Dennis Kristensen: Sådan skal vi forstå Mette Frederiksen og det socialdemokratiske velfærdsparadoks
15.10.2024
Når Mette Frederiksen nu tre gange har set vælgerne i øjnene og har trukket i velfærdsnødbremsen – først med Arne-pensionen, så med lønløftet i den offentlige sektor og nu med pensionsalderens automatiske himmelflugt – så er det forhåbentlig ikke blot banal aflæsning af vælgervandringer, men derimod en erkendelse af, at man velfærdspolitisk ikke både kan blæse til udvikling og have afvikling i munden.
Kronik af Dennis Kristensen
Denne sommers røre omkring statsminister Mette Frederiksens melding om ikke uendeligt at ville støtte den automatiske forhøjelse af pensionsalderen har kaldt mindet frem om omkvædet på en af min ungdoms musikalske grundpiller: “Herfra hvor vi står, kan vi se os omkring til alle sider. Det bevæger sig, når vi går. Det forandrer sig i alle tider.”
Der er i hvert tilfælde både bevægelse og forandring at spore i ellers helt fasttømrede holdninger gennem fire årtier om, at udbuddet af arbejdskraft uafladeligt skal øges ved, at vi skal arbejde mere og længere. Angiveligt fordi vi som Titanic har kurs mod et isbjerg af stadig stigende behov for velfærdsydelser kombineret med en altødelæggende arbejdskraftmangel på alle samfundets områder.
Det tilbagevendende mantra om arbejdsudbud har været, at vi hverken kan skaffe arbejdskraft nok eller finansiere velfærden med stadig flere ældre og færre børn. Og at den offentlige sektor derfor skal reduceres både i indhold og omfang samtidig med, at udgifterne til velfærd skal sænkes og kvaliteten øges gennem konkurrence på alle dele af velfærd og offentlig service.
Det efterhånden helt åbenlyse misforhold mellem de politiske løfter og vælgernes oplevelse af en velfærd, der halter, har et par gange medført meldinger fra Socialdemokratiets formand, der bryder med mantraet om arbejdskraft- og pengemangel.
Mette Frederiksen lagde forud for valget i 2019 op til, at kikkerten skulle fjernes fra det blinde øje. Med meldingen om, at partiet ville skabe en ny mulighed for dem, der er startet tidligst på arbejdsmarkedet, kan beslutte at tjekke ud af arbejdslivet før tid. Uden lægelige vurderinger.
Som FOA-formand var jeg meget glad for denne kursændring, som indeholdt starten på netop den differentierede pensionsalder, som FOA foreslog allerede i 2015 med henvisning til, at ufaglærte fik langt færre år på folkepension end højtuddannede.
Det efterhånden helt åbenlyse misforhold mellem de politiske løfter og vælgernes oplevelse af en velfærd, der halter, har et par gange medført meldinger fra Socialdemokratiets formand, der bryder med mantraet om arbejdskraft- og pengemangel
_______
Det gælder både leveår og år uden helbredsproblemer og funktionsnedsættelser. På det tidspunkt havde ufaglærte og kortuddannede i gennemsnit, når de fyldte 60 år, udsigt til omkring 10 år uden helbredsproblemer og behov for ældre- og sygepleje, mens det for folk med en videregående uddannelse var 15 år. Med en pensionsalder på 67 år, gav det for de lavest lønnede ikke udsigt til mange gode år på folkepension.
Mod alle odds og politikeres og kommentatorers forudsigelser og de højtlønnedes højlydte protester endte Mette Frederiksens melding alligevel i den sidste med Folketingets vedtagelse af den såkaldte Arne-pension.
Denne sommer gik Mette Frederiksen så skridtet videre og annoncerede et socialdemokratisk opgør med den automatisk stigende pensionsalder. Eller rettere med uretfærdigheden i et pensionssystem, som ikke har øje for de store forskelle i danskernes livs- og arbejdsvilkår og levetid: “… danskere har ret til gode år efter, at de har gjort deres på arbejdsmarkedet. Til familien. Til hobbyen. Til alt det, som hvert enkelt menneske finder glæde i. Og når vi mener det, så ved vi også, at vi ikke kan behandle alle ens. Det giver god mening, at vi også arbejder mere, når vi lever længere. Men målet kan jo ikke være, at alle skal arbejde frem til, at de er fuldstændigt slidt ned.”
En del af de politikere, der i 2019 på forhånd aflivede Arne-pensionen, sidder i dag i regering med Mette Frederiksen. Måske af den grund har de, i det mindste udadtil, taget meldingen om, at Socialdemokratiet ikke længere står fuldt ud bag Velfærdsaftalen fra 2006, som ophøjede den automatisk stigende pensionsalder til Al Arbejdsudbuds Moder, relativt roligt.
Netop Velfærdsaftalen er på mange måder symbol på de seneste årtiers tilløb til velfærdsafvikling. Det handler ikke kun om stigende pensionsalder, men også om manglende overholdelse af, at velfærden skulle gå hånd i hånd med velstanden. Aftalen skulle netop sikre, at vi kunne finansiere de stigende krav til velfærdsydelser, men virkeligheden blev en anden. Nu skal der alligevel endnu engang skæres ned på serviceniveauet i den i forvejen skrantende velfærd, og mens en del får flere penge mellem hænderne, vil forskellen mellem privatliv og standarden i offentlige institutioner vokse.
Netop Velfærdsaftalen er på mange måder symbol på de seneste årtiers tilløb til velfærdsafvikling. Det handler ikke kun om stigende pensionsalder, men også om manglende overholdelse af, at velfærden skulle gå hånd i hånd med velstanden
_______
Det startede med Glistrups anarki
Kursen mod afvikling frem for udvikling startede dog lang tid før Velfærdsaftalens indgåelse.
Jordbunden for Christiansborgs stadig stærkere fokus på slankning og effektivisering af den offentlige sektor blev gødet helt tilbage ved det såkaldte jordskredsvalg i 1973. Ved skatteadvokat Mogens Glistrup og Fremskridtspartiets indmarch i Folketinget med endeløs kritik af den offentlige sektor, krav om fjernelse af indkomstskatten og frådende angreb på grupper af offentligt ansatte, der skulle ud og “grave grøfter”.
Partiet ville etablere et “ministerium for Afvikling af Offentlig Virksomhed”, og Glistrup selv ville stille sig i spidsen som minister for denne afvikling.
Det blev dog Ikke Glistrups anarkistiske tilgang til fællesskab og rablende angreb på velfærden, der i praksis tog kvælertag på fællesskabsinstitutionerne i den offentlige sektor. Det blev derimod de efterfølgende regeringer med basis i de “gamle” partier og dele af fagbevægelsen. Og overraskende nok også dele af de offentligt ansattes faglige organisationer, der for alvor lagde op til et opgør med velfærdssamfundet, som det så ud ved indgangen til 1980’erne.
Schlüter-regeringen lagde i 1983 for med sit moderniseringsprogram, som slog fast, at det i regeringens optik ikke længere ville være muligt at tilgodese nye behov, der måtte opstå, ved at tilføre flere midler til velfærden. Nu skulle væksten i antallet af velfærds- og serviceydelser “erstattes af en kvalitativ vækst indenfor de bestående økonomiske rammer.”
Og samtidig ville regeringen indføre markedsstyring, decentralisering, interne afregninger, friere forbrugsvalg, mere udbud af dele af den offentlige sektor og en hel del mere. Det åbnede døren for det paradigmeskift i Socialdemokratiet og dele af fagbevægelsen, der indtrådte i 1990’erne, hvor forsvaret for fællesskabsinstitutionerne afløstes af en holdning om, at det ikke er afgørende, om velfærd og offentlig service leveres af den offentlige sektor eller af private profitbaserede virksomheder.
På mange måder blev det begyndelsen på en kølhaling af den offentlige sektor, Schlüter-regeringen lagde op til. Og som de efterfølgende regeringer har bygget videre på.
Schlüter-regeringen lagde med det samme for med at gennemføre besparelser, der tvang kommuner og amter til at skære i de allerede vedtagne budgetter. “Skattestop og bremsen på væksten i den offentlige sektor” og indirekte erhvervsstøtte til opbygning af en privat velfærdsindustri gennem borgernes frie valg blev Fogh Rasmussen-regeringens projekt til at skabe et “nyt Danmark”. Og Løkke Rasmussen-regeringen gik ikke mindst med den reelle afvikling af efterlønnen skridtet videre.
Den mellemliggende historiske parentes med Thorning-Schmidt-regeringen gik efter eget udsagn reform-amok blandt velfærdens brugergrupper.
På sin vis har perioden fra 1980’erne til i dag skabt og formet en væsentlig del af nutidens velfærdsproblemer, og alt for mange politikere har i den periode bevæget sig fra at være velfærdsstøtter over velfærdslunkne til velfærdsafviklere.
Mens Glistrup gødede jorden, og Schlüter tog de første spadestik, blev det dog i mine øjne 1990’ernes holdningsændringer i Socialdemokratiet, der for alvor åbnede op for velfærdsforringelser og markedsgørelse
_______
Stregen i sandet blev udvisket
Mens Glistrup gødede jorden, og Schlüter tog de første spadestik, blev det dog i mine øjne 1990’ernes holdningsændringer i Socialdemokratiet, der for alvor åbnede op for velfærdsforringelser og markedsgørelse.
Desværre udstak også store dele af fagbevægelsen i samme periode en farefuld velfærdskurs.
Det var i det årti, hvor LO’s næsten uafbrudte medlemsvækst knækkede, og hvor fagbevægelsen og mange andre intenst diskuterede, hvordan forholdet mellem individ og fællesskab kunne fornys. Det var de diskussioner, det fik LO-formand Hans Jensen til at lægge op til en fornyelse af LO i 2003 byggende på et værdigrundlag med titlen “Den enkelte kan selv. Sammen kan vi mere.”
Privatisering og udlicitering blev et varmt emne under hele årtiets Nyrup Rasmussen-regeringer, og spørgsmålet om også velfærdens kerneområde – arbejdet med mennesker i den såkaldt bløde velfærd – skulle kunne udliciteres, blev direkte hedt. Her trak partiet i første omgang en rød streg i sandet. Forskellige grupperinger i partiet og ungdomsorganisationen og i fagbevægelsen fortsatte dog med at forsøge at få udvisket stregen.
Samtidig diskuterede LO fremtidens velfærd, og de kommunale forbund i LO gav en række opsigtsvækkende bud på ændringer af velfærdssamfundet i 1999, som til min og andre FOA-folks overraskelse ville gøre op med de universelle velfærdsydelser og både indføre brugerbetaling på besøg på skadestuen, hos lægen, på biblioteker og indtægtsregulere folkepensionens grundbeløb og lade ældre med pensionsopsparing selv betale for hjemmehjælp og åbne for udlicitering.
Velfærdsaftalen på Christiansborg, der blev indgået otte år senere, byggede på præcis samme forudsætninger: Skønt Danmark havde en stærk økonomi, ville flere ældre og færre i de mest erhvervsaktive aldre som følge af længere levetid og de store efterkrigsårganges tilbagetrækning betyde højere udgifter til efterløn og pension og lavere skatteindtægter.
Velfærdsaftalen på Christiansborg, der blev indgået otte år senere, byggede på præcis samme forudsætninger: Skønt Danmark havde en stærk økonomi, ville flere ældre og færre i de mest erhvervsaktive aldre som følge af længere levetid og de store efterkrigsårganges tilbagetrækning betyde højere udgifter til efterløn og pension og lavere skatteindtægter
_______
Hellige køer
En de hellige køer, FOAs Poul Winckler ville slagte, var danskernes brug af skadestuer: ”Den form for brugerbetaling er ikke en ekstra finansieringskilde, men kan regulere folks adfærd, så de vælger en billigere løsning.”. Formanden for Socialpædagogernes Landsforbund, Kirsten Nissen, fulgte op med et forsvar for brugerbetaling for hjemmehjælp. Kirsten Nissen ville tillige afskaffe alles ret til folkepension.
Det var en farefuld vej for velfærden, fagbevægelsen og de offentligt ansatte LO-organisationer slog ind på i dette årti.
Det ryddede i virkeligheden nogle af stenene på vejen for en borgerlig regerings initiativer på hele velfærdsområdet på samme måde som både Poul Nyrup Rasmussens efterlønsindgreb i 1998 og Helle Thornings forvarsel ved sit valg i 2004, som formand for Socialdemokratiet, om afskaffelse af efterlønsmuligheden for de yngre generationer.
Det sidste fik i øvrigt LO’s formand til med begejstring at tale om slagtning af hellige køer.
FOAs deltagelse i slagtningen af hellige velfærds-køer og knæfald for at indføre profit i arbejdet med mennesker var en af de store udfordringer, som jeg besluttede mig for at ville gøre, hvad jeg kunne, for at ændre, da jeg trådte ind ad døren til formandskontoret i 2003. I mine øjne skulle FOA stå for velfærdsudvikling, tryghed ogomsorg for de svageste og ikke være synonym med afvikling og ikke afmontering af det sociale sikkerhedsnet bid for bid.
Et velfærdssamfund af en ny type
Lysten til i dag at gennemføre slagtning af velfærdsgoder for åbent tæppe er langt fra forsvundet, selvom vælgernes modstand har gjort politikernes formuleringer mindre dramatiske.
Mette Frederiksen beviste under corona-pandemien, at hun har betydelige evner til håndtering af voldsomme kriser og til at opnå folkelig opbakning som den mest kompetente politiker, når det gælder om at skulle træffe afgørende beslutninger på brændende platforme.
Og vi står stadig med meget store udfordringer – først og fremmest med klimaet og krigene i Europa og Mellemøsten. Pandemien tabte slaget, men den socialdemokratiske lyst til at skabe vælgerfremgang ved at fremmane nye brændende velfærdsplatforme afprøves fortsat, som da statsministeren ved Folketingets afslutningsdebat i 2022 brændte fingrene i forsøget på at skabe en ny brændende platform med “historisk få penge” til fremtidens velfærd og offentlige service.
KL fulgte trop og talte om økonomiske udsigter, der vil forandre samfundet for al tid. Og selvom Mette Frederiksen ved Folketingets åbning forleden medgav, at Danmark har en sund økonomi, så har vi “ikke en økonomi, der er i nærheden af at kunne finansiere alle de udgifter«, regeringen forventer i fremtiden, så strutter statskassen i den borgerlige tænketank Cepos’ øjne af penge til skattelettelser.
Lysten til i dag at gennemføre slagtning af velfærdsgoder for åbent tæppe er langt fra forsvundet, selvom vælgernes modstand har gjort politikernes formuleringer mindre dramatiske
_______
Velfærdsdagsordenen er ændret
Nu skal vi som befolkning ikke længere lægge så meget i strømmen af finansministerielle pressemeddelelser om endnu et fund af oversete milliarder eller den 18 år gamle Velfærdsaftales forudsætning om, at “finansieringen af velfærdssamfundet bliver gjort robust over for stigende levetid”, og at “midlerne skal bruges til at finansiere merudgifter til blandt andet pleje og sundhed, når der kommer flere ældre, og til en styrket indsats mod nedslidning på arbejdsmarkedet”.
Nu skal vi i stedet igen finansiere de samme udfordringer med historisk få penge til fremtidens velfærd. Mens antallet af brugere af velfærden er stedet, så er antallet ikke som forudsat i Velfærdsaftalen i 2006 steget tilsvarende. Tværtimod er antallet pr. velfærdsbruger faldet.
Danskerne har betalt med stigende pensionsalder, men har ikke fået den belønning med bedre velfærd, som vi med Velfærdsaftalen blev stillet i udsigt.
Pensionsalderen er nu tilbage på de 67 år, som den var før Poul Nyrup Rasmussen-regeringen sænkede den med to år som et plaster på såret for forringelserne af efterlønsordningen i 1999.
Nu lægger statsministeren formentlig op til i stedet, at pensionsalderen fortsat skrues i vejret for nogle grupper eller stiger hurtigere for nogle grupper.
Og tidligere tiders vilje til slagtning af hellige velfærdskøer er blevet til vilje til at skabe et velfærdssamfund “af en helt anden type”, hvor en underfinansieret velfærd i endnu mindre grad vil kunne følge den almindelige velstandsudvikling i samfundet.
Og dog. Velfærdsslagtning dukker alligevel op i Socialdemokratiets velfærds-zig-zag.
Det er ikke kun statsministerens ministerfæller fra de borgerlige partier, der taler om mere individuelt ansvar, færre fællesskabsløsninger, opsparing til egen pension, pleje og omsorg.
Også nutidige partifæller på centrale poster taler som i 1990’erne om at slagte hellige køer.
Og her er Socialdemokratiet som i 1990’erne igen helt eller delvist med på vognen, når politisk ordfører Christian Rabjerg Madsen på ubehagelig vis agerer som copy-cat overfor Lars Løkke Rasmussens og Moderaternes forslag.
Til gengæld går otte socialdemokrater nu til angreb på reserve-argumentet for nødvendigheden af at begrænse velfærden de næste mange årtier. Reserve, hvis hovedargumentet om “historisk få penge” fortsætter med at blegne i tak med, at finansministeren får åbnet døre, skabe, kister og låg i ministeriet – manglen på arbejdskraft.
De otte bestrider ikke udsigterne til mangel på arbejdskraft, men undrer sig over, at det er politikernes ansvar at øge danskernes arbejdstid, når arbejdskraft i en markedsøkonomi ellers reguleres gennem arbejdsgivernes lønforhandlinger med lønmodtagerne. Og over, at beskæftigelsen sætter den ene rekord efter den anden, mens erhvervslivet råber på arbejdskraft.
Når Mette Frederiksen nu tre gange har set vælgerne i øjnene og har trukket i velfærdsnødbremsen – først med Arne-pensionen, så med lønløftet i den offentlige sektor og nu med pensionsalderens automatiske himmelflugt – så er det forhåbentlig ikke blot banal aflæsning af vælgervandringer, men derimod en erkendelse af, at man velfærdspolitisk ikke både kan blæse til udvikling og have afvikling i munden. ■
Nu lægger statsministeren formentlig op til i stedet, at pensionsalderen fortsat skrues i vejret for nogle grupper eller stiger hurtigere for nogle grupper […] Velfærdsslagtning dukker dog alligevel op i Socialdemokratiets velfærds-zig-zag
_______
Dennis Kristensen (f. 1953) er tidligere forbundsformand for FOA.
ILLUSTRATION: Statsminister Mette Frederiksen under Folketingets åbningsdebat [FOTO: Jens Dresling/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
