-Schmidts og Corydons regeringsperiode – i Socialdemokratiet.

Alligevel er det forunderligt, at regeringen har kunnet enes om, at et væsentligt element i reformen af ældreplejen skal bæres af endnu flere private eller privatlignende leverandører og dermed levne mindre plads til fællesskabsinstitutioner. Det lover ikke godt for fremtidens velfærd.

Skatteydernes erfaringer med det tillidsbaserede afregningssystem for private lægehuse med de store lommer peger i den modsatte retning. Desværre. ■

 

Desværre har de tre regeringspartier for længst bifaldet mantraet fra 1990’ernes velfærdskampe i Socialdemokratiet om, at det principielt ikke har nogen betydning, hvem der udfører velfærdsopgaver for skattekroner
_______

 

Dennis Kristensen (f. 1953) er tidligere forbundsformand for FOA.

ILLUSTRATION: Pressefoto taget af Tommy Frost for RÆSON

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland